13.10.15
Foto: Wro Art Center​

What up, WRO?

Reportage fra WRO Media Art Biennale i Wrocław, Polen.

Mediehistorien er meget mere end glatte smartphone-interfaces. Mediekunst kan også bruges til at teste og diagnosticere samtiden. Hvor er vi? Hvor er vi på vej hen? Seismograf har besøgt mediekunstbiennalen WRO i Polen.

WRO Media Art Biennale er ikke let at sætte i bås. WRO-biennalerne i Wrocław, Polens fjerdestørste by, som i 2012 var medvært på EM i fodbold, har i en årrække præsenteret kreative tilgange til nye teknologier og den kreative crossover, som opstår, når videnskab, økonomi og social aktivisme krydser hinanden.

Med sine koncerter, performances, installationer, videoprojektioner, robotgenererede og netbaserede produktioner og konferencer er det den største præsentation af (ny) international kunst i Polen.

16. udgave af festivalen har undertitlen TEST EXPOSURE. På 10 adresser i byen – herunder en privat lejlighed og et butikscenter – bliver værker af over 250 kunstnere fra hele verden præsenteret. Det handler om interaktion. Ønsket er at opbygge en stærk relation mellem kunsten og publikum: ”For det er jo ikke kun kunsten, som forandres. Det gør modtagerne også”, fortæller festivaldirektør Piotr Krajewski i sin åbningstale. Der findes ikke en ”korrekt fremvisning”, ligesom der heller ikke er nogen korrekt måde at se på: ”How to expose is what to expose.”

I det endnu ikke åbnede universitetsbibliotek ved floden Oder, som huser hovedudstillingen, er der hverken bøger eller lånere, blot nysgerrige publikummer, som går rundt på de nylagte tæpper og kigger, interagerer, tester. Blandt andet Modulateur-Démodulateur af Bertrand Planes & Arnauld Colcomb, som består af en sender og en modtager, hvorimellem der sendes et billede omskabt til en lydfil. Modtageren er i stand til at rekonstruere billedet, hvis ikke der er andre lydkilder i nærheden. Publikum udgør altså en forhindring for, at mekanismen kan fungere korrekt og materialiserer sig i glitches og forstyrrelser. Portrættet, som toner frem, er af Alois Alzheimer. Syret at den tyske læge og neurolog, der opdagede årsagerne til demens, og som døde i Wrocław (dengang Breslau) nu fremmanes på et bibliotek – læsning siges jo at have en effekt på hukommelsen.

Bertrand Planes & Arnauld Colcomb 'Modulateur-Démodulateur' Foto: Wro Art Center

Ved siden af hænger den engelske kunstner Suzanne Treisters plancher i værket Hexen 2.0, der med paranoid hippieæstetik hentet fra tarotkort gennemgår den moderne tidsalders menneskelige, politiske og sociale succeser og begrænsninger. Med tuschtegning – og helt uden lange traktater – fortæller Treister historien om internettet, technogaianismens1 fødsel og Treisters yndlingsemne: kontrol – såvel social, mental, teknologisk etc.

Polens transmediale, altings forbundethed
Netværk. Altings forbundethed. På WRO hvirvles tekster, billeder, lyde ind i hinanden som tætskrevne kruseduller i finkornede systemer.

“Polens svar på transmediale” kaldes WRO, som opstod på samme tid som den tyske festival for elektronisk kunst, da ægteparret Piotr og Violetta Krajewski sammen med Zbigniew Kupisz i 1989 begyndte at lave mindre præsentationer af grafik, computeranimationer og robotprojekter, som gennem årene er vokset til en festival med eget sekretariat under navnet WRO Art Center

På årets festival er formidlingen sparsom. Værkerne har højst navn og titel. For mere info må man besøge hjemmesiden. Videre introduktion er dog overflødig i forhold til populære værker i biblioteket som Dancing Mirroraf Seiichiro Matsumura, der remixer billedet af publikum, som bevæger sig foran en skærm, samt amerikanske Jacob Tonskis mere end 170 år gamle sofa, der via moderne satellitteknologi holder sig oprejst på ét ben.

