07. Okt
2017
21:00

Ragnhildgade 1
2200 København N

Apartment House // Julius Eastman

Det britiske ensemble Apartment House fremfører værket 'Femenine' af den amerikanske komponist Julius Eastman. Samme aften er også soloværker af Philip Glass og Alvin Lucier

Den amerikanske komponist Julius Eastmans' (1940-90) egne værker oplever i øjeblikket en overvældende opmærksomhed til trods for, at han tidligere mest var efterspurgt som vokalist og pianist i samarbejder med centrale musikere og komponister som Pierre Boulez, Arthur Russell og Meredith Monk.

Som komponist var han mere kontroversiel, og eksempelvis hans konfronterende serie af “nigger-værker” – Nigger Faggot (1978), Evil Nigger (1979) og Crazy Nigger (1980) –  er mere end én gang blevet taget af plakaten efter protester. Eastman var som sort homoseksuel en outsider i den amerikanske kunstmusik, og han endte med at leve som hjemløs i New York i en lang årrække.

Blandt andet derfor forblev Eastman en perifer og obskur komponist, indtil en række af hans værker for første gang blev indspillet og udgivet i 2005 under titlen Unjust Malaise af pladeselskab New World Records. Interessen for Eastmans musik har siden været stødt stigende også uden for USA, men med opførelsen af Fememine er det er første gang, at Eastmans værker er på programmet i Danmark.

Femenine er et af Eastmans få værker for kammerensemble, og igennem lidt over en time indhylles lytteren i et insisterende og opløftende musikalsk univers, hvor Eastmans egen opfindelse – de mekaniserede bjælder, som er værkets anker – holder en stabil puls.

Foruden Eastmans værk opføres soloværker for henholdsvis violin og triangel af de to samtidige komponister Philip Glass og Alvin Lucier, der er hovedskikkelser i den amerikanske kanon af minimalistisk og eksperimenterende musik, som Julius Eastman først nu er ved at blive indlemmet i.

Program:
Philip Glass: Strung out (1969) fremføres af Johannes Søe Hansen.
Alvin Lucier: Silver streetcar for the orchestra (1988) fremføres af Ying-Hsueh Chen.
Julius Eastman: Femenine (1974) fremføres af Apartment House.

Om Apartment House
Det internationalt anerkendte ensemble Apartment House blev stiftet i 1995 af cellisten Anton Lukoszevieze. Under hans ledelse er ensemblet blevet en vigtig eksponent for avantgarde- og eksperimentel musik fra hele verden, og Apartment House har uropført værker af en række en tidens største komponister – herunder Christian Wolff, Luc Ferrari, Helmut Oehring og Richard Ayres.

 

Koncertkalenderen produceres i samarbejde med SNYK