03.04.19
Ragnhild May under en koncert i Tokyo. © Hajime Kato

»Jeg er nødt til selv at tro på det«

– interview med Ragnhild May

Som performer har Ragnhild May en kamæleonagtig evne til at skabe figurer, der gør det muligt at tilpasse hendes værker til nye situationer. James Black inviterer hende på yoga i dette sidste af tre interview med unge ‘komponist/performere’.

This article is also available in English.

Det er svært at forestille sig en bedre introduktion til Ragnhild Mays univers end hendes webshop.

Startsiden byder os velkommen med et standardudvalg af merchandise – håndklæder, muleposer, sokker – som er præsenteret i et almindeligt webshopdesign.

Alt virker professionelt og ekstremt veludført, men der er alligevel noget sært ved det hele

Modellen – May selv – fremviser varerne med smilende grimasser og bøjle for tænderne. Merchandisen bærer slagord som »Performance without Compromise«, »Art 4 U« og »Always Good Art«.

Et tørklæde er på tilbud til 300 dollar. Alt virker professionelt og ekstremt veludført, men der er alligevel noget sært ved det hele.

May er tydeligvis ude på at spille os et puds, men hvis du har lyst til at købe et tørklæde til 300 dollar med teksten »Ragnhild May – Kunst til dig« påskrevet, har du altså muligheden.

Spillet med proportionerne, kompromisløsheden, den stærke konceptuelle logik, sansen for detaljer, den bizarre humor, den snedige branding – det er alle disse aspekter af kunstneren/performeren/musikeren/komponisten/skulptøren/et-eller-andet/særlingen Ragnhild May, der skinner igennem i hendes performances såvel som i hendes webshop.

Til salg i Ragnhild Mays webshop. © Ragnhildmay.com

Ned ad kirkegulvet
Jeg stødte første gang på May ved sidste års Ung Nordisk Musik-festival i Bergen, hvor hun deltog med værket Bellows, et samarbejde med den canadiske komponist Stefan Maier.

Værket var en 35 minutter lang lydmeditation for orgel, elektronik, messingkvartet og hjemmelavet instrument, som udforskede yderregistre og dynamik på en måde, der fik hele katedralen, vi befandt os i, til at ryste.

Det, der imidlertid vakte min største nysgerrighed ved opførelsen, var Ragnhild May selv

Det, der imidlertid vakte min største nysgerrighed ved opførelsen, var Ragnhild May selv.

Halvvejs igennem værket gik hun højtideligt – nærmest vredt – ned ad kirkegulvet, mens hun spillede skrigende lyse fløjtelyde på et af sine karakteristiske hjemmelavede instrumenter, før hun satte sig på knæ ved alteret og helt forsvandt fra publikums udsyn.

Jeg sad tilbage med indtrykket af en performer, der ikke kun havde et ubestrideligt nærvær på scenen, men også var smart og selvbevidst nok til at kunne dirigere sin energi i overraskende retninger.

Tre, to, en, yoga!
Så da jeg skulle finde ud af, hvilken aktivitet vi skulle kaste os ud i sammen i forbindelse med denne artikel, var valget relativt oplagt. Jeg inviterede hende med til kundalini-yoga hos Yogacentralen på Frederiksberg.

Jeg inviterede hende med til kundalini-yoga hos Yogacentralen på Frederiksberg

Kundalini-yoga er en form for yoga, der fokuserer på dynamiske bevægelser og åndedrætsøvelser. En typisk træningstime indeholder en serie af øvelser med et klart defineret mål – ved begyndelsen af timen fortæller underviseren som regel, at øvelserne skal hjælpe på din fordøjelse, dine nyrer, din vinterdepression eller noget helt fjerde.

Alt er nøje kontrolleret og struktureret, selv den musik, der kører i baggrunden. Det, der tit har slået mig ved de timer, jeg har deltaget i – inklusive den, vi tog til – er det totalt ureflekterede og bizarre kludetæppe af forskellige traditioner, der bliver vævet sammen.