På en stol sidder fransk-engelske Tresset som en tegneprofessor, mens robotterne foran ham grifler løs

Det italiensk-engelske kunstnerkollektiv Quayola viser deres projekt Captives - en række robotskabte skulpturer inspireret af Michelangelos aldrig færdiggjorte Prigioni-serie. I Patrick Tressets forunderlige 5 Robots Named Paul (5RNP) prøver fem robotter at overflødiggøre kunstneren i skabelsen af portrætter af de besøgende. På en stol sidder fransk-engelske Tresset som en tegneprofessor, mens robotterne foran ham grifler løs. Mens de forvandledes til sensuelle objekter improviserer robotmotorerne og pennenes skriblen hen over papiret et kriblende soundtrack.  

Cécile Beau og Nicolas Montgermont har bygget en tre meter lang antenne, som opfanger de elektromagnetiske bølger, der passerer forbi dens akse: wifi, satellitter, morsesignaler, stjerner. I værket Radiographie omdannes signaler til billeder, som vises på væggen. Energierne fra informationerne mellem verden og rummet føles så håndgribelige, når vi lytter til den usynlige verden. Stammer frekvenserne mon fra et fly på vej ind til byens lufthavn? En amatørradio i nærheden?

Frankrig er godt repræsenteret, og ikke kun med værker, som udforsker sonifikation – dvs. lydliggørelse af ellers ikke-hørbare fænomener. I Kasper T. Toeplitz’ fem-dage lange performance INFRA_Exposure buldrer lydstrukturer løs. Dag efter dag sidder den polskfranske kunstner med sin elektronisk forstærkede basguitar og computer, med zen-agtig ro, helt uforstyrret af folk, der træder ind i lokalet. Som en løve i et bur – Toeplitz er selv objektet i performancen. Time efter time bliver nye lyde indsat i et evigt loop med en boblende granularitet, en stille torden, der ikke kan bestemme sig for at slå ned, men som går helt ind i knoglerne.

Kæmpe kærlighed til mediekunst
Wrocław er overskuelig. Det går ok uden bykort. Ellers leder røde WRO-logoer klistret overalt på fortovene dem, som er lost.

Blandt gæsterne i byen, som amerikanere ynder at kalde “WrockLOVE”, er kuratoren og kritikeren Yukiko Shikata og Alessandro Ludovico fra det italienske tidsskrift Neural (begge med i et panel af kritikere til at præmiere årets mest markante værker) og gengangere som den amerikanske rumforsker og astronom Roger Malina. Men “kunst for forskere”-mærkatet, som ofte følger med mediekunsten, gælder ikke her: Alene i den første måned besøger over 110.000 biennalen.

På vej til næste lokation, et indkøbscenter midt i byen, forklarer Geoff Cox, engelsk teoretiker og kurator, som er kommet her siden slut-90’erne, WROs egenart: følelsen af forpligtelse, udholdenheden til at køre festivalen i så mange år – både i forhold til forandringerne i Polen efter Murens fald og måden, den reflekterer trends og diskussioner andre steder fra: “The WRO biennale performs a useful function locally and internationally to balance other similar festivals – many of which are more commercially driven. Exposure is a good terms I think to describe how artworks are made public and might make claims to how knowledge is produced in non-written/verbal modes.”

I år har WRO taget butikscenteret DH Renoma i brug. Her måmediekunstturisterne have kortet frem for at finde Kenny Wongs kinetiske installation. Ved én af svingdørene snurrer 48 spejle rundt på små motorer og reflekterede lys i beskuerens ansigt med programmerede mønstre af bevægelser. Værket Squint vil “udtrække dagligdags oplevelser til abstraktion og gøre oplevelsen af lys ikke-lineær,” lød beskrivelsen. Et intelligent værk, som med sin stille poesi og placering vækker nysgerrigheden hos forbipasserende.

På femte etage, blandt bilerne i p-anlægget, har Vincent Voillat placeret sin installation Tapis Roulants/Rolling Carpets, skabt af beskyttelsesovertræk til biler, der med jævne mellemrum får pustet luft ind og ud, så de ligner store åndende dyr. Et fedt instamoment for mange familier på lørdagsshopping. Med sin lydside med gadelarm fra Cairo minder værket os om en ikke så fjern fortid, hvor folk mødtes – og tog massevis af billeder – på en plads med et navn, som ingen længere husker.

