Dansk Musik Tidsskrift, 1929, årg. 4, nr. 4, s. 61
Foto: Søren Zeuth/Kollaps

Koncertliv og musikliv (1929)

GUSTAV SMITHS Bog »Om Musikkens Dobbeltvirkning« har vist sig at besidde stærkt Fængstof, den har vakt stor Interesse hos alle tænkende Musikere1, og den bør ogsaa interessere læge Musikvenner, for den behandler det allercentraleste Problem i Musiken, nemlig: Hvad er det at være musikalsk, og naar til et klart og uhyre frugtbringende Resultat.

Smith paaviser, at der er to forskellige Maader at forholde sig paa overfor Musik, nemlig en passiv og en aktiv. Den passive Opfattelse bliver hængende i det rent akustiske, mens den aktive præsterer et mentalt Arbejde, d. v. s. at Personligheden sættes i Bevægelse hos Tilhøreren og skaber selvstændigt med paa det Værk, der paahøres; om denne Medskaben siger Smith, at den kan være saa stærk, at »fanger vi en tonekombination inn i os, kan den tvinge sig frem til intention - selv om vi bare er tilhører«. Dette er den højeste Form for Receptivitet, ja man kan ligefrem sige, at her gaar Receptivitet og Produktivitet ud i eet. Men ligesom der er to Maader at forholde sig paa overfor Musik, saaledes er der ogsaa to forskellige Arter af Musik; en som virker rent akustisk og lader os passivt vugge i Tonebølger, og en som vækker os og faar os til at skabe aktivt med paa Toneværket, det vil sige, at vor musikalske Funktionslyst vækkes. Den første Art er Døgnmusiken (den narkotiske, sløvende), den sidste er Kunstmusiken (den vækkende, berigende).

Al virkelig Kunstnydelse beror paa Funktionslyst. Kunstnydelse er et aandeligt Arbejde. Men man kan dele aandelig Funktionslyst i to Arter, den intellektuelle, der særlig ytrer sig i videnskabelig og kunstnerisk-formel Funktion, og den mentale, der beror paa Gemyttets eller Sindets Reaktion overfor Indtryk. Smith nævner foruden den mentale og intellektuelle Funktionslyst tillige Forfængelighedens Funktionslyst. Derunder kunde man nævne Modens Funktionslyst, idet der findes Folk, som kun har Funktionslyst overfor Modemusik. Staar det klart, at Kunstnydelse beror paa Funktionslyst, saa staar tilbage at karakterisere den specielt musikalske Funktionslyst, og der mener Smith, at den særlig er af mental Karakter, og det i højere Grad end ved andre Kunstarter 2.

Om den musikalske Funktionslyst er rent mental, eller om den er en Blanding af mental og intellektuel Funktionslyst, skal jeg her ikke komme ind paa, givet er det, at den i hvert Tilfælde for en stor Del (eller maaske for Størstedelen) er mental. Dermed er sagt, at ved den musikalske Oplevelse er det mentale det afgørende, det akustiske det underordnede (om end uundværlige); med andre Ord: det akustiske er ikke Aarsagen, men Anledningen til at Funktionslysten vækkes. Den nærmere psykologiske Redegørelse kommer Smith ikke med, og den er i denne Artikel, der skal omhandle et praktisk Spørgsmaal, uden Betydning, hvor interessant den end kunde være.

Smith gør opmærksom paa, at netop fordi det akustiske er underordnet, kan det forklares, at Folk kan sidde og hakke sig gennem et Musikstykke (hvor de givet faar en Masse akustiske Ulystfornemmelser), og alligevel faa en stor Oplevelse ud af det; den Lystfølelse, som det mentale Arbejde giver, overskygger langt de akustiske Ulystfornernmelser; det kan minde om Martyrer, der i den intense Følelse for Guddommen glemte de Ulystfornemmelser, som gloende Tænger og andre Pinselsredskaber bibragte dem.

Sniith gaar nærmere ind paa, hvorledes den mentale Funktionslyst. styrkes ved det, han kalder mental eller indre Repetition; de fleste kender sikkert denne indvendige Nynnen eller halvtartikulerede Hvislen, hvor man selv opfører store Musikværker, det er naturligvis den rene Udfoldelse af Funktionslysten. Gennem adskillige fine Iagttagelser og Eksempler klarlægger han, hvor megen Betydning disse intime Musikytringer har og paaviser, at der ligger der Kræfter, som kunde drages frem, udvikles og faa Betydning, fordi de vidner om ægte musikalsk Funktionslyst.

