17.09.15
Foto: Alexandra Buhl

Når rummet bliver medspiller

Foromtale. Nordiske Musikdage 24/9 2015: Hugget i sten.

Kamilla Hjortkjær har talt med Dansk Komponistforenings daglige leder Sine Tofte Hannibal om valget af kongernes lapidarum som rammen om Nordiske Musikdages åbningskoncert. Interviewet efterfølges af et essay om stedets betydning for ny musikoncerter. Her perspektiveres til den klassiske koncertform, til neo-avantgardens eksperimenter og til lydkunstens rammesætninger.

Når jeg den sidste weekend af september drager til København for at lytte til hvad Nordiske Musikdage har at byde på, er koncertsalene suppleret med henholdsvis en historisk teatersal, en glaskuppel uden for det Kongelige Bibliotek og en kongelig bastion fra 1600-tallet. Der er i og for sig intet nyskabende ved at flytte musikken ud af koncertsalen, men der er ingen tvivl om, at det er en tendens, som er vokset de seneste 20 år – fra at være noget helt særligt, eller noget, der kun knyttede sig til avantgarden eller lydkunstscenen til at blive næsten helt forventeligt, også når man har med den nyere kunstmusik at gøre.

Kongernes lapidarium
Jeg mødtes med lederen af Dansk Komponist Forenings sekretariat, Sine Tofte Hannibal, der også har det overordnede ansvar for årets NMD, for at se på den massive bygning, de mange skulpturer og de smukke rum, som er blevet valgt som ramme for mange af koncerterne. Kongernes Lapidarium blev bygget i begyndelsen af 1600-tallet som en kongelig bastion. Efter ganske få år havde kongen ikke brug for en bastion på dette sted i København mere, og valgte derfor, at hans soldater havde brug for god øl, hvorefter huset blev ombygget til et kongeligt bryghus. Siden tjente bygningen som lager for både våben og øl, og først i 2014 fik offentligheden mulighed for at komme inden for murene, da Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme åbnede Kongernes Lapidarium.

Sammen med Sine Tofte Hannibal træder jeg ind i den kølige bygning bag de tykke mure, hvor vi mødes af synet af sten- og gipsskulpturer overalt. Sine har efterhånden hørt flere af de gode historier, som skulpturerne gemmer på. I det første rum mødes vi af en hel hær af færøske og norske skulpturer.

Så vidt jeg ved, var det Kong Frederik 5., der fik stillet de her skulpturer op i slotshaven, for at han kunne gå tur mellem sine undersåtter.

Vi går forbi et dansende bondepar og to norske mænd med trommer over skuldrene, imens vi taler om, at det må kunne give inspiration til komponister og musikere.

Det her sted rummer så mange historier og har så stærk en profil, at man bliver inspireret til at bruge stedet som en del af musikken og oplevelsen, og det er festivalens kuratorer også blevet. De mange skulpturer har blandt andet inspireret til at koble musik og bevægelse på åbningsaftenen, og husets etager tages i brug til en koncertvandring, hvor man vil kunne høre og se værker skabt specifikt til rummene her. Nu er det jo så ikke sådan at al musikken, der opføres her er komponeret udelukkende med dette hus for øje, men måske vil vi kunne se og høre noget, der direkte afspejler stedet ved de uropførelser, der vil finde sted på åbningsaftenen.

Vi går forbi en opstilling af stolerækker foran et flygel og bevæger os ind til de imponerende rytterstatuer, der med deres størrelse ser noget forvoksede ud i det ellers højloftede rum. Vi taler om, hvordan det vil være at spille koncerter mellem disse pensionerede rytterstatuer, og om hvor publikum og musikere vil befinde sig, når det ikke nødvendigvis giver sig selv i denne alternative koncertsal.

Nogle steder kommer publikum til at sidde ned på stolerækker, mens man andre steder kommer til at stå eller bevæge sig rundt i rummet, og det bliver jo ret spændende at se, hvordan det opleves, når der for eksempel er en rytterstatue, der reflekterer lyden, eller når der er en skulptur mellem musikerne og publikum.

