Klaversatsteknikens Dekadence

KLAVERSATSTEKNIKENS DEKADENCE

AF PAUL EMERICH.

DEN Kendsgerning, at Klaverkoncerterne fra Aar til Aar stadig bliver daarligere og daarligere besøgt, trods den stigende Tilgang af gode Koncertpianister, finder ingen udtømmende Forklaring i den sædvanlige Henvisning til de alle Vegne virkende daarlige økonomiske Forhold. Det lader sigikke bortforklare, at Klaveret i denne Henseende bliver mere hjemsøgt end de øvrige Instrumenter. Det synes tværtimod som om Publikums Interesse for de koncerterende Pianister er ved at uddø, at Klaveret som Soloinstrument i Koncertsalen er ifærd med at overleve sig selv.

Man kunde maaske trøste sig med den Betragtning, at dette kun var beklageligt for Virtuoserne selv, men ikke for Musikkulturen som saadan, daden pianistiske Færdighed er blevet Fælleseje, og ikke længere nu til Dags er den enkeltes Privilegium. Ondet ligger meget dybere, nemlig i Mangelen paa god, moderne Klavermusik; vel at mærke maa dette og defølgende kritiske Bemærkninger, henføres til Klaversatstekniken, og ikke til de moderne Kompositioners Indhold.

Forfatteren af disse Linier har allerede i en tidligere Artikel (,,Den moderne Klaverkoncert"") henvist til Mangelen paa brugbare Klaver-Orkester-Kompositioner. Her vil ogsaa Sololiteraturen blive omtalt.

I Virkeligheden staar for den Virtuos, der fra sit Repertoire har udelukket saavel de indtil Lede udspillede klassiske Klaverværker, som alt musikalskog pianistisk mindreværdigt saa godt som ingen Literatur til Raadighed.Virtuoskaldets Svigten er altsaa kun et Symptom paa den pianistiske Bankeroti al Almindelighed, i hvilken jo ogsaa enhver god Amatør bliver dragetind.

Hvad er der blevet af det l9de Aarhundredes Forjættelser, der havde bragt Klaveret fra den intime Familiekreds ind i Koncertsalen, som havde indrømmetdet en dominerende Stilling i Koncertlivet og endogsaa ladet det fortrænge Orkestret samt overøst Koncertpianisten med Rigdom og Laurbær?Havde ikke den store Vidundermand Liszt vist, hvorledes man skulde behandle Instrumentet, havde han ikke fundet Tryllestaven, under hvis Berøringalt forvandlede sig til klingende pianistisk Guld, med hvilken han endviderefik enhver Instrumentalkomposition, ethvert Orkesterstykke, ja endogsaa Sangenog Korværket til at underordne sig Klaveret? For Klaveret blev derdog aabnet et Perspektiv paa Aarhundreder fremover; hvoraf kommer det da,at denne tilsyneladende uudtømmelige Kilde allerede efter 50 Aars Forløb er saa fuldstændig udtørret?

Nu, da den store ,,Klaver-Rus"" er overstaaet, bør vi underkasteden Liszt'ske Skole en mere nøgtern Kritik. Dengang hed det, at denhavde udvidet Klavérets Udtryk uhyre. Vi maa ogsaa i vore Dage erkende,at denne Skole har udmærket forstaaet at vække den Klangfyldeog de Klangkontraster, som Instrumentbygningens Fremskridt havde lagt i Klaveret.Men er dette ,,Udtryk"" i Fuldblodsmusikerens Aand? Netop det modsatte er Tilfældet ved den Liszt'ske Satsmaade. Den staar overhovedet ikke inogen organisk Sammenhæng med det musikalske Udtryk, fremviser trodsal Mangfoldighed kun Flitterstads, under hvis Fylde den musikalske Form ligefremkvæles. Saa meget bedre egner denne Satsteknik sig til at dækkeover de musikalske Tankers Trivialitet, ja, over en fuldkommen Hulhed. Hvorledeskan man ellers forstaa, at Liszt, en kompositorisk Talentløshed, somikke en Gang kunde forme en firtaktig Periode, og under hvis Hænderselv Fremmedes Værker opløstes til intet, kunde vækkeden Suggestion - og det selv blandt ellers dømmekraftige Musikere-' ogsaa at have skabt det mest uhørte i musikalsk Henseende? Dettehar da ogsaa den talentløse Epigonvirksomhed senere hen og lige tilvore Dage udnyttet, idet den har afluret Liszt, hvorledes man af den musikalske Nød gør en pianistisk Dyd.