For eksempel får vi at vide, at musikken har århundredgamle rødder, men det lyder som soundtracket til et fitnesscenter med folk-revival-tema fra 1992 med usædvanligt energiske hippier ansat. Det hele minder om en gymnastiktime for voksne, hvor læreren er en oldgammel indisk guru.

Det hele minder om en gymnastiktime for voksne, hvor læreren er en oldgammel indisk guru

I sagens natur har vi ikke den store mulighed for at tale sammen under timen, men efterhånden som vi når gennem øvelserne – som i dette tilfælde alle foregår i siddende stilling af en eller anden vag og mystisk årsag – bliver jeg opmærksom på nogle fællestræk mellem dem og Mays værker.

I begge tilfælde finder man en stærk indre logik og målorienteret proces, et forløb med fokus på at kombinere og udforske kroppens bevægelser, en legesyg og nysgerrig tilgang til menneskets selvbevidsthed og en forbindelse til aktiviteter fra barndommen.

Men allervigtigst for mig er det, at jeg i begge tilfælde finder en dybfølt indre seriøsitet og traditionsbevidsthed, som samtidig giver plads til humor og glæde.

Kunsten er et andet sted
Vi taler efterfølgende om Mays forhold til humor i et interview, der falder i to dele: første del i hendes atelier efter yogatimen, anden del nogle måneder senere over Skype, efter min bærbare afgik ved døden og tog optagelsen af det oprindelige interview med sig.

»Han kan være virkelig ond og sarkastisk, og i næste øjeblik gør han grin med sig selv, inden han så bliver alvorlig«

Billedet af hofnarren dukker hurtigt op i samtalen; idéen om, at kunstneren ligesom tidligere tiders hofnarre slipper af sted med ellers ildesete udsagn på grund af udsigelsens komiske karakter. Jeg spørger, om det er en sammenligning, hun kan genkende.

»Jeg kan sagtens identificere mig med hofnarren, for man kan ikke rigtig sætte ham i bås,« siger hun. »Han kan være virkelig ond og sarkastisk, og i næste øjeblik gør han grin med sig selv, inden han så bliver alvorlig. Med sin brug af humor kan han sige ting, man ikke ville kunne sige fra andre positioner.«

Narren har, ligesom Ragnhild May, mange roller at vælge imellem ud over rollen som provokatør – »mange heste at ride på«, som hun selv siger det.

Jeg nævnte også hofnarren i mit tidligere interview med den islandske komponist Bára Gísladóttir. Hos Gísladóttir lod der til at ligge et fokus på øjeblikkets ærlighed. Alt skulle være ægte og rodfæstet i det virkelige liv, hvis ikke værket skulle miste sin værdi og kraft. Men May har et helt andet syn på tingene.

»Jeg ser det på en anden måde … Jeg vil ikke bruge ordet ‘ærlig’, for jeg tror ikke, man kan bruge den beskrivelse om en ting eller et værk. For mig skal det give mening rent konceptuelt.«

»Jeg tror ikke, der findes sådan noget som sandhed eller ærlighed i et værk«

»Så det er vigtigere for dig,« spørger jeg, »at værket er konceptuelt stringent, end at det er ærligt eller sandt?«

»Jeg tror ikke, der findes sådan noget som sandhed eller ærlighed i et værk – men jeg kan skabe en logik, og værket fungerer efter den logik.«

Det står i stærk kontrast til både Gísladóttir og den brasilianskfødte komponist Marcela Lucatelli (som jeg interviewede i første del af denne serie).

»Dog bruger jeg i mit arbejde som kunstner en masse erfaringer fra mit eget liv«

For deres vedkommende handler det om et indre liv, om en næsten ubrydelig forbindelse mellem kunstneren og værket. Men for May lader værket til at være et fuldkommen eksternt objekt. Jeg spørger hende, om det er rigtigt set.

»Både ja og nej,« svarer hun. »Jeg ser mig selv som personen Ragnhild og lydkunstneren Ragnhild. Der er forskellige roller, jeg kan træde ind i, og de eksisterer ikke alle sammen på samme tid. Dog bruger jeg i mit arbejde som kunstner en masse erfaringer fra mit eget liv – eksakte minder eller oplevelser. Men det er rart at kunne træde ud af rollen som kunstner.«

Livet som kamæleon
Der er mange roller, May kan indtage. Hendes praksis omfatter ikke kun lydkunst og performance, men også skulpturer og visuel kunst.

