Retro-utopier

Kuratoriske statements
Forestillinger om den nære fortid som noget simplere, lettere og mere overskueligt, var temaet for dette års Transmediale. En fortid, der med internetjargonen betegnes BWPWAP (Back When Pluto Was A Planet), hvilket også var festivalens titel. Men, skriver Transmediales kunstneriske leder Kristoffer Gansing i forordet til det 368 siders katalog: ”Det betyder ikke nødvendigvis underholdende nostalgi […] men er en metafor for hvor hurtigt kulturelle forestillinger kan skifte og blive udfordret i en verden med parallelle og skiftende paradigmer.” – En tid hvor selv planeter kan degraderes i - det vi troede var - solsystemets urørlige hierarki. 

Den parallelle musik-festival  CTM (Club Transmediale) er mindre filosofisk i programerklæringen, der bærer titlen The Golden Age. I programbogens forord hyldes konkrete intentioner, som at åbne rum, hvor der bliver sat strøm til ny musik, hvor fremtidens pop møder fortidens avantgarde, hvor det sofistikerede og historiebevidste møder eklektiske montager, og hvor lydforskningen sammensmeltes med klubscenens bombastiske lydorgier. Teknologiens muligheder er udgangspunktet for denne fest kaldet The Golden Age, men er samtidig også en økonomisk, politisk og kommerciel trussel mod samme overflødighedshorn.

Min festival
5 dage på de to parallelle festivaler blev til en stribe oplevelser, der på sin vis strittede mod de fleste af verdenshjørnerne – dog ikke helt dem alle. For mig blev et gennemgående træk, tema eller undersøgelsesobjekt, et fokus på de elektroniske medier som værende i et konstant fluks: Deres storhedstid forældes, før deres liv endnu har taget fart. Et fænomen, der ikke uventet indbød til inkludering af historiske og nutidige utopier og dystopier, der i konkrete materialer, med ambitiøse koncepter og fantasifulde intentioner placerede sit publikum et sted mellem fortid, nutid og fremtid.

Dette blev min overordnede indgang til festivalernes koncept. Et koncept, der til tider blev indfriet med øjeåbnende, enestående og unikke performances, men som også resulterede i prætentiøse maveplaskere.

Udover koncerter og performances præsenteredes også seminarer, artist-talks, mindre udstillinger, workshops og andre små-events. Der var med andre ord nok at give sig til. Efter panik og forvirring vænnede jeg mig – næsten - til, at jeg under ingen omstændigheder kunne nå at få det hele med. En slags ro faldt over mig, og jeg lod oplevelserne passere én for én, og kom i festival-flow med travle, opløftende, udmattende og overfyldte dage.

Når teknologi rimer på nostalgi
Jeg vil begynde med det, som for mig blev festivalens absolutte højdepunkt: Subharchord – a child of the Golden Age.

Langt ude mod sydøst – dog stadig i Berlin, ligger det gamle østtyske radiostudie Funkhaus Berlin Nalepastrasse. Grundet et forkert tog blev min vej dertil en lang gåtur langs jernbaner, kolonihaver, industriområder og byggepladser.

Det var som at være i Berlin omkring årtusindskiftet, hvor man fascineredes af byen og dens byggepladser og de vilkårlige blandinger af nyt og gammelt. Under mit besøg på Maerz Musik festivalen i 2002 gik turen ligeledes til Funkhaus Berlin Nalepastrasse, og med mit gensyn var det som om ingen tid havde passeret. Bygningen, der er fra 1950erne, fremstår som et monument i sig selv. Ikke meget synes at være ændret siden oprindelsen, og dens blanke gulve, snørklede korridorer, forgyldte ornamenter og den fascinerende koncertsal fremstår som historisk dokumentation i sig selv. I anledningen af dagen var der tilmed åbnet ind til ”kult-studiet” Höhrspiel 2.Foto: Marco Microbi, CTM pressebillede

Hvor Transmediale principielt afstår fra nostalgien om den nære fortid, blev den derimod rendyrket og hyldet denne lørdag eftermiddag under CTM. Dagens æresgæst var den gamle synthesizer Subharchord, der blev konstrueret i 1960’ernes Østberlin.

