20.11.18
Den islandske komponist Finnur Karlsson har boet i København siden 2012. © Finnurkarlsson.com

Det er ikke, fordi Finnur Karlsson ikke vil tale om sin musik. Men ...

– interview med Finnur Karlsson

… »det er svært«, som han siger. Musikken lader til at komme fra et sted, sproget ikke har adgang til. Onsdag debuterer han som komponist med et værk, der springer frit og kaotisk fra stadionbølger, hundeklikkere og Guds lam til Dolly, det klonede får.

Fire musikere sidder rundt om et bord. De synger og spiller på klikkere, den slags, man bruger til hundetræning. En projektor kaster lysbilleder ned på bordet fra mørket under loftet.

For Finnur Karlsson blev dét billede startskuddet til en længere associationsrække, og det er herudfra, den 30-årige islandske komponist har udfoldet sit nyeste værk, Communal Music (2018). Situationen med musikerne om bordet har fået en central plads i værket, som den midterste af i alt tre satser, under den prosaiske satstitel »Table Music«.

I historien om Finnur Karlsson er der ingen chok

Onsdag aften uropfører islandske Umbra Ensemble – mezzosopran, violinist, kontrabassist og en pianist, der spiller harmonium og keltisk harpe – hele Communal Music i Koncertkirken på Nørrebro i København, når Finnur Karlsson debuterer som komponist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Dagens kontor
»Giv dig god tid,« skriver Karlsson til mig i en sms, da jeg er forsinket med en bus på vej til at møde ham på hans stamcafé, Kaffebaren, på Amager sidst i oktober, hvor vi blandt andet skal tale om debutkoncerten. »Jeg har computeren med,« forsikrer han mig – og nok at få ventetiden til at gå med, forstås.

Noget af det første, Karlsson lader mig vide, dér, sidst i oktober, er da også, at der er nok at se til. Blandt andet er debutkoncertens musik stadig på skrivebordet. Men denne dag gælder det altså mailindbakken, og det blev derfor caféen, der med sin lydkulisse af espressomaskiner, sagte indieplaylister og tværgående samtaler egner sig bedre til administration end til den fordybelse, kompositionsarbejdet kræver.

Skrivearbejdet foregår derimod enten derhjemme eller, allerhelst, i de menighedslokaler, der hører til den lokale kirke, hvor han er ansat som kirkesanger. Han bor lidt længere nede ad gaden og tager også gerne det lokale bibliotek i brug. Rummene er vigtige og ikke uden virkning.

Et stort og meget bredt indtryk
I historien om Finnur Karlsson er der ingen chok. Ingen fortællinger om det pludselige møde med en musik, der radikalt forandrer hans forståelse af, hvad musik er eller kan være. Ingen fortællinger om skæbnesvangre begivenheder, der styrer ham ind på hans rette livsbane. Ifølge ham selv er de musikalske erkendelser sket for gradvist til det. »Alt, hvad jeg har lavet, har nok sat et stort og meget bredt indtryk på mig,« griner han.

Hans tidligst opførte værk blev til på bestilling fra det blæseorkester, han i musikskoletiden spillede euphonium i. Et værk for blæsere og elektronik kan synes som et usædvanligt opus 1, men lå lige til højrebenet for Karlsson, der indtil da havde arbejdet mest i musikprogrammet Reason. Da han i teenageårene blev interesseret i elektronisk musik, havde han opdaget, hvordan han kunne bruge elektronikken som en naturlig forlængelse af den akustiske instrumentation.

Et værk for blæsere og elektronik kan synes som et usædvanligt opus 1

Efter den tidligste del af sin komponistuddannelse, som bachelorstuderende på Islands Kunstakademi i Reykjavik og med studiejob hos Iceland Music Information Centre, tog Karlsson i 2012 til Danmark som praktikant på musikforlaget Edition S og skulle kun bo her det ene år. Nu har han og kæresten boet her i seks år. De blev glade for København, og han søgte i 2013 ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums kandidatuddannelse.

Året senere dannede han komponistkollektivet Errata sammen med vennerne Bára Gísladóttir, Halldór Smárason, Haukur Þór Harðarson og Petter Ekman, der alle var flyttet fra Island til hver sit land.