Lyden af elektroniske droner så rige på mikrotonale harmonier, der blafrer rundt i salen og rammer kollektivet med sin kærkomne ambience

I en baggård midt i byen har to tjekkiske kunstnere spændt kabler fast til vægge, gavle og tage, som de med forskellige elektroakustiske dimser bruger som lydskabere i installationen Noise Walls. Via en plade med elektroniske komponenter, kondensatorer og potentiometere overføres lyde fra omgivelserne – lyden af en rusten garage, en tagrende af blik.

I lejlighed nr.  4/11 huserer 28-årige Aleksandra Wałaszek. Ikke fysisk, men via et fjernsyn i stuen. Om den polske kunstner står, at hun ofte skifter bopæl, og hendes real time performance Live efterligner den flimrende oplevelse, når man sidder med en fjernbetjening og “kommer tæt” på fremmede mennesker med helt andre tilværelser end ens egen.

Tanker om “livet et andet sted” og drømme om moderne kommunikationsmidler kan også udveksles foran en (alt for) fancy elevator i den renoveringsmodne ejendom. Beboerne har lært, at metaldøren er fake; et midlertidigt kunstværk med titlen Waiting for the Lift. I ejendommen har unge folk også gang i nogle performative aktiviteter, som har fået navn efter en polsk 80’er-variant af walki-talkien, Gadu-Gadu.

Smæld, beats, intim noise
Om aftenen i Polski Teatr kan man opleve lydkunstneren Joachim Montessuis i en brusende, brølende performance med en berghainsk volumen. Franskmanden er ellers inspireret af middelaldermusik, monoton tale og modalmusik og har samarbejdet med blandt andre den norske komponist Maja Ratkje og de legendariske, marokkanske sufi-musikere Master Musicians of Joujouka. Bagefter inviteres publikum med på scenen i stykket Le vray remède d’amour og sidder blandt kultkunstneren Brion Gysins roterende dream machines og lyden af elektroniske droner så rige på mikrotonale harmonier, der blafrer rundt i salen og rammer kollektivet med sin kærkomne ambience. Lige i mellemgulvet. Trancen skaber Montessuis ved hjælp af en drone box (en lire, som afgiver fire svingende lyde), en Stratocaster med tilhørende effektpedaler og computer.

Joachim Montessuis på scenen. Foto: Wro Art Center

Den tekniske bonanza er stor under de to performanceaftener. Mens monotonien truer i de visuelle og lydlige glitches, som Ryo Ikeshiro generer ud af fraktaler (se video her), tikker en helt anden pulsation i Katsuki Nogamis transmissioner fra kroppens indre. De næsten uhørlige smæld, som den japanske lydkunstners hals afgiver, når han bevæger hovedet, omskabes til dunkende beats ved hjælp af en forstærker monteret omkring nakken (se video her).

På naboscenen Station X opfører taiwanske Ya Wen Fu en performance i en slags spændetrøje af kalveskind, der er fæstnet til et snorsystem. Som en Tim Burton-marionet indledre hun en kamp med konstruktionen for at teste kroppens bevægelsesmuligheder (kalveskind muliggør brug af hele kroppens styrke). Performancen Space-in-Between tematiserer, hvordan sociale systemer begrænser vores kroppe, sind, adfærd. Magtspillet mellem kroppen og omgivelserne forstærkes af en lydside fra motion detectorer og kontaktmikrofoner, som slæber sig på jorden.

Intelligente myrer, musikalske tomater
Videre til WRO Art Centers lokaler, en tidligere cigaretfabrik, hvor klaser af tomater svæver under loftet, med rødderne i vejret – plantet i potter fyldt med processorer, højttalere og et avanceret belysnings- og vandingssystem. I Maciej Markowskis Quartet for Tomatoes er planternes udviklingsproces inspiration til skabelse af musik – kompositionen, som afspilles, varer lige så lang tid som dyrkningen. Installationen oversætter forholdene for tomatdyrkning til musikalske partiturer, og algoritmerne er styret af signaler fra planterne. Får planterne meget vand, spiller de oftere. Lidt vand betyder få toner. Når lufttemperaturen over 24 grader, bliver de rytmiske strukturer og skalaen bredere. Med de sjovtlydende tomater vil Markowski angiveligt have os til at anskue naturen som teknologi.