Denne synthesizers særlige egenskab er, at den ligesom 1930ernes trautonium laver subharmoniske toner, altså en slags undertoner (modsat overtoner). Historien går på, at synthesizeren i første omgang ikke måtte udvikles for det kommunistiske styre, da dens kunstige lyde var et udtryk for formalisme. Men, da man heldigvis fandt samme lydfænomen i akustisk klokkespil, blev der støttet op om udviklingen. Udviklingen stod på et stykke tid, hvorefter synthesizeren blev sat væk – indtil komponisten Manfred Miersch omkring år 2000 fandt den i et gemme og igangsatte et restaureringsarbejde.Foto: CTM pressebillede

Det var klangkunstens grand old kurator Carsten Seiffarth, der havde programsat dagen, der indeholdt omtale af en dokumentarfilm om Subharchord’en ved norsk-tyske Ina Pillat, foredrag og samtale med den tyske ingeniør Gerhard Steinke (f. 1927), der udviklede instrumentet samt en samtale og værkpræsentation ved den samtidige amerikanske komponist Frederic Rzewski (f. 1937). Præsentationerne ved de ældre herrer var hyggelige og informationsrige, men også præget af det man kan kalde ’pioner-pral’, nostalgi og myte. Myten blev primært bygget op om det politiske klima i Østtyskland og bl.a. udtrykt i Rzewskis fortælling om hans rejser mellem Øst- og Vestberlin. Historier, der fik ekstra patos i kraft af huset, vi befandt os i.

Som tilrejsende, nysgerrig dansk musikhistoriker med hang til gammel teknologi, blev jeg egentlig medrevet af arrangementet, mens min sidemand, en Vestberlinsk musikjournalist, var ved at gå ud af sit gode skind over forherligelsen af de gamle øst-dage.Foto: Thomas Kaske, CTM pressebillede

Derimod blev vi enige om, at de efterfølgende koncerter var gode.

Først var der ’the real stuff’ på programmet: Rzewskis værk Zoologisher Garten fra 1965. Værket var et -  for sin tid - klassisk elektronmusikværk: Klangflader af støj, blandet med sinustoner bearbejdet gennem filtre, speeded op og ned i tempo, og undervejs tilsat bearbejdede reallyde. Mod midten af stykket var der, som endnu et tidstypisk træk, indsat brudstykker af tale, der brød med det mere diffuse lydunivers. Science fiktion-sounden var stærk, – og jeg sank med glæde ned i 1960ernes subharchordiske univers.

Derpå fulgte tyske Frank Bretschneiters værk Kippschwingung fra 2007. Værket var ekstremt klart og stramt komponeret, med tydelige gradvise udviklinger af interessante klangflader bestående af et tilsyneladende sparsomt drone-materiale, produceret på Subharchorden. Dronerne var ikke tunge, men kan nærmere betegnes som svingende eller vibrerende. I kraft af disse svingninger fremstod klangfladerne urolige, men alligevel fuldt integrerede i den overordnede stramme form. Trods den ultra-præcise tekstur og udvikling, blev værket aldrig klinisk. Om det var selve teksturen af instrumentets lyd - en svag støjen, der skabte den behagelige fornemmelse, kan jeg ikke sige. Men rigtig godt var det. Desværre blev det lidt forstyrret af komponistens egne ’visuals’, der aldrig faldt helt så heldige ud som musikken. ‘Screensaver æstetik’, blev der hvisket i et hjørne.Foto: Marco Microbi, CTM pressebillede

Eftermiddagens sidste værk var en uropførelse af norske Biosphere, der spillede sammen med gruppen The Pitch: Michel Thieke (klarinet), Morten Olsen (vibrafon) og Boris Baltschun (harmonium). For første gang i løbet af dagen, skulle der nu spilles live på instrumentet. Biosphere selv stod ved Subharchorden (med en laptop placeret ovenpå), og synes at styre slagets gang musikerne i mellem. Lange klange blev responderet af de akustiske instrumenter, der på bedste vis sammensmeltede med Subharchordens analoge og ofte vibrerende lyd. Værket blev indledt af en afspilning af en datidig teknologisk instruktion, begyndende med “Beispiel Eins” efterfulgt af tekniske forklaringer. Selvom der hermed tydeligvis blev påpeget en historisk og måske ligefrem ironisk distance til materialet, formåede Biosphere og co. alligevel at flytte lyden hen til nutiden – til en nutidig koncert, hvor vi (næsten) glemte alt om historiske koldkrigsdramaer, rumkapløb og sagnomspundne myter.

