29. Aug
2017
19:30

30. Aug
2017
19:30

06. Sep
2017
19:30

08. Sep
2017
19:30

Den gamle by
Viborgvej 2
8000 Aarhus C

Origins2017 // Darwin

En opera med Aarhus Sommeropera om videnskab, kærlighed og etiske dilemmaer af Niels Marthinsen og Bent Nørgaard

Store naturvidenskabelige opdagelser ændrer en gang imellem vores forestilling om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra - og det største erkendelsesskred kom måske med udviklingslæren og Charles Darwins bog Arternes oprindelse.

Historien om, hvordan Charles Darwins opdagelser ændrede verden er en dramatisk saga om voldsomme etiske og moralske brydninger i Dronning Victorias England. Operaen fokuserer imidlertid på den sande historie om Darwins samliv og hans store kærlighed til sin kone Emma. Hun var en troende kristen, og Darwin udsatte i mange år offentliggørelsen af Arternes oprindelse på grund af Emmas tro.

På trods af deres store kærlighed til hinanden var deres forskellige meninger om livet efter døden en stadig kilde til uenighed. Men alligevel var det Emma, som i sidste ende overtalte Charles til at udgive sit værk, efter Charles modtog et afgørende brev fra en kollega, der var i færd med at udgive en teori med de samme tanker som Darwin. 

Operaens tekst skrives af dramatikeren Bent Nørgaard. Musik: Niels Marthinsen.

Charles Darwin: Jesper Mikkelsen (baryton)
Emma Darwin: Anette Bod (mezzosopran)
Dr. J. D. Hooker: Mathias Hedegaard (tenor)
Kvartetten: Julie MeeRa Albertsen (sopran), Sidsel Aja Eriksen (alt), Anders Christensen (tenor), Benjamin Molonfalean (bas)
Dirigent: David Riddell 
Randers Kammerorkester 

Se Den Gamle By med nye øjne og hør historien bag udgivelsen af Arternes Oprindelse, når Aarhus Sommeropera inviterer til en videnskabshistorisk oplevelse i Den Gamle By.
 
Her kan du først opleve Den Gamle By efter lukketid, når en af museets vidende og velformidlende guider viser rundt i 1800-talsdelen i byen – den periode, hvor Darwins ideer kom til Danmark. Derefter fortæller Laura Søvsø Thomasen om myter og fakta i forbindelse med Darwin og modtagelsen af Arternes Oprindelse i Danmark.
 
Omvisninger: 30. august og 6. september kl. 17.30 - Omvisningen er gratis, men tilmelding er nødvendig på pr@aarhus-sommeropera.dk - senest to dage før forestillingen.

Mødested: Indgangen til Helsingør Theater, Den Gamle By, Aarhus.

Koncertkalenderen produceres i samarbejde med SNYK