18.10.17

Agony – en spiseopera om vor tids brydninger

Interview med Line Tjørnhøj.

Komponisten Line Tjørnhøj er i øjeblikket aktuel i to sammenhænge: hun har netop modtaget den prestigefylde Carl Nielsen pris, og så er hun aktuel med spiseoperaen Agony, som er et moderne Gesamtkunstwerk, der sætter samfundsaktuelle temaer på dagsordenen og præsenterer publikum for en nyskabende blanding af sanselige appeller. Agony har premiere den 20. oktober på Godsbanen, hvor Lea Wierød Borčak mødtes med komponisten til et interview om projektet.

Kan du fortælle lidt om konceptet bag spiseoperaen og hvordan du fik idéen?
I mit forholdsvist korte virke har jeg været meget optaget af at skrive mig ind i en kontekst, der har at gøre med det liv, vi lever nu. Jeg har altid gået op i at behandle temaer, som rører mig eller som også har en generel, eksistentielt-humanistisk betydning. Efterhånden begyndte jeg at tænke meget over, hvad det egentlig er, kunsten kan. Særligt har jeg spurgt mig selv, hvordan er jeg i kontakt med dem, jeg deler musikken med – både dem, jeg skaber det sammen med og dem, der oplever det, men også i en lidt større samfundsmæssig sammenhæng. Jeg begyndte også at tænke også over det faktum, at der er et pengeflow i det at producere kunst.

I samme ombæring var jeg af tilfældige grunde i Jordan, hvor jeg mødte en jordansk prinsesse. Hun var ved at lave en botanisk have, der var økologisk og bæredygtig. Og så gik hun op i at undersøge, hvordan man, i dette verdens tørreste land, kunne dele vand, så hun undersøgte, hvad der er af gamle teknologier, som ikke forurener. Jeg blev meget imponeret, også over hende som menneske.

Hun introducerede mig for et empowerment-projekt for kvinder i tilknytning til haven. I den sammenhæng var vi inviteret til noget mad, og med afsæt i det måltid fik vi idéen til at lave noget sammen, der skulle have med måltidet at gøre. For det var så tydeligt, at disse kvinder kunne noget med dette måltid. Det blev tydeligt, at måltider og det at mødes om bordet faktisk er en meget universel ting – vi deler mad, og det er fredsskabende, det styrker kommunikationen, og der er en masse ritualer forbundet med det.

Det var udgangspunktet for det koncept, som vi efterhånden har fået udviklet; en spiseopera, som kan fungere som præsentationsplatform, hvor vi deler historier. Disse kvinder har ikke nødvendigvis en særlig interesse i opera, men de har en meget stor interesse i en kulturel udveksling. Det har været en gensidig proces, både i forhold til det kunstneriske og i forhold til vores tanker om verden, herunder den muslimske verden. Samtidig var det også vigtigt for mig, at der var integritet omkring det kunstneriske – det at have et ”tema” skal ikke betyde, at jeg får berøringsangst eller lader hensynet til de jordanske kvinder gå ud over kunsten. De har integritet omkring det, de laver, og vi har integritet omkring det, vi laver – så det er et reelt mødested.

Er ikke dette din første spiseopera?
Nej, vi lavede en ”tester” for et par år siden; ”DUST”, hvor vi lavede desserten. Det endte også med at blive konceptet. DUST er et socioøkonomisk koncept, hvor man kan arbejde med empowerment på forskellige måder. Det kan være i forhold til alle produkter, der har noget med bordet at gøre. Service, kaffe, mad. Så der er et koncept, man kan knytte opera til. Men Agony er sit eget værk.  

Titlen ”Agony” – hvad ligger der i den?
Operaen tematiserer, at vi er i en tid, hvor de patriarkalske magtstrukturer er ved at bryde sammen. Jeg mener, at der mange steder rundt omkring er tydelige tegn på at mennesker er klar til en rigtig stor samfundsmæssig forandring. Men det går jo ikke fredeligt for sig, fordi netop disse magtstrukturer og hele den patriarkalske tænkemåde slår tilbage. Der er en masse voldelige ingredienser i det. Som jeg ser det, er dette derfor en meget voldelig tid – også i tanken. Samtidig har vi allerede taget et skridt ind i noget helt nyt.

