De danske komponister ved UNM 1947. Peder Holm er nummer to fra højre.

»Vi har ikke rigtig råd til at fucke det her op«

70-ÅRS. Næstformand Lasse D. Hansen har taget en pause fra den hektiske planlægning af Ung Nordisk Musik-festivalen i Aarhus for at besøge Peder Holm på 89, som deltog i samme festival lige efter Anden Verdenskrig. Meget har ændret sig siden da, men det handler stadig om følelsen af et nordisk fællesskab. Og nå ja, om ansvaret for at videreføre 70 års musikhistorie.
Af
11. August 2016
Interviewsk tidsrejse mellem 1947 og 2016
  • Annonce

    Man skal høre meget

I oktober 1947 banker det på døren på direktør Christian Christiansens kontor på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Ind træder elevrådsformand Eifred Eckart-Hansen med besked om, at Norge har aflyst den forestående anden udgave af Nordisk Musikfest (Konservatoriefest) med kun tre ugers varsel, og et ønske om, at DKDM nu skal overtage værtskabet.

I november 2015 modtager jeg en mail fra UNM-formand Allan Gravgaard Madsen:

Hej med jer,

Jeg har tænkt over det: Det sidste afslag på vores ansøgning taget i betragtning, så må vi nok hellere få hyret en professionel fundraiser. Vi har ikke rigtigt råd til at fucke det her op. Jeg mener, UNM har jo eksisteret i 70 år, så det går jo ikke, hvis vi ikke klarer den …

Hvad siger I?

/A

Kasserer Kaj Duncan David mener, at vi lige skal vente og snakke sammen om det den kommende mandag. Jeg går i gang med endnu en gennemskrivning af projektbeskrivelsen.

Kære Allan og Kaj,

Næste år skal vi minde komponisterne om kun at indsende digitale partiturer.

Jeg sender beskeden i december 2015 fra min nyoprettede UNM-mailadresse, hvor signaturfeltet nu indeholder alle tænkelige links til information om UNM-festivalen: hjemmeside, facebookside og twitterkonto. Nu er vi synlige og officielle.

På gulvet i Det Jyske Musikkonservatoriums komponistlokale har jeg forsøgt at danne mig et overblik over de værker, der er indsendt af komponister, der alle er under 30 år eller studerende, til den kommende UNM-festival, der skal finde sted otte måneder senere. 61 indsendte værker af 38 komponister og lydkunstnere. Næsten en tredjedel flere end i 2014. Ikke dårligt. Det er næstformandens opgave at modtage de indsendte bud og sørge for, at de er anonymiserede, så den udpegede jury – hvis identitet på dette tidspunkt i øvrigt også er ukendt, både for omverdenen og for de øvrige jurymedlemmer – ikke vurderer værket ud fra komponistens navn, men ud fra værket alene. Jeg sender alle partiturerne til solofløjtenisten Hélène Navasse og komponisterne Anders Nordentoft og Manos Tsangaris, der på generalforsamlingen i oktober har fået til opgave at lytte og læse de mange værker igennem for at bedømme dem efter et sindrigt udformet pointsystem, der skal sikre en så retfærdig udvælgelse som muligt.

Jeg sender endnu en mail:

Kære Allan,

Vil du huske at medbringe din eksterne harddisk, så vi kan overføre partiturerne og lydfilerne til den? Min Dropbox er fyldt og kan ikke længere opdatere. Nu må vi snart oprette det Google-drev.

Ingen komponistuddannelse
20-årige Peder Holm spiller selv violinstemmen i sin Sonate for violin og klaver foran UNM-optagelseskomitéen på DKDM i 1946. Året forinden har konservatoriets elevråd mødtes fire dage i Stockholm med Norsk Elevforening og elevkårene fra svenske Kgl. Musikhögskolan og finske Sibelius Akademien for at drøfte mulighederne for hvert år i oktober at afholde »Nordisk Musikfest (Konservatoriefest)« efter tur i landenes hovedstæder i et samarbejde mellem de nordiske musikstuderende.

Optagelseskomitéen udvælger ikke Holms sonate, men han deltager allerede året efter, i 1947, hvor Eckart-Hansen på bare tre uger har organiseret festivalen i København. I oversigtsprogrammets forord skriver han:

Formaalet med disse Musikfester for Konservatorieelever er at lære Musikforholdene i Nabolandene at kende, og samtidig vil Opførelsen af ny Musik fra hvert Land gøre det muligt at følge de musikalske Strømninger, der rører sig i de nordiske Lande, thi Meningen er netop at fremføre Musik komponeret og spillet af Konservatorieelever.

