21. Apr
2017
20:00

Niels Hemmingsens Gade 10
1153 København K

JAZZHOUSE // NORBERTO LOBO / GLORIAS NAVALES m.fl.

Eksperimenterende og excentrisk folk fra alle verdenshjørner

Denne aften tager Jazzhouse i samarbejde med Fanø Free Folk Festival med på en bemærkelsesværdig rejse mellem folkemusik og eksperimenterende tilgange og med musik fra Portugal, Chile og Georgien.

Den portugisiske guitarist Norberto Lobo gæstede Jazzhouse under Copenhagen Jazz Festival 2016 som del af orkestret Oba Loba, men har dog også flere gange imponeret i dansk sammenhæng med sit overvældende solo-guitarspil. Norberto Lobo formår at fortælle historier med sin guitar, der fletter landskaber fra Portugal sammen med arven fra store amerikanske free folk-guitarister som John Fahey og Robbie Basho og med en god dosis syret og funklende jazz i medgift. 

Det er sjældent, at man kan høre eksperimenterende musik fra Chile i København, og det er da også første gang, at bandet Glorias Navales gæster landet. Det relativt unge band fra Santiago har formået at skabe et helt unikt udtryk, hvor chilensk folkemusik blandes med lo-fi æstetik, repetitiv rock med betydelig inspiration fra Velvet Underground samt elementer af psych folk. 

Endelig kan man glæde sig til vokalist og saz-spiller Asiq Nargile, der trækker på den rige georgiske folkemusikarv tilsat elementer af folkemusik fra Rusland og Aserbajdsjan. Med den lut-lignende saz, der også er udbredt i musik fra bl.a. Tyrkiet og Balkan, skaber Nargile hypnotiske lydlandskaber, mens hun med sin stærke stemme fremmaner episke ballader og folkepoesi. 

DJ's fra Fanø Free Folk Festival spiller musik før, efter og mellem koncerterne.

Koncertkalenderen produceres i samarbejde med SNYK