Maciej Markowskis 'Quartet for Tomatoes'. Foto: Wro Art Center

Whispers hedder en lydinstallation af Katrin Caspar og Eeva-Liisa Puhakka bestående af en række små moduler ophængt i tråde. I hvert modul, konstrueret af indmaden fra talende legetøj, er en højttaler, mikrofon, motor og en lille computerenhed. I lokalet står også en højttaler, der transmitterer fuglelyde, som modulerne modtager og fremfører. Bevægelse skabes ved hjælp af de indbyggede motorer, som aktiveres med lydinput. Modulerne fungerer dermed som små performere, der – afhængig af lydene, de får fat i fra omgivelserne – skaber en situation af live sampling. Som rigtige fugle prøver modulerne at overgå hinanden ved at skrige højere. Eller de bliver helt stille. Fuglepippene høres aldrig enkeltvist, altid i et kollektiv. Her er ingen komponist indblandet, det hele foregår efter et temmelig uigennemskueligt system.

Natur, kunst, teknologi. Medieverdenens nye treenighed bliver også demonstreret på WRO, hvor flere værker viste, at vi kan få et mere dækkende billede af samtiden ved at tilsætte naturen til det traditionelle forhold mellem kunst og teknologi.

Det perfekte ægteskab mellem natur og teknologi findes i et halvmørkt laboratorieagtigt lokale

Det perfekte ægteskab mellem natur og teknologi findes i et halvmørkt laboratorieagtigt lokale i samme bygning. I fem “unkubatorer”, der minder om gamle fjernsyn, har Jarosław Czarnecki (med aliaset Elvin Flamingo) skabt en myreture, komplet med dronning og det hele. Myrerne løber rundt i et komplekst system af glasbeholdere og rør - en myrekoloni i fuld gang med at bygge deres ideelle verden. Gennem vinduesglasset kan myrerne ikke alene betragtes. Mikrofoner inde i inkubatorerne forstærker lydene indefra. Lyde, som normalt ikke kan opfanges af menneskeøret. Det er dog ikke myrernes kriblen, som høres, men lyde, myrerne de skaber med deres taleapparat - som en slags “sonic journalism,”2 den lydlige ækvivalent til fotojournalisme.

Science fiction-filmatmosfæren forstærkes af, at inkubatorerne har titler som “Subterranean Struggle”, og at myrebegravelsespladser (i udstillingen indgår seks mislykkede forsøg, hvor myrerne døde) er en del af gamet. Czarnecki (født 1966) er uddannet billedkunstner. Han har lavet film, spillet kakofonisk jazz, og i årevis arbejdet med myrer. Symbiosity of Creation, der bygger på et omfattende researcharbejde, blev påbegyndt i 2012 og varer frem til 2034. En manual beskriver, hvilke blade, myrerne skal fodres med, så de kan producere mycelium-svampe.

Opdelingen i natur, kunst, teknologi er en teoretisk opfindelse, fortæller Czarnecki under en omvisning. Dét, som man kan kalde kunst, opstår i en kollektiv påvirkning: organismerne, han arbejder med, reagerer på hans aktiviteter og viceversa. Inspirationen kommer også fra Bruno Latours Actor–network theory (ANT), en tilgang til socialteori og forskning, der betragter objekter som del af sociale netværk.

Elvin Flamingos myrer er sandsynligvis de eneste i verden med en doktorgrad i kunsthistorie, fortæller kunstneren, da han vinder WROs kritikerpris for sin biokunst, der på finurlig vis viser kollektiv skabelse mellem mennesker og ikke-menneskelige aktører.