Det mener jeg, man møder i de generationer, der er under mig. ”Agony” skildrer altså patriarkatets sidste krampetrækninger - det patriarkat, som vi ellers finder alle steder: På sociale medier, ude i verden, og i ikke mindst i Mellemøsten, hvor vi møder det i helt fasttømrede, nedarvede strukturer. Selv i et så fantastisk samfund som det danske finder vi dem skjult. Her er der masser af magtstrukturer og ubehageligheder i kølvandet. Vi diskuterer voldtægtskultur, vi diskuterer køn, og noget af det, der har ramt mig på det seneste er disse teenagere, som shamer hinanden osv. Så vi skal ikke tro, at det ikke har noget med os at gøre. Vi skal heller ikke tro, at titlen ”Agony” kun handler om muslimske patriarker – den handler lige så meget om White Supremacy, og om vrede mænd, der føler, at kvinder fratager dem nogle fødselsrettigheder. Det er helt utroligt, at der stadig er mænd, der taler højt om deres fødselsret og om, at kvinder bør klæde sig anstændigt, for ellers kan mænd ikke styre sig. Det er den konflikt, som jeg tillader mig at lave dette greb på: jeg ser det som de sidste trækninger i et forsvarsforsøg; jeg ser det som en dødskamp.

Der er dog ikke nogen pegen-fingre i operaen; det er ikke sådan at mænd er ”de skyldige”. Der er lige så mange kvinder, som styrker og fastholder de her strukturer. Heltinden i min opera er Rabia, som tror på kærlighed og humanisme. Så vi er heller ikke derude, hvor det er feministerne, der får ordet. Der er sikkert mange feminister, som vil finde at operaens temaer ræsonnerer med deres tankesæt, men det er ikke entydigt et feministisk projekt.

Desuden er intet i operaen opdigtet – hele librettoen er samplet, eller monteret, fra forskning, social media, fra interviews og artikler etc. Det er en form for meget detaljeret collage, hvor det hele flyder sammen. Det gælder om hele librettoen, at der er nogen, der har taget alle ordene i munden, før jeg gjorde.

Hvordan har det fungeret i praksis, at du fx har samplet fra sociale medier?
Giacomo, instruktøren, har været med til at skitsere dramaturgien og historien, og så har jeg lavet librettoen. Jeg har over flere år researchet i både bogmaterialer, artikler og sociale medier som Twitter. Twitters hashtags figurerer meget, for det er en nem måde at kommunikere budskaber, og de her hashtags har jo ikke som sådan kilder på sig.

Der er jo en lang diskussion inden for operakritik for at diskutere tekst i forhold til musik: hvad er vigtigst, ord eller musik; hvad bliver vi mest påvirket af? Hvad er fx tanken bag, at Agonys libretto er på flere forskellige sprog?
Det skal forstås som en kommentar til operaformatet. For mig har sprog musikalitet. Og de sprog, der forekommer i operaen er forbundet med deres performere – så den performer, der synger på svensk, har svensk baggrund; den performer, der synger på engelsk, har engelsk baggrund etc. Når man går ind og ser en opera, er det sjældent, at man forstår de sungne ord direkte. På den måde er det også en kommentar til operagenren, der er bygget ind i det musikalske. Men der er dog en tekstning til operaen – og den er på en måde sin egen tekst. Den har alle de her hashtags og hele denne So-Me-følelse.

Indledningsvist fortalte du om dine overvejelser over, hvad kunsten kan. Når dit værk er en kommentar til operaformatet, leder det mig til at spørge: Hvorfor laver du opera - hvad er det, netop opera-genren kan?
Jeg laver næsten kun opera. Jeg er optaget af opera, fordi det er oplagt at arbejde i et tværmedialt sprog. Operaen er jo Gesamtkunstwerk, og den idé gør jeg brug af, men på en moderne måde. Jeg udvider det, blandt andet ved at arbejde med diversitet. Jeg har ikke kun bel canto-sangere med. Jeg har heller ikke kun en helt klassisk dramaturgi i fortællingen. Jeg tillader mig at gøre det på en personlig måde; men dog en måde, som jeg mener er tro over for operaformatet. Der er en masse patos. Der er en sindssygt dramatisk historie. Det er meget alvorlige ting, der tages fat på. Ikke nødvendigvis uden humor – men det er en lille smule hyperrealistisk. Det er løftet over vores hverdag; der er ingen realisme i det. Det er, for at forenkle nogle budskaber, og det er opera fantastisk godt til. Jeg har i mange år desuden arbejdet med stemmen som udtryksmiddel. Her har operaen længe hyldet en bestemt syngemåde, og gør det stadig. Jeg er vild med operastemmen og det, den kan – men i et kammerformat som dette opdaterer jeg det. Jeg opererer med extended teknikker, som mange komponister før mig har udviklet i det klassiske format. Dertil tager jeg hele basallydsregistret ind og arbejder musikalsk med luftlyde, støjlyde og strubelyde.

