22.04.18
Foto: Thomas Dyrholm

Forestillet lyd

Lyt Dybt podcast, april 2018

Hvad vil det egentlig sige at skabe musik? Kan en komponist skrive værker, som lytteren selv skal forestille sig? Lyt Dybt taler med komponisten Niels Lyhne Løkkegaard, som undersøger disse spørgsmål i sit kunstneriske udviklingsprojekt ‘Musik for det indre øre’.

You may need: Adobe Flash Player.

Komponisten Niels Lyhne Løkkegaard, adjunkt ved Rytmisk Musikkonservatorium, har skrevet en symfoni, som det ikke er meningen skal opføres af et orkester. Tværtimod ville det ødelægge hele idéen. Symfonien består af en lang tekst, som i tre satser beskriver musikken. Og for at opføre symfonien skal publikum have godt gang i sin forestillingsevne og sit indre øre.

»Vi kender alle sammen det her med at have en sang på hjernen. Alle kan forestille sig musik, alle kan høre noget for det indre øre. Og jeg vil gerne lave en slags musik som opstår i dét møde med lytteren, så lytteren på sin vis selv bliver skaberen. Den ultimative brugerinddragelse,« fortæller Niels Lyhne Løkkegaard.

Lydløs musik, der udelukkende udfolder sig for lytterens indre øre, kan måske have en klang af forsinket aprilsnar. Men kunstnerisk trækker projektet linjer til flere forgængere i eksperimental-musikken og det ligger i direkte forlængelse af Niels Lyhne Løkkegaards egen udforskning af, hvad vi forstår som musik, lytning og lyd.

Ligesom vi i meget høj grad erkender virkelighed gennem fortællinger, undersøger Løkkegaard hvorvidt fortællinger om musikværker kan gestalte musik for lytterens indre øre, og om fortællingen om værket kan konstituere selve værket.

Velkommen til et afsnit af Lyt Dybt, som er fuldstændig blottet for reel lyd og musik, men hvor der er masser af plads til lytteren.