Jarosław Czarnecki/Elvin Flamingo 'Symbiosity of Creation'. Foto: Wro Art Center

Ferrari og den svenske isbryder
Musikken har altid været en uomgængelig del af WRO, hvis oprindelige navn lyder Festiwal Wizualnych Realizacji Okołomuzycznych WRO [Festival for visuel musikrelateret skabelse]. WRO har gennem flere år samarbejdet med festivalen Musica Electronica Nova (grundlagt i 2005) i Wrocław. Årets festival har til hensigt at skabe forbindelser mellem fortiden og fremtiden og mellem den klassiske tradition og den elektronisk-orienterede musik. uropførelser af unge polske og internationale komponister som Franciszek Araszkiewicz, Wojciech Błażejczyk og Alejandro Viñao, og på scenen er også etablerede navne som Experimentalstudio des SWR fra Freiburg im Breisgau og det parisiske institut IRCAM, som sammen med Lutosławski Quartet opfører et værk af den franske komponist Philippe Manoury.

Hovedkoncerten i Wrocławs Symfonisk Sal – et aldrig opført værk af den franske komponist Luc Ferrari sat sammen af WRO-biennalen til lejligheden ud fra arkivmateriale – er komplet udsolgt. Inden da spiller Wrocław Symfoniorkester NFM Kazimierz Serockis (1922-1981) viltre Pianophonie for orkester og elektronisk præpareret klaver samt Alternative Energy af Mason Bates (f. 1977) – en stringent overdådighed i John Adams-postminimalisme mixet med hiphop.

Luc Ferrari (1929-2005) er frem for alt kendt for sine eksperimenter med præindspillet bånd og instrumenter. Genrer som dokumentar og poesi, orkester- og elektronisk musik blandes sammen, så man som lytter ofte er i tvivl, om der er tale om facts eller fiktion. Et si tout entière maintenant er en “symfonisk fortælling” for stemme, symfoniorkester og bånd med video (1986-87). Lydene af en svensk isbryder, et orkester og tekst af Colette Fellous skaber en rejse over vand, som aldrig fandt sted. Ferrari optog alt, også skibets besætning, men behandlede efterfølgende lydene som musique concrete. Havet får gradvis et mystisk og surreelt præg, når fortælleren, den fransksvenske skuespiller Anne Sée, forsøger at tø et bundfrossent univers med sin stemme:

“I don’t know if I’ll be able to stand this voyage. Above all it’s the noise that I hadn’t expected. A confined space. Almost sifting. Where I would invent a new kind of breathing. Be very close. Let yourself be carried away by other bodies, other faces. But can I do it, with this noise?”

Havmagien, de hypnotiske rum til natten, som fortælleren talte om, blev hurtigt udvisket. Balancen i “multiplotværket” var tippet, så orkestret - modsat Ferraris forlæg - lå i forgrunden. Det betød, at de klanglabyrinter, som David Jisse (Ferraris samarbejdspartner) skabte på live elektronik, sjældent blev hverken rigtig gådefulde eller syrede. (Værket kan lyttes her)

Luc Ferraris 'Et si tout entière maintenant'. Foto: Wro Art Center

Lad dine øjne følge ørerne
Fusionen mellem elektronisk musik og film er et af hovedmotiverne på årets Musica Electronica, hvor den belgiske kunstner Thierry De Mey er inviteret som composer in residence. Hans arbejde med bevægelse og lyd kan opleves i installationen From Inside – et tredelt filmværk optaget i blandt andet Congo, hvor byens tage og parker pulserer med hiphop-rytmer. I filmen optræder kultbandet Konono No. 1 (se video her)

I talkprogrammet under navnet Meetings With Sound debatterer bl.a. direktøren for det franske musikcenter La Muse en Circuit og komponisten Brunhild Ferrari (Luc Ferraris enke) gamle og nye audiovisuelle tendenser, mens komponisten og teoretikeren Philippe Langlois fortæller om forbindelserne mellem musique concrete og den franske eksperimentalfilm.

