22. Mar
2017
21:30

Ved Vesterport 4
1612 København V

DOX // Invisible City / Kirkegaard / Albrechtsen

CPH:DOX præsenterer unikt lydværk af Jacob Kirkegaard og Peter Albrechtsen.

De internationalt anerkendte lydkunstnere Jacob Kirkegaard og Peter Albrechtsen fortolker lyden af hovedstaden i et af de første lydværker nogensinde designet i det toptunede, moderne biograflydsystem, Dolby Atmos.

Når der bliver talt om lyden af København, handler det som regel om larm eller støjklager, men lyden af storbyen er meget mere end det, og ofte er der en tendens til at glemme, hvor mange fantastiske fortællinger, der omgiver vores ører i den summende storby. I det ambitiøse og nyskabende lydportræt Den usynlige by bliver der vendt op og ned på, hvordan vi lytter til byens liv, og vi hører Danmarks hovedstad på en helt ny måde.

Jacob Kirkegaard og Peter Albrechtsen udfordrer de arketypiske københavnerlyde og skaber lyden af et København, der på én gang er kendt og ukendt, som vil forføre og forbløffe, som både peger tilbage, fremad og indad, og som kombinerer virkemidler fra lydkunst, musik og lyddesign på en hidtil uhørt måde.

Verdenspremieren på Den usynlige by på CPH:DOX 22. marts bliver præsenteret i det toptunede, moderne biograflydsystem Dolby Atmos i Imperial, der er en af verdens største Atmos-biografer. Det en time lange værk, Den usynlige by, er et af de første lydværker nogensinde designet i dette format. Dolby Atmos er det tætteste, man kommer på en 3D-lydoplevelse, hvor der er højttalere hele vejen rundt om publikum – også i loftet.

Den københavnske lyd udforskes både fysisk og tidsmæssigt på denne flerdimensionelle lydrejse, der tager lytteren med fra de dybeste steder under jorden til byens højeste tinder, hvor hele byens lyd smelter sammen. På den måde fører lyden publikum ind bag facaden af den by og de vartegn, vi kender og alligevel kan opdage på ny.

Samtidig forenes fortidens København med lydene fra nutidens København og skaber en tidsrejse mellem ørerne, når historiske arkivoptagelser smelter sammen med den moderne metropols vibrationer. Der er med andre ord lagt op til en helt særlig aften, når CPH:DOX inviterer indenfor i mørket for at lytte til København på en helt ny måde.

‘Den usynlige by’ er en del af et større radiofokus i år på CPH:DOX, som blandt andet yderligere tæller tre forskellige Third Ear-arrangementer i Planetariet (New Yorker podcasten The Heart, Here be Monsters af Jeff Emtman og Radio Diaries med Joe Richman), et event med Radio Atlas, der præsenterer undertekstede udenlandske radiodokumentarer samt en tur i havnerundfarten med lyden af arkitektpodcasten ByLyd i ørene, der udforsker den københavnske havne-arkitektur.

Bag lydportrættet står de internationalt anerkendte lydkunstnere Jacob Kirkegaard og Peter Albrechtsen. Jacob Kirkegaard er en af verdens mest respekterede lydkunstnere og har præsenteret sine værker på en lang række museer, festivaler og konferencer i blandt andet USA, Japan, Mexico og Rusland. Hans kompositioner er udgivet på velrenommerede, internationale pladeselskaber og har fået fornem omtale af toneangivende musikmagasiner som Rolling Stone og The Wire. Har herhjemme kunnet opleves på Louisiana, Arken, Museet for Samtidskunst og er netop nu aktuel med soloudstilling på ARoS indtil 28. maj.

Peter Albrechtsen er uddannet tonemester på Den Danske Filmskole i 2001 og har lavet lyd på en lang række prisbelønnede spillefilm, dokumentarfilm og tv-serier, både danske og internationale. Peter vandt sidste år en Bodil og en Robert for sit lyddesign til Idealisten og er netop nu aktuel i de danske biografer med både det danske actiondrama, Underverden, og den finske Cannes-vinder, Den bedste dag i Olli Mäkis liv. Peter Albrechtsen er lige nu også aktuel som en del af lydlandskabet ved installationen The Wave på Ofelia Plads.

Koncertkalenderen produceres i samarbejde med SNYK