I sin helhed, var det denne dags event, der fuldendte min festival.Foto: Marco Microbi, CTM pressebillede

Fabriksromantik
Berlin fortæller sin historie gennem sine steder. Hvor Funkhaus Berlin Nalepastrasse fik mig tilbage til 1960’ernes teknologiutopier, fører klubscenen Berghain mig til årtusindskiftets techno raves i forbudte, nedlagte fabrikshaller. Berghain var engang et europæisk centrum for denne scene med marathonraves af flere dages varighed. Selvom stedet bestemt ikke længere kan betegnes som kontrær undergrundsscene, er det stadig gennemsyret af en mytisk råhed, som kun trash’ede fabrikshaller - iscenesat på den helt rigtige måde - kan have. Stemningen underbygges af koncertlyden i Berghain, der generelt er god, men som samtidig også er ekstrem høj og meget fysisk. 

CTM programmet på Berghain bød onsdag aften på musik fra det Berlin’ske pladeselskab PAN. Syv musikere var på programmet, der én efter én optrådte med noget, der virkede som 20 minutters showcases. Publikum var denne aften ikke den ekstatiske techno-ungdom, men overvejende mænd med hættetrøjer, korslagte arme og afmålt attitude.

Musikken var temmelig blandet. Jar Moff, der var én af de første, arbejder med collager af fundne lydobjekter, og valgte denne aften bl.a. at inkludere fragmentet af jazzmusik. Kontrasterne imellem de enkelte elementer var store, og måske derfor blev musikken aldrig min kop te, (som en kollega konstaterede efter at have set mit ansigtsudtryk.)Foto: Marco Microbi, CTM pressebillede

Herpå fulgte engelske Mark Fell med en kompromisløs koncert baseret på 80’er-technosound (elektronisk trommer og disko-synth) sat sammen i rytmiske mønstre, man på en side genkendte, men som på den anden side hele tiden forvandlede sig til noget andet. (Læs også anmeldelsen af Fells besøg på Wundergrund 2012). Koncerten var iscenesat med heftigt stroboskoplys og tre 8 meter høje oppustelige dukker, der dansede til musikken. Sansepåvirkningen var ekstrem – grænsende til det smertende. Jeg tænkte det som en ironisk leg med tidlig techno, mens min svenske komponistven Mattias Petterson tørt konstaterede, at det var en dekonstruktion af techno. Godt så.

Keith Fullerton Whitmans efterfølgende bombardement havde en ny karakter. Tusindvis af små lydfragmenter blev sat sammen til en collage af en sjælden helhed. Visualiseringen på storskærmen støttede op om alle de små abrupte enkeltheder, der i sidste ende, med præcision og fantastisk timing, fik mig helt til ro. Som at zappe tv på et apparat designet til formålet.Foto: Marco Microbi, CTM pressebillede

Med Florian Hecker blev rammen igen skiftet, til en koncert-installation i tre etager. Lyden bestod af old-school analoge synthklange, sekvenser og skalaer, som mindede meget om kuriositeterne, jeg i sin tid fandt i EMS-arkiverne. Stykket fungerede fint og fik huset til at være rammen om klangfladerne: Dybe toner nederst i stueetagens indgangsparti, motiver og sekvenser i den store 18 m høje sal på 1. etage og mere støjagtige klangflader i 2. sals Panorama bar.

