15.11.15
Theatre of Voices, Foto: Reinhard Wilting

Velvet Wundergrund

Reportage fra Gong Tomorrow, 23.-31. oktober 2015

Gong Tomorrow fortsatte Wundergrunds kludetæppede og retningsfrie stil, mere nede på jorden end nogensinde. Et skridt væk fra De Store Værker?

Wundergrund, schmundergrund. Københavns vintertidsfestival for eksperimenterende musik havde taget navneforandring til Gong Tomorrow i år, men ellers var tingene, som de plejede at være: genreslørede koncerter af forskelligt tilsnit rundtomkring på byens mindre scener som Koncertkirken, Literaturhaus og Hofteatret.

Kurateringen pegede i lige så mange retninger som sædvanlig, og det er ikke nødvendigvis en svaghed. Det gør det bare sværere at sige noget samlet om, hvor kunstmusikken bevægede sig henad i denne omgang. Men nu har Snyk selvfølgelig heller ikke sat Gong Tomorrow i verden for at gøre livet lettere for os kritikere.

Kan man alligevel sætte nogle kasser i spil? Til at begynde med har vi på Seismograf/DMT foretaget den opdeling, at Simon Christensen skriver om de mere improviserende koncerter, og at jeg dækker de koncerter, der præsenterede mere eller mindre traditionelt komponerede værker. Dem var der, med lidt bøjede begreber, fem af: Athelas’ bud på Nico og Robert Wyatt, Dygongs modificerede gudstjeneste, Jeppe Just Instituttets møde med Scenatet, Theatre of Voices’ miniportræt af Pelle Gudmundsen-Holmgreen og afslutningskoncertens game pieces.

Fjong
Fem meget forskellige koncerter, og hvad kan man så sige samlet om dem, når man ser festivalen gennem kompositionsøjne? I hvert fald, at der ikke i år var et storværk som sidste års Buenos Aires af Simon Steen-Andersen eller Babel af Steingrimur Rohloff. Enten var der tale om samlinger af forskellige komponisters kortere værker, eller også var det i tilfældet Jeppe Just Instituttet en række kortere numre, som ikke tilsammen udgjorde et særlig fasttømret værk.

Man kan også sige, at koncerterne bar et markant konceptuelt præg. Tydeligst i Athelas’ fortolkninger af rocknumre, men også i mindre skala, som når Theatre of Voices uropførte Gudmundsen-Holmgreens variationer over Purcell. Som om festivalens retningsfrihed fik de enkelte koncerter til at opsøge hver sin mere plakatvenlige identitet.

Endelig var der den low-key, joviale understrøm. Alt foregik i øjenhøjde med et københavnsk publikum, som nok var nysgerrigt, men ikke nødvendigvis velorienteret om den aktuelle kunstmusik. Flere værker bar endda præg af dette lokale udsyn; der var ikke de store armbevægelser og høje ambitioner om at præsentere det værk, som fans af kunstmusik ville tale om de næste mange måneder. Festivalen var meget velbesøgt, og publikum virkede generelt fornøjede, men det var ikke ’Københavns svar på Spor-festivalen’, vi blev præsenteret for. Det var, ja, meget nede på jorden.

Genbesøgte helte
Tag nu åbningskoncerten, for eksempel. Konceptet virkede støvet. Athelas Sinfonietta var parret med sangerinderne Jomi Massage og Camilla Dayyani, og sammen skulle de fortolke rockikonerne Nico og Robert Wyatt. Selvfølgelig en oplagt mulighed for en bredt favnende genreorganisation som Snyk til at præsentere rock og ny musik på én gang, men historien har vist, hvor farligt et koncept rockcovers er.

Jomi Massage og Athelas Sinfonietta, Foto: Lars Bjarnø

Valget af Nico og Robert Wyatt smagte oven i købet lidt stedmoderligt. Begge har de selv eksperimenteret rigeligt til, at de ikke behøver yderligere bearbejdning for at imponere det gongede publikum. Nico for eksempel heroinskrøbeligt på It Was a Pleasure Then fra fænomenale ’Chelsea Girl’ (1970). Wyatt generelt med sin ynkeligt ærlige tenor, der skramlede sig psykedelisk ind i halvfjerdserne på udgivelser som ’Rock Bottom’ (1974) og ’Ruth Is Stranger Than Richard’ (1975).