Så det er mere kompliceret end personen Ragnhild kontra kunstneren Ragnhild. Der er også mennesket Ragnhild, performeren Ragnhild, komponisten Ragnhild, den visuelle kunstner Ragnhild, skulptøren Ragnhild og så videre.

Idéen med at skabe og siden indtage en rolle skal snarere ses som kernen i hendes praksis

Det skal imidlertid ikke forstås sådan, at alle disse forskellige retninger hver især prøver at stjæle hendes fokus. Idéen med at skabe og siden indtage en rolle skal snarere ses som kernen i hendes praksis og som noget, hun vælger at lege med.

»Jeg kan godt lide at opfinde figurer i mine performances,« siger hun. »Jeg tænker over det tøj, jeg har på, eller hvordan jeg kan repræsentere forskellige ‘typer’ med forskellige konnotationer.«

Det er noget, der ændrer sig fra performance til performance. May er en kamæleon – i stand til at tilpasse sig nye situationer og trænet i at skabe den figur, hun gerne vil portrættere i den enkelte situation, helt ned i detaljer såsom påklædning og kroppens bevægelser.

Arbejdet med at skabe en figur sker ikke kun for publikums, men også for Mays egen skyld. Jeg lufter tanken om, at tøjet, bevægelserne og så videre virker nødvendige for hende som performer for at leve sig ind i den enkelte rolle, og hun er enig: »Så god en skuespiller er jeg heller ikke. Jeg er nødt til selv at tro på det.«

Ragnhild May på Overgaden i København i 2018. © Mette Sanggaard

Leg med proportionerne
Jeg har oplevet Mays evne til at skifte karakter på egen hånd. Anden gang, jeg så hende optræde, var i et lille galleri i Valby – en helt anden verden end den store katedral i Bergen.

Performancen, Die Sprech Machine, var noget fuldstændig andet end Bellows.

Ligesom med Bellows er den hemmelige ingrediens Ragnhild May

Publikum blev præsenteret for en stor kasse, der var forbundet til en luftpumpe. Ud af kassen stak en række piber, som hver især havde blokfløjter af alle tænkelige former og størrelser placeret for enden.

Luften fra pumpen blev sendt gennem piberne i overensstemmelse med en algoritmisk sekvens, hvilket resulterede i forskellige tonehøjder, når luften strømmede ud af blokfløjterne.

Så vidt, så skulptur. Det ovenstående beskriver et statisk objekt – et pibeorgel, der spiller af sig selv. Men ligesom med Bellows er den hemmelige ingrediens Ragnhild May.

Det lille rum tvang May til at gå ud iblandt publikum og bede dem holde piberne

Det performative aspekt ved værket – som May kalder en »struktureret improvisation« – bestod i, at May flyttede rundt på blokfløjterne eller ændrede på tonehøjden med sine hænder.

Instrumentet blev desuden udbygget lige for næsen af os, efterhånden som May begyndte at tilslutte enorme orgelpiber med lange plastikslanger.

Det var med disse større piber, at performancen slog om i det absurde, eftersom det lille rum tvang May til at gå ud iblandt publikum og bede dem holde piberne. Derefter gik der adskillige minutter, hvor vi ikke hørte en eneste lyd fra de større piber, indtil en af dem udstødte et dybt, men stille duut.

Performancen blev udført mesterligt, virkede omhyggeligt gennemtænkt, var velkomponeret, veltimet og alle de ting, vi nu engang har lært at sige om Vellykket Musik.

Det ved de to performances, der har fæstnet sig i min hukommelse, er idéen om at lege med størrelse og proportioner

Men det ved de to performances, der har fæstnet sig i min hukommelse, er idéen om at lege med størrelse og proportioner. Som sagt kunne de to rum dårligt være mere forskellige fra hinanden, og det er noget, May ser ud til at træffe et bevidst valg om at lege med.

