15. Okt
2017
16:00

Frederiksholms Kanal 24, 1220 København K

Athelas Sinfonietta Copenhagen // Kan man høre tiden?

Athelas fejrer Karl Aage Rasmussens 70-års fødselsdag

En stor mand i dansk kulturliv runder de 70, og det skal fejres!

Karl Aage Rasmussen har nu i over 40 år bidraget til udviklingen af dansk musik.
Både som komponist af en række markante værker, som underviser for nye generationer af komponister, som kulturel meningsdanner og som formidler. Men også som forfatter af bøger om musik med titler som "Kan man høre tiden?", "Har verden en klang", samt fremragende komponistbiografier, bl.a. en om Robert Schumann med titlen "Forrykt" m.m.

Karl Aage Rasmussen har gennemgået flere faser i sin kompositoriske karriere, men ofte har han videreført en gammel praksis med at skrive ovenpå eksisterende værker. Han har f.eks. ud fra Bachs Italienske Koncert skabt et sprudlende ensembleværk, og han har ved at iklæde Lange-Müllers sange nye klædedragt og krydre harmonikken skabt et nutidigt værk baseret på dansk Guldaldertradition. Senest har han rekomponeret Vivaldis 4 årstider til Concerto Copenhagen, færdiggjort en ufuldendt opera af Schubert og rekonstrueret en klavertrio af Niels W. Gade - for det kan han også!

Karl Aage Rasmussens musik bliver ikke spillet så meget, som den fortjener at blive det, men i Athelas har vi et nært forhold til denne ekstremt begavede mand. Han har siddet i vores bestyrelse, og vi har uropført eller spillet værker af ham igennem hele vores eksistens.
Ved denne hyldestkoncert ledes vi atter, efter mange års pause, af vores tidligere chefdirigent Giordano Bellincampi, og vores formidable koncertmester Anne Søe er solist i den store violinkoncert "Sinking through the Dream Mirror". Desuden spilles "Movements on a moving Line" og "Webs in a stolen Dream".

Fire af Karl Aages tidligere elever (Anders Brødsgaard, John Frandsen, Svend Hvidtfelt Nielsen og Simon Steen Andersen) har til koncerten skrevet en lille hilsen til Karl Aage, og de viser på hver deres måde hvilken bredde, der har været i hans undervisning. Disse 4 stykker "gavemusik" skriver sig ind i en fornøjelig tradition, hvor komponister har skrevet hilsener til hinanden, og på samme tid skriver både som sig selv og som fødselaren.

Program:
Karl Aage Rasmussen (f. 1947): Webs in a stolen dream (1996)
Karl Aage Rasmussen (f. 1947): Movements on a moving line (1987)
Karl Aage Rasmussen (f. 1947): Sinking Through the Dream Mirror (1993)

John Frandsen (f. 1956): Biglietto d'auguri (2017 - urpremiere)
Svend Hvidtfelt Nielsen (f. 1958): I dag er det ikke (2017 - urpremiere)
Anders Brødsgård (f. 1955): Scherzofragmente (2017 - urpremiere)
Simon Steen-Andersen (f. 1976): uden titel (2017 - urpremiere)

Hvem: Athelas Sinfonietta og dirigent Giordano Bellincampi, Solist: Anne Søe, violin
Hvor: Johan Horups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, 1220 København K
Hvornår: Søndag d. 15. oktober kl. 1600

Koncertkalenderen produceres i samarbejde med SNYK