Kollektivet startede med en klar idé om en række projekter, de ønskede at lave med bestemte musikere, men efterhånden blev det ensemblerne og festivalerne, der kontaktede dem, for »det er også nemmere for dem at få et helt musikprogram ad gangen på den måde«, som Karlsson pointerer. »Det har været en fantastisk model at arbejde efter.«

Af alle de forkerte årsager
Nu bliver han imidlertid solistuddannet og lægger således både musik og navn til et helt program, der i debutkoncertens anden halvdel præsenterer en række værker fra bagkataloget. Det gælder eksempelvis For All the Wrong Reasons (2017) for tre akkordeonister – en slags undersøgelse af idéen om konkurrence i musik, hvor musikerne spiller så hurtigt som muligt – og Þrír gluggar (Tre vinduer, 2016) for fløjte, bratsch og cello i tre korte satser, der hver er inspireret af et vindue, han deler med sin kæreste.

Karlsson betoner, at For All the Wrong Reasons kræver »vanvittigt dygtige musikere«, når de i værket skal gøre alt det ‘forkerte’ i musikalsk forstand – spille hurtigt for hurtighedens skyld og konkurrere i stedet for at samarbejde om at skabe.

Paradokset er, at musikken – eller det musikalske hensyn – alligevel vinder. Karlsson beskriver musikernes rolle som en slags skuespillere. For at det skal lykkes at få konkurrencemomentet ud over scenekanten, bliver musikerne nødt til at gå til arbejdet med al deres musikalitet.

»En del af skuespillet er også ikke at gøre, hvad jeg siger. Jeg skriver ‘Play as fast as humanly possible’, men det gør de ikke. De tænker jo – selvfølgelig – som musikere, og selvom de kan spille det hurtigere, så ville de tabe kraften, og publikum ville ikke opleve forskydningen lige så tydeligt. Så de passer selvfølgelig deres job, der er at formidle idéen klart for publikum, snarere end hvad jeg præcis har skrevet i noden.«

Fra bordmusik til Bach
Visse titler har således kunnet indfange hele værkets univers eller præmis, men musikken i det nye Communal Music er »nok lidt mere kaotisk og med flere og hurtigere spring mellem idéerne«, som han selv beskriver den.

»Bordet mindede mig om at spise sammen, hvilket igen mindede mig om nadverritualet i kirken. Og ud af den tankerække voksede der så en Agnus Dei-sats,« fortæller han om skriveprocessen.

»En del af skuespillet er også ikke at gøre, hvad jeg siger«

Efter førstesatsen tager musikerne plads rundt om bordet. Af måltidsmusikken opstår nadvermusik, der er skrevet rundt om den berømte Guds lam-sats fra Bachs store h-mol-messe, og værket er således vokset sideløbende med associationernes indtog, hvor den sidst tilkomne idé er blevet til den sidste sats, der ganske enkelt hedder »Agnus Dei«.

Folde ud-musik
Sammenstillingen af to eller flere klart definerede og klangligt adskilte elementer med hvert deres liv og musikalske identitet er et gennemgående princip i Karlssons musik. »Jeg tager forskellige idéer og samler dem, der passer sammen,« fortæller han selv. »I hvert fald i mit hoved.«

I modsætning til Communal Music, hvor Bachs baroktoner dukker op fra værkets ‘egen’ musik, betvinger instrumentationen i et andet værk, Fold (2015), nærmest et omvendt forløb. Karlsson beskriver selv værket, der ikke opføres på debutkoncerten, som et klart eksempel på, hvordan forskellige idéer befrugter hinanden. Her skaber pastichen en forbindelse mellem selve mediet, barokorkestret, og Karlssons egen nutidsmusik.

Allerede efter ti sekunders barokpastiche begynder værket sin opløsning ind i sig selv. Herefter følger en række montageagtige frem- og tilbageklip mellem et klart, genkendeligt basso continuo-akkompagnement og sarte, svævende linjer. Og efter kun et par minutter er opløsningen fuldendt.

