Efterårspolyfoni på polsk

Festivalen Warsaw Autumn giver et godt indblik i, hvad der rører sig på scenen for ny kompositionsmusik i Polen. Årets tema var samspillet mellem ny musik og traditionelle og historiske instrumenter, og der blev budt på både strubesang og musik for renæssance-instrumenter. For skribenten bag denne artikel blev den største oplevelse dog opførelsen af en moderne klassiker, spillet på helt traditionelle, europæiske instrumenter af Krzysztof Pendereckis Sextet.
Af
19. October 2014
Øjebliksbilleder og indtryk fra Warsaw Autumn, 57th International Festival of Contemporary Music.
  • Annonce

    Man skal høre meget

Rummet henligger i halvmørke bag det tunge forhæng, og umiddelbart er det mest påtrængende, da jeg træder ind, en udefinerbar susen.

Ssscchhhh …

Den viser sig at komme fra hen ved 100 sangere, som står rundt omkring, spredt i rummet mellem de opstillede stole - de står bare der og suser, mens publikum lister ind og sætter sig, hvor de nu kan finde en stol.

At sidde i det dunkle ved siden af en sanger, der står og suser, svagt, kraftigt, højt lavt, er en særpræget oplevelse. At være i kontakt og ikke at være det på én og samme tid.

Nogle sangere står med lukkede øjne, andre med åbne, men ser indad. Alle dybt koncentrerede, og det slår mig, at hvis de virkelig, som det står i programmet, er utrænede sangere, må oplevelsen umiddelbart være langt mere grænseoverskridende for dem, end den er for os.

Almindeligvis står man jo som sanger og synger med en vis afstand til publikum - her er jeg så tæt på, at jeg kan høre den enkelte træde tydeligt frem af suseklangen, se hende trække vejret.

Min ledsager og jeg har hængt vores overtøj over ryggene af de to umagelige klapstole, vi har sat os på, og venter nu på fortsættelsen. Det er en ganske almindelig onsdag aften i september i den tidligere vodkafabrik Koneser, som med tiden er blevet omdannet til et kulturhus.

Af og til stiger sangernes messen og syngen hymnisk frem som sfære- eller fuglesang, andre gange drukner den fuldstændig i baggrundslydene.

I løbet af den kommende time udvikler den vedvarende susen sig til noget lidt mere fyldigt - en massiv, vedvarende lydudladning, som jeg i skrivende stund stadig ikke ved, om jeg ville kalde musik.

Aftenens koncert består af ét eneste værk, af den israelsk-italienske komponist og multimedie-kunstner Yuval Avital - eller som der står i festivalprogrammet: REKA, massiv sonic work no. 4 for six traditional singers, two percussions and a crowd of hundred voices.

Værket er bestilt af Warszaw Autumn til lejligheden, og det lever fuldt ud op til festivalens mål om at præsentere musik fra forskellige traditionelle kulturer i samspil med den moderne musik.

Værkets seks traditionelle sangere - lama Samten Yeshe Rinpoché fra Tibet, Sofia Kaikow, bukharisk-jødisk sanger fra Tajikistan, Omar Bandinu, canto al tenore-sanger fra Sardinien, Enkhjargal Dandarvaanchig, strubesanger fra Mongoliet, sydafrikanske Ysuf Joe Legwabe og Sainkho Namtchylak fra republikken Tuva, som ligger i det sydlige Sibirien - synger forskellige former for polyfon strube- og overtonesang, mens to dirigenter prøver at holde styr på dét, der i mine ører først og sidst lyder som et voldsomt kaos.

De 100 sangere taler og råber, percussionisterne slår og buldrer, og de seks sangere synger mod og med hinanden. Af og til stiger sangernes messen og syngen hymnisk frem som sfære- eller fuglesang, andre gange drukner den fuldstændig i baggrundslydene.

Min ledsager bryder sig godt om værket, kan både lide det samlede udtryk og symbolikken i, at der kan komme en meningsfuld helhed ud af at lade så mange forskellige musikalske lyde forenes; for mig er det en kakofoni, en uformelig lydklump, som jeg har svært ved at dechifrere.

Men vi er taget til Warszawa for at høre ny musik - eller mærkelig musik, som vi af og til kalder det - og den aften i Koneser får vi, hvad vi er kommet efter. Uropførelsen af Avitals værk, uanset hvad man måtte synes om det, er et af ugens højdepunkter, og publikum er begejstrede. De kvitterer med et langvarigt bifald til den synligt lettede komponist, der selv har dirigeret.

Komponisten og sangeren Agata Zubel opførte selv sit værk Not I med tekst af Samuel Beckett

Blå læber på bagtæppet
To aftener før har vi siddet i selvsamme sal og oplevet en koncert, som umiddelbart virker mere ordinær, men som alligevel viser sig ikke at være det.