»Dengang var administrationen jo slet ikke så vanskelig. Eckart-Hansen er bare gået til direktør Christian Christiansen, og så har de snakket om det, og så har de fundet ud af det. Sådan var det dejligt nemt med mange ting i gamle dage,« griner 89-årige Peder Holm fra sit hjem i Viborg, hvor jeg besøger ham. Fra januar 1945 til december 1947 studerede han violin og musikteori på DKDM og tog den såkaldte store eksamen i begge hovedfag.

»Der var ingen komponistuddannelse. De, der senere blev komponister, var optaget som noget forskelligt. Jeg mener, at Bernhard Lewkovitch var orgelstuderende, og at Poul Rovsing Olsen og Thorkild Knudsen begge var klaverstuderende.«

Der går endnu nogle år, før konservatoriet bliver statsejet i 1949 og man begynder at kunne læse til komponist, så på den private institution er alle Musikfestens komponister under uddannelse som musikere.

»Som Niels Rosing-Schow sagde på et tidspunkt: ’Tidligere var komponister begavede musikere, der også komponerede.’ Jeg har skrevet en bog om mine kompositioner, som jeg kalder Musiker, fordi jeg læste noget fra 1800-tallet, hvor alle dem, som vi i dag kalder for komponister, officielt underskrev sig som musikere. Det er klart, at når de er døde, så er det eneste, man kan huske, de værker, de har skrevet, og værkerne er det eneste, man kan genoplive. Hele min indstilling var netop dét: at jeg er musiker, og min komponistvirksomhed er nok ret omfattende, men det er en del af hele mit arbejde.«

Kære Allan og Kaj,

Vi har modtaget en henvendelse fra nogle potentielle ansøgere, der vil vide, om man kan søge som gruppe. Ansøgningsproceduren lægger jo kun op til, at enkeltpersoner søger som komponister eller lydkunstnere, men her er en gruppe af musikere, der ønsker at indsende et værk sammen. Hvad siger I?

I maj 2016 er vi omsider ved at have hyret musikere til at fremføre de udvalgte værker. Etablerede, professionelle ensembler og solister optræder side om side med konservatoriestuderende, og oftere i kombination end hver for sig. I fire tilfælde er værkerne så synonyme med ophavsmændene/-kvinderne, at komponisterne selv opfører dem, og i to tilfælde er de ’optrædende’ hhv. en hjemmebygget instrument-installation og et firekanals lydsetup.

Peder Holm hjemme i Viborg. Foto: Allan Gravgaard Madsen

Alle burde tale svensk
Efter et par dage med kammerorkester, soloklaver, klaver- og strygetrioer, sange, orgel- og kormusik og lignende kammerbesætninger opføres første sats fra Holms Strygekvartet i h på Musikfestens sidste dag, onsdag den 29. oktober 1947. Peder Holm sidder selv på scenen med bratschen i hånden i konservatoriets koncertsal, og til højre for ham har han sine medstuderende, hollandske Nic Hermans på cello, Eyvind Sand Kjeldsen på andenviolin og Jørgen Fischer Larsen på førsteviolin. Inden denne opførelse har kvartetten fremført finalen af Strygekvartet, op. 1, af orgelstuderende Knud Høgenhaven og tre Bagateller af violinstuderende Jørgen Fischer Larsen på Musikfesten.

De er allerede talentfulde musikere, og de to violinister vil år senere komme til at bestride poster som koncertmestrer i henholdsvis Det Kongelige Kapel og Aarhus By-Orkester (det nuværende Aarhus Symfoniorkester). Det er der selvfølgelig ingen af dem, der ved endnu, lige så lidt som Peder Holm aner, at han selv skal blive rektor for Vestjysk Musikkonservatorium (det nuværende Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg), hvor han bl.a. vil oprette almen musikleder-uddannelsen og landets første professionelle kammerensemble, Vestjysk Kammerensemble (det nuværende Esbjerg Ensemble). De er til gengæld alle sikre på, at de ikke skal ernære sig som komponister efter uddannelsen. At skrive musik er først og fremmest en con amore-ting.

»Rolf Davidson og Bengt Olof Engström var formænd i elevkårene, og det var derfor, de var med. De, jeg kan huske der ellers var med, blev ikke senere komponister, men meget fremtrædende organisatorer inden for musiklivet. De blev konservatorierektorer og stod i spidsen for Rigsmusikken i Sverige og sådan noget,« fortæller Peder Holm.

TO DO-liste:

- Find lokation til site-specifikt værk
- Lån nøgle til kammermusiksalen
- HVEM SCANNER NODERNE TIL KLARINETTISTEN!!!?!?
- Book lokale til møde med frivillige

/A

Tre uger inden festivalstart den 15. august 2016 er der tryk på kedlerne hos festivalledelsen, og vi er alle tre enige om, at vi efter afholdelsen tager en pause fra organisatorisk arbejde i en periode for at pleje vores komponistgerning. Programbogen bliver efter utallige tilføjelser og genskrivninger sendt til tryk i sidste øjeblik. En af diskussionerne har kredset om, om bogen skulle skrives på engelsk, på skandinavisk og engelsk, på dansk og engelsk, på de individuelle nordiske sprog alene eller på de individuelle nordiske sprog og på engelsk.