Orgelpiberne, der virkede så overvældende i galleriet, var blot en del af ensemblet i katedralen. Det hjemmelavede blokfløjteinstrument, der ville have passet helt naturligt ind i galleriet, virkede ubetydeligt lille i katedralen.

Derudover stemmer lyden og det visuelle ikke overens: Orgelpiberne i galleriet var knap hørbare, mens det lillebitte instrument i katedralen var øredøvende.

Drømme om barndom
Som en anden Jonathan Swift placerer May sit publikum i situationer, hvor det er let at miste normaliteten af syn, fordi hun eksperimenterer med vores opfattelse af skalaforhold. Interessen for skala og størrelse knytter sig til Mays brug af egne oplevelser, især fra barndommen.

»Barndommen rumsterer altid som idé,« siger hun. »Det er noget, alle mennesker har oplevet – og der findes så få ting, som vi alle sammen oplever. Det binder os sammen som kultur.«

»Barndommen rumsterer altid som idé. Det er noget, alle mennesker har oplevet«

Når det gælder vestlig, eller måske specifikt skandinavisk, kultur, deler vi også en fælles oplevelse med at arbejde med kunst i de tidlige skoleklasser. »Alle, der har gået i folkeskole, har formentlig prøvet at lave figurer af ler i håndarbejde eller at spille blokfløjte.«

Det stikker dybere end bare at gøre brug af barndommens objekter. May leger med erindringen om oplevelser fra dengang, hvor vi var børn.

»Når man tænker på barndommen, husker man en opfattelse af en mere surrealistisk virkelighed. Det er lidt ligesom at huske en drøm, som både er realistisk og fiktiv på samme tid, hvor man ikke kan være sikker på, hvad man selv har fundet på, fordi man i dag er blevet voksen og ikke tænker på samme måde.«

Deraf optagetheden af proportioner.

»Skalaforhold spiller altid en rolle. Eksempelvis når man går ind i et lokale, man ikke har været i, siden man var barn: Pludselig virker alting så småt. På et fænomenologisk plan er der noget mellem én selv og ‘den anden’, som man ikke rigtig kan begribe.«

Ragnhild May under Gong Tomorrow 2016. © Lars Bjarnø

Gigantisk blokfløjte
Måske er det mest oplagte eksempel på denne leg med barndomsminder en af Mays skulpturer med titlen Music for Children – en 2,6 meter lang, nøjagtigt skaleret, formentlig spilbar blokfløjte.

Blokfløjten er et genkommende motiv i Mays arbejde, hvor den repræsenterer barndommens møde med musikken

Blokfløjten blev udstillet i samme galleri som Die Sprech Maschine, og den blev ledsaget af en sides blokfløjtemanual for begyndere.

Noden, der er kopieret fra en udbredt dansk lærebog, var ligeledes blevet forstørret til groteske proportioner. Den eneste ændring var notationen, hvor alle tonehøjderne var placeret mange nodelinjer under G-nøglen.

Blokfløjten er et genkommende motiv i Mays arbejde, hvor den repræsenterer barndommens møde med musikken. Da jeg spørger ind til den gigantiske blokfløjteskulptur, giver May følgende udlægning:

»Alle hader blokfløjten«

»Alle hader blokfløjten. Den har også de her pigede konnotationer og har samme register som en lys kvindestemme – men her er den skaleret ned til en bassanger med det lave c som centrum. Man taler også gerne om kvindelige stemmer – kvindelige politikere bliver ofte beskrevet som hysteriske, mens mænd med dybe stemmer bliver opfattet som mere seriøse og voksne. Så jeg skalerer min sopranstemme ned til min forlovedes basstemme.«

Blokfløjteskulpturen, inden den blev samlet. © Ragnhildmay.com

Dårligt spørgsmål, James
På et tidspunkt i løbet af interviewet spørger jeg May, hvorfor hun egentlig ikke er blevet komponist. Jeg fortryder øjeblikkeligt. Af to årsager.

Den første er, at det er tydeligt for enhver, at May faktisk komponerer. På et helt grundlæggende niveau organiserer hun lyd i tidslige forløb. Den anden årsag hænger sammen med en erkendelse, som mit interview med Bára Gísladóttir pegede mig i retning af: Det betyder ingenting.