Blandt de opførte værker er Not I af Agata Zubel for sopran, kammerensemble og billede- og lydprojektion. Zubel er selv solist, og da hun begynder at stamme sig vej gennem de første takter af sit værk, som er bygget op omkring en tekst af Samuel Becket, er der enkelte blandt publikum, som kommer til at le.

Og som hun står der og stammer og hakker foran et levende billede af fire sorte munde med lyseblåmalede læber, der mimer noget, det ligner den tekst, Zubel fremsynger, virker det da også temmelig absurd.

Men værket udvikler sig til en sangmæssig tour de force af egen klangskønhed, som Zubel afvikler med kontrolleret styrke og personlig elegance. Hendes stemme klæder værket og hendes musik flytter Beckett ord til en ny dimension; am_I_to_start_speaking? [ ] these_are_thousands_of_words [ ].

Men værket udvikler sig til en sangmæssig tour de force af egen klangskønhed, som Zubel afvikler med kontrolleret styrke og personlig elegance.

Egentlig er de to koncerter nok de mest usædvanlige, rent formmæssigt, vi kommer til at opleve i løbet af den uge, vi er i Warszawa. Til gengæld oplever vi så den ene koncert efter den anden, spillet på traditionelle, europæiske instrumenter, fuldstændig som de skal spilles på. Næsten i hvert fald...

Tirsdag eftermiddag sidder vi i et lille mødelokale i Warszawa Universitetsbibliotek, et kedeligt og kønsløst rum i en ellers nytænkt, himmelstræbende, smuk bogbygning og hører Penderecki Squad Sextet spille værker af fire etablerede polske komponister: Panufnik (1914-1991), Mykietyn (født 1971), Koffler (1896-1944) og Penderecki (født 1933). Da vi kommer ud af salen efter at have hørt Pendereckis Sextet (2000), er vi rystede og bevægede, og virkeligheden ser ikke helt ud, som den gjorde, da vi gik ind.

Musikerne spiller med en overrumplende intensitet, energi, præcision og samklang, og Pendereckis værk for klarinet, horn, violin, bratsch, cello og klaver danner en fuldstændig og komplet mening og flytter én i den halve time, det varer, til et sted, man ikke vidste fandtes, og som man ikke genfinder sådan lige med det samme.

Musik fra under jorden
Oplevelsen er lidt mere jordnær, da vi torsdag aften i den polske radios Witold Lutosławski koncertsal, der giver mindelser om Konservatoriets koncertsal på Rosenørns Allé, bare med grønne lænestole, oplever cembalisten Goska Isphording uropføre Andrzej Kwieciński Concerto. Re Maggiore (2013) sammen med Sinfonia Varsovia under ledelse af dirigenten Daniel Gazon.

Isphording slår på sit instrument overalt, hvor man kan slå, bare stort set ikke på tangenterne. Værket fremstår nærmest manisk hypnotiserende i sin slaviske rytmik, og jeg griber mig selv i at sidde og hoppe i stolen i takt til, at Isphording sidder og ikke-spiller på instrumentet.

Orkestermusikerne bag hende slår og ikke-spiller også det bedste, de har lært, og denne aften er det faktisk på sin plads at le. Situationen er komisk, for musikken består til sidst kun af  den meget rytmiske lyd af instrumenter, der ikke bliver spillet, men slået - eller ikke slået, måske …

I direkte kontrast til Kwiecińskis til sidst næsten lydløse rytmik står et andet af aftenens værker Rivière souterraine 2 (2013) af Zygmunt Krauze.

Det symfoniske værk sender én direkte ned under Nancy, ned til den underjordiske flod under byen, som værket henviser til, og man bliver undervejs, uden at det tynger, diskret bevidst om, at der engang var en grænseoverskridende komponist, som hed Gustav Mahler.

Fra baroktid til nutid
Fredag eftermiddag skulker vi fra ugens danske indslag - en til lejligheden specialdesignet Concert Walk med Scenatet i universitetsbiblioteket - og går i stedet til koncert på det lyserøde barokslot ved indgangen til Warszawas gamle bydel.

Her sidder vi i en overdådig sal med krystallysekroner, bladguld, gule, marmorerede søjler og et loftsmaleri af yppige kvinder på skyer og Apollon i sin vogn, mens vi lytter til genstridige værker af polske og ukrainske komponister.

Komponisten Oleksii Schmurak er selv pianist i uropførelsen af sit værk I have lost my Euridice (2014) for strygekvartet, bas, træblæserkvartet, horn og flygel, og egentlig behøver han ikke se så genert ud, som han gør, da han modtager et velfortjent bifald - men kontrasten til de barokke omgivelser, kan næsten ikke blive større.

