15.01.18
Alexander Schuberts 'Codec Erro'r for Ensemble Intercontemporain. Foto: SWR Ralf Brunner

Middelmådighedens triumf

Reportage fra Donaueschinger Musiktage, 19. okt. – 22. okt. 2017

På Donaueschinger Musiktage 2017 var køn og kønsbalance hot topic. Men fiktive, middelmådige komponister, buhende interventioner og Alexander Schuberts nye værk ‘Codec Error’ for Ensemble Intercontemporain stjal alligevel en masse opmærksomhed og cementerede festivalen som en af Europas absolut vigtigste scener for den ny musik.

Nogle uger inden årets festival i Donaueschingen fik jeg en mail fra netværksgruppen Gender Relations in New Music, forkortet GRINM, hvori jeg selv indgår og deltager. Donaueschinger Musiktage havde indbudt GRINM til festivalen og stillet en tidsramme og en scene til rådighed, hvor netværksgruppen frit kunne arrangere et program. I mailen udtryktes en glæde over indbydelsen og at festivalen virker til at være interesseret i forandring og innovation; et udmærket mulighed for at synliggøre et aktuelt anliggende.

Alligevel foranledigede henvendelsen kun skuffelse og irritation. Indbydelsen kom blot to måneder inden festivalen og indeholdt ingen økonomisk støtte. Netværket anså det derfor ikke som en mulighed at nå at arrangere et substantielt program, og valgte af en anledning ikke at medvirke. Nu opfordredes netværkets medlemmer i stedet for til i fællesskab at sammenfatte et brev til festivalen, hvori budskabet skulle lyde omtrent således: Vil I have os med, så må I behandle os seriøst. Der blev nu aldrig skrevet et brev, og der er ikke nødvendigvis nogen anledning til at spekulere over hvorfor. Dog reagerer jeg på, at en indbydelse, som indbefatter fri tilgang til lokaler med mulighed for at sammensætte et eget program, ikke betragtes som godt nok. 

Med hundrede år på bagen har festivalen af naturlige årsager en ekstremt dårligt sammenlagt statistik, hvad angår repræsentation af kvindlige komponister. De mandlige komponister beløber sig på 92,44%, hvis jeg ikke tager fejl.

Donaueschinger Musiktage er en festival for uopførelser af nyskreven musik. Det er samtidig et vigtigt mødested, hvor forlag og tidsskrifter fremviser deres arbejde, og foruden musikere og komponister også tiltrækker skribenter, redaktører og kuratorer fra både Tyskland og rundt om fra hele verden. Dette er dog den uformelle del. Festivalen er koncerterne, og som jeg forstår det, så aflønnes blot de komponister som har fået en værkbestilling, medvirkende musikere og de som leder seminarer eller talks, der omhandler den fremførte musik. Intet mærkeligt ved det. 

Det drejer sig om en af de ældste festivaler for samtidig kunstmusik. Med hundrede år på bagen har festivalen af naturlige årsager en ekstremt dårligt sammenlagt statistik, hvad angår repræsentation af kvindlige komponister. De mandlige komponister beløber sig på 92,44%, hvis jeg ikke tager fejl. Jeg mindes, at det var disse cifre, der stod på de klistermærker, som GRINM delte ud.

Der fandtes endda også en “50/50-version” af klistermærket, der repræsenterede de fremtidige muligheder og forhåbninger. Vil man nærme sig de cifre totalt set, så har man dog historien imod sig – det er ren matematik. Problemet ligger i stedet i samtiden. Lige så sandt som, at en festival, der leverer “50/50” overhovedet ikke er repræsentativ for musiklivet i dag, har Donaueschinger Musiktage også i de seneste årti haft en mærkelig og umotiveret skæv balance.

