Opera på teatret

Opera paa Teatret

Af SIEGFRIED MØLLER

Under mit Ophold i Danmark er jeg ofte blevet spurgt om mit Syn paa den danske Opera i Sammenligning med Forholdene ved udenlandske Scener.

Det er et meget svært Spørgsmaal for mig at tage Stilling til, da jeg paa Grund af mit lange Ophold i Udlandet delvis har mistet Følingen med det kgl. Teater og den hjemlige Opera og iøvrigt ikke siden det kgl. Teater for Aar tilbage kasserede mig, da jeg aflagde Prøve til Debut, har næret nogen synderlig Interesse herfor.

Naar jeg nu alligevel beskæftiger mig med det saa ofte stillede Spørgsmaal, skyldes det, at jeg gennem Indlæg i Dagbladene og gennem Samtaler med hjemlige Musikmennesker har faaet det Indtryk, at Teatret og Operaen nu mere end nogensinde er ved at komme i Miskredit hos Publikum, - ikke mindst paa Grund af det enorme Underskud paa 5 Millioner Kroner. Publikum synes rent ud sagt, at de faar for lidt for deres Penge. Og det er kedeligt. For er det først blevet saadan, og det er nær derved, at der kun er en Skuldertrækning eller et forlegehlt Smil tilovers, naar Talen er om Teater og Opera, saa indtræder den Situation let, at Kunstnerne paa Kongens Nytorv kan spille og synge som smaa Guder, uden at det lykkes dem at erobre den tabte Position i Publikums Bevidst Ihed tilbage.

Da jeg jo nu har været saa mange Aar i Udlandet og haft med mange Teatre at gøre, ikke mindst med Volksoper i Dresden som er et fuldstændigt analogt Tilfælde til det kgl. Teater, tror jeg, at det vil kunne interessere en og anden at høre, hvordan vi i Dresden, da Volksoper stod overfor Ruinen, fik afværget dette. Men lad mig først gaa et Stykke tilbage i Tiden.

Efter sidste Gang at have forsøgt min Lykke paa Kongens Nytorv og som før sagt uden Held, tog jeg umiddelbart herefter til Berlin, hvor jeg blev engageret til Statsoperaen. Jeg havde i Berlin et Par dejlige Aar, hvor jeg foruden mit Arbejde ved Operaen særlig mindes Koret, som jeg dannede af danske Arbejdere, og hvormed vi havde mange dejlige Aftener saavel i den danske Kirke som i danske Foreninger. Egentlig var jeg baade skuffet og bitter, da jeg rejste til Berlin, over Udfaldet af min Debut-Prøve herhjemme. En Trøst var det for mig at vide, at baade Melchior og Rosvænge ogsaa havde maattet søge ud. De har vel nok begge bevist, at det i hvert Fald ikke var hverken dem eller deres Stemmer, der var noget i Vejen hhhed. De blev verdensberømte begge to. Om det bliver mig beskaaret at blive den tredje, staar endnu skrevet i Stjernerne. Men et er sikkert, at jeg i Dag er taknemlig for, at jeg dengang blev tvunget til at søge min Fremtid i Udlandet. Derved blev mig et kunstnerisk Virke beskaaret, som aldrig, selv ikke under de mest gunstige Forhold, var blevet mig til Del herhjemme.

Fra Berlin kom jeg til Strassbourg, hvor jeg i 3 Aar bar hele Heltefaget alene. Da Krigen omsider nærmede sig Strassbourg (vi havde bl. a. nogle meget slemme Luftangreb), forsøgte jeg at komme til Danmark. Dette var imidlertid ikke mere muligt, da Forbindelserne igennem Nordtyskland var afbrudte af de stadige Luftangreb og dermed følgende Ødelæggelse af Jernbanenettet. I Stedet for søgte jeg østpaa og havnede i »Saksen Nyrnberg«, den lille idylliske By Bautzen ca. 60 km øst for Dresden. Teatrene var allerede i 1944, i September Maaned, blevet lukket og Kunstnerne enten indkaldt eller overført til Arbejde i Rustningsindustrien.

