14. Sep
2017
19:00

Niels Hemmingsens Gade 10
1153 København K

Jazzhouse / CPH PIX // Jon Gibson

Oplev minimalisme-pioner Jon Gibson i audiovisuel koncert

14. september kan vi byde på et møde med den amerikanske minimalisme-pioner Jon Gibson. Gibson var med til at grundlægge et af minimalismens absolutte mesterensembler, Philip Glass Ensemble, som han har optrådt med i 45 år. Han medvirkede ligeledes på premieren af Terry Rileys banebrydende hovedværk, ‘In C’. Han har også medvirket på flere af Steve Reichs skelsættende kompositioner samt på flere af Arthur Russells plader, ligesom han har samarbejdet med navne som La Monte Young, Harold Budd og Ravi Shankar.

Ja, CV’et er bestemt i orden. Jon Gibson er dog også en markant komponist i egen ret og kendes ikke mindst for det banebrydende debutalbum ‘Visitations’, der udkom på Philip Glass’ label Chatham Square i 1973 og som betragtes som et hovedværk i minimalismen. Netop ‘Visitations’ er genstand for det ensemble, som Gibson nu har samlet, og som gæster Jazzhouse til september. Ensemblet genfortolker ‘Visitations’ omarrangeret for modular synths. Som noget særligt opføres musikken til en screening af Gibsons egen 16 mm-eksperimentalfilm ‘One Way’, der også stammer fra 70’erne og som præsenteres som et rituelt road trip gennem hypnotiske amerikanske ørkenlandskaber. Der bliver altså tale om en aften, som i både billede og lyd fører én dybt ind i den amerikanske minimalismes hjerte

Koncertkalenderen produceres i samarbejde med SNYK

LINKS