Det værste ord, man som kulturjournalist kan komme op med i en overskrift, er »blandede bolsjer«. Fordi man ikke kan sige noget præcist om det, man oplevede, eller fordi det, der skete, pegede i mange retninger. Eller fordi, det både var godt og skidt. Eller, fordi man som skribent er bange for at gøre de medvirkende sure, og derfor ikke rigtig tør tage stilling.
Men, men, men. Pulsarfestivalen må være en undtagelse. De seneste ugers festival på og rundt om Det Kgl. Danske Musikkonservatorium var en virkelig fed, men også virkelig, virkelig forskelligartet oplevelse, der hang fint sammen på grund af netop det. En pose blandede bolsjer er en enhed af mangfoldighed, så her giver en overskrift, der viser det forskelligartede side om side, mening.
For de vil noget helt forskelligt, de unge komponiststuderende i København. Så det må den årligt tilbagevendende festival, de holder for at vise, hvad de og nogle af deres ligesindede laver, også være. Både i form, indhold, holdning, udtryk og mål. Jeg nåede kun fem ud af de vistnok 15-17 koncerter, men jeg tror, pointen holder for hele festivalen.