Som Følge heraf var hele Teater- og Musiklivet gaaet i Staa, og denne Tilstand varede til Krigens Slutning. Selv var jeg de sidste Maaneder af Krigen evakueret til det lille, men verdenskendte Radiumbad Brambach. Her var endvidere det saksiske Statskapel med sin Leder, Kapelmester Kurt Strigler. Det var samme Strigler som stod parat i Kulissen paa Operaen i Dresden hin mindeværdige Aften, da Fritz Busch var Genstand for det sjofle Angreb, der tvang ham til at gaa. Iøvrigt

har Busch selv senere i et Brev til Afnazificeringskommissionen i Dresden fuldstændig renset Strigler for enhver Mistanke. Med dette herlige Orkester oplevede jeg Krigens sidste Faser, og knap var den sidste Granat i dette frygtelige Krigsopgør eksploderet, før Teater- og Musikfolk igen begyndte at røre paa sig. Men rigtig Fart i Sagerne kom der først, da Russerne i en særlig Forordning paabød Teatrenes hurtigst mulige Genaabning, samt tildelte enhver Kunstner Ret til fri Udøvelse af hans Gerning. Den store Udrensning af Partimedlemmerne, der en Overgang igen truede med at lægge hele Teaterlivet stille, fulgte først paa et langt senere Tidspunkt.

Men nu skulde Teatrene altsaa genaabnes, hvilket lød forjættende i vore Øren. Let var det imidlertid ikke. Næsten alle større Operahuse var sunket i Grus, deriblandt Dresden, Chemnitz, Plauen, Rostock, Halberstadt og Dessau for blot at nævne de største. Endvidere var en Mængde værdifulde Nodearkiver, Kostyrner og Dekorationer blevet ødelagt. Og saa manglede der endnu de nødvendige Scenekunstnere og Musikere til at sætte et scenisk Værk op. Men allerede i Slutningen af Juni, Krigen sluttede som bekendt i Maj, var Teaterlivet, omend i meget begrænset Form, ved at udvikle sig. De første Par Maaneder efter Krigen var jeg ved Teatret i Bautzen, der lykkeligvis var blevet staaende, men allerede i Begyndelsenaf 1946 blev jeg hentet til Dresden. I Bautzen havde vi jo i hvert Fald haft en rigtig Teaterbygning. I Dresden var det noget andet. Her var baade Skuespil- og Operahus fuldstændig ødelagt og med dem en Række af Dresdens mindre Teaterbygninger, alle faldt som Ofre for det frygtelige Luftangreb i Februar Maaned 1945, hvor endvidere 83.000 Mennesker fandt Døden i Bornbeog Fosforregnen. Vi var derfor i den første Tid henvist til at benytte Intendantens Dagligstue som Prøvesal, men da vi som en Følge af Forholdene kun kunne give Koncerter med blandet Program, var det i Begyndelsen fuldstændig tilstrækkeligt. Men vi søgte stadig videre, og til vor store Glæde lykkedes det os en Dag at forpagte en stor Restauration med en dejlig Sal med Plads til 900 Mennesker. Desuden var der rigelig Plads til Kontorer.

Fra dette Øjeblik begyndte Volksoper at udvikle sig med rivende Hast. Flere og flere Kunstnere vendte tilbage til Dresden, hvortil de ankom i deres lasede Uniformer og med bare Ben i Træbunde. Og en skønne Dag var Skuespilpersonalet fuldtalligt og indstuderede i Løbet af kort Tid en Række udmærkede Forestillinger som Lessings »Nathan den Vise«, Gogols »Revisoren«, det amerikanske Kriminalskuespil »Sagen Mary Dugan«, Katharina Knie o. m. a. Operettepersonalet fik en Del mindre musikalske Lystspil indstuderet, bl. a. »Marguerithe igennem Tre«, »Kvinden i Spejlet« og »Vilde Auguste«.

Dermed var Grunden lagt til en regelmæssig Repertoireplan. Vi fra Operaen fortsatte med at give Koncerter baade i Dresden og Oplandet. Endelig var ogsaa vi saa vidt, at vi kunne tænke paa en selvstændig Forestilling, og det lykkedes os at faa Materialet til Zellers »Fuglekræmmeren«, som vi indstuderede paa 4 Uger. Senere fulgte »Flagermusen«, og endelig stod den første Operapremiére for Døren, hvortil vi havde valgt »Bajadser«. Jeg glemmer aldrig Publikums Jubel, da Tæppet var faldet. Paa Scenen blev vi formelig begravet i Blomster og Gaver.