Det kunne tyde på, at det genkendelige barokterritorium endegyldigt er forladt, men man kunne også lytte til musikken med omvendt fortegn. Lytte, som om der er zoomet så meget ind på 1700-talsmusikken, at de enkelte detaljer som fritsvævende elementer bliver alt, der er tilbage. Som at nærstudere de individuelle prikker i et pointillistisk maleri.

For den associativt tænkende Karlsson bliver den rene lyd af instrumenternes klang mere end et stilgreb

Resultatet ­er støvede og glidende flageolettoner. Hvislende tremolo-bevægelser. En på én gang hårdtslående og beroligende, plukket kontrabasmelodi. Hyperartikulerede enkelttoner fra cembaloet, der åbner de udholdte strygeklange op, skubber til dem og sætter dem i bevægelse. Indtil værket endegyldigt snører sig ind i sig selv til sidst.

For den associativt tænkende Karlsson bliver den rene lyd af instrumenternes klang mere end et stilgreb. Det bliver et springbræt for associationer, der giver hans tilbøjeligheder for individuelle instrumentale detaljer et artistisk løft.

At komponere med bindestreger
»Det er en af mine ‘yndlingshamre’,« forklarer han med en håndværkermetafor. »At tage noget musik, jeg har et forhold til i forvejen, og bruge det på en mere abstrakt måde. Måske som en ting eller som et materiale. Det er bare noget, jeg synes er interessant. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det,« griner han.

Den canadiske pianist Glenn Gould pointerede, at: »Den ideelle måde at gå til arbejdet med at skabe en optræden på […] er at antage, at du ikke helt ved, hvad den handler om, når du begynder. Det finder du først ud af, efterhånden som du fortsætter arbejdet.«1

Finnur Karlsson komponerer med bindestreger. Han trækker linjer fra ét punkt til et andet, og linjerne opløser gradvist skellet mellem de enkelte idéer og skaber samklang på tværs af tidslinjen.

Man fornemmer fra Karlssons side en uudtalt insisteren på ikke at ville tale om sin musik og dens virkning, men der er hverken tale om stålfast ideologi, krukkeri eller bevidstløs autopilot. Det er ikke en kæphest. Det er musikken for idérig og nuanceret til.

Manglen på udtalte programerklæringer er derimod rodfæstet i en dyb erkendelse af, at den slags æstetiske idealer ikke altid udgør det mest effektive brændstof for den musikalske fantasi. Disse betragtninger er selvsagt mine, ikke Karlssons.

»Der er så mange andre ting, man skal være opmærksom på, når man skriver musik, så det er ikke særlig bæredygtigt at tænke over det undervejs i processen«

Den form for tillid til intuitionen virker symptomatisk for den lattermilde og eftertænksomme komponists skriveproces. Her er ingen masterplaner. Ingen tiltænkt målgruppe.

Og i vores samtale lyder en standardbemærkning da også: »Hvis jeg skal være helt ærlig, så tænker jeg ikke så meget over det. Der er så mange andre ting, man skal være opmærksom på, når man skriver musik, så det er ikke særlig bæredygtigt at tænke over det undervejs i processen.«

Der er gratis adgang til Finnur Karlssons debutkoncert i Koncertkirken onsdag 21. nov. kl. 19.30. Mere info hos DKDM.

  • 1. Her citeret og oversat fra Tim Page (red.), ‘The Glenn Gould Reader’, 1984.

Læs også:

»Jeg vil gerne sige noget om vores tid«
Line Tjørnhøj fortæller Andreo Michaelo Mielczarek om sin livslange udforskning af stemmen som instrument forud for sin debutkoncert som komponist, 04.09.18

Tilfældige møder
Da hun blev optaget på konservatoriet, drømte hun om at blive ‘en af drengene’. Lasse D. Hansen har mødt Mette Nielsen, et år efter hun debuterede som komponist, 05.06.18

Tavshedens komponist
Inden sin ganske omtalte debutkoncert fortalte Jeppe Ernst om sit tavshedsværk (som ikke er helt tavst, trods alt), da Sune Anderberg mødte ham på konservatoriet i København, 14.03.18