08.06.16
Foto: Splitart

Når en timelang sats er for kort

Anmeldelse af 'Music in Twelve Parts' opført af Philip Glass Ensemble, Kulturværftet i Helsingør, 20. maj

»Enten ville aftenen byde på en enestående transcendental oplevelse eller ulidelig kedsommelighed. Det skulle vise sig at være noget tredje.« Svend Hvidtfelt Nielsen blev sendt afsted til Click Festival på Kulturværftet i Helsingør, hvor Philip Glass Ensemble – inklusive Glass selv – skulle opføre et af de tidlige hovedværker, 'Music in Twelve Parts', der varer over tre timer.

Det var sjette gang, kulturværftet i Helsingør i år afholdt Click Festival. En festival, der med årene har udvidet sig fra at være primært en musikfestival til at være en festival, der inddrager performance, teater, installationer og – som noget helt nyt – litteratur. Festivalens koncept er det eksperimenterende, det man ikke på forhånd nødvendigvis vidste man kunne lide. Her kan man over tre dage kaste sig oplevelsesmæssigt ud på det dybe vand og frit tage til sig. I år lå festivaldagene fra 20. til 22. maj.

Eksperimenterende er efterhånden et svært ord at bruge rigtigt. Hvem eksperimenterer? Indebærer ”eksperimentet” det aldrig før sete/hørte? Eller er eksperimenterende blot blevet en varebetegnelse a la ’heavy’, ’blues’, ’klassisk’? Findes der gamle eksperimenter, der stadig er ”eksperimenterende”?

Vi ved det jo godt. Selvfølgelig er det primært en mulighed for at lægge noget i kasser, der kan sælges til de mennesker, der søger i disse kasser. Det særlige ved denne betegnelse er dog, at den, når det er allerbedst, dækker over noget, vi ikke aner, hvad er.

Eksperimenterende er efterhånden et svært ord at bruge rigtigt. Hvem eksperimenterer?

Heldigvis er ukendthed, hvad angår de udøvende, ikke et mål i sig selv for festivalen. Tværtimod præsenterer den imponerende store navne. I år i form af ny musik veteraner, ja næsten dinosaurer, såsom Philip Glass og Laurie Anderson. Begge stjerner inden for den ”eksperimenterende”, eller om man vil ’ny’, musik. Og begge kunstnere, der har over fyrre års virke bag sig. Laurie Anderson-koncerten måtte desværre aflyses af tekniske grunde – ingen skandale, ingen sure miner, men blot problemer, som vil være løst, når Anderson i stedet optræder på Kulturværftet 27.-28. august. Philip Glass-koncerten afholdtes planmæssigt 20. maj kl. 19.00.

Og jeg var så heldig at blive spurgt, om jeg ville anmelde koncerten. Det skete tidligt på året, og jeg tænkte ikke videre over det, før jeg skulle finde ud af mødetid og transport. Så det var samme dag, som koncerten skulle løbe af stablen, at jeg lige undersøgte på nettet, hvad det var, jeg skulle høre. Og hvor længe det så kunne vare. Music in Twelve Parts hed det, javel, og det varer vel sådan cirka ……… tre timer og femogtyve minutter! Åh nej …..

Jeg lyttede lidt til de første par minutters repetitive Glasske figurer og prøvede i mit stille sind at projicere dette op til tre timer! Jeg tænkte, at enten ville aftenen byde på en enestående transcendental oplevelse eller ulidelig kedsommelighed. Det skulle vise sig at være noget tredje.

Kulturværftet med publikum siddende på gulvet ved scenen. Foto: Splitart

Værket er skrevet mellem 1971 og 1974, og man kan på Wikipedia læse, at titlen oprindeligt refererede til antallet af stemmer i værket. Der var ét stykke for 12 stemmer (parts). Glass skulle have vist stykket til en veninde, der havde spurgt, hvor de øvrige 11 dele (parts) var? Glass fandt misforståelsen interessant og besluttede at komponere yderligere 11 satser/dele. Værket præsenterer en lang række af de teknikker, der udgør det Philip Glasske univers, og betragtes som et tidligt hovedværk. Gennem de sidste fyrre år har Glassensemblet, dannet i 1969, jævnligt turneret med dette værk.

Jeg har hørt Philip Glass-ensemblet live én gang før som ung kompositionsstuderende på studietur til Metz i 1984. Her spillede de en udendørs aftenkoncert. Meget lang. Det kan sagtens have været  noget så fantastisk som en opførelse af Music in Twelve Parts, jeg da var vidne til. Men jeg var ung studerende med en sikker viden om, at denne minimalisme bare var et typisk amerikansk eksempel på, at popularisering og publikumstække trådte i stedet for ægte kunst. Så nogen god lytter har jeg ikke været. Og som jeg husker det, forlod vi, som de skarn vi var, relativt hurtigt koncerten igen.

Værket præsenterer en lang række af de teknikker, der udgør det Philip Glasske univers, og betragtes som et tidligt hovedværk

 20. maj var tiden inde til en revanche. For både Glass og mig.

Koncerten foregik i Kulturværftets hal 14, der udover stolerækker og et koncertområde inddæmmet af ophængte sandsække – for akustikkens skyld – bød på muligheden for at ligge på måtter på gulvet og nyde koncerten derfra. Blot anmodedes man om ikke at bevæge sig rundt under koncerten.

Anmelderpladserne var på bagerste række. Der sad jeg. Og – skulle det vise sig – egentlig var disse pladser på mange måder bedre end pladserne tættere på scenen.

De første seks satser
Når aftenen ikke blev lige den transcendentale oplevelse, konceptet om et tre timer langt værk lægger op til, skyldtes det først og fremmest, at koncerten forløb i fire afsnit, der hver rummede tre af værkets tolv dele. Afbrudt af et kvarters pause efter første og før sidste del og en hel times pause mellem anden og tredje del. Hermed var det lange samlede forløb forvandlet til en fire akters forestilling, der varede fra kl. 19 til et par minutter over midnat. Denne måde at fremføre værket på gav anstød til en vurdering af værkets fire dele som fire forskellige enheder. Hvilket strengt taget er ødelæggende for værkets samlede struktur. Men sådan blev det. Det, jeg forestillede mig ved at ekstrapolere ti minutters musik til tre timer, holdt heldigvis ikke stik. Aftenen viste, at der ér vitterligt meget forskellige måder at gestalte en musik bygget af minimale repetitive enheder på.

Første afdeling, del 1-3, satte i gang med netop den type velklingende forførende lydtæppe, man forbinder med stilen. Et tæppe, der med små variationer strakte sig over tyve minutter, før det brat skiftede til et andet tæppe, der små tyve minutter senere skiftede til et tredje. Tre meget forskellige tæpper. To meditativt svævende omkransede et rytmisk energisk. Som en lille symfoni med satserne langsom – hurtig – langsom. Bortset fra at her mere var tale om udtryksskift end temposkift. Tredelt form er jo nærmest en arketype og er vel som sådan per definition ”godt”?

Ikke i denne musik. Her blev det frustrerende. For hvorfor skal en musik, hvis æstetik er det gentagne, langsomt forandrende mønster, overhovedet ændre sig? Bliver den ikke netop stærkere, i jo højere grad den strækker sig udover al rimeligheds grænser? Hvis en retningsløs, tilsyneladende uforanderlig musik kan virke i tyve minutter, må den kunne virke endnu bedre i tres minutter.

Glass i centrum for det langstrakte værk. Foto: Splitart.

Hvilken drivkraft, hvilken, om så kun postuleret, musikalsk nødvendighed der betingede førstedelens to skift, får stå hen. Det er, som om musikken på én og samme tid indbyder til kontemplativ fordybelse og samtidig slår sig selv på munden og skifter rundt i frygt for at kede. Andre kan opleve det anderledes. Man kan fryde sig over overraskelsen. Uagtet at denne overraskelse efter få sekunder har cementeret sig som ny status quo. Som man så kan fryde sig over engang med tiden lige så brat afbrydes af kommende status quo.

Første afdeling efterlod mig med stækkede forventninger og et minimum af forventning til de to følgende timers musik.

Med en således fagligt velfunderet (synes jeg selv) ophøjet negativitet gik jeg til anden afdeling. Og her blandedes kortene anderledes. Delene 4-6 synes i langt højere grad at udgøre en sammenhængende enhed end 1-3. De ”bratte” overgange lappedes af genoptagelse af elementer fra tidligere dele, så at visse dele af musikken ændredes voldsomt, mens andre levede videre i de nye sammenhænge. Resultatet var en æstetetisk meget mere tilfredsstillende 2. akt. Med kun det problem, at afslutningen efter 6. del virkede postuleret.

Man kan fryde sig over overraskelsen. Uagtet at denne overraskelse efter få sekunder har cementeret sig som ny status quo

De sidste seks satser
Tredje del: Fornemmelsen af afbrudt samleje forstærkedes i koncertens tredje del gennem oplevelsen af, at 7. del virkede som en forlængelse af 6. del. De ”overlapnings”- eller ”reference”-teknikker, der prægede del 1 til 3, fortsattes i del 6.

Del 7 skilte sig ud fra resten af i denne afdeling. Som en lang udfoldet sopransolo. En etude i skalasang. I, hvor mange forskellige udtryk, hvor stor variabilitet skalapassager egentlig kan udvise. Her blev udtrykskraften i de kompositorisk uendelig snævre rammer, Glass giver sig selv, tydelig, som en håndfast eksemplificering af, at less is more. Sopransoloen udgør en akse i værket. Efter soloen får sopranen så pause i 9. og (det jeg hørte som) 10. del.

9. del introducerer til gengæld unisont spil med bevægelser, der ændrer sig. En drejning om en toptone, der forlænges. Bevægelser, der synes at indgå i en fremadrettet forandringsproces. Virkningsfuldt og futilt på én og samme tid. For den repetitive musiks grundpræmis: små mønstre, der gentages, forhindrer, at den udvikling, der synes at initieres, kan folde sig ud. I en klassisk tænkning ligger det ligefor, at musikken arbejdede henimod et fokus på toptonerne, at disse skulle blive altdominerende, ja opsluge forløbet i en skrigende sitren. Men sådan har Glass ikke hørt det. For ham har det tydeligvis været bevægelser blandt andre bevægelser uden forpligtende konnotationer. 9. afsluttedes med samme harpsichordbevægelse, som indledte 8. del, og dermed understregedes en lytning, der gør henholdsvis 4.-7. og 8.-9. del til storformalt sammenhængende enheder.

Et par af de originale medlemmer fra Philip Glass Ensemble, her Jon Gibson bagerst. Foto: Splitart.

Aftenens fjerde og sidste ”akt”, del 10-12, fremstod i så høj grad sammenhængende, at jeg ved koncertens slutning ikke havde bemærket overgangene. Jeg var måske også blevet træt. Den udviklingsproblematik, som jeg oplevede i 9. del, aktualiseredes igen. Men nu mere vellykket. De repeterende fraser afbrydes på et tidspunkt af en enkelt liggende akkordklang. Dette – altså forløb med afbrydelse – gentages naturligvis. Men pointen bliver, at den indskudte del også vokser indtil det – langsomt, langsomt, mange, mange repetitioner – når en lang harmonisk progression, der afslutter værket.

Meget effektivt. Det er sopranen, der igangsætter denne proces, så det er meget muligt, at man på procesbegyndelsespunktet er i del 11 eller 12. Jeg ved det ikke. Men det virker.

Det er imponerende, at en 79-årig komponist gennemfører – og styrer – tre sessioner af en times varighed af denne kaliber

Uafbrudt gennemspilning: Det optimale og det mulige
Jeg er ikke i tvivl om, at den samlede oplevelse ville have vundet ved en ubrudt gennemspilning. En sådan gennemspilning ville have fjernet del 1-3-frustrationen over det semi-tredelte, da disse dele i højere grad ville stå som indledende momenter til del 4-7’s relationsbaserede enhedsstruktur, der effektivt ville iscenesætte 8-9’s tohed af sopransolo overfor sangløst orkesterunisono. Sidste del er måske den, der bedst tålte at stå alene. Dens afsluttende effekt ville naturligvis virke formidabelt i et ubrudt forløb, men stod også klart i den form, vi her fik værket i.

Der er ingen tvivl om, at det for musikerne er utrolig koncentrationskrævende musik. At skulle spille dette i tre timer uden pause ville for selv unge musikalske atleter være en udfordring. Det er imponerende, at en 79-årig komponist gennemfører – og styrer – tre sessioner af en times varighed af denne kaliber.

Mine indvendinger retter sig mod den ideelle verden ...