Mauricio Kagel gør grin med borgermusikken – på uimodståelig musikalsk vis. musikFabrik fra Köln er på hjemmebane i Kagels aburde instrumentalteater, hvor musikerne både skal kunne spille musik og komedie.
Den argentinsk-jødiske komponist Mauricio Kagel slog sig ned i Tyskland i 1957 og blev tilknyttet den avantgardistiske Darmstadt-skole. I sin musik var han inspireret af det absurde teater og begrebet instrumentalteater, hvor musikerne ikke blot spiller noderne, men ved hjælp af gestik og grimasser spiller komedie imens.
“MM 51” for klaver og metronom er et stykke “filmmusik” (Music for Movies), som ikke er skrevet til en bestemt film, men spiller på filmmusikken som genre. Kagel leger med filmmusikkens brug af velkendte virkemidler til at skabe bestemte forventninger om fx uhygge hos tilskueren. Også “Morceau de Concours” (Koncertstykke) er en leg. Det virtuose trompetstykke leger med virtuosens velkendte trang til at “spille for galleriet”.
Den mærkelige titel “Unguis incarnatus est” spiller på trosbekendelsen – men her er det ikke Jesus, men en hov eller klov, der er undfanget – måske blot fordi ordet “Unguis” ligner et anagram på Liszts klaverstykke “Nuages gris”, som Kagel refererer til. Det sene stykke “Schattenklänge” (“Skyggeklange”) er en triptykon for et instrument, Kagel “omgående forelskede sig i”, nemlig basklarinetten.
Eliteensemblet musikFabrik nåede at samarbejde med Kagel inden hans død og er helt på hjemmebane i hans instrumentalteater.
Koncerten er en del af Athelas New Music Festival