12. Okt
2017
19:30

Julius Thomsens Gade 1
1973 Frederiksberg

COPENHAGEN PHIL // SÆSONSTART

En aften med den danske verdenscellist Andreas Brantelid samt fagottist Signe Haugland, der uropfører værket Somniloquy af Martin Stauning.

Copenhagen Phil åbner sæson 2017/2018 med en udsolgt koncert, når symfoniorkestret den 12. oktober 2017 får besøg af den danske verdenscellist, Andreas Brantelid.

Efter at have spillet hele sommeren i Tivoli er Copenhagen Phil nu tilbage som husorkester i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg og parat til at tage fat på en helt ny sæson. En sæson, der åbner med Andreas Brantelid forrest på scenen som solist i Schumanns gamle favorit, cellokoncerten. Andreas Brantelid er næsten født med en cello i hånden. I dag er han et internationalt navn, der som én af få i verden spiller på en over 300 år gammel Stradivarius cello.

Orkestrets tidligere æres-gæstedirigent, den sympatiske amerikaner Lawrence Foster, står igen på dirigentpodiet – også for Schuberts sprudlende ung­doms­værker, symfoni nr. 1 og 2. Schubert var tidligt ude og nåede ekstremt meget, inden han døde kun 31 år gammel. Det vil være en ægte overdrivelse at kalde hans indstilling til arbejdet et ’kald’. Han slæbte sig igennem hverdagen, men havde alligevel et utroligt over­skud. Selv beskrev han, hvordan han stod op om morgenen og begyndte at komponere – og når en lied, en korsats eller en symfoni var færdig, startede han straks på den næste. Mere end 1500 værker i stort set alle genrer blev det til, inklusiv syv symfonier og frag­menter af yderligere seks.

Koncerten indledes med orkestrets mini-koncertformat, 4’33 Phil – et soloværk af varigheden 4 minutter og 33 sekunder. En serie af helt nye værker, der går tæt på den enkelte orkester­musiker. Denne aften uropfører fagottist Signe Haugland værket Somniloquy af Martin Stauning.

PRAKTISK INFO

“Brantelid og Foster”

12. oktober 2017 kl. 19:30
Konservatoriets Koncertsal

Dirigent / Lawrence Foster
Solist / Andreas Brantelid, cello

4’33 Phil: “Somniloquy” (uropførelse) af Martin Stauning v. Signe Haugland (fagot)

Schubert / Symfoni nr. 1
Schumann / Cellokoncert
Schubert / Symfoni nr. 2

Koncerten er udsolgt.

Foto øverst: Anne Mie Dreves 

Koncertkalenderen produceres i samarbejde med SNYK