Det næste Punkt, Smith tager fat paa, er: hvorledes forholder nu det europæiske Koncertliv sig til det akustiske og det mentale, og han kommer til det beskæmmende Resultat, at hele Koncertlivet hænger fast i det akustiske og sjældent naar til det mentale, og der har han ramt Musiken, Musikerne og det hele Musikliv lige i Hjertekulen.

Det viser sig nemlig, at de, der mest af alle er hæmmede af det akustiske, er selve de, der bærer Navn af Musikere, de som udfører Musikværkerne for Tilhørerne. Musiken har jo den Vanskelighed, at den skal fortolkes. Her skelner Smith mellem Interpretation og Reproduktion. Interpretation oplever vi, naar vi hører en anden foredrage et Musikstykke, Reproduktion oplever vi, naar vi paa hvilken som helst Maade selv tilegner os et Stykke (maaske ved Klaveret, ved et Klaverarrangement eller ved Læsning). De fleste vil hen i Koncertsalen og høre Interpreten. Nu hævder Smith, at de fleste Interpreter helliger sig det akustiske mere end det mentale. De er Fagfolk og Interessen samler sig orn det faglige, d. v. s. den instrumentale Udførelse. Fingrene, Tonen, Tempoet, alt dette skal først og fremmest være i Orden; vi ved fra daglig Erfaring i Pressen, at et Fingeruheld er utilgiveligt, men Synden mod den hellig Aand mærkes slet ikke. Frøken X nede blandt Publikum var da ikke en anstændig Publikummer, hvis hun ikke besvimede, da Sangeren N. N. sang for lavt - det gælder da om at demonstrere, at man er musikalsk - Forfængelighedens Funktionslyst!

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

Hr. Kritiker Y var da ikke en gudbenaadet. Kritiker, hvis han ikke kunde konstatere, at Komponisten P's Værk havde Mindelser fra mindst 14 andre Komponister - Hr. Kritiker Y vilde maaske tro, at det var intellektuel Funktionslyst, han udfoldede - men det er atter Forfængelighedens Funktionslyst.

Smith skaaner i sin Bog hverken Musiker eller Publikum, de er lige gale; Publikum vil høre Sportspræstationer, derfor er der altid fuldt til Boxekampe, Motorløb og instrumentale Virtuosers Fingerløb. Men Publikum er alligevel lidt undskyldt, for det bliver opdraget til det. For ogsaa hele den musikalske Opdragelse hænger fast i det akustiske. Det er dog kun et forsvindende Antal Mennesker, der sidder inde med Evner til at blive Interpreter, men alle skal de have en Uddannelse, der ensidig stiler henimod det. Istedet for at opdrage dem til Musik eller give dem Musikforstaaelse, opdrager man dem til Fingergymnaster, hvad de dog ikke bliver, og saa har de intet ud af flere Aars Slid. Hele det pædagogiske Spørgsmaal er grebet galt an, fordi det manualt-tekniske stilles op som det eneste Ideal. Kan man ikke følge med i det tekniske Krav - ja saa er man umusikalsk.

Her er det, vi kommer til det centrale Problem - hvad er det at være musikalsk, og her er det, at Smith's Bog har klargjort Spørgsmaalet ved sin stærke Adskillelse mellem det akustiske og det mentale.

Er det at være musikalsk ensbetydende med at have Fingerfærdighed - eller med at have absolut Gehør - eller med at have stor Hukommelse. - Nej! Alle disse Ting tyder paa, at de akustiske Organer er udviklede, men de betinger ikke og er ikke Forudsætning for at være musikalsk. Skal vi definere det at være musikalsk, saa bliver det følgende: Den, der sidder inde med stor mental (musikalsk) Funktionslyst, er musikalsk, har han dertil de akustiske Færdigheder i Orden, kan han blive en god Interpret.