Ét er konceptet, noget andet er den musikalske retning. Ganske overraskende lagde koncerten ud med tre fortolkninger, der havde et markant musicalsk udtryk. Peter Bruun havde givet sig i kast med to af Wyatts mere harmløse skriverier fra halvfemserne, Free Will and Testament (1997) og Sight of the Wind (1991). Henriette Groth havde fat i Nicos Evening of Light (1970). Der var masser af harpe, klokkespil og filmiske strygere, og Jomi Massages vokal var luftig og formidlende. Var denne pæne, ordentlige klang virkelig lyden af eksperimenterende musik anno lige nu?

Groths andet forsøg lød straks mere gonget. Nicos No One Is There (1970) fik et tiltrængt atonalt pust fra træblæserne, vredt hvepsende strygere og forfriskende leg med ekko på Massages vokal. Den pludselig tilstedeværende dynamik og modstand spredte sig også til Regin Petersens udgave af Wyatts A Last Straw (1974). En mikrofon, der bliver slæbt op ad kirkegulvet; et orkester, der tørhvisker sig ind i lydbilledet; og en faseforskydning, der springer rundt fra harpe til messing.

Og da Camilla Dayyani tog styringen i Morten Olsens sangcyklus Nico, endte koncerten endda ligefrem en smule udfordrende med episodisk struktur og modarbejdende stemmer. Med lidt hiv og sving var Gong Tomorrow altså skudt i gang. Alligevel sad man med fornemmelsen af, at Athelas’ tilstedeværelse kunne have haft en mere aktuel årsag end genbesøget hos fortidens rockhelte.

Vi forsager Djævlen
Har du forresten nogensinde opført Parsifal med knækbrød og saftevand? Tirsdag aften var helliget Dygong-kollektivets bud på en gudstjeneste i Vor Frue Kirke, og dén kombination blev i sagens natur en lidt akavet affære. Idéen var at følge den traditionelle liturgi, men med et vist element af nyfortolkning, for eksempel den wagnerske nadver, som Christian Winther Christensen stod bag med koordineret tyggen, slurken og gurglen.

Foto: Lars Bjarnø

Det var dygongernes 10-års fødselsdag, og alle onkler og tanter var mødt op. Niecer og søskende not so much. Gamle salmer havde fået nye melodier af Christensen, Per Nørgård, Jexper Holmen, Jeppe Ernst og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. De var rimelig sangbare, og vi gjorde vores bedste som menighed, men der var selvfølgelig visse tiltænkte udfordringer – for eksempel slutter Holmens ’Herlighedens Gud’ med et spring opad fra es til d.

Jørgen Worsaae, tidligere fængselspræst og Dygong-Nicolais far, holdt en lovlig indlysende prædiken om den kvalmende anti-godhed, der præger flygtningedebatten. Men vi hørte også egentlige værker som Christian Winther Christensens spacy Knocking Out from Heaven’s Door for præpareret guitar, Worsaaes Schritte (2010) på det stresstestede kirkeorgel og Lasse Schwanenflügel Piaseckis lidt forglemmelige a piece of glass (2014) for glasharpe, som desværre var placeret lige bag den store døbefond, så man ikke kunne se de forskellige glastyper, der blev taget i brug.

På en festival, som ellers åbnede op mod et bredere publikum, virkede Dygong-fejringen underligt intern og ikke helt så verdslig, som programmet havde lovet.

Hundegalskab i snor
Fredag aften mødtes Jeppe Just Instituttet og otte musikere fra Scenatet i Koncertkirken. Instituttet plejer som trio at kunne charmere selv de mest hardcore kunstmusiknørder med deres forening af brunt værtshus, total opløsning og pludselig, splintrende romantik. I år er imidlertid fjerde gang, de optræder på Wundergrund/Gong, og selve konceptet er ret intakt, så der var ikke de store overraskelser.