Kantine-PUNK
CTM programmet på Berghain onsdag var godt, men fik som skrevet en showcase-agtig karakter, hvor musikken mere skulle tjekkes ud end gennemleves og nydes. Heldigvis havde arrangørerne sørget for et frisk pust i Berghain Kantine, et tilstødende mindre koncertsted, hvor stemningen var en helt anden. Denne scene synes mere at være for musikere og bands, som ikke nødvendigvis er mindre i popularitet, men som befinder sig lidt ved siden af CTMs primære genrer.Foto: Eelco Borremans, CTM pressebilledeTorsdag aften bød Berghain Kantine på postpunk, hvor jeg hørte to koncerter. Det er naturligvis ikke første gang avantgarde og punkmusik mødes, og første band Reliq ledte således også tankerne til Sonic Youth, der ligeledes med en kvindelig forsanger får integreret feminin sødme i et inferno af maskuline støjende guitarer - denne aften fremført af en guitarist i bar overkrop. Det lyder måske temmelig klichéfyldt, men koncerten var overbevisende god. Helt unge danske Iceage, der i programmet beskrives som ’THE punk phenomenon of the moment’, tog tråden op og spillede en intens koncert med energi og tempo, og fik endda etableret - om end ikke særlig stor, så alligevel en mosh-pit. Her var musikere, der virkede som, at de ville musikken, sig selv, os og hinanden. Selvom programmet påstår, at musikken skabes på baggrund af frustration over tidens håbløse politiske og sociale situation, fik Iceage med deres intense og afsmittende energiudladninger plantet et håb i os, der var til stede.

Drooooooooooooner…
Inspireret af sidste års sublime åbningskoncert med 3 timers dronemusik af den franske EAM pioner Eliane Radigue (f. 1932), søgte jeg også i år mod dronekoncerter, som der ikke er få af i CTMs program.

Som fænomen repræsenterer droner en dobbelthed: På den ene side spiritualitet og meditative tilstande. På den anden side er de fysiske manifestationer, hvor dyrkelsen af klang, materiale og medie bliver målet i sig selv. For mig formår den gode dronekoncert uproblematisk at afspejle de to sider, hvilket netop var tilfældet med Radigue koncerten sidste år.

Torsdag aften gik turen derfor til HAU 2, Hebbel am Ufers prøvesal til koncerten Der Raum in Klang, - en portrætkoncert af den tyske minimalist-pioner Ernstalbrecht Stiebler. Første værk var for cello og præindspillet lyd, det andet for klaver og det sidste for kontrabas og keyboard. Stykkerne var udmærkede, det samme var udførelsen, men desværre forblev det hele ved en slags konkret manifestation, hvor det spirituelle og meditative aldrig fik plads. Jeg tror, dette delvist beroede på, at lyden ikke var optimal, men døde hen i teaterrummets mørke. Dertil virkede det som om, performerne aldrig rigtig performede, men mere optrådte, som om de var til en prøve. Jeg kedede mig og gik efter pausen.Foto: CTM pressebillede

Den spirituelle stemning blev til gengæld etableret godt og grundigt på det større spillested Astra, hvor amerikanske Sunn O))) søndag aften afsluttede festivalen. (Se også anmeldelsen af Sunn O))) koncerten i København aftenen forinden.) Som opvarmning til det kultiske guitarinferno spillede irakiske Khyam Allami og græske Vasilis Sarikis 5 kortere stykker på henholdsvis oud (en arabisk lut) og tromme. Med overbevisende, intens og charmerende fremførelse blev publikum virkelig varmet op, hensat til varmere himmelstrøg, mystisk og spirituel melankoli. ”Som da Ravi Shankar spillede med Hendrix på Woodstock”, konstaterede Allami selv med et smil, inden de gik i gang med det sidste nummer.

Så var vi klar til Sunn O))). Ja. Klar. Kom nu. Dron os til. Støj den nu. Røgen var tæt, lyset stemningssættende. Guitarstøjens klangflader fyldte rummet, var interessante og farverige, og høje feeds fra højtaleren etablerede gode kontraster til de dybe støjende droner. Midt i koncerten kom sangen på, der dog blandede sig mindre godt med det resterende lydbillede.