Konsekvensen bliver, at de musikalske kan findes saavel i som udenfor de professionelle Musikeres Rækker, og der er intet i Vejen for, at der blandt Publikum sidder en Mand, der er ti Gange saa musikalsk som den Klaverdjævel, Publikum under Hyl og Klap tiljubler i det uendelige - skønt, han findes maaske ikke der, men sidder hjemme med nogle faa ligesindede og sysler i al Stilhed med Kunstens Skatte, og har en Oplevelse, der er 100 Gange rigere og dybere end den, han faar i den støjende Koncertsal.

Denne Definition af Musikalskhed maa slaas fast vidt og bredt, den vil give Tusinde Mod og Lyst til at befatte sig med Musik, som før har holdt sig forsagt tilbage, fordi de med deres mangelfulde Fingerpræstationer har faaet buldret ørene fulde om, at de var umusikalske, maaske af een, som i Virkeligheden var langt mindre musikalsk end de selv.

Hvor ofte hører man ikke ogsaa Lægmænd beskedent erklære, at de forstaar ikke Musik, de nyder den bare; dermed mener de, at de ingen teoretisk Forstaaelse har af Musik; for den rent mentale Tilegnelse af Musik er teoretisk Forstaaelse ikke nødvendig, man kan saare vel blive musikalsk beriget uden den; men noget andet er, at man gennem Teorien, naar den tages paa rette Maade d. v. s. i nøje Relation til Kunstværkerne, kan forøge sin musikalske Funktionslyst, Smiths Bog gaar netop ud paa at understrege, at Hovedformaalet med musikalsk Opdragelse er at øge den mentale Funktionslyst; men lige saa vel som det akustiske kan hæmme Instrumentalisten, saaledes kan det teoretiske hemme Teoretikeren, saa at ogsaa han hænger fast i noget ikke-musikalsk; sagt i Smiths Terminologi vil det sige, at hans Funktionslyst bliver intellektuel; derved opstaar den Type Musikere og Tilhørere, som ikke er ualmindelige i vore Dage, der ene reagerer overfor det formale, men staar mer eller mindre kyniske eller blaserte overfor det emotionale - ogsaa disse er umusikalske; abstrakt teoretisk Undervisning er ligesaa misvisende som ensidig manualteknisk Instrumentalundervisning, men jeg gentager min Hævdelse af, at teoretisk Undervisning taget paa rette Maade mere end nogen anden Disciplin indenfor Musik kan føre til virkelig Fordybelse i Musiken og øge den mentale Funktionslyst.

Er man nu enig med Smith i disse Synspunkter paa det musikalske og giver sig til at betragte Musiklivet, som det former sig omkring os, ja saa møder man et sørgeligt Skue.

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

De 75 Procent af den Musik, der spilles, er Døgnmusik; Folket møder den i Biografteatre, Caféer, paa Lirekasser og i offentlige Parker, ja den protegeres i høj Grad af Radioen, af Statsradiofonien. Maaske er den ikke saa farlig, skønt det er utaaleligt, at den kaldes Musik, men den løber ind ad det ene øre og ud af det andet. Værre er det med Koncertlivet, hvor det, der burde være virkelig Musik, viser sig at være rent akustiske Præstationer. Muligvis er det i dette, at Aarsagen til det hendøende Koncertliv ligger, det akustiske kan man høre ligesaa godt og billigere andre Steder; da Folk, som vi har set, er opdraget til det rent akustiske, er dette ikke til at forundre sig over; det kan ikke nytte, vi sidder sammensunkne og begræder det døende Koncertliv, den Form, det nu har, er ikke meget værd, det skal dø; men Koncertliv og Musikliv er Gud være lovet to forskellige Ting, og der har Smiths Bog igen sin store Betydning, idet den peger fremad mod Midlerne til at vække Musiklivet; hans Redegørelse for Begrebet det musikalske kan i høj Grad faa praktiske Følger. Han siger selv mod Slutningen af sin Bog: »kanske ingen tid kunde være dårligere valgt for å fremhæve en innre, og intim kunstfølsomhet, men i musikken er tilstanden slik, at en fortsættelse i samme retning gir os bange anelser«.

Tværtimod! - Ingen Tid kunde være bedre end netop nu, og jeg skal i det følgende vise, hvorledes der netop i disse Aar er ved at opstaa Kræfter, der kan føre frem imod Smiths Idealer.