Vi går op ad trappen og mødes af endnu flere skulpturer på et stort træloft. Vi nyder lyset, der strømmer ind af vinduerne, hvilket står i kontrast til, hvordan både traditionelle koncertsale og museer ofte – af praktiske årsager – må lukke lyset ude. Sine udpeger én af statuerne og fortæller, at hvis jeg kigger ud af vinduet, så vil jeg kunne se den i sin tiltænkte funktion, nemlig som udsmykning på Marmorbroen. På vores videre tur gennem lapidariets mange rum og kroge taler vi om, hvordan man næsten kan forestille sig, at der er et ekstra publikum til stede i kraft af de mange livagtige skulpturer.

Jeg tror, at man kan sige, at fokus flytter sig fra værket i sig selv til en total oplevelse. Jeg ved, at både kuratorer og komponister lader sig inspirere, og at flere nok tænker hvordan kan man lave en koncert her. I stedet for kun at tage udgangspunkt i værket, og hvordan værket skal lyde, så vil rummet og stedet med en så stærk identitet også blive medregnet i musikken – i det samlede værk.

Vi bliver på vej ud af lapidariet enige om, at vi begge glæder os til både at se og høre koncerterne i lapidariet, når Nordiske Musikdage går i gang.

Inspiration fra lydkunstscenen
Efter at have sagt farvel til Sine Tofte Hannibal, går jeg endnu en runde i de store højloftede rum med de tykke mure, og tanker og minder om egne koncertoplevelser dukker op.

I 1997 nød jeg som helt ny studerende på Musikvidenskabeligt Institut i København min første torsdagskoncert med musik af Rued Langgaard. En betydelig del af oplevelsen var, at se og befinde mig i selveste Danmarks Radios Koncertsal! Det var ikke kun det at sidde i koncertsalen, der var en del af oplevelsen, min koncertoplevelse begyndte meget før end det.

Det var forestillingen om, hvordan det hele så ud og hvordan musikken ville lyde, det var forventningens glæde, da jeg trådte ind gennem hovedindgangen til koncertsalens foyer, hængte min jakke i garderoben, gik ind i den store sal samtidig med resten af publikum, satte mig til rette i min stol på én af de bageste rækker med blikket rettet mod den endnu tomme scene, at se orkestret og herefter dirigenten finde deres pladser og derefter at opleve koncerten fra den mørke koncertsal, hvor scenen var badet i lys, mens orkestret spillede. De traditionelle koncertomgivelser – rummet og stedet – betød, at både musikere og publikum fulgte de både skrevne og uskrevne regler og konventioner for, hvordan man agerer til en klassisk koncert – og jeg valgte helt naturligt sammen med mit med-publikum, at følge de kulturelle normer og regler for koncertgængere.

Nogle få år senere befandt jeg mig ofte på kunstmuseer, nedlagte banegårde, i tidligere fabrikshaller eller ude i byrummet for at opleve alt fra lydinstallationer til elektronisk musik. Denne tendens kom dog ikke ud af ingenting: Allerede i 1960’erne var der en spirende tendens til at flytte koncerter og andre lytteoplevelser ud af koncertsalen og ind i andre – ofte mere rå bygninger og rum. I et forsøg på at bryde med den konventionelle musikkultur valgte avantgardisterne at flytte opførslen af flere musikalske værker ud af de traditionelle rammer og rum, som da San Francisco Museum of Art i 1965 lagde hus til en koncert med musik af John Cage og Christian Wolff, da Stockhausen afholdt fire koncerter i en klippehule i Libanon eller da den danske komponist Niels Viggo Bentzon flirtede med fluxus-bølgen og optrådte med klaverimprovisationer på toppen af Rundetårn.

Siden blev valget af alternative scener og rum en helt naturlig del af lydkunstgenren. Måske er det netop med inspiration fra lydkunstscenen og med rødder i avantgarden, at koncertarrangører nu også i de seneste år har vendt sig mod alternative koncertsteder. Et dansk skoleeksempel på dette er Frost Festivalen, som hvert år i februar arrangerer koncerter på, hvad de selv kalder for ”håndplukkede steder”