Af hjemmebyggede instrumenter kan i denne omgang nævnes æggedelere, metalrør med mundstykke, haveslanger, legetøjsfigurer og smykkeskrin. Koncerten var en uropførelse af Three Songs in 9 Movements, men musikken var nu omtrent, som den plejer at være: vrøvlesalmer og sømandsviser suget op med støvsuger og spyttet ud som abrupt plingende, aggressivt afbrækkende, romantisk melodiøse smådramaer.

Jeppe Just Instituttet og Scenatet, Foto: Lars Bjarnø

Instituttet var mere bundet til partituret end sædvanlig, og det hæmmede evnen til at lulle publikum ind i det særlige univers af kvalt gak og lyriske kadencer. Der var for mange instrumentskift og pauser til, at man som publikum for alvor lod sig rive med. Til gengæld var især de sidste satser ved at ramme et godt niveau af stridighed og kadencer, og jeg så da i hvert fald japanerne fra Hikashu sidde på første række og have en fest over de mange instrumenter. Igen en ret jovial, lokal affære.

Jamen dog!
Årets heureka-øjeblik fandt – fra min kompositionsvinkel – sted, da Theatre of Voices lørdag indtog Bygningskulturens Hus på Østerbro. Med fare for at lyde gammeltysk: Egentlig samtidsmusik havde det knebet med indtil da. Underholdningen havde været helt fin, især takket være de koncerter, der er dækket i Seismograf/DMT’s anden anmeldelse af festivalen. Men det var først, da Paul Hillier dirigerede sine fire sangere i det, der egentlig var en slags portrætkoncert af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, at ambitionsniveauet blev mere end lokalt.

Først tre korte værker af Cage: Story (1940), The year begins to ripe (1970) og ear for EAR (1983). Fine eksempler på værker, som danskeren kan spejle sin rytmik, gakkethed og tålmodighed i. Derefter Gudmundsen-Holmgreens egen Song (2010), et af hans bedste værker. Det er i al sin enkelhed en bearbejdning af John Dowlands ’Flow My Tears’ (1596), som langsomt kommer til syne gennem Gudmundsen-Holmgreens overgreb og til sidst får sin tabte uskyld tilbage – i dur, endda. En rørende blanding af kvælning og sentimentalitet, hvor især Else Torp stod krystalklart som sopran.

Åiåiåiåiååå
Vi hørte også Cathy Berberians faktisk vildt sjove Stripsody (1966). Det er svært at sige, om det mest fantastiske er, at tre voksne mennesker opfører komedien, eller at den faktisk findes som partitur. Det begynder med, at en af sangerne holder en stemmegaffel op til øret, gravalvorligt, og efter en dyb indånding råber åiåiåiåiååå. Derfra kører det derudad med parodier, gøen og gråd.

Theatre of Voices, Foto: Reinhard Wilting

Og så endelig det, vi havde ventet på: uropførelsen af Gudmundsen-Holmgreens On One Note, der besidder elementer fra alle optakterne. On One Note er 16 variationer over Purcells barokke Fantasia upon One Note (1680), altså ligesom Song en gendigtning af tidlig musik. I modsætning til Dowland-værket lidt mere hæmmet af variationsformens puslespilsæstetik, som modarbejder Gudmundsen-Holmgreens uforudsigelighed, men alligevel udviklende i den forstand, at de fire sangere synger forskellige dele af linjen ’to play one note’ i evigheder for til allersidst at give et cool nok comic relief: ’... is good.’

Theatre of Voices beherskede værkets afsindige kromatik, og samtidig håndterede de endda hver sit instrument: Else Torp den indonesiske angklung, Signe Asmussen den japanske bin-sasara, Jakob Bloch Jespersen et orgelpunkt på violin og Chris Watson bare claves. Instrumenterne anvendte de som krydderi, mest dekorativt abrupt. Der var masser af glidninger og tætte dissonanser, og selvom det selvfølgelig er ambivalent, at en eksperimenterende festival peaker med noget så gammeldags som en sangerkvartet, var det nu altså bare sådan, det var. Og så endda uden et alt for tungt arsenal af koncepter.