---

Gustav Smiths Bog er ikke noget isoleret Fænomen. Her i Danmark har Rudolph Simonsen skrevet en fortræffelig Bog, der i det praktiske gaar i nøjagtig samme Retning. Naar Simonsen i denne Bog (Musikkultur) skriver: »Det er Musikundervisningen, Musik-opdragelsen, der langsomt, taalmodigt, men maalbevidst maa gøre sin Indsats. Her er det, at de to Ting er blevet for stærkt sammenblandede: Musikudøvelse og Musikkultur, og alt for ensidigt har man fremelsket det første og langt fra skænket det sidste den fornødne Opmærksomhed«, saa er det fuldstændig i Traad med Gustav Smith; de to Bøger supplerer hinanden ganske fortræffeligt; Smith gaar psykologisk ind paa Emnet, beskriver den psykologiske Baggrund for Musikalskhed og paaviser, at de væsentligste Sider ved den musikalske Nydelse bliver forsømt, endvidere at dersom disse Sider drages frem og dyrkes, vil der være Udsigt til et større og langt rigere Musikliv; Simonsen gaar ind paa den praktiske Side af Sagen og ridser i store Linjer op, hvorledes man bedst kan opdyrke den mentale Funktionslyst; Simonsen gaar selv i Spidsen med sine Foredrag om Musikkundskab, baade i Kursus, i Foreninger, i Skoler og i Radioen, altsaa netop de Steder, hvor dette Arbejde skal gøres.

Cand. mag. Olaf Jacobsens Artikel i Januarheftet af Dansk Musiktidsskrift viser ogsaa, hvorledes det musikpædagogiske Spørgsmaal i Tyskland styrer ind paa samme Spor. Det er hele Tidens pædagogiske Problem. Overalt, hvor der er Tale om Undervisning, er det Funktionslysten, man vil fremme; den moderne Psykologi, den moderne Pædagogik, ja man kan sige hele den moderne sociale Indstilling griber her over i hinanden, det brændende Problem Musikliv contra Koncerter er blot een Side af et fælles kulturelt Problem, som det naturligvis vil føre alt for langt bort at komme ind paa her.

Som man kan vente, tegner Problemet sig skarpest i Tyskland, og det er da ogsaa her, at de mest energiske Bestræbelser paa at skabe virkelig Musikopdragelse har fundet Sted.

I de tyske Landerziehungsheime har den musikalske Opdragelse spillet en stor Rolle; man har her netop forsøgt at vække den musikalske Funktionslyst, og ved at grunde Opdragelsen i moderne, pædagogiske Principper og ved desuden at organisere den, saa at der kom Forbindelse og Udveksling mellem de forskellige Landerziehungsheime, har man opnaaet at vække et rigt musikalsk Liv.

Freie Schulgemeinde Wickersdorf har her under sin Leder August Halm3 været Forbillede, og har i hele sin Udformning haft stor Indflydelse paa Udviklingen af det musikalske Liv indenfor den tyske Jugendbewegung, som vi senere skal berøre.

I disse Landerziehungsheime har Opdragelsen formet sig i forskellige Kategorier:

1)   Klasseundervisningen, hvor samtlige Elever faar Indblik i det almentmusikalske, hvorigennem man søger at vække den enkeltes musikalske Funktionslyst og saa vidt muligt udvikle den.

2)   Enkeltundervisningen, hvor de Elever, der har Anlæg for det, faar Undervisning i Instrumentalspil (Strygeinstrumenter, Blæseinstrumenter og Klaver) og desuden i Solosang.

3)   Sammenspil og Sammensang. I de to første Kategorier er der her i Forvejen arbejdet med Henblik paa denne 3. Kategori. Først og fremmest dyrkes Korsangen; alle, der paa nogen mulig Maade kan, skal synge med, fordi der lægges enorm Vægt paa, at Ungdommen aktivt er med, selv fungerer og paa den Maade kommer i nær Kontakt med Musiken. Desuden spiller Kammermusikensembler det, man i Tidens Løb har lært.

4)   Musiken i Kapellerne. Kapellet er en Betegnelse for en Sammenkomst af alle Elever under lidt mere højtidelige Former; disse foregaar hver Aften og hver Søndag Morgen og her spiller den fælles, Korsang og Musikudøvelse, som de 3 andre Kategorier har arbejdet paa, Hovedrollen.