Vort Personale, kunstnerisk og teknisk, var nu steget til omkring 350 Mennesker, og med de før nævnte Forestillinger turede vi Land og Rige rundt saaledes, at vi altid var i Dresden Fredag, Lørdag og Søndag og de andre Dage undervejs. Efter ca. 1 Aars Forløb var der, til Trods for at Kunstnerne i bogstavelig Forstand arbejdede til Blodet sprang fra Neglene, opstaaet'et Underskud paa omtrent 300.000 Mark. Der blev Uro omkring Volksoper og Byraadet i Dresden forlangte Sagen undersøgt. Denne Undersøgelse resulterede deri, at den hidtidige Intendant blev afsat og 3 Kunstnere opfordret til at overtage Ledelsen, en for Forvaltningen, en for Operette og Skuespil og endelig en for Operaen, og til denne Post var jeg udset. Det var med blandede Følelser, vi traadte sammen til vort første Møde, i Bevidstheden om at hele Institutionens Skæbne og dermed det daglige Brød for mange Mennesker var lagt i vore Hænder. Jeg vil ærligt tilstaa, at vi følte os meget trykkede af Situationen, fordi vi vidste, at skulde det lykkes os at redde Teatret fra Lukning, kunne det ikke ske uden dybtgaaende Ændringer. Det første vi derfor søgte at blive klare over var, med hvor lidt Personale vi kunne gennemføre ikke blot vort hidtidige Repertoire, men endog dette i udvidet Form. Dette resulterede i Afskedigelsen af det halve Personale, som derefter saa saaledes ud:

Operaen: 3 Sopraner, 2 Koloraturer, 2 Alter, 4 Tenorer, 2 Buffis (Spieltenorer), 2 Barytoner og 2 Basser.

Operetten: 2 Sangerinder, 2 Soubretter, 2 komiska Alter, 2 Tenorer og 3 Skuespillere med Sternme til mindre Partier.

Skuespilpersonalet blev delvis opløst. Vi beholdte kun saa meget, at vi dermed var i Stand til at gennemføre de smaa musikalske Lystspil til Aflastning af Operettepersonalet.

Orkestret, der havde været paa 80 Musici blev formindsket til 70, Kapelmestre fra 5 til 3, Koret fra 48 Medlemmer til 36. Endvidere gennemførte vi Indskrænkninger i det tekniske Personale, saasom: Scenefunktionærer, Skræderi, Malerværksted og Kontorpersonale. Alt i alt indbragte disse Indskrænkninger os en maanedlig Besparelse paa godt 30.000 Mark. Dernæst optog vi Forhandlinger med alle større Byer som selv intet fast Teater havde, men hvor der var gode store Sale at spille i, og afsluttede med dem Kontrakter om en Række Forestillinger i Løbet af Sæsonen til en Pris af 2.500 Mark pr. Forestilling. At vi ikke havde disponeret forkert, viste den økonomiske Balance efter godt I Aars Forløb, thi da var ikke alene Underskudet bragt ud af Verden, men vi kunne

fremvise et Overskud paa ca. 62.000 Mark. Derudover havde vi lagt Grunden til et selvejende Nodearkiv og en Fundus (Kostyrnebeholdning). Men det er jo givet, at der maatte arbejdes og det mange Gange under Forhold, som man normalt vilde finde utænkelige. Det var særlig Transportog Brændselsforholdene, der var svære for os at løse. Kørte vi med Jernbanen ud til vore Forestillinger, var det altid i Vogne, der manglede Vinduerne. Hullerne, hvor disse havde siddet, var tilnaglet med Brædder, og det trak som paa aaben Sø. Eller Transporten foregik paa aabne Lastbiler, og i Begyndelsen baade Sommer og Vinter. Jeg husker saaledes engang, vi kørte til en By der ligger ca. 26 km fra Dresden paa aaben Lastbil i 18 Graders Kulde, opførte Operaen »Dalen« i en Sal, hvor Temperaturen var under 0 Grader og efter Forestillingen paa samme Maade tilbage. Og det var ikke bare en enkelt Aften, nej det var Aften efter Aften. Enhver vil forstaa, at der blev stillet urnaadelige Krav til Personalet; undervejs hver Aften ligegyldigt hvordan Vejret var, om Dagen Prøver i iskold Rum og alligevel mindes jeg ikke, at en Forestilling nogensinde har maattet aflyses. Nu var vor Repertoireplan ogsaa lagt saaledes, at hver Sanger i Hovedpartierne havde mindst 1 som Regel baade 2 og 3 Dages Pause imellem Tjenesterne. Men der kunne selvfølgelig ogsaa indtræde det Tilfælde at vor i Forvejen overspændte Arbejdsplan paa Grund af Sygdom blev sprængt, og det betød saa mere Arbejde for den enkelte. Jeg har saaledes selv i en Sæson sunget 159 Forestillinger. Bl. a. Don Jose i »Carmen« 9 Aftener efter hinanden og i de næste 3 Dage 4 Gange Max i »Jægerbruden«. Ja, selv den gode Pedro i »Dalen« har jeg sunget 2 Gange paa en Dag. Men det hører nu heldigvis til Sjældenhederne. Men som før nævnt søgte vi i al Almindelighed at lægge vort Repertoire saaledes, at Sangerne fik det nødvendige Pusterum imellem Forestillingerne. Derfor gik vore Bestræbelser ud paa at skaffe et Grundrepertoire, altsaa et vist Antal Forestillinger, som altid skulde være spilleklare paa vort Repertoire. I Løbet af smaa 2 Aar indstuderede vi og fremførte følgende Operaer: »Dalen«, »Taviata«, »Carmen«, »Rigoletto«, »Faust«, »Jægerbruden«, »Troubaduren«, »Othello«, »Butterfly«, »Boheme«, »Tosca«, »Martha« og Eventyroperaen »Hans og Grete«. Dertil de store klassiske Operetter »Tiggerstudenten« og »Zigeunerbaronen«. Vi raadede altsaa derved i Løbet af 2 Aar over et Repertoire paa 14 Operaer (»Bajadser« medregnet) og 4 store klassiske Operetter, nemlig: »Fuglekræmmeren«, »Flagermusen«, »Tiggerstudenten« og »Zigeunerbaronen«. Endvidere en Koncertopførelse af »Aida«, som vi paa Grund af tekniske Mangler i vort Apparat ikke kunne bringe paa Scenen.