Hvad der ved alt dette bliver budt Publikum er ikke andet end en Tilskuestillelse af Bravour-Teknikens Overmaal af Haand- og Armbevægelser. Hertil hørerikke engang særlig Opfindsomhed; for at opnaa denne Hensigt er detofte tilstrækkeligt at fordele en ganske triviel Klaversats's Nodetekstpaa en hensigtssvarende Maade for begge Hænder. Paa denne Maade bliverda Illusionen om en nyartet Satsmaade vækket. De Tider er for altidforbi, da Tilhøreren fungerede som den af Forbavselse stumme Tilskuer.Den Teknik, for hvis Skyld en Liszt, Rubinstein, Thalberg og andre samtidige Klaverhelte blev hævet til Skyerne som Troldmænd, staar nu til Dags enhver begavet Konservatoneelev til Raadighed; man forbløffes ikke mere af bragende Oktavløb, Skala- og Akkordbrus eller Glissandohvin. Kraftkarlen ved Flyglet med den rullende Overkrop, den vildt tilbagekastede Manke og det forrykte Blink i Øjet virker i Dag ikke mere dæmonisk, men latterlig.

Vi ser altsaa, at den ved den Liszt'ske Skole indførte Klaver-satsteknik fører ind i en Blindgade, at den moderne Klaverkomposition som Følge deraf maaske bør søge Tilknytning til andre Perioder, selvfølgelig kun til Hammerklaverets; thi hvad der er bevaret fra Spinetkompositionen visersig enten at være en Kopi af Orgelsatsen - som hos J. 5. Bach -' elleren ganske primitiv Satsmaade. Hvad der den Gang gjaldt for at værepianistisk, nemlig Arpeggioløb og Figurationer tilhører forlængst Historien; ogsaa de senere Tiders Skala og Akkordpassager kan ikke længervække nogen Interesse i en moderne Komposition. Som den pianistiskopfindsomste blandt Klassikerne forekommer os nu Beethoven at være,hvis orkestrale, men alligevel for Klaveret vel afpassede Satsmaade alleredekarakteriserer hans tidligste Værker; i sine sidste Kompositioner naarhan en beundringsværdig Højde selv efter de i vore Dage herskende Begreber. Ualmindelig stor pianistisk Begavelse iser de tidligste Kompositioneraf Schumann, der imidlertid vistnok senere hen ogsaa i Klaversatsen forfladesmere og mere. Hos Chopin finder man uden Sammenligning det mest glimrende Eksempel paa pianistisk Opfindsomhed. Han ophøjede den klavermæssige Passage og Akkompagnementsfigur fra at være den enkle Ranke om denmusikalske Idé, til at blive dennes egentlige Bærer. Den Chopinske Klaversats bør være som et Forbillede for den moderne Komponist,selv om den romantiske Salonstil, som svarede til hin Tids Smag, vanskeliglader lader sig overføre paa vor Tids Udtryksformer.

Brahms og Reger gælder i Almindelighed for at være Repræ-sentanter for Klavermusiken for Udgangen af det l9de Aarhundrede og ved Aarhundreskiftet; dog kan man ikke, til Trods for at de begge var udmærkede Pianister, tilskrive dem nogen principiel Udvikling af Klaversatstekniken. I det mindste er det betegnende, at de, hvor deres Egenart især gør sig gældende,nemlig i deres karakteristiske Harmonisering og Stemmeføring, ogsaakan fremvise de bedste pianistiske Indfald, medens de ellers forfalder tilkonventionelle, hovedsagelig Schumannske og Chopinske Vendinger. Og paa defladeste Steder endog til den Liszt'ske Manér.