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

Dette Spørgsmaal opstod nu i disse Landerziehungsheime: Hvilken Musik egner sig til denne Form for Musikdyrkelse, og er der nogen Musik, som i særlig Grad egner sig til det. Man har fundet, at den klassiske Musik fra det 16.-18. Aarhundrede særlig egnede sig, hvorimod den stærkt individualistiske romantiske Musik fra det 19. Aarhundrede med sine ofte store (d. v. s. individualistiske) tekniske Vanskeligheder var mindre egnet, for ikke at tale om den moderne Musik fra Begyndelsen af det 20. Aarhundrede (Schönberg f. Eks.), der ligefrem fordrer Specialister til sin Udførelse. Nu har Tyskland ogsaa en sand Skat af Musiklitteratur fra det 16. til det 18. Aarhundrede, og der er ingen Tvivl om, at den vil blive dyrket nu som ingensinde før til Gavn for Musiken og Musiklivet.

Den musikalske Jugendbewegung i Tyskland, som nu ledes af Professor Fritz Jöde, har overført denne Fremgangsmaade paa bredere Basis, saaledes at denne Form for Musikliv er organiseret og bredt ud over hele Tyskland. Ligesom Landerziehungsheimene fandt det 16.-18. Aarhundredes Musik mest egnet til Fælles-Dyrkelse, saaledes er Jugendbewegung kommet til samme Resultat, og unægtelig har denne Bevægelse fundet en sund og stærk Basis for musikalsk Udvikling i den Epoke af Musiken.

Da nu denne Musik for en stor Del ikke er udgivet eller foreligger i sværttilgængelige Udgaver, saa har Fritz Jöde selv taget Initiativet og udgivet en Samling »Der Musikant«, som indeholder Musik egnet til musikalsk Opdragelse. For at illustrere dette nærmere skal jeg vise, hvorledes han gaar frem i sin Afdeling, beregnet til Skolebrug:

A. Underskolen:
Hefte 1: Børnesange og -lege, tildels med Melodiinstrumenter.
Hefte 2: Blandede Sange med fri Andenstemme og Instrumenter.

B. Mellemskolen:
Hefte 3: Gamle og nye Sange, enstemmige og tostemmige Enkelt-, Wechsel- og Korsange med Instrumenter.
Hefte 4: Folkesange og Kunstsange, for Størstedelen polyfone med og uden Instrumentalledsagelse.

C: Den højere Skole (Gymnasier og Realklasser, Seminarier):
Hefte 5: Sange af Prætorius, Scheidt, Schütz, Händel, Mozart, Beethoven, Schubert, Bruckner, Reger m. fl., med og uden Instrumentalledsagelse.
Hefte 6: En- og flerstemmige aandelige og verdslige Sange af Joh. Sebastian Bach med og uden Instrumentalledsagelse.

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

Foruden denne for Tyskland vel tilrettelagte Samling til Skolebrug har Fritz Jöde redigeret en stor Samling Musikværker for Jugendbewegung, altsammen Musik, der egner sig til aktiv Deltagelse for en Kreds af Musikdyrkere. Denne Samling, kaldet Beihefte zum »Musikanten« indeholder Værker som: Prætorius: 2-stimmige Choralmotetten, Schütz: 28. Psalm, I. P. A. Schulz: Lieder im. Volkston, Klaverværker af J. S. Bach, Duetter for Instrumenter af Mozart, Suite for lille Strygeorkester af Purcell, Duetter for 2 Violiner af Telemann m. fl. Desuden Chorbücher für gemischten Chor a-capella med gamle Madrigaler og Korsange fra det 16. og 17. Aarhundrede, og en stor Samling »Der Kanon« i 3 Hefter. Dertil kommer saa »Die losen Blätter der Musikantengilde«, hvor man for en Pris af 10-25 Pfennig pr. Stemme (Partitur) kan anskaffe sig Nodemateriale til en Række skønne og teknisk overkommelige Musikværker4.