Af de tre kunstnere, jeg har interviewet, er hun umiddelbart afvigeren

Om vi skal kalde det komponist eller performer eller kunstner eller noget helt andet, er et spørgsmål, der måske nok er interessant at tænke over med hensyn til kulturelle strukturer – såsom koncertsteder, støttemuligheder, arbejdslokaler, uddannelsesinstitutioner og så videre – men når det gælder det daglige arbejde med at skabe eller opleve kunst? Ligegyldigt.

Hvordan skal man så forstå Ragnhild May?

Af de tre kunstnere, jeg har interviewet, er hun umiddelbart afvigeren, der har en helt anden uddannelsesmæssig baggrund end de to andre. Og egentlig er der også en overraskende forskel, når det gælder indstillingen.

May er mere direkte, uden omsvøb og praktisk anlagt i sine ansvar

Når jeg genhører interviewet, er May mere direkte, uden omsvøb og praktisk anlagt i sine ansvar. Hun har meget større fokus på det umiddelbare end det generelle. Det er sigende, at jeg fik omtrent fire timers materiale med hjem fra mit interview med Gísladóttir og knap halvfems minutter fra May.

Om denne forskel primært handler om hendes kunstbaggrund – modsat Gísladóttir og Lucatelli, der studerer på konservatoriet – eller om det bare er et spørgsmål om personlighed, er måske ikke så interessant et spørgsmål.

Komponist/performer i det uendelige
Mere håndfaste er lighederne mellem May, Lucatelli og Gísladóttir. Alle tre er dygtige performere – men ud over at have mestret deres fag har de alle tre nået et punkt, hvor deres håndværksmæssige kunnen ikke er et mål i sig selv.

Godt musikerskab, håndværk, smuk timing – alt dette er til stede, men langt mere interessant er det, hvad disse tre kunstnere vælger at udforske gennem deres performances.

Mays maskiner, Lucatellis vokal og Gísladóttirs kontrabas er alt sammen udmærkede oplevelser i sig selv. Men de tre kunstnere har hver især fundet ud af, hvordan de kan bruge deres redskaber til at nå ind til de ting, der udgør de menneskelige vilkår – minder, døden, apokalypsen, sex, frygt, vrede, køn, perception og så videre.

Ud over at have mestret deres fag har de alle tre nået et punkt, hvor deres håndværksmæssige kunnen ikke er et mål i sig selv

Marcela Lucatelli sagde det måske bedst i et citat, der ikke nåede med i den endelige artikel:

»Kunst er en form for adspredelse over éns individuelle erfaringer: over de ofre, man har gjort, og den lidelse, der knytter sig til dét at være menneske. Den enkelte kunstner må finde ud af, hvor forbindelsen er mellem éns egen væren og altings væren. Og her er der nogle ting, vi er nødt til at forstå, hvis vi skal kunne overføre det til scenen – hvis vi skal kunne skabe et rum for katarsis og sublimering. Vi må vælge en fremgangsmåde, hvor denne spænding mellem at ‘gøre’ og at ‘være’ er mest skærpet. Du har din egen måde at iscenesætte det på, og jeg har min.«

Og May har sin egen, og Gísladóttir har sin egen. Der er måske uendeligt mange måder at indtage scenen på.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.

Læs også:

»Det er næsten, som om jeg kan føle hele verden«
I dette første af tre interviews med unge komponist/performere tager James Black ud at klatre med Marcela Lucatelli. Hendes kraftfulde sceneoptrædener indikerer en forbindelse til noget, der ligger meget dybt, 09.01.19

Nå, sådan her ender det altså
I sit andet interview med unge ‘komponist/performere’ tager James Black ud at bowle med Bára Gísladóttír. Hendes musik og tilstedeværelse på scenen er både fængslende introvert og apokalyptisk på en måde, der ligner mere end en rent kunstnerisk metode. I Gísladóttirs øjne er apokalypsen et faktum, 25.02.19

Fokus: Composer/Performer (EN)
Syv artikler, der alle retter fokus mod en særlig tendens i miljøerne for samtidsmusik: at komponisterne selv indtager scenen og performer deres egne værker, maj 2017