Jeg tror det var Boulez, der om Stravinsky engang bemærkede, at der er forskel på hvad Stravinsky siger, og hvad Stravinsky gør. Måske kunne man passende sige det samme om Boulez. Faktisk tror jeg det gælder de fleste komponister, men for nu ikke at træde nogen alt for meget over tæerne, vil jeg vende skytset mod mig selv. Hvorfor denne forskel? Er komponister notoriske lystløgnere? Jeg tror forklaringen er, at der er en meget stor forskel på at reflektere over musikken, og at reflektere musikalsk. At reflektere over musikken er, at tænke over alt det, der er uden om musikken, lige fra lavpraktiske ting som et stykkes varighed, hvilke instumenter man skriver for, sværhedsgrad etc., til mere højtsvævende idéer om musikkens indhold, æstetik og filosofiske aspekter. Disse ting kan man tale om. At reflektere musikalsk, er straks noget andet. Det er her ordene træder i baggrunden, og giver plads til musikken. Det er er her komponisten hører musikken for sit indre øre, inden han skriver den ned. Det komponisten siger musikalsk, kan kun siges musikalsk.

Derfor skal man aldrig tage en komponists forklaringer af musikken for pålydende, men hellere først og fremmest beskæftige sig med selve værket. Det er i selve værket, at kunstneren træder i karakter, det er der han har sin styrke, og det er der han er subjektiv. Alt uden om, er sekundært. Det betyder ikke, at det sekundære ikke er vigtigt, men det har nærmere karakter af inspiration, eller hjælpemiddel, til at indkredse forskellige problemstillinger, og til at skærpe den kunstneriske intuition. Det sekundære, er ofte en slags brændstof i processen med at skrive et nyt værk, og kan som sådan virke meget produktivt, men i det øjeblik de sekundære idéer ikke fungerer kunstnerisk, vil de ofte blive forkastet med en lethed, som på ingen måde modsvarer det store arbejde det var at udtænke dem.

„Når jeg skriver, gør jeg jo for fanden, hvad jeg har lyst til”, sagde Klaus Rifbjerg for nyligt i et interview. Jeg synes denne bemærkning, i al sin enkelhed, præcist rammer det ømmeste, vigtigste og mest afgørende punkt. Hvis man vil skabe et stærkt kunstværk, bliver man nødt til at investere en god del af sig selv i det. Man bliver nødt til at „gøre hvad man har lyst til”. At gøre hvad man har lyst til, er, på sin vis, at stole på sin kunstneriske intuition, og denne intuition bør være nådesløs overfor alt det sekundære, som egentlig havde dikteret noget andet.

I dette lys kunne jeg passende så tvivl om holdbarheden og ærligheden i den (sekundære) idé jeg så frimodigt præsenterede i forrige indlæg: At stykket, jeg er ved at skrive, først og fremmest skal være smukt. Hvis jeg lytter til de værker jeg har skrevet indtil nu, ville jeg nok ikke som det første beskrive dem som smukke. Jeg må også tilstå, at skønhed ikke er det første jeg tænker på, når jeg arbejder på mit nye stykke. Og så måske alligevel, for idéen om skønhed er, lige nu, brændstoffet. Når jeg gør „hvad jeg har lyst til” ender min musik dog næsten altid med at have et overvejende energisk, til tider næsten brutalt udtryk. Men måske er skønhed ikke lig med traditionel „velklang”, og er der ikke også en tendens til, at der til begrebet „skønhed”, klæber sig noget arkaisk? Noget, som nemt bliver verdensfjernt og nostalgisk i sin søgen efter en skønhed, som mest af alt stinker af gammel parfume. Kunne man ikke forestille sig, at et kunstværk kunne være smukt, uden at være det rene skønmaleri?

