Tidsskrifter

TIDSSKRIFTER

Et tilbud til alle orgelinteresserede

Det er en kendt sag, at adskillige interessante danske orgler fra forrige århundrede er blevet kasseret i de sidste år. Årsagerne til de tragiske dødsdomme over instrumenterne er uden tvivl mange og forskellige. Et sted har man f. eks. ønsket et større orgel; et andet sted har økonomiske vanskeligheder umuliggjort en restaurering -og atter et tredie sted har det romantiske klangideal ikke passet organisten eller den tilsynsførende orgelbygger. Organisterne Henrik Nørfelt og Svend Prip var blandt de første, der gjorde opmærksom på de bedste »saneringsmodne« orglers kvaliteter. Andre orgelsagkyndige bakkede dem op, og der var snart enighed om at stifte en sammenslutning, som foruden at virke for bevarelsen af de nævnte instrumenter også skulle arbejde med andre betydningsfulde opgaver. »Det danske Orgelselskab« blev stiftet den 18. november 1970. Man kunne forledes til at tro, at dette selskab kun er beregnet for en lille fornem gruppe, bestående af kloge fagfolk, der har orgelpiber på hjernen. Det er helt fejlagtigt! Thi formålet med det er netop at fremme både lægfolks og fag-folks(!) interesse for orglet. Jeg skal fortælle lidt om de opgaver, orgelselskabet agter at beskæftige sig med fremover.

Som nævnt vil man gøre alt for at forhindre unødvendige destruktioner af gamle værdifulde orgler. Et register over samtlige ca. 2500 orgler i Danmark skal i de kommende år udarbejdes. Endvidere fortsætter selskabet udgivelsen af sit medlemsblad »Orglet«, hvis første nummer allerede foreligger. Det er indtil videre meningen, at der skal udkomme 2 blade om året; men bliver tilslutningen til selskabet stor nok, vil man sikkert sende flere ud. Personligt håber jeg, at

dette sker, for det første nummer lover under alle omstændigheder godt. Bladet, som just er kommet, indeholder næsten udelukkende stof, der har relation til den danske orgelbygger P. U. F. Demant. Grunden til det er, at orgelselskabet for nylig, som sin første opgave, foranstaltede flytningen af et Demantorgel fra Mariager Kirke til Dråby Kirke i Djursland. Vi får i medlemsbladet en glimrende skildring af orglet og dets flytning. Desuden fortæller redaktør Niels Friis i en interessant artikel om Demants liv og virke. Samme orgelbyggers erindringer findes længere inde i bladet; de er ikke blot spændende, men særdeles morsomme. Alene Demants egen retskrivning er et sandt cirkus. På en af bladets sidste sider orienteres man om begivenheder i de øvrige europæiske landes »orgelverdener«, hvorefter man til sin store glæde konstaterer en litteraturliste, som afslutter bladet.

Jeg kan på det varmeste anbefale enhver, der har interesse for orglet og dets fascinerende historiske baggrund, at indmelde sig i »Det danske Orgelselskab«. Det årlige kontingent er 35 kr.; unge under uddannelse behøver kun at betale 20 kr. om året. Kontingentsatsen for ægtefæller er fastsat til 45 kr. Som medlem af selskabet kan man i øvrigt købe visse grammofonplader med rabat.

Indmeldelse i selskabet kan ske til sekretæren, Henrik Fibiger Nørfelt, Bjørnsonsvej 69, 2500 Valby. Telf. (01)461173.

Peter Møller.

Kierkegaard

- grydeklar til datamaten

Det canadiske musikråd har påbegyndt udgivelsen af et tidsskrift The Canadian Music Book / Les Cahiers canadiens de musique, der

udkommer med et ca. 200 sider stort hefte to gange årlig. Det indeholder rapporter, statistikker, meddelelser, interviews, anmeldelser og

artikler af vidt forskelligt indhold. Selv om det for en stor del er en lødig og i det hele taget læseværdig publikation, henvender den sig dog i første række til et canadisk publikum. Når den skal omtales på dette sted, er det, fordi der i 2. hefte fra forår/sommer 1971 findes en kuriøs artikel af Alastair Mc Kin-non, professor i filosofi i Montreal. Emnet er Søren Kierkegaards syn på musik, og det er i sig selv ikke særlig mærkværdigt. Forfatteren kender T. H. Croxalls artikler om emnet og henviser også til en artikel af Donald Grimsley om Don Juan-motivet hos Molière og Kierkegaard; men tilsyneladende kender han ikke Frithiof Brandts studie om Kierkegaard og Mozarts Don Juan. Det særlige ved artiklen, og det mærkværdige, gør nu forresten kendskab til foreliggende litteratur på det nærmeste overflødig. Hvad Mc Kinnon har foresat sig, er nemlig at begynde på bar bund og registrere samtlige musikord, som forekommer i K.s samlede værker udover de store steder i »Enten/eller«, der heltud handler om musik, og tilsvarende steder i »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« (men altså ikke omfattende dagbøgerne). Det er blevet til 98 ord, der findes fra 1 til 214 gange, og som meddeles i alfabetisk orden ledsaget af henvisninger til de steder i forfatterskabet, hvor de findes. - Bortset fra, at ø konsekvent er skrevet som o, er der kun én stavefejl i listen; dertil kommer et ord, vi ikke kender på dansk: Floi-toner. Det oversættes med »French Horn«! Herudover kan man konstatere 4 mindre oversættelsesfejl. »Psalme« og »Psalmer« er opført som to forskellige ord, skønt bøjningsformer i øvrigt ikke figurerer særskilt.

Hvad skal dette bruges til? Ifølge forfatteren at opmuntre nogen til at gå ind i et seriøst studium af K.s forståelse af musik. Her er alle referencerne - værs'go, help yourself! - Hvor komplet og relevant listen er, kan kun afgøres, hvis man gør hele arbejdet om, og det er der nok ikke nogen, der føler sig kaldet til. Vi må lade os nøje med indtrykket af nogle få stikprøver. Jeg finder ordet »Brandenburger« anført og undres. Skulle K. virkelig have kendt Bachs Brandenburger koncerter? Henvisningen går på et sted i »Gjentagelsen«, hvor man læser: »den blinde Mand udenfor Brandenburger-Thor, min Harpespiller... havde faaet en graame-leret Frakke ... etc.« Ikke så meget som skyggen af Johann Sebastian! Men nu stod der om en harpespiller - findes han? Ja: under »Harpespil«! Efter de givne spilleregler skulle harpespiller altså være en bøjningsform af harpespil. Hvor dybt er Mc Kinnon mon trængt ind i vort sprog? - Det er hans udtrykkelige hensigt at anføre alle musikord, hellere for mange end for få. OK, så går vi den anden vej. Under min bladen i »Gjentagelsen« fandt jeg på mindre end 20 sider ordene posthorn og trompetstød, som ikke er anført i listen, skønt de dog mere er musikord end Brandenburger-Thor. Listen er således både for lang og for kort.

Det spørgsmål står tilbage, om den alle ufuldkommenheder tiltrods er nogen nytte til for den, der vil beskæftige sig med K.s musikforståelse. At der sad en harpespiller ved Brandenburger Thor i 1841 i Berlin, bidrager lidet til en indtrængen i emnet, og det samme kan siges om et overvældende flertal af de mange henvisninger, der findes opregnet. Når jeg ikke siger alle, er det blot, fordi jeg ikke har været dem alle igennem. - Jeg har en lumsk mistanke om, at dette emne skal gribes an på en helt anden måde .. Jan Maegaard.