Lad os sammenligne vort Repertoire med det kgl. Teaters. Jeg har uddraget den kgl. Operas Repertoire for 5 Efterkrigsaar. Statistiken er sket efter »Nationaltidende«s Annoncer, saa for eventuelle Fejl beder jeg undskylde.

I Sæsonen 1947-48 har følgende Operaer været spillet paa den kgl. Opera:

»Porgy og Bess« (6), »Tosca« (9), »Falstaff« (4), »Drot og Marsk« (3), »Julius Cæsar« (3), »Peter Grimes« (13), »Cavalleria« (uden Bajadser) (10), »Kirke og Orgel« (18), »Den kgl. Gæst« (10), »Don Carlos« (11), »Carmen« (2), »Barberen i Sevilla« (1) og endelig »Figaros Bryllup« (5). Naa, lad gaa. Det er i hvert Fald af en Sæson paa ca. 300 Dage en Tredjedel.

Men nu Sæsonen 1948-49.

Her falder Operaens Antal af Forestillinger til 61. Spilleaftener med 13 Operaer. Heraf 6 Repriser.

1949-50:

73 Spilleaftener med 10 Operaer, heraf 5 Repriser, Nyhederne er: »Rigoletto«, »Don Juan«, »Boheme«, »Aida« og »Faust«.

1950-51:

63 Spilleaftener med 11 Operaer, heraf 8 (otte) Repriser. Af Nyheder findes kun: »Rosaura« og »Mestersangerne«, der oplever hele 13 Opførelser, og »Orfeus«.

1951-52:

Her naaes igen 87 Forestillinger fordelt paa 12 Operaer, heraf 2 Repriser.

En Oversigt over Teatrets Forestillinger i de forløbne 5 Aar giver det meget nedslaaende Resultat, at det i dette Tidsrum har haft 59 forskellige Operaer paa Repertoiret. Heraf udgør Repriserne for de sidste 4 Aar 27 Operaer, og der er ingen Grund til at tro, at der ikke skulde være Repriser at finde i Sæsonen 1946-47. Regner man disse til 7 Operaer, kommer vi op paa 34 Repriser. Tilbage bliver saa 25 rene Nyindstuderinger, og det er for lidt. Man kører rundt paa delvis de samme Operaer, som blev givet i min Ungdom. Wagner, som findes paa ethvert udenlandsk Teaters Repertoire, er forsvundet fra det Kongeliges. 1 5 Aar kun »Mestersangerne« er en Haan mod et af alle Tiders største Musikgenier. Jeg medregner ikke den svenske Operas Gæstespil med »Valkyrien«. Man kan kun paaskønne Opførelsen, men maa samtidig laste Teatrets Ledelse, at den ikke har Operaen paa Repertoiret. Hvor er »Siegfried«? Hvor er »Tannhåuser«? Hvor er »Trubaduren«, »Maskeballet«, »Turandot« o.m.fl.? At det kgl. Teater opfører danske Værker finder enhver rigtigt og paa sin Plads. Men at slæbe Forestillinger med et Par Sæsoner, og derefter lade dem forsvinde fra Repertoiret for igen nogle Aar senere at opdukke som Nyindstuderinger, er et baade for kostbart og kedeligt Forsøg. Mon det samme sker med »Lohengrin«, som med Pomp og Pragt blev sat op sidste Sæson?

Ser man paa Antallet af Operaaftener for det kgl. Teaters Vedkommende igennem de 5 Aar, der ligger til Grund for Statistiken, beløber disse sig til: 379 Forestillinger. I Dresden havde vi paa 2 Aar ca. 720 Forestillinger og det med et Personale, der kun er en Tredjedel saa stort som den kgl. Operas ...