Som tidligere beskrevet, er et af denne blogs temaer, en refleksion over forholdet mellem det æstetiske og det tekniske. Et par som i en vis forstand er et omdrejningspunkt på IRCAM. Den oprindelige idé, formuleret af Boulez ved oprettelsen af IRCAM i 1970'erne, belyser det meget godt. Man ønskede at skabe en fælles grund for musikken og teknologien, et sted hvor komponister og ingeniører kunne arbejde sammen. Fantasterne, komponisterne, med deres vilde idéer som de aldrig selv ville være i stand til at realisere, overfor realisterne, ingeniørerne, som skulle prøve at tøjle fantasterne, og forsøge at gøre idéerne til virkelighed. At IRCAM så også har udviklet sig til at være mange andre ting, og, forekommer det mig, at skellet mellem komponister og ingeniører langtfra er så tydeligt, er en anden historie. Men mit indtryk er, at idéen, mødet mellem kunsten og videnskaben, stadig er noget grundlæggende for institutionen. Og det besvarer måske også meget godt det spørgsmål vi på et af de ganske få kompositionsseminarer blev stillet allerede den første uge: Findes der en IRCAM-æstetik? Et spørgsmål, jeg forestiller mig, at man på IRCAM ofte møder, og som hovedsagligt blev besvaret med en lang liste over værker, der i årenes løb er blevet komponeret på IRCAM. Pointen var tydeligvis, at den stilistiske forskellighed som værkerne på listen repræsenterede, ville gøre det svært, at pege på en bestemt æstetik. Institutionen i sig selv, skulle altså være fri af det æstetiske. Derimod ville det være komponisterne, der skulle være ansvarlige for det æstetiske, og hvis man skulle kunne tale om en IRCAM-æstetik, ville det altså være en æstetik defineret af de komponister, der i forskellige perioder realiserede værker her. Man genfinder her tydeligt idéen om kunsten og videnskaben.

Men spørgsmålet er så om denne beskrivelse er helt sand. Jeg må sige, at jeg følte mig overbevist af fakta, men jeg havde alligevel en fornemmelse, der trak i den modsatte retning, for umiddelbart ville jeg have sagt ja, bestemt, der findes en IRCAM-æstetik. Men det er nok heller ikke helt rigtigt. At finde kernen i det, er nok lidt mere vanskeligt end som så, og at sige noget med sikkerhed, er nok umuligt. Jeg føler mig overbevist om at de på IRCAM som udgangspunkt har ret, når de siger, at det er komponisterne, der bidrager med det æstetiske. Men samtidig smitter det æstetiske også af på teknikken, og det er jo på en måde også noget af den grundlæggende idé, at det ikke kun er videnskaben der skal tjene kunsten, men også omvendt, at kunstnernes idéer skulle kunne udvikle teknologien, samtidig med at teknologien skulle kunne udfordre komponisterne. Det vil altså sige, som en selvfølge, at man ikke smider de nye stykker teknologi ud, som måske er opstået i en kunstnerisk/videnskabelig proces, men at man beholder dem, og forsøger at arbejde videre med dem, og jeg tror det er her, den helt store fare ligger for at falde i, og blive "IRCAM-komponist". Det er lige præcis her, det er nødvendigt at forholde sig kritisk til den teknologi man bliver præsenteret for. Som jeg ser det, handler det ikke så meget om hvorvidt man skal benytte teknologien eller ej, men nærmere om hvordan. Problemet er bare, tror jeg, at teknologien ofte, og det er vel naturligt nok, bliver præsenteret i forhold til det formål den var udviklet til, og hvis man blot overtager den samme måde at anvende den på, er der også en fare for at overtage en rest af den æstetik, der tilhørte den komponist som teknologien blev udviklet til, og det siger sig selv, at jo flere rester man overtager fra sin forgænger, desto større er sandsynligheden også for at komme til at ligne ham. Egentlig mener jeg ikke, at dette spørgsmål kun vedrører en komponist i mødet med en teknologi, men vedrører enhver komponist, uanset hvilket medie han benytter sig af. Ved at skrive en strygekvartet, kaster man sig jo ind i en lang og stor tradition, hvor det er tydeligt at det i sig selv at skrive for strygekvartet ikke rummer stor originalitet, hvorimod det er helt afgørende hvordan man gør det.

