Så begynder SPOR 2010

7. May 2010

For sjette gang lægger Århus by til lyd- og tonekunstfestivalen SPOR. Årets festival har temaet Exploded Music og er kurateret af den britiske komponist Joanna Bailie – læs interview

Programmet indholder så forskellige ting som et klaver der holder en tale af Fidel Castro, Periskoper, en frankenstein-violin og uropførelsen af en Bent Sørensen strygetrio.

Med Castro tilbage til revolutionen
Den østrigske kunstner og komponist Peter Ablinger er et af årets hovednavne. Ablinger er kendt for at omsætte alverdens former for lyde og støj til musik. På SPOR festival kaster han sig ud i at omsætte en af den cubanske revolutionsleder og præsident Fidel Castros klassiske taler til tonekunst. Rent teknisk foregår det på den måde, at talens ord via en midi-maskine omsættes til impulser, der driver nogle stempler og aktiverer klaverets tangenter. Det publikum hører er en underlig og tankevækkende blanding af toner og genkendelige ord fra Castros mund.

Periskoper foran Musikhuset
Et andet af årets mere spektakulære indslag står den svenske lydkunstner Åsa Stjerna for. Hun har opstillet en række periskoper på pladsen foran Århus Musikhus og her kan forbipasserende lytte til lydene fra Århus’ vandmiljø – åen, byens søer og Kattegat.

Uropførelser – fra Venedig til Headphone festival
Fredag aften byder på en uropførelse af den danske komponist Bent Sørensens nyeste sats fra strygetrioen ’Gondoli’, opført af Trio Aristos. Lørdag eftermiddag er der spot på unge danske elektronisk komponister, når Rådhusparken omdannes til festival for hovedtelefoner – med live koncerter og nye værker af bl.a. Morten Riis, Jonas Olesen, Karsten Pflum og Rune Søchting.

Lørdag aften byder bl.a. på tre uropførelser af unge kunstnere og komponister: Kaj Aune’s ’Paganini non Ripete' er inspireret af den mystisk-dæmoniske legende Paganini og bliver opført paen hjemmelavet, nærmest Frankenstein-agtig violin som Aune selv spiller på.