Her vinder praktikken, og vi ender med sidstnævnte kombinerede engelske/nordiske model. Da jeg læser bogen igennem, der med den engelske oversættelse bliver en tredjedel tykkere end først forventet, kan jeg ikke undgå at tænke, at det er en smule bevidstløst og unødvendigt globaliseret. Er det virkelig ikke muligt at tale og skrive sammen på et fælles nordisk sprog blandt de fem medvirkende lande? I visse tilfælde, når kortisol og adrenalin styrer fingrenes tasten på tastaturet, bliver e-mails til selv de svenske og norske UNM-delegationer formuleret på engelsk.

Dear all,

UNM is getting closer. Thanks to UNM IS we have now found our horn player, but we are still missing 5 violins and 2 violas. So please, cash in personal favours or persuade your fellow string-students to come.

"Help me, Obi-Wan Kenobi  you're my only hope."

Best regards, Allan

Det er tredje gang, vi udsender en mail med det indhold, og formuleringen bliver mere og mere desperat for hver gang. Peder Holm husker, at man tidligere regnede med, at finnerne kunne tale svensk, og at islændingene, som kom med i 1974, kunne tale dansk.

»Jeg kan huske fra konservatorierådsmøder, at det efterhånden blev vanskeligt, og at finnerne og islændingene hellere ville snakke engelsk. Men vi startede med at kunne finde ud af det langt hen ad vejen. Jeg kan huske en tid – det har nok været i halvfjerdserne eller sådan noget – hvor danskerne stadig prøvede at snakke skandinavisk. Nordmændene havde ingen problemer, for de havde jo været underlagt både Danmark og Sverige – de kunne sagtens finde ud af det – og svenskerne sagde ’Hvorfor snakker I ikke bare svensk alle sammen?’, og det siger også lidt om holdningen til dette. Cellisten fra en klavertrio af tre finske søstre talte meget dårligt svensk, og den hollandske cellist talte meget dårligt dansk, så de havde det vældig godt sammen,« griner Peder Holm.

»Det var kun to år efter krigen, så det var meget isoleret på det tidspunkt, og det hele var meget primitivt, set fra vore dage, så det var ret fantastisk at få sådan en ting til at køre. Det er klart, at i det øjeblik, at Danmark bliver frit – og man har haft Den Danske Brigade i Sverige – så begynder man at se, hvad man kan gøre. Lige efter befrielsen var det fantastisk at få kontakt med udlandet, og vi gik i en stor københavnsk biograf og hørte Sjostakovitjs 8. symfoni på en optagelse. Det var jo utroligt. Man havde aldrig hørt om Sjostakovitj i Danmark før, så vidt jeg ved. Og der kom en russisk operasangerinde og sang. Folk strømmede jo bare til. Og Menuhin kom og spillede i Forum. Jeg var der til koncerten, og han stod langt væk, og man hørte en lille bitte tone. Nu kom verden igen.«

Togetherness
Konservatoriedirektør Christian Christiansen skriver i sin velkomsthilsen til Musikfesten i 1947:

Når nu Ungdommen fra Musikhøjskolerne i de 4 nordiske Lande afholder et Stævne her i København, hvor man ved Koncerter faar Lejlighed til at høre, hvad de Unge har på Hjerte, baade naar de komponerer, synger og spiller, er Ønsket om et saadant Stævne sikkert udsprunget fra den Erfaring, at et kammeratligt Samvær med kunstneriske Formaal er det allerbedste Middel til at opnaa en virkelig Forstaaelse af de Bestræbelser, som enhver af de Unge lægger for Dagen ved deres Arbejde i Musikens Tjeneste.

I Aarhus har jeg netop hentet en kasse med UNM-klistermærker, der nu skal klistres på sorte mapper til alle de medvirkende musikere og komponister. Jeg svarer på en daggammel mail:

Kære Allan og Kaj,

Jeg har læst udkastet til velkomsthilsnen, og det er rigtigt godt! Jeg er dog enig i, at man godt kan gøre lidt mere ved, og tale lidt større og floromvundet om, festivaltemaet ’Togetherness’. Vi skal på en eller anden måde finde ud af, hvad det egentlig betyder for os, og prøve at huske midt i alle de her praktiske ting, hvorfor vi valgte netop dét tema i første omgang. Er alle UNM-festivaler da ikke en fejring af det nordiske fællesskab? Vi er enige om, at det er vigtigt, men hvorfor er det egentligt så vigtigt i verden i dag? Nå, jeg tænker lige videre over det og vender så tilbage med et bud på mandag.