Hvis jeg skal forsøge mig med et bud på hvorfor der så alligevel bliver skrevet værker af en til tider forbavsende ensartethed på IRCAM, skal det findes i et forhold, som forekommer mig paradoksalt, men som til tider også kan være ret givende, og faktisk vidner om en åbenhed og nysgerrighed fra IRCAM's side. Paradokset består i, at man på den ene side har en institution, som måske er den mest velrennomerede i verden når det kommer til elektroakustik, og som kan tilbyde nogle af de bedste forhold, og på den anden side til tider tager komponister ind som ikke tidligere har haft nogen særlig interesse i at arbejde med elektronik, og måske ikke engang noget særligt kendskab til elektronisk musik udover klassikerne for bånd, der blev komponeret for over halvtreds år siden. Faren ved pludselig at skulle skrive et sykke i IRCAM-regi, uden synderlig erfaring eller kendskab til elektronisk musik, skulle være indlysende. Det svarer til at skrive et stykke for strygekvartet uden at have noget synderligt kendskab til de strygekvartetter der allerede er skrevet. I langt de fleste tilfælde, vil sådan et stykke være præget af en form for ureflekteret benyttelse af det materiale man er blevet præsenteret for, og til trods for at man måske selv synes det lyder fantastisk og unikt (hvilket man jo ofte synes når man lige har opdaget noget), er der en vis sandsynlighed for at begejstringen fortager sig, når man lidt efter lidt opdager, at man langtfra er den første til at opfinde den dybe tallerken. Jeg tror at dette ofte kan være en forklaring på hvorfor der bliver skrevet en del ensartede stykker, som let forveksles med en bevidst IRCAM-æstetik. Omvendt må man også sige, at det ikke er sikkert, at en komponist vil skabe et stereotypt værk første gang han beskæftiger sig med et nyt medie, og jeg tror man må gå skridtet videre og sige, at det faktisk til tider kan være befordrende og kaste nye resultater af sig, at arbejde med noget man ikke behersker og kender til fulde. Og dette rammer jo meget godt den problematik jeg beskrev i første indlæg på denne blog: Er det nødvendigt at mestre teknikken, eller i hvor høj grad er det nødvendigt at mestre den, for at kunne fremstille et kunstværk? Indtil videre kunne man måske sige, at for at undgå at genopfinde den dybe tallerken igen og igen, kræves der en vis viden som man må forsøge at presse ud over sine egne grænser, og det er måske ofte den virkelige udfordring som komponist, men samtidig må man også sige, at det nye, det originale, kan komme alle steder fra, til tider uden egentlige mulighedsbetingelser, og der hvor man mindst venter det.

Så lad os spørge igen: Findes der en IRCAM-æstetik? Jeg tror at IRCAM-æstetikken er langt svagere end mange komponister tror, men samtidig tror jeg også at IRCAM måske ikke er helt så renset for æstetik som man muligvis tror på IRCAM. Dog vil jeg give dem ret i, at det i langt højere grad er komponisterne, der tegner konturerne af en æstetik, end det egentlig er IRCAM. Derfor er det vigtigt at bevare sine egne idéer og sin kritiske sans. Samtidig er det selvfølgelig også vigtigt at være åben og se mulighederne i det man bliver præsenteret for, men måske ser man i virkeligheden ofte mulighederne bedst netop gennem sine egne idéer. Faktisk tror jeg, at hvis man vil udvikle sig som komponist, at det handler om at finde en balance i et konstant limbo mellem sine egne idéer, sin kritiske sans og en åbenhed, som er en konstant trussel mod alt hvad man tidligere havde tænkt. Man må, kort sagt, til enhver tid reflektere det bedste man har lært, men samtidig være villig til at kaste alt over bord og løbe en risiko. Det er ikke en særlig indstilling man må have på IRCAM, men nærmere en generel tilgang, der dog til tider kan blive sat på spidsen i mødet med en sådan institution.