Det har jo efterhånden været diskuteret i nogle år og festivaldirektør Björn Gottstein har også udtalt sig om kønsbalancen i interviews, bragt det på banen i programbogen og i år var også arrangeret et seminar om emnet, hvilket indikerer en bevidsthed som også har resulteret i handlekraft – de seneste to år har faktisk været bedre. Jeg kan samtidig synes, at det er lidt trist. Der findes i dag alle forudsætninger for at lave en ligestillet festival – eller i det hele taget en festival præget af mangfoldighed – uden at behøve at udbasunere det. Men jeg forstår også at det er lokkende. At slå på storetromme og blæse i trompet for, at man har “50/50” (hvilket denne festival ikke gør), er en måde at få bidragsyder og priskomitéer til at istemme jubelkoret. Sound of Stockholm og Borealis Festival i Bergen er to eksempler på dette.

Nu handler mangfoldighed ikke blot om ligestilling, hvilket for sin del blot er én problematik blandt flere. Et ligestillet kulturliv handler også om, hvordan hele strukturen, alle niveauer,  bliver gennemsyret at et konstruktivt arbejde, hvad angår reel vurdering af musikalsk kompetence, og at der bliver skabt rammerne for, at individet frit kan blomstre, få lov til at udvikles og efter eget ønske at blive set og anerkendt for det høn præsterer. Selvfølgelig er der et stykke vej dertil og det kræver ikke mindst en synliggørelse af de usynlige strukturer og uformelle netværk som former det sker i musikmiljøerne, men også hvordan disse har set ud gennem årene. 

Dirigent Emilio Pomàrico. Foto: SWR Ralf Brunner

Allerede på Donaueschinger Musiktages første koncertaften fik man en antydning af dette billede. Under koncerten med Remix Ensemble og Sydvesttysk radios (SWR) Vokalensemble under ledelse af Emilio Pomàrico fremførtes to lange værker af den portugisiske komponist Emmanuel Nunes, hvor det ene var et værk bestilt af festivalen, som ikke lå færdigt, da komponisten døde i 2012. Den følgende officielle åbningskoncert med SWR Symfoniorkester og dirigenten Ilan Volkov fremførte fire værker af mandlige komponister – Bernhard Lang, Øyvind Torvund, Thomas Meadowcroft og Andreas Dohmen. Jeg har generelt svært ved det metaforiske begeb “signal” – både hvad angår at udsende dem og i hvilken grad man overhovedet skal kunne tolke dem.  Alligevel undrer det mig, hvilke signaler denne næsten symboltunge mandligt dominerede åbningsaften udsender, og om man ikke med nogle ikke alt for avancerede omprioriteringer kunne have gjort det anderledes.  

Donaueschinger Musiktage er også en bastion for klassisk publikumskultur – det som ikke falder publikums smag, buh’es ud

Ved at sætte festivalens egen kultur under lup, kan man alligevel påstå, at den i nogen grad arbejder med selvrefleksion og intern strukturkritik. Et sekund efter at dirigenten sænker taktstokken og luften vibrerer af stilhed, udbryder – præcis som ventet – en massiv buh’en. Vi har lige hørt uropførelsen af den australske komponist Thomas Meadowcrofts The News in Music (Tabloid Lament) for orkester. Donaueschinger Musiktage er også en bastion for klassisk publikumskultur – det som ikke falder publikums smag, buh’es ud. Jeg blev dog lidt skuffet, da det kom for mit øre, at buh-råbene skulle være iscenesat af den amerikanske komponist Bill Dietz.

Det viste sig dog blot at være et rygte. Men ikke et ubegrundet et af slagsen. Dietz deltog faktisk på festivalen med et bestillingsværk. Efter at have lyttet samtlige radiotransmissioner af festivalens koncerter igennem, analyseret publikumsreaktioner samt samlet materiale omkring “applauderingskulturen”, som den har udviklet sig siden 1700-tallet, komponerede Dietz en række offentlige manifestationer, som skulle fremføres i tilslutning til festivalens øvrige værker. Publikum var også indbudte til åbne workshops, hvor man iscenesatte forskellige udtryk fra denne særegne receptionshistorie. I løbet af festivalens koncerter fandt en række hændelser sted, som var ud over det sædvanlige. Blomster og konfetti regnede fra koncertsalens loft, grupper af mennesker bevægede sig rundt i salen under koncerterne. Både dæmpede og larmende interventioner. Det interessant med disse var, at også i tilfældet med Meadowcroft, så bekræftedes noget, som man viste på forhånd; en legefuld zappen mellem pastischer på vignetter og skabeloner fra filmmusik samt oplæsninger af kollager fra nyhedsudsendelser går ikke an i det her univers, som hedder Donaueschingen.