Siden Chopin har fremfor nogen anden Leopold Godowsky skrevet for Klaver paa den mest originale Maade. Han skriver med en forbavsende Rigdom af Stemmer,af hvilke hver enkelt opviser en Fylde af nye pianistiske Idéer. Desværreevnede han kun næsten udelukkende at benytte denne usædvanlige Begavelse i den fri Bearbejdelses Tjeneste. Efter dette Forbillede kundeman omtrent transskribere videre i det ubegrænsede; men vi ønskeringen ny Æra af Transskriptioner, der, selv om de taarnhøjtrager op over den Liszt'ske Skole, baade i Aand og Charme, dog snart vildeoverleve sig selv. I det mindste fortjener Godowskys Klaversats langt mere Opmærksomhed, end den bliver tildel i de faglærte Musikeres Kreds.

Gennem alt dette skal der kun vises, fra hvilket Standpunkt den udøvende Pianist betragter Klaverliteraturen. Han bør sikkerlig ikke anse detfor sin Ret at paavirke Komponisten i ren musikalsk-formel Henseende; dogbør han henvise ham til de Love, som Indstrumentets Væsensart foreskriver. Det Beethovenske Udtaab: ,, Hvad bryder jeg mig om hans elendige Violin, naar Aanden kommer over mig!"" rettes kun mod Violinistens Træghed,ikke mod Instrumentet.

Den som skriver for Klaver, maa frem for alt agte det. Han bør i detteikke se et underordnet Erstatningsinstrument, lige godt nok til at antyde Musik. Det er ikke rigtigt at antage, at Klaveret paa Forhaand mangler Udtryk;man maa bare forstaa at behandle det, og netop dette er sikkert meget vanskeligereved Klaveret end ved de andre Instrumenter. Det afhænger i det heletaget af Satsmaaden, om Klaveret bliver disse jævnbyrdige. At Klaveretnetop har det Uheld, at det gør det saa alt for bekvemt for Dilettanten,saa det fra de tidligste Tider er blevet brugt som Affaldsdynge, overdængetmed Skarnlitteratur paa en Maade, som hverken Strygekvartetten eller Orkesterettilnærmelsesvis har været udsat for alt dette taler i det mindsteikke mod Klaveret, men mod dets Skændere. Den klingende Sats aleneer ikke tilstrækkelig for Klaveret; Komponisten maa føle sigforpligtet til ogsaa at arbejde opfindsomt i pianistisk Forstand. Han børikke iklæde sine nye musikalske Tanker forældet pianistisk Gevandt,han bør heller ikke ret og slet laane sin Klaversatsmaade fra berømte Forbilleder. Desværre giver Literaturen alt for mange Eksempler paaden naive Selvfølgelighed, med hvilken en allerede bekendt pianistisk Stil bliver kopieret til Trods for al kompositorisk Egenart.

Mest synder de moderne Komponister mod Klaverets Aand derved, at de overhovedet ikke har nogen Ærgerrighed med Hensyn til at udnytte dets Muligheder. De bekymrer sig i det hele taget ikke om det ,, elendige "" Klaver, men stikmodsat Beethoven. De skriver saa primitivt, at Spilleren ofte straks bliverfrastødt af Nodebilledets trøstesløse Monotoni, saahan faar den største Modvilje mod at spille en saadan Sats. Ogsaa Tilhørerne bereder en saadan Klaversats kun Misfornøjelse, udenat han forstaar at gøre sig dennes Aarsag klar. Paa denne Maade kommer Klaverkompositionerne ogsaa i Miskredit. Selvfølgelig sigter dettekun til det rent pianistiske og har intet at gøre med Kompositionernes musi-kalske Værd. Fra Musikerens Standpunkt bør Pianisten kunforlange det samme af Klaverkompositionen som af ny Musik overhovedet: rigog original Opfindsomhed i Formerne. I denne Henseende vil han hilse vor Tids udvidede Harmonik velkommen. Den lader sig tilpasse ligesaa godt for Klaveret som for de andre Instrumenter, ligegyldig om den nye Retning fremdeleslader de gamle Harmonier bestaa eller udstøder disse radikalt.

Vor Tid er ikke egnet til at frembringe Originalgenier; vor Tids Kunstværk maa tilkæmpes gennem en svær Fødselsakt. Det er ganske enorme Fordringer den moderne Komponist maa stille sig selv, og som det herer vist, forlanger netop Klaveret den største Selvdiciplin. Muligvisbidrager disse Betragtninger til at fjerne Skyklapperne, som hindrer mangen Komponist i at erkende Klaversatsens naturlige Fordring.