Einsteins drømme, nordenvinden sat i musik, og musik, der er spærret inde: Canadas Aventa Ensemble får os til at mærke verden på ny med et fantasifuldt canadisk-tysk-dansk program.
Canadieren Jordan Nobles’ musik er blevet betegnet som “overjordisk smuk”. Hans nye værk, “Einstein’s Dreams – May 14, 1905” er inspireret af Alan Lightmans roman fra 1992, der beskriver de drømme, den unge Einstein hjemsøges af under arbejdet med relativitetsteorien i 1905: “Der er et sted, hvor tiden står stille. Regndråber hænger ubevægelige i luften. Urenes penduler er standset midt i en bevægelse. Den rejsende, som nærmer sig, bevæger sig stadig langsommere ...”
Titlen på Simon Steen-Andersens “Chambered Music” spiller på “chamber music”, men har den ildevarslende betydning: musik, der er spærret inde. Dette tema gøres konkret på mange måder: Inde fra det lukkede flygel høres en halvkvalt stemme, basunen høres langvejs fra gennem vægge og døre, slagtøjsspillerne trommer på en lukket kuffert og laver vaccuum-sug med tomme syltetøjsglas, osv. På den måde bliver “Chambered Music” et stykke musikteater, der handler om mange slags indespærring.
TIl sidst tager Aventa os med nordpå i en kompositon fra den argentinsk-tyske Mauricio Kagels serie “Die Stücke der Windrose”, hvor hvert stykke er inspireret af en af kompassets positioner. Stykkerne spilles af et “salonorkester”, dvs. af en besætning, der kunne have spillet salonmusikken for 100 år siden, ikke mindst på de skibe, der sejlede i alle kompassets retninger.
Koncerten er en del af Athelas New Music Festival