Længden af en kats knurren
Afslutningskoncerten bragte os tilbage i det joviale hjørne. De seks game pieces var kurateret af Carl Bergstrøm-Nielsen, og deltagerne i legene var mezzosopranen Loré Lixenberg, saxofonisten Stefan Baur, perkussionisten Ying-Hsueh Chen og Jeppe Just Christensen på sav, orgel og elguitar. Nu er det selvfølgelig altid sjovest selv at være med i den slags musik, men egentlig fandt de et meget fint sammenspil, de fire.

Shiba Tetsus Hand Piece (with memory function) (1995) var hylende og klaprende. Et af de stykker, hvor man med håndtegn beslutter at huske særlige steder og så med andre håndtegn beslutter at spille dem igen. Henrik Ehland Rasmussens Meddlings (2013) blev uropført med tilfældige ord, kløen, væsken og larm, og publikum bestemte rækkefølgen: Når nogen rejste sig, måtte musikerne gå videre til næste regel.

I Jørgen Lekfeldts ARUA (1977) blev det hele mere performativt, og Ting-Hsueh Chen hoppede på et tidspunkt hen ad gulvet på alle fire med en regnbuefarvet støvkost i hånden, mens Loré Lixenberg hoppede efter og daffede hende på ryggen med festivalprogrammet. Ret kækt. Stockhausens Unanimity (1968) var en øvelse i telepati, som blev lidt fortænkte forsøg på synkroni, mens uropførelsen af Toke Brorson Odins Animal Game Cards (2014) ikke rigtig fungerede: Her sad de fire musikere rundt om et pokerbord og spillede den slags kort, man kender fra barn, hvor man spiller krig med forskellige biltyper eller lignende, og så vælger man et parameter at kæmpe i. Her var det bare dyrelyde, og det var ikke så oprivende at overvære. Til gengæld kunne man meget tv-shoppet købe kortene i pausen.

Game Pieces, Foto: Lars Bjarnø

Koncerten sluttede med uropførelsen af Regin Petersens The Battle at Dybbøl (2013). Et rollespil med generaler, tilskadekomne og en slags agent, der kunne dræbe de andre og således altså langsomt afslutte værket. Lystigt, men igen blev det hurtigt et spørgsmål om som publikum at afkode spillets regler i stedet for at lytte til musikken. Overordnet set kan det være lidt vanskeligt at overvære game pieces, men selvfølgelig skal der da være plads til det som en slags kuriosum på en festival som Gong Tomorrow.

Lidt stille på Orange
Efter ti dage med Gong Tomorrow er det stadig ikke helt klart, hvad festivalen egentlig vil. Hvis målet er at skabe koncerter for et nysgerrigt, men ikke nødvendigvis særlig velorienteret publikum, forstår jeg godt idéen med rockfortolkninger som Athelas’, spektakler som Mao Tze og sensationskoncerter som Hikashus. Det kan være underholdende nok, og ’A’ Trio, Mao Tze og Hikashu var alle sammen festlige og medrivende.

Hvis man derimod betragter sig selv som en arena for dem, der vil høre aktuel og fremadskuende kunstmusik, virkede udsynet meget lokalt i år. Snyk har selvfølgelig en masse interesser at varetage som statslig genreorganisation, og derfor bliver Gong Tomorrow nok aldrig lige så skarpt profileret som for eksempel SPOR og Klang. Men spørgsmålet er, om vi skal forstå årets festival som udtryk for en ny retning, eller om Gong Tomorrow 2015 bliver en parentes i Wundergrunds historie, og at ambitionerne om De Store Værker er tilbage næste år.

Viser det sig at være en parentes, var det trods alt en ganske underholdende parentes, også trods et fåtal af heureka-øjeblikke.

Anmeldte koncerter:
23/10, Koncertkirken: Jomi Massage, Camilla Dayyani & Athelas møder Nico & Wyatt
27/10, Vor Frue Kirke: Dygong-Messe
30/10, Koncertkirken: Jeppe Just Instituttet & Scenatet: Three Songs in 9 Movements
31/10, Bygningskulturens Hus: Theatre of Voices
31/10, Koncertkirken: Game pieces