Vores sidste koncertaften indleder vi i radiohusets koncertsal med at høre Pauline Oliveros Bye Bye Butterfly (1965). Et værk for lydbånd, som virker næsten bedaget, og som er det første værk, der får mig til at fortryde, at jeg ikke har taget ørepropper med. Højfrekvente lyde skærer sig vej gennem min hørelse, og jeg opgiver at finde en mening med lydene.

Det symfoniske værk sender én direkte ned under Nancy, ned til den underjordiske flod under byen, som værket henviser til.

Aftenens næste programpunkt er Mauricio Kagel Kammermusik für Renaissance-Instrumente (1965-66), hvor musikerne trutter og filer suverænt på de skønne instrumenter, men det er et værk, som får mig til at ønske, at jeg i stedet sad til en koncert, hvor de gamle instrumenter blev brugt til at spille musik fra den tid, de blev skabt i. Jeg oplever en næsten kropslig frustration over, at instrumenterne slet ikke får lov til at klinge ud - endsige klinge - og det hjælper mig dårligt, at Kagel formodentlig har haft en velformuleret idé med sit værk. Nogle gange kan afstanden fra idé til handling forekomme uoverstigelig for den udenforstående.

Efter pausen kommer Lutosławski Orchestra Moderna på scenen og spiller fire symfoniske værker af helt unge komponister, alle med rødder i Krakow: Szymon Stanislaw Strzelec The Hasbeiya Fountain (2012-13), Piotr Roemer Re-Sublimations (2012), Piotr Peszat Interiør i Strandgade (2014) og Kamil Kruk Parhelion (2014) og begejstringen i salen er mærkbar.

Lutosławski Orchestra Moderna blev grundlagt i 2013 af orkestrets dirigent Błażej Wincenty Kozłowski med det formål at opføre nykomponeret musik, og den unge dirigent leder orkestret, der består af konservatoriestuderende, med selvbevidst autoritet.

Under Szymon Stanislaw Strzelec The Hasbeiya Fountain (2012-13) sidder der musikere både på scenen og bagest i salen, bag tilskuerrækkerne, og Kozlowski dirigerer med en serie af dansende bevægelser, der binder værket sammen for øjnene og ørerne af én.

Fire percussionister spiller på vandfyldte glas, og umiddelbart efter at den sidste af de sitrende, klare toner, der har ligget som en sart vibrerende bund under hele værket, er fortonet, og mens publikum klapper uforbeholdent, kommer komponisten glædestrålende løbende ned af midter-gangen, springer op på scenen og nærmest kaster sig om halsen på den forundrede dirigent. Jeg tror, at hele salen forstår hans begejstring over at høre sin idé materialisere sig.

Szymon Stanislaw Strzelec The Hasbeiya Fountain, som blev opført af Lutosławski Orchestra Moderna under ledelse af Błażej Wincen

Musik for pandelampe
Vores sidste taxatur gennem et natligt Warszawa bringer os fra radiohuset til Fabryka Trzciny Arts Centre på den anden side af floden, hvor DIISSC Orchestra skal opføre Venta (2012), et værk for analoge sovjetiske vintage-synthesizere.

DIISSC Orchestra er et komponist-kollektiv, grundlagt i Vilnius i 2008, og klokken 22.30 går de fire komponister/musikere på scenen iført pandelamper. I et mørkt, tågefyldt rum, med publikum siddende på række efter række af umagelige klapstole mellem rå murstensvægge, begynder de at dreje på knapper, mens pandelamperne kaster søgende lyskegler rundt på instrumenterne.

Lyden er monoton og larmende, nærmest lammende, men ikke ubehagelig, hvis man er til musik a la Kraftwerk.

Lyden er monoton og larmende, nærmest lammende, men ikke ubehagelig, hvis man er til musik a la Kraftwerk - i al fald ikke i begyndelsen; jeg svinger mellem at føle mig omfavnet og indespærret af de syntetiske lyde, men måske er det bare, fordi mætheden ovenpå en uge med mangfoldig musik er begyndt at melde sig.

På turens sidste dag kan vi ikke nå dagens koncerter, så vi besøger Zachęta - det nationale kunstgalleri - og ser udstillingen Corpus. En udstilling med værker, der alle handler om kroppen og menneskets forhold til den. Ikke den skønne krop, men den virkelige, kødelige, sanselige, ikke altid lige charmerende og af og til temmelig klodsede krop.

Vi havner på en bænk foran en video af den svenske kunstner Klara Lidén, hvor hun tumler rundt i et svensk S-tog, kravler hen over sæderne, slår kolbøtter, poledanser op ad en stang midt i vognen og forsøger at klemme sig ind på en bagagehylde, alt sammen akkompagneret af en omgang jubelglad skrammelmusik.

Og så ler vi …