Det acceptables grænser for ironi og pastisch er dog hårfine. I Øyvind Tovruds Archaic Jam, med kollager af kadancer indeholdende betydningsbærende motiver, fandtes i klangsammensætningen en legende, nysgerrig og virtuos gestik og (selv)ironi, som derimod blev værdsat. Værket blev også en af mine favoritter. Det samme gjaldt Bernhard Langs DW28 “…loops for Davis”, som udmærkede sig ved i en slags concerto grosso form at kombinere et mindre jazzband med symfoniorkester. Åbningskoncerten var – trods visse betænkeligheder – egentlig rigtig god. 

Orkesteret og publikum i salen ved åbningsaftenen på årets festival. Foto: SWR Ralf Brunner

Den anden orkesterkoncert, som afsluttede festivalen, indebar også en form for neutralisering af den mandsdominerede åbningskoncert. Den indledtes fint med Bunita Marcus’s langsomt vuggende, minimalistisk stillestående White Butterflies. En anden favorit blev ungarske Márton Illés’s Ez-tér (Es-Raum) med dens tyste forbifarende gestus, som hvirvler rundt både blandt solisterne og i orkesteret. Illés havde fundet en egensindig diktion som mindede om både tale og elektroniske gestus. Stykket blev også helt retvist tildelt den i år tilbagevendte pris, som tildeles af SWR Symfoniorkesterets. Tungest på programmet var unægtelig Chaya Czernowins Guardian, en nærmest klassisk cellokoncert, hvori ny musik stjernen Séverine Ballon brillierede. Fra min plads lidt tilbage i salen kunne jeg opleve den sensitive vekselvirkning mellem cello og orkester. Lidt senere under festivalen Rainy Days i Luxembourg fik jeg igen chancen for at opleve værket og sad da i princippet længst fremme, hvilket gav en helt anden mulighed for at høre de små detaljer i Ballons spil og samtidig se relationen mellem bevægelse og toneopbygning og hvordan skælvene derfra forplantede sig i orkesteret.

Konceptet for Alexander Schuberts værk var ganske smagfuldt udført med et både voluminøs og lækkert udformet klangunivers, som pendulerede mellem klassisk elektroakustik, tekno og noise

Donaueschinger Musiktage er en festival som er let at kritisere – og mange gør netop dette. Den tydelige tilstedeværelse af “husensemblet” SWR Symfoniorkesteret samt det forhold, at festivalen udelukkende handler om uropførelser, sætter sit præg på formatet med hovedsagelig traditionelle koncerter. Men inden for denne ramme er spændvidden faktisk ret stor, både rent stilistisk og generationsmæssigt. Et af de virkeligt store øjeblikke var Alexander Schuberts (født 1979) Codec Error for Ensemble Intercontemporain i samarbejde med IRCAM. På Schuberts særprægede vis var lys og klange iscenesatte således at ens opfattelse af relationen mellem gestik, billede og klang blev fuldstændig forskudt. Tillige var konceptet ganske smagfuldt udført med et både voluminøs og lækkert udformet klangunivers, som pendulerede mellem klassisk elektroakustik, tekno og noise. Bredden hvad angår generationer repræsenteredes ikke mindst af ny klavercykel skabt af George Crumb (født 1929). En række malerier fra hænderne af nogle af modernismes pionerer portrætteres rent klangligt i I Metamorphoses, Book I, hvor pianisten Margaret Leng Tan excellerede i et værk, som foregik i et for Crumb kendt territorie, hvor klaverets krop præpareredes med objekter i skildringen af hjemsøgte stømninger.

Margaret Leng Tan fremfører George Crumbs 'I Metamorphoses, Book I,'. Foto: Ralf Brunner

I sammen bygning, museet Art+, udstilledes også lydskulpturer af Marianthi Papalexandri-Alexandri og Pe Lang. Den fritliggende mekanik og de ligedele sofistikerede, enkle og fantasiindjagende konstruktioner bekræfter endnu engang, at Donaueschinger Musiktage ikke mindst stræber efter at præsentere egenartede kunstneriske gerninger, sådan som de har taget form over tid. Også den komponerede forestilling af det berlinbaserede Solistensemble Kaleidoskop, som indeholdt værker af blandt andre Chiyoko Szlavnics og Dmitri Kourliandski, bekræftede dette. 

Naturligvis kan der skabes enestående kunst. Men denne kan blive til på mange forskellige måder og er afhængig af en mængde forudsætninger, hvoraf det ensomt virkende geni er det mindst betydningsfulde

I løbet af festivalen var der blot et enkelt stykke, som jeg forholdt mig neutral i forhold til – og det skulle vise sig i princippet at være en “korrekte” opfattelse. Et minut inde i det blot fem minutter korte stykke æquilibrium af Diego Grossmann tænkte jeg, at dette atonale semikontrapunkt og kontrasterende klangblokke føltes så forældet, at det helt savnede nogen som helst egenskaber. Nu viste det sig efterfølgende, at komponisten var opdigtet, et fiktivt navn. Da det stod klart, så blev alt – titlen, programteksten med det indledende citat af Pseudo-Dionysos og den helt rimelige men alligevel klichéfyldte biografi over et rastløst kunstnergeni – ekstremt morsomt. Her opløstes fuldstændig grænsen mellem “konventionelt” musikværk og intervention. På et tidspunkt lykkedes det også Bill Dietz sammen med sine kollegaer at generere stærke protestaktioner, idet de forstyrrede fremførslen. Men frem for alt satte værket fingeren på, hvad den samtidige musikscene og dens modernistiske rundgang længe har repræsenteret: en position som ikke blot giver spillerum til genier, men også til det middelmådige, og at forskellen mellem disse ikke altid er fuldkommen åbenbar.

Middelmådigheden var på en måde essensen hos den fiktive komponist. Og for at knytte an til kønsprpblematikken: I forhold til netop dette koncept, så skulle komponisten absolut ikke have kunnet være en kvinde. Jeg mindes min anmeldelse af den forrige festival. De tre bedste værker, som jeg fremhævede i anmeldelsen, var af kvindlige komponister. Tyder dette på, at de bedste komponister i dag er kvinder? Naturligvis ikke, men måske er det således, at det er sværere som kvinde at komme og lave noget … helt normalt. At komponere et værk efter “kunstens regler” i en gængs stil for orkester eller traditionel ensemble. Helt enkelt at falde inde i det som Donaueschingen står for: den første store anerkendelse; en mid-career-presentation; eller en retrospektiv. Disse lige usynlige eller underforståede formater eller niveauer resulterer sjældent i revolutionerende værker eller skridt i nye retninger (selv om eksponeringen af komponist kan have været foranlediget af netop dette). Og med tanke på festivalens rygte og betydning er det klart, at dette kan opleves som både konserverende og provokerende.

Samtidig er Donaueschingen dybt præget af den genikult, som er ved at uddø. Det er i spændingsfeltet mellem idéen om kunstnergeniet og den repræsenterende funktion, som festivalen – ikke bare denne – må navigere i, for også i fremtiden at kunne være relevant. For naturligvis kan der skabes enestående kunst. Men denne kan blive til på mange forskellige måder og er afhængig af en mængde forudsætninger, hvoraf det ensomt virkende geni er det mindst betydningsfulde. Nu blev der desværre ikke meget action fra GRINM-netværkets side under festivalen i forhold til at rette projektørlyset mod ligestilling, underliggende strukturer, mandlig genikult eller hvad det kunne tænkes at være. Alligevel kom den mandlige genikult inddirekte i fokus, men ikke rigtig som man havde kunnet forestille sig, og tillige gennem selvkritisk stillingtagen til festivalen selv i form af Bill Dietz iscenesættelser. Genialt!