Som man ser, er det stadigvæk den klassiske Musik fra det 16. til det 18. Aarhundrede, der foretrækkes. Men Tyskerne nøjes ikke med det. En af Hovedmændene i »Musikantengilde« skriver følgende: »Von den Stilepochen stehen die vorklassische und klassische Epoche, ganz allgemein gesagt: die Zeiten des gemeinschaftlichen Musizierens an erster Stelle. Die musikalische Romantik tritt (aus stilistischen Gründen) zurück, und die Verbindung von der »alten« Musik geht unmittelbar in die Gegenwart hinein. Hier beginnt heute eine Entwicklung, über deren Tragweite und Bedeutung noch nichts ausgesagt werden kann«.

Her er vi ved et interessant Punkt. Ungdommen ønsker ikke at være reaktionær eller at blive Musikarkæologer, den vil blot træde i Forbindelse med de levende Værdier, ligegyldig fra hvilken Tid; det er da naturligt, at den træder i Forbindelse med, hvad Ungdommen selv nutildags skaber; men den har sine bestemte Krav; den moderne Musik, den skal tilegne sig, maa være i Overensstemmelse med hele Ungdommens Indstilling, og den maa være teknisk overkommelig. Nu er det saa heldigt, at der indenfor moderne Musik er en ganske udtalt Forbindelse med den klassiske Musik fra det 16. til det 18. Aarh. Bestræbelserne gaar ud paa Enkelthed og Klarhed, baade i Aand og tekniske Midler, den aandelige Baggrund er ikke Enkeltfølelsen (det subjektive), men Samfølelsen (det saakaldte objektive). Blot for 10 Aar siden vilde Jugendbewegung ikke have fundet denne Aand i den moderne Musik. Nu ser vi en af de førende moderne Komponister i Tyskland, Poul Hindemith, komponere for Jugendbewegung, og andre vil følge ham, og har allerede fulgt ham. I den Anledning er der opstaaet en »Ausgabe Kallmeyer«, som udgiver Nutidsværker, der staar i Forbindelse med den musikalske Jugendbewegung. Det er givet, at der i Forbindelsen mellem Jugendbewegung og de produklive Kræfter i Nutiden er Basis for en frodig og sund Produktion5; deutsche Jugendbewegung er alt andet end chauvinistisk, tværtimod interesserer den sig levende for, hvad der foregaar i andre Lande, og vil gerne finde udenlandsk Litteratur til sit eget Brug.

Da nogle af os unge i en Samtale med Professor Jöde blev bedt om at sende ham et Eksemplar af de danske Folkeviser, rødmede vi af Skam, da vi maatte svare ham, at man i mange Aar ikke havde kunnet faa dem hjemme i Danmark, og der var ingen, der overfor disse uvurderlige Skatte følte Forpligtelsen til en Nyudgave. - Jöde fik et lille Indblik i det danske Musikniveau.

Jugendbewegung afholder forskellige Gange om Aaret eine Tagung, hvor Folk fra alle Dele af Landet kommer sammen og i Fællesskab dyrker Musik; gennem Foredrag og Diskussioner drøftes organisatoriske og musikalske Problemer. Typisk nok er disse Tagungen i de sidste Aar lagt i Baden-Baden sammen med Musikfesterne, hvor den nyeste tyske Musik fremføres, for at de Unge kunde høre og tage Stilling til den, og for at Musikerne kunde tage Stilling til Jugendbewegung. Dette Møde mellem de to Institutioner har blandt andet ført til, at Musikfesten i Baden-Baden i Aar helt helliger sig Schulmusik (Gebrauchsmusik og Radiokompositioner).

Som vi ser, er der i Tyskland ved at spire et stærkt Musikliv frem, der staar i Modsætning til det overdrevne og sensationsprægede Koncertliv; dette Musikliv er velorganiseret, og Tysklands allerdygtigste Musikere arbejder Side om Side med Amatører; Musikernes taabelige Ringeagt for Dilettanten er fuldstændig forsvundet, fordi man har det rette Begreb om, hvad Musikalskhed er, det som Gustav Smith psykologisk har gjort Rede for. I forbavsende kort Tid har Jugendbewegung grebet om sig, den er nu en Faktor i Tysklands enorme musikalske Husholdning, og dens Indflydelse paa Koncertlivet spores allerede. Naturligvis skal Koncertlivet ikke dø, men der maa være en Balance mellem Musikliv og Koncertliv; man kunde maaske sige, at Koncertlivet skal give et naturligt Udtryk for Musiklivet, det skal være udsprunget af et Behov i Musiklivet. Hvor Folk aktivt dyrker Musiken, der vil der ogsaa være et stort Antal, der vil være lydhøre overfor de Storværker, som de selv af tekniske Grunde ikke kan deltage i, og dette Publikum bliver aktivt.