Hvad lægger du i ”basal-lyde”?
Det helt basale følelsesniveau i os mennesker. De lyde, der er nært knyttet til at være menneske. Når noget fx gør ondt. De følelser, vi har som mennesker. Jeg beder mine sangere om at arbejde med dette niveau på en musikalsk måde. Det kan mange sangere også godt lide. Så universet bliver meget dramatisk af, at jeg trækker mange flere menneskelige lyde ind i det. Herudover tillader jeg mig at trække ikke-klassiske lyde ind i det for at åbne det op.

Ikke-klassiske?
Ja, fx etnisk-nordisk sang, arabisk sang, jazz, pop og rytmisk sang, og speakerstemme. Jeg synes, det er oplagt i vores tid at folde stemmen ud, også inden for operagenren, når vi nu ikke længere er bundne af at synge ud over symfoniorkestret. Selvom den syngemåde selvfølgelig også er spændende. Jeg har mit eget tonesprog; jeg er ikke begyndt med et kendskab til musikhistorien og ”reglerne”, tværtimod. Nu går jeg på konservatoriet, så jeg får ligesom det hele bagefter. Derfor er det lidt den omvendte verden for mig. Jeg har altid gået ud fra et konkretlyds-landskab, som jeg har indeni. Dette landskab er også meget tydeligt i min opera; der er en masse flintesten og glas og mange køkkenlyde. Instrumenteringen udgøres delvist også af publikum gennem spiselyde. For der er lyd i, når man spiser.

Det med at spise og smage er jo ellers en sans, der ikke så ofte forbindes med kunst som fx syns- og høresansen. Hvad er betydningen af, at der skal spises under operaen?
Jeg ser alle kunstneriske oplevelser som sanselige. Det er der kommet mere og mere af i kunsten, og der har været en del spændende forestillinger, der har bygget på det sanselige. Så det er kendt fra bl.a. en del vellykket sanseteater. Her forsøger vi at arbejde med det som en del af den dramaturgiske fortælling. Vi forsøger at iscenesætte, at vi alle er med i denne fortælling. At det er en universel fortælling. Og at dette foregår alle mulige steder. Pointen er, at der er tidspunkter, hvor dette måltid dvæler med smagsoplevelser, dvæler ved udseendet af maden og lyden af maden.

Kan du løfte sløret for, hvordan forestillingen konkret foregår?
Folk sidder på stole, hvor der på et tidspunkt bliver båret planker ind med noget mad. Der vil også være servering ude ved stolene. De får oplevelsen serveret, som gæster i operaen. Der er et antal madserveringer, men mere vil jeg ikke afsløre endnu.

Tilbage til historien om kvinderne fra Jordan – hvad har alt dette betydet for dem?
Vi har arbejdet med, at de skulle have en læringsproces omkring, hvordan man kan klargøre et madprodukt, så det kan sælges. Man skal forestille sig, at de kvinder dernede har nogle får, malker dem, og laver så soltørret yoghurt til sig selv. Her har vi arbejdet med målrettet at prøve at designe et produkt, som de så kunne tjene penge på. Vi har arbejdet på, at få lov at få produktet klar til at komme til Danmark, men det er det ikke klart til endnu. De har ikke kunnet få lov til det endnu, selvom hygiejnen etc. er helt i orden. De arbejder dog videre på det. Men de har haft hele processen med at lære at lave et produkt, som de vil kunne sælge. De har også lavet et kooperativ; de har sluttet sig sammen og kommer ud at mødes og tager på marked; de har fået et logo og et stempel til deres Jameed (soltørret fåremælksyoghurt). Desværre kan man så altså ikke smage produktet, men der kommer 3 repræsentanter dernede fra, som er på et inspirationsophold. Det er en del af projektet, som vi bl.a. har fået penge til fra Kvinfo. Desværre har regeringen taget pengene fra Kvinfo, så vi kan ikke komme til at fortsætte.

Man må sige, dit projekt illustrerer hvordan kunst og samfund hænger sammen, og hvordan kunst kan påvirke samfundet. Er din kunst politisk?
Nej. Jeg tænker ikke politisk; jeg hader det politiske. Hele mindsettet bag det politiske har mistet fodfæstet i, hvad der er ordentligt. Det politiske landskab i dag er uværdigt og fordummende for samfundet. Min far har lært mig, at selvom vi var fattige og ufaglærte, var vi stolte af at betale skat. For så var vi alle sammen med til at bære. Men det er som om det er forsvundet, det med at have åbne døre og ikke kategorisere folk. Jeg er stået helt af. Så jeg mener ikke, det er politisk på den måde. Jeg mener faktisk, at det netop er nogle af disse patriarkalske strukturer, som Agony italesætter, der lige nu styrer det politiske liv.

Læs mere om operaen her.