Dansk Musik Tidsskrift, 1982/1983, årg. 57, nr. 1, s. 23
Foto: Søren Zeuth/Kollaps

Fuga i to tempi og tre satser - del 3 (1982)

Karl Aage Rasmussen i samtale med Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen (1982/83)

En samtale om før og nu, om tro og tvivl, om glissando-karlen og motorbåden, om Gubben Noah og Krukkeriernes Supermarked, tilfældighed og sammenhæng, mennesker og frikadeller, philippinere og kaffegrums – og musik.

Tre

KAR. – Efter denne ideologiske og æstetiske status-opgørelse ville det være naturligt at udvide spektret til også at omfatte det musikliv som vi, med større eller mindre begejstring, må se os selv som en del af. Hvordan ser jeres status ud i dette perspektiv? Efter nostalgien i begyndelsen af vores samtale er det i den forbindelse naturligt at høre, hvordan I mener, at fortiden bliver til fremtid. – Måske skal jeg forsøge at konkretisere det: Siden I gjorde jeres entré har vi fået kunstfond, musiklov, adskillige musikhuse, radiokoncerter, forbedrede økonomiske vilkår o.s.v., så fra en umiddelbar betragtning går det jo strygende fremad. På den anden side vender det blot lidt »bredere publikum « stadig ryggen til os, vi har krise, vi trues af nedlæggelser og indskrænkninger og – måske mest tankevækkende – vi er ikke længere »Den Nye Musik« på samme måde som i jeres ungdom (hvad man f.eks. kan se af at dette begreb i »Information« eentydigt betegner »rytmisk musik«). Kort sagt: vore vilkår og de ressourcer som er til vores rådighed er klart forbedrede, men er vi i mellemtiden (og måske i ly heraf) blevet mere eller mindre overflødige?
PN. – At kritisere de tilkæmpede goder ville være som at kritisere støtteordninger i velfærdssamfundet fordi de kan misbruges eller med en floskel om, at der er andet i verden end materielle goder. Men desværre ændrer det ikke ved det grundlægende faktum at 99% af befolkningen kun ved rene tilfældigheder (f.eks. en meget sjælden form for musiklærer i skolen) overhovedet kommer i berøring med det, vi laver. Så der er ingen grund til at undre sig over, at folk i almindelighed opfatter det, vi arbejder med, som månens bagside. Det tilspidses af, at tidens kulturformidlere har fået den overbevisning, at hvis man blot beskæftiger sig med den såkaldte rytmiske musik, så er kontakten med nutiden sikret. Og den interesse som vi ind imellem kan spore for vores arbejde, viser sig ofte ved nærmere eftersyn at være en interesse for de ting, vi kobles sammen med – den store interesse for balleteksperimenter, f.eks.

KAR. – Men kan man med nogen ret sige at en række af de »kulturforpligtelser« (undskyld højskoletonefaldet) som kompositionsmusikken i sin tid varetog, er blevet overtaget af nogen andre, for så er det vel reelt nok, hvis vi er på vej ud..?

PN. – Nej. Set fra den synsvinkel er problemet ved den »rytmiske musik« jo, at den har så relativt få ansigter. Jeg holder meget af den og finder den til tider helt fremragende, men det er en meget begrænset klangverden og en sært indiskutabel form for takt og puls. Ting som selvfølgelig ikke er negative i sig selv, men blot er alt for begrænsede til alene at kunne repræsentere fremtidens musik. I så fald kan vi sige velkommen til en robot-fremtid. Hvis den i sig selv berettigede accept af »den rytmiske musik« bliver til skyklapper for musiklærere og musikformidlere, så er det afgjort livstruende. I så fald kan vi risikere at befinde os i den yderste ghetto, hvor det kun er et spørgsmål om tid før alle de goder, du nævnte, ganske gradvist glider over til kun at omfatte »den rytmiske musik«.

PGH. – Nu må man ikke glemme, at der i den »rytmiske lejr« kan være oversete folk, som egentlig er ude i samme ærinde som os, – som altså snarere stiller spørgsmål til konventionerne end bekræfter dem.

KAR. – Men er Pers pointe ikke, at uanset om de bekræfter eller afkræfter, så vil deres spektrum inden for definitionen »rytmisk musik« være forholdsvis begrænset?
PN. – Det er spændende, hvad de laver, men jeg mener aldrig det vil kunne erstatte det jeg personligt kalder den »langsomt komponerede musik«.

PGH. – Men er der nogen som har sagt, at den musik skal stå alene tilbage på skansen? Jeg mener, det er en midlertidig en fare, men jeg tror, at besindelsen vil sikre de mange facetter i et kulturliv. Hvis det var grammofon-branchen og koncertarrangørerne der som enerådende produktionsapparater skulle bestemme, så ville det se meget sort ud. Hverken demokrati eller kunst kan overleve hvis alle argumenter drukner i overvejelser om, hvad der kan betale sig. Men da vi ikke er totalt afhængige af kapitalen, så tror jeg stadigvæk at vores folkevalgte repræsentanter vil være opmærksomme på, at et alsidigt tilbud vil være nødvendigt for overhovedet at sikre vitalitet i vores åndsliv. VI er nødt til at tro, de er klar over, at de ikke går med en afstumpet kulturform kogt ned til en »walkman«.

KAR. – Det ved de måske også i dag, fordi de er vænnet til at tænke sådan, måske har de endog lært det i skolen. Men hvordan skal vi imødese en situation, hvor vi har et folketing bestående af politikere, som ikke er vænnet til at tænke sådan?
PN. – Vores styrke er jo, at vi ikke er afhængige af om der øjeblikkelig er en resonans. Det er noget særligt ved den populære musik, at den har denne afhængighed, - man kan ikke tænke sig en folkemusik som er upopulær, vel? Men på kort sigt er denne styrke sandelig også vores svaghed. Hvis man forestiller sig tendenserne i dag fortsat uændrede, så må jeg tilstå, at jeg er pessimist. Fordi jeg rent logisk kan se den deprimerende konklusion forude. Men, der er måske en fantastiske mulighed for optimisme ( og det er egentlig den eneste jeg samtidig opfatter som realistisk …): den ejendommelige og accelererende indhentning af erkendelser i elite-kunsten, tyver-digtenes folden sig ud i fænomenet »The Beatles«, selve det Sarvig beskrev som »kunstens slumstormere der indtog de tomme huse«, dét er blevet stadig tydeligere. Hvad enten punk’erne vil være ved det eller ej, så er de uhyre påvirkede af, hvad der er sket i kunsten i vores århundrede, og ikke mindst efter anden verdenskrig. Udviklingen kan gå så stærkt så det mest populære simpelthen bliver det vi laver!

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

Nedskrevet efter en tre og en halv times båndsamtale og redigeret af Charlotte Schiøtz og Karl Aage Rasmussen.