Om det var den time lange pause til ekstra lydprøve efter Allami og Vasilis, den over-treatrale kutteklædte fremtræden, der grænsende til det komiske, en lyd, der først for alvor gik i knoglerne i løbet af koncertens sidste 10 minutter, eller om det var festivaltræthed, ved jeg ikke. Men indhyllet i koncerten blev jeg først til allersidst. Og grebet blev jeg aldrig.Foto: Marco Microbi, CTM pressebillede

Utopiernes utopi
På Transmedialen på Haus der Kulturen der Welt (HKW) var der parallelt med CTM i dagstimerne udstillinger, et omfattende og kreativt program med akademiske seminarer, kunstnerpræsentationer, performances og workshops - og om aftenen større, mere spektakulære performances.

Torsdag aften var ’People Like Us’ (PLU) programsat i HKW’s store sal.  Engelske Vicki Bennett, der siden 1991 har markeret sig internationalt med sit arbejde med film- og lydcollager, uropførte Consequensces (one thing leads to another), primært baseret på klip fra klassiske 1970er-film, ledsaget af nogenlunde samtidige popnumre. Alt monteret sammen, så jeg genkendte det jeg hørte, men alligevel mistede oplevelsen af fremdrift og orientering – som til eksempel sammensætningen af The Carpenters’ Calling Occupants, tilsat The Beatles’ Here comes the Sun riff’et som gennemgående musikalsk figur. Performancen var fin og velproduceret, men kom aldrig op i højder, hvor jeg mistede pusten.Foto: Anna Schiwitza, Transmediale pressebillede

Brasilianske Vanessa Ramos-Velasquez forsøgte i samme sal aftenen efter at skabe rum for en interaktiv ”retro-futuristisk” performance. På scenen var et slags bål, som ca. 15 personer fra publikum blev indbudt til at sætte sig om. Ramos-Velasquez’s eksotiske dragt og lejrbålsstemningen førte os til en fjern tid og et fremmed sted  - det blev dog aldrig klart, hvor, og om det var fremtid eller fortid. Men det var noget med Plutotid.

Konceptet var, at publikum  - først dem på scenen – og siden os i salen, skulle skrive en sætning på en IPAD, der blev sendt rundt mellem os. Sætningerne blev projekteret op på en storskærm, og blev af musikeren A Guy Called Gerald improviseret i musik, – både gennem hans tolkning af det han læste, og med de signaler han samtidig modtog som morsekode.Foto: Anna Schiwitza, Transmediale pressebillede

Jeg tror, at sætningen skulle være en hilsen fra fortiden til nutiden, men ved det ikke. Da konceptet var uklart defineret, strittede publikums interaktion i så mange retninger, at der efter en halv time, begyndte at komme sætninger som; ”hvad handler det her om?” op på tavlen. Interaktionen begyndte at modarbejde konceptets grundidé, om at vi skulle rejse i tid og sted, men pegede i stedet på den konkrete, mere og mere absurde situation. Musikken udviklede sig mod det kedelige og virkede efterhånden isoleret fra resten af hændelserne. Publikum udvandrede i store mængder, og arrangementet opløste næsten sig selv. Puha.

Et grundlæggende paradoks?
Maveplaskeren til trods, har jeg grundlæggende stor respekt for Transmediale og festivalens ihærdige forsøg på at skabe en seriøs ramme for den vigtige dialog mellem teori og praksis, akademia og kunst. Jeg har også sympati for kurateringens idérigdom og koncept og respekterer, at vi selv skal gøre en stor indsats, for at finde relationer og relevans de enkelte komponenter imellem. Jeg er dog skuffet over, at det kunstneriske niveau i de events jeg så, ikke åbnede eller reflekterede de teoretiske diskussioner, men synes at befinde sig niveauer under.

Måske findes et grundlæggende paradoks i Transmedialens koncept? Fremtidens, fortidens og nutidens medier og utopier undersøges i en ramme, der i sig selv kan betegnes som en utopi. En ramme, der vil ophæve skellene mellem kunst og videnskab, praksis og teori, fortid og nutid, materiale og betydning, og i stedet diskutere feltet i en kontekst, der endnu ikke er klart defineret. Jeg – og tilsyneladende også mange andre -  stiller, frustrationerne til trods, dog gerne op og er med i undersøgelserne på vej mod den nye dagsorden.