Der hvor der intet Musikliv er, men kun Koncertliv, der er Forholdet skævt, der bliver Koncertlivet ogsaa ofte kun Udtryk for Musikernes Behov og Sporen enten Forretning eller Forfængelighed. Saaledes er det københavnske Koncertliv, som for hvert Aar falder mere og mere sammen; Fødderne (Musiklivet) er slaaet væk under det.

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

I Stedet for at flikke paa et faldefærdigt Koncertliv, bør alle Musikernes Arbejde gaa ud paa at skabe et aktivt Musikliv; man maa begynde helt fra Grunden, med den musikalske Opdragelse i Skolen og videre fremefter; man maa fremfor alt se Problemet med Radioen i øjnene, fordi der der sidder et vældigt, og helt nyt Publikum, der ikke maa syltes ned i aandelig Sløvhed. Jeg er meget tilbøjelig til at tro, at netop gennem Radioen kan den musikalske Funktionslyst vækkes; naar Danmark paa alle andre Punkter er et fremskredent Kulturland, kan jeg ikke tænke mig, at det er nødvendigt, at det i musikalsk Retning stadig skal holde sig paa det meget tarvelige Niveau, som det i øjeblikket staar paa.

Vi kan tage Tyskland til Eksempel; Viljen til at skabe et aktivt Musikliv er levende herhjemme; Rudolph Simonsen er begyndt og Gustav Smiths Bog har yderligere understreget, at Problemet ligger i Tiden, alle Musiklærere bør læse disse to Bøger og tage Stilling til Spørgsmaalet; ogsaa Jöde har skrevet Bøger, der gaar i samme Retning, og som i høj Grad maa tilraades (Unser Musikleben, Musik und Erziehung).

Gustav Smiths Klarlæggelse af Begrebet Musikalskhed maa faa enhver Musiker til at indse, at der ikke er nogen Grund til at tro, at han fremfor Ikke-Udøvende er musikalsk, og det maa give ham Lyst til snarere.at spille med Publikum end for Publikum.

Koncertlivet, som det findes nu med sin stærke Adskillelse af Publikum og Musikere, er ikke af saa gammel Dato, for blot 100 Aar siden var Adskillelsen langt fra saa udtalt. Man kan vel sige, at Koncertlivet opstod sammen med den borgerlige Stands Udvikling efter den franske Revolution, og i sit Forløb kommer til at staa i Modsætning til Adelens i det 17. og 18. Aarhundrede afholdte Academier. Sin Kulmination faar Koncertlivet i de store Koncerter, som navnlig Efterromantiken præsterede med de store Monstre-Orkestre (Richard Strauss - Gustav Mahler), og som endnu florerer stærkt i Reklamens og Sensationens Baand. Resultatet har været, at den musikalske Funktionslyst har haft onde Dage, og Musiklivet er blevet forsømt til Fordel for Koncertlivet. Men overalt viser der sig Træthed, og denne Artikel har blot skullet vise, hvorledes den uundgaaelige Reaktion har sat ind, og hvorledes det stærkt, akustisk prægede (instrumentalt-virtuose) Koncertliv nu i den Grad har tilspidset sig, at Svælget mellem det levende Musikliv og Koncertlivet er saa, stort, at det har ført til Krise.

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

 

  • 1. Jeg henviser her til Carl Nielsens Forord til selve Bogen, til Jørgen Bentzons Artikel i Kritisk Revy og Knudåge Riisagers Artikel her i Bladet.
  • 2. Her er jeg ikke af Smiths Mening, specielt ikke for Malerkunstens Vedkommende.
  • 3. August Halm er den 1. februar iår afgået ved døden, knap 60 år gl. (red.)
  • 4. Alle disse Værker er udkommet paa Georg Kallmeyers Verlag, Wolfenbüttel-Berlin.
  • 5. Jeg henviser angaaende dette Punkt til Jørgen Bentzons førnævnte Artikel.