Et filmprogram viser bl.a. en dokumentar om den polske pionér inden for elektroakustisk musik, Eugeniusz Rudnik. Som ung komponist var Rudnik fascineret af de rå, ubearbejdede lyde, som blev kasseret af kollegerne. I en tid, hvor den elektroniske musik blev skabt på udstyr, som lignede forskningslaboratorier (og længe før DJ’ene kom til) revolutionerede han forestillingen om musik med en saks og magnetbånd. Han var medlem af det legendariske Polish Radio Experimental Studio og komponerede, som han selv forklarer, “for at komme tæt på andre mennesker.” Filmen 15 Corners of the World - Let Your Eyes Follow Your Ears er et forsøg på at høre de visioner, som Rudnik (der i dag er 82 år og stadig aktiv) lagde ind i sin musik, især udtrykt i hans lydportrætter, som ikke var simple illustrationer men underfundige spor, som tiltrak sig øjet gennem øret – og returnerede dem til øret som forstærket perception.

I had never expected that the ‘robotic music’ is supposed to reflect the human soul

Filmen fortæller, hvordan de levende billeder åbenbarer et under, som oprandt i båndoptagernes tidsalder og forsvandt med fremkomsten af computere. De udtrykker den analoge æras under og behovet for at udforske nye udtryksmuligheder. Unge komponister havde fremragende muligheder for at lave eksperimenter på The Polish Radio Experimental Studio – grundlagt i 1957 i Warszawa, som et af de første af sin art i verden (ved siden af ORTF Paris, NWDR Köln, Columbia-Princeton Electronic Music Center New York). Filmens instruktør, Zuzanna Solakiewicz, fortæller om Rudniks musik: “I had never expected that the ‘robotic music’ is supposed to reflect the human soul. Until I met Eugeniusz Rudnik. And I thought about the idea: What if to make a film that gives priority to the sound more than to the picture? A film that gives interpretation to the music in order to capture it in picture? What if to show the sound?”

Mediekunstens ABC
Nye medier er ikke broer mellem mennesker og verden; de er en del af verden, hævdede Marshall MacLuhan for en menneskealder siden. Det er teser som denne, som bliver kigget efter i sømmene på WRO Media Art Biennale. Med sine udstillinger og præsentationer er WRO en slags mediekunstens ABC, hvor publikum får mulighed for – med øjne, ører, hænder og hvad man ellers bruger til at sanse verden med – at få et tættere forhold til medieteknologier og opleve kunstnere, som diagnosticerer kunstens potentiale til at skabe og billedliggøre de processer, som foregår i samtiden og i samtidskunsten. En lektion, som bestemt ikke er kedelig. Mediehistorien er meget mere end glatte smartphone-interfaces, medieentreprenørskab og kreative industrier.

Alle billeder i denne er artikel krediteres: Foto: Wro Art Center/Mirosław Emil Koch, Marcin Maziej, Roland Okoń

  • 1. Technogaianism: (et begreb, som forener "techno-" for teknologi og "gaian" for Gaia-filosofi) er et standpunkt for miljøforkæmpere til aktiv støtte til forskning, udvikling og brug af nye og fremtidige teknologier til at genskabe Jordens miljø.


  • 2. Sonic journalism: Lydlig variant af fotojournalisme. Sonic journalism er baseret på idéen om, at værdifuld information om steder og begivenheder kommer til udtryk gennem deres lyde, og at omhyggelig lytning vil give indsigter forskellige fra, men komplimentære til, visuelle billeder og sprog. 



WRO Media Art Biennale 13. maj-30. juni 2015.
Biennalen indledtes med fem dages præsentationer, konferencer, koncerter og performances. http://wro2015.wrocenter.pl/site/about-wro-biennale/

I år modtog biennalen næsten 2500 multimediale værker fra hele verden, hvoraf en tiendedel blev udvalgt.

En række værker fra WRO 2013 har i de sidste par år under titlen Pioneering Values on Tour været på rejse rundt til 20 kunstcentre i Polen, Italien, Frankrig, Italien, Israel, Danmark, Rusland og Ukraine. En lignende rejsende udstilling er planlagt senere på året under titlen WRO 2015 On Tour.

Jarosław Czarnecki/Elvin Flamingos værk Symbiosity of Creation/ANTS’ WAY vises i Kunsthal Aarhus i perioden 2. oktober - 29. november 2015.

Fotos fra WRO
http://wro2015.wrocenter.pl/site/wro-on-photos/#more-1509