Dansk Musik Tidsskrift, 1990/1991, årg. 65, nr. 4, s. 115
Foto: Søren Zeuth/Kollaps

Fra en landsbytosses optegnelser (1990/91)

Concerto Grosso’ens lange tilblivelseshistorie var også lidt af en lidelseshistorie. Jeg har undervejs været i alvorlig konflikt med både omgivelserne og mig selv. Vel nok mere end vanligt. Jeg har i en lidt for høj grad, synes det mig, ført disse alenlange diskussioner – i monologform – om mål og midler (som det hedder), hvilket jeg tror vil fremgå af det følgende udvalg af tilfældigt sammensatte (efterredigerede og udvidede) notater hentet fra de mange papirstykker, der følger med en sådan arbejdsproces:

‘Formen’ befinder sig i længere stræk i et INGENMANDSLAND. Hvad forestår? Hvilken vej går det? Ikke en klassisk situation.

Stof opstår – bliver – forsvinder
||: Nyt stof opstår – bliver – forsvinder – gammelt stof genopstår – bliver – forsvinder :||

Hvad er det der går og går og ikke kommer videre?

Bueform. Spændt bue. Bristet bue.

DE BUNDNE FORMER: Ockeghem, Bach, Webern.

‘Udbryderkongen’ binder sig på hænder og fødder og sprænger sig vej ud, SLIPPER FRI. Kan man nøjes med at vikle sig ind og derigennem komme til at FØLE SIG FRI? Ved at BLIVE FRI FOR? Fri for en række andre omstændigheder, som under de snævre forhold mister deres aktualitet.
Den norske pianist og tidligere leder af Høvik Odden Kunstcenter, Ole Henrik Moe, fortalte mig engang at han under krigen havde siddet i fængsel i årevis uden nogen som helst form for mulighed for adspredelse, ingen bøger, ingen papir og blyant, ingenting – og at det var de lykkeligste år i hans liv!

Med båndlæggelser, begrænsninger, indespærringer kan der skabes en slags harnisk, et panser – hvormed man kan gennembryde konventioner.

Der er mangel på ‘rigtig’ strygekvartetmusik i min Concerto Grosso. De 4 må ses som en samlet blok – mellem blokke. De spiller f.eks. meget ofte i samme rytme. Puls, pulseren, barokimpuls.

Anvendelse af underholdningsmusikkens harmonier. Uden at være underholdende.

Sær og vulgær
enkel og kaotisk

grov og raffineret

vild og omhyggelig

(les extrêmes se touchent).

Traditionen? FAVNTAG – LIVTAG.

Nico Kazantzakis: “Den evige vandring opad”. Ind i musikken. Den evige vandring indad.

Vipperytmen er en helt basal del af vores liv: En stor mængde levende væseners gangart, åndedræt, hjerteslag. Og ellers: Dag og nat, nymåne og fuldmåde, sommer og vinter, havets stigen og synken, bølgerne på stranden. Men alt dette skal ikke få een til at glemme hængekøjen og vuggen, eller bedstemors gyngestol og ROKKEN MED HOVEDET! Det er min ambition at få adgang til disse enkle ting.

Banaliteter i faste selvspejlende strukturer.

Symmetri er en grundform: Øjne på hver side af næsen, arme på hver side af hjertet, ben på hver side af…

ALT – men LIDT af det – og så IGEN og IGEN

Instrumentalteater! forstået på den måde, at der inden for klangen opstår SITUATIONER gennem de klanglige objekters/væsners møder (konfrontationer). Faktisk kunne jeg kalde de fleste af mine stykker for konfrontationer lige fra Mester Jakob/Repriser over Plateaux pour deux (cello-båthorn) til Triptykon og Concerto Grosso.

ABSURD BAROK “Barok” i begge ordets betydninger: Barok barokmusik (grotesk barokmusik). En barok der er gået virus i. Inficeret af amerikansk minimalisme, som er inficeret af dansk ny enkelhed, som er inficeret af absurdisme – hvilket sidste måske er mit egentlige ærinde (grotesk minimalisme?).

Vivaldi, Zelenka, Beethoven, Spike Jones, Charlie Mingus, Bartok (den forunderlige Mandarin), afrikanske trommeorkestre, rock.

Man kan sætte sig mellem to stole – men AT SIDDE PÅ 6 STOLE kræver en ekstraordinær indsats.

Bach goes to town.

Vivaldi på safari.

Spike Jones i gips.

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

En parafrase over tidligere programnote: Det er ikke rigtig barok, det er ikke rigtig minimalisme, der er ikke rigtig NEO, det er ikke rigtig MODERNE, der er ikke rigtig POP – men det er temmelig langt.

“Problemet med PG-H kan være humoren” (citat fra omtale af Symfoni, Antifoni). Hvad sagde man om Carl Nielsens 6. Symfoni ved uropførelsen? Hvordan opfattede man hans “humor”?, hans vrængen, hans tvetydighed?

Respektløshed = humor

Vende på hovedet = humor

STÅ på hovedet = humor

Berøre tabuer og slippe godt fra det = humor

Være reaktionær af bare fortvivlelse = humor

? = humor

Musik er altid menneskelig (medmindre man overlader den til maskinerne!), men den kan også blive for menneskelig. Alfred Schnittkes Concerto Grosso er en sådan varm collage. Er “min” en kold collage? (salgbar klang: “kold collage”).

Sicilianoen er en meget yndefuld og menneskelig musik – i Concerto Grosso er den til sidst næsten kun en maskine – en lille spilledåse, der bliver ved til den går i stå.

Ekstasen – Askesen. Samme konsonanter, samme vokaler (næsten).

“En mumlen i mudderet” (Beckett) “En grå mumlen” (billedkunstners omtale af sit værk). Således en hel bog. Således en hel udstilling.

BESKIDT PURITANER!

ETABLERET OUTSIDER!

En forsvinden i det grå. Ro i det ASKEGRÅ. Velkommen i det røde (blodrøde).

Strygekvartetten er ikke et udlevet, støvet, museumsmedium – det er et grønt medium. Alternativ energi.

Kunstnere er folk med meninger. Det er en slags miljøskade. De skal have meninger, interessante, perspektivrige. Det forlanges af dem udefra af konsumuhyret. Men også indefra. “Hjertet” forlanger meninger, holdninger, engagement. Selvrespekten forlanger det. Hvordan har TVIVLEN det under disse omstændigheder? Ikke dårligt. Også den er velanskrevet. Men forudsætningen er at den bliver FORMULERET (uden for megen nølen). At have meninger er også en kunst!

Det er muligt denne lille samling fragmenter fra skrivebordet kan virke en smule prætentiøse, private, afklædende. I musikken går jeg direkte efter det afklædte, nøgne - men sådanne bestræbelser behøver jo ikke også gælde UDENFOR musikken! Dertil kommer at man – i øvrigt -i disse dage ser rigeligt til privatisme, privatisering. Så jeg håber ikke det gentager sig.