01.09.17
Foto: Kåre Viemose

Som brødre vi dele

Operaen 'Brødre', der spillede i Musikhuset fra 16.-22. august, er en frugtbar gentænkning af Biers filmperle og en fremragende demonstration af noget af det bedste, ny kompositionsmusik har at byde på.

Når en historie flyttes fra én kunstart til en anden, fremtvinger det spørgsmålet om historiens grundelement. Hvad er den umistelige kerne, som bevares, når mange andre bestanddele smeltes om og tilpasses det nye mediums form? Samtidig opstår spørgsmålet om hvad der vindes ved de ændringer, udeladelser og tilføjelser, der nødvendigvis medføres af forskellene mellem mediers udsigelsesformer. Forvandlingen af Susanne Biers film Brødre fra 2004 til opera med musik af Daníel Bjarnason, libretto af Kerstin Perski og instruktion ved Kasper Holten demonstrerer på glimrende vis, hvordan en sådan transformation – i dette tilfælde fra film til opera – kan trække nye nuancer ud af et velkendt narrativ.

Operaen Brødre er en del af Bier-trilogien, som i anledning af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 gentænker (apropos kulturhovedstadens motto rethink) tre af Biers film til tre forskellige kunstarter (opera, musical og ballet). Alle tre gentænkninger har det tilfælles, at de er sceniske kunstværker; her er vi inde på en af de mest konkrete forskelle på start- og slutprodukt, for mens filmmediet har en iboende verfremdungseffekt ved TV-skærmens eller lærredets adskillelse af optrædende og publikum, er modtageren på en helt anden måde med i scenekunst, hvor man deler rum med skuespillere og sangere og mærker intensiteten i luften på egen krop. 



Med Brødre er der tale om en historie, der er udspændt mellem det tidløse og det nutidige. Klassiske tematikker som krig, kærlighed, broderskab og jalousi vækker genklang i operagenrens historie. I den forstand passer de store, almenmenneskelige tråde i historien som fod i hose til operaformen, hvorimod de mere nærværende hverdagsskildringer nok træder frem med en større grad af realisme i filmmediet. For eksempel findes der næppe nogen mere stiliseret måde at udveksle replikker på end operasang, og det sætter en ”nedre grænse” for trivialiteten i de emner, dialogen kan tage op.

Marie Arnet, Selma Villumsen, Jacques Imbrailo, James Laing og Dénise Beck på scenen. Foto: Kåre Viemose

Tidløse temaer
Brødre handler – for dem der ikke har filmen præsent – om soldaten Michael, der drager i krig med sin kammerat Peter. Michael efterlader konen Sarah og en lille datter; Peter sin gravide kone Anna. Da deres helikopter skydes ned, formoder man hjemme i Danmark at de er omkomne. Michaels bror Jamie, familiens sorte får, trøster Sarah og vice versa, og trøsten udvikler sig snart til en gensidig ømhed. Michael lever dog, og vender tilbage. Imidlertid fornemmer Michael den nærhed, der er opstået mellem Sarah og Jamie, og han opfyldes af jalousi, der blander sig med de psykiske efterdønninger af hans traumatiske oplevelse. Michael bliver mere og mere opfarende og voldsom. Han forsøger at tilstå over for sin oberst, at han faktisk så Peter i live inden han kom hjem, men obersten slår det hen og formaner ham til at glemme. Men Peters spøgelse hjemsøger Michael, og han bukker under for sin samvittighed og genoplever som i et mareridt, hvordan han blev tvunget til at slå Peter ihjel. 



Perskis libretto udkrystalliserer de arketypiske understrømme i denne tragiske historie med poetisk hårdtslående verbale passager, der synges af koret og indimellem projiceres op på scenens baggrund i en græsk-romersk font, som skrevet i sten. »Man goes to war in a faraway place. To fight for a cause soon forgotten.« Sådan lyder det indledningsvis, og aktualiteten er ikke til at tage fejl af. Obersten taler i fraser, der bringer mindelser om en højst præsent debat, når han f.eks. bedyrer: »Enemies of freedom stand at our doorstep, threaten our openness with fear and despair.« Og senere synger obersten for Michael:  »Sentiment and feeling is the privilege of civilians«, og man isner som tilhører ved at blive mindet om den følelseskoldhed, som kræves af soldaten. 

En af de mest markante forskelle mellem handlingsforløbet i filmen og i operaen består i, at den centrale hændelse med Michaels mord på Peter først skildres relativt sent i operaversionen. Tilfældet ville, at denne anmelders ledsager ikke havde set filmen, hvilket affødte en belejlig mulighed for sammenligning af oplevelsen med og uden filmen som sammenligningsgrundlag. Den uforudindtagede operatilskuer sad det meste af tiden med en uforløst murrende usikkerhed over for Michaels tiltagende vanvid, hvilket må give en anden oplevelse end hos den, der fra start kender til Michaels samvittighedskvaler.

Den intense og nøgne symbolik er et andet punkt, der udmærker operaen. Peters kone Anna synger ved flere lejligheder den velkendte vuggevise Mary had a Little Lamb for sit nyfødte barn, og mod slutningen, hvor tingenes rette sammenhæng begynder at gå op for os, smelter vuggesangen uhyggeligt sammen med narrativet, når koret stemmer i med: »Michael had a little lad, little lad, little lad, his eyes were white with fear.« Grelheden af Michaels forbrydelse træder skarpt frem gennem dette dunkelt bibelske billede af Peter som det barnligt uskyldige lam, som Michael må slagte for selv at frelses.

James Laing, Jacques Imbrailo og Den Jyske Operas Kor på scenen. Foto: Kåre Viemose

Elaborerede musikalske effekter
Bjarnasons musikalske udlægning af historien Brødre er præget af en krybende unheimlich undertone. Den udstrakte brug af emblematiske lydeffekter lægger sig til den foruroligende symbolik; således indvarsles krigstemaet af lilletrommetrioler, Nadias barnlige uskyld afbildes af et spilledåselignende tema og livets grusomme flygtighed tonesættes af en ildevarslende kirkeklokkelyd i slutningen. En rig brug af perkussion understreger den rå militante stemning. Selvom det harmoniske univers byder på næsten romantisk stemningsfyldte klangflader, domineres lydbilledet af de dramatiske dissonanser og polyrytmik. Man kunne, med fare for at gentage en fortærsket kritik af ny kompositionsmusik, savne en iørefaldende melodi. Her er ikke meget ”syng-med”-potentiale, hvilket dog egentlig klæder historiens alvorstunge islæt ganske godt. Annas – og senere korets – melodiøse bittersøde vuggesang udgør en vægtig undtagelse. Børnesangen er i operaens version blevet til en tung molversion, hvis harmoniske enkelhed fremhæver det naivt uskyldige Schein des bekannten.



Operaens solistroller udføres alle beundringsværdigt overbevisende; her glimrer især Jacques Imbrailo med en intenst nærværende og empativækkende fremstilling af Michael. Samspillet mellem sangerne er dog særligt bemærkelsesværdigt. I opera tillader musikkens harmoni flere aktører at tale samtidig uden at det ”bliver til støj”, som Peter Schaffer lader Mozart sige i filmen Amadeus. Således fremstilles Michaels tilståelsesforsøg over for obersten i en duet, hvor oberstens stoiske fatalisme sameksisterer i effektfuld kontrast med Michaels samvittighedsplagede vægelsind.


En af de mest fremtrædende musikalske kvaliteter ved Brødre udgøres af korets rolle. Som i et græsk drama udhæver koret handlingens evigt relevante topoi ved at fungere som betragtende kommentatorer. Særligt vellykket er denne funktion i fremstillingen af Michaels voksende desperation, der reflekteres af koret på en gradvist mere vanvidsudpenslende måde. Der er taget alternative vokalteknikker i spil, når forvrængede glissandi og grotesk overdrevne konsonantudtaler – eminent performet af Den Jyske Operas Kor – fremmaler det mareridtsunivers, Michael befinder sig i. Bjarnasons brug af koret er formfuldendt, ligesom i øvrigt alle andre dimensioner i operaen. Brødre er en blodigt vedkommende ny opera, der gør sit filmiske forlæg ære.

Faktaboks:
KOMPONIST: Daníel Bjarnason
LIBRETTO: Kerstin Perski
INSTRUKTØR: Kasper Holten
SCENOGRAF: Steffen Aarfing
DIRIGENT:  André de Ridder
MEDVIRKENDE:
Jacques Imbrailo (Michael),
Marie Arnet (Sarah), Joel Annmo (Jamie),
James Laing (Peter), Dénise Beck (Anna),
Olafur Sigurdarson (Oberst), Jakob Christian
Zethner (Far), Anne Margrethe Dahl (Mor),
Selma Buch Ørum Villumsen (Nadia)
Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske
Operas Kor
PRODUCENT: Den Jyske Opera

Librettoen kan læses i fuld længde her