22.03.18
Stillbillede fra Simon Steen-Andersens "Piano Concerto"

Det bedste fra kjole, hvidt, messing og træ

Lyt Dybt-podcast, marts 2018

Kjole og hvidt er noget, klassiske musikere har på, når de spiller på instrumenter af bl.a. messing og træ. Men hvor er traditionen i dag – hvordan lyder samtidens kompositionsmusik, og hvad er dens forhold til den ældgamle tradition? Louise Alenius og Simon Steen-Andersen tilhører en generation af komponister, der låner fra, bygger videre på og hacker den klassiske musiktradition med smadrede instrumenter, videosamples, intimkor, dødslejekoncerter og, ja, lidt messing og træ.

You may need: Adobe Flash Player.

Afsnittet kan også høres i din foretrukne podcast-app (søg på Lyt Dybt) eller via SoundCloud.

Der skete noget med den klassiske musik omkring år 1900 op til 1. Verdenskrig, hvor dur/mol-tonaliteten for alvor blev udfordret. Og efter 2. Verdenskrig forekom der igen nogle drastiske skift i musikken, hvor de nye teknologier – sammen med hele Europas genopbygning – prægede den yngre generation til at lave en musik, som startede helt forfra. Historiens gang har til alle tider påvirket tidens komponister, og deres musik har afspejlet en verden i forandring.

Men hvad med vores egen samtid: Hvor har den her musiktradition bevæget sig hen i de seneste to-tre årtier? Efter Berlinmurens fald, efter internettets indtog, efter 11. september?

Hvordan forholder den musik, der bliver skrevet af komponister i dag, sig til den klassiske musiktradition? Kan man overhovedet sammenligne? Det er nogle af de spørgsmål, som Lyt Dybt søger svar på i udsendelsen ‘Det bedste fra kjole, hvidt, messing og træ’.

I dialog med historien
I udsendelsen møder vi de to danske komponister Louise Alenius og Simon Steen-Andersen. De er begge i dialog med musikhistorien, men på en måde, der overskrider den lineære historieforståelse.

»Det er en mærkelig evolution, der foregår i cirkler og i alle mulige dimensioner på kryds og tværs,« siger Simon Steen-Andersen, som i udsendelsen bl.a. fortæller om, hvordan han har grebet det an at skulle skrive noget så traditiontungt som en klaverkoncert.

Louise Alenius er på den anden side enormt ydmyg over for det håndværksmæssige arbejde, som datidens store komponister mestrede. »Jeg synes, der er så mange fuldstændig for vilde værker, som jeg aldrig nogensinde føler, at jeg kan hamle op med. Det er enormt inspirerende. Hvor næsten al den musik, som bliver skabt nu, den føler jeg, at jeg kan se igennem.«

Til gengæld har Alenius med sine ekstremt intime opførelser – Porøset for én publikummer ad gangen eller Prequiem for døende mennesker på hospice – fuldstændig brudt med det traditionelle koncertformat i store koncertsale.

Velkommen ind i det 21. århundredes musik.

Gå aldrig glip af nyt indhold fra Seismograf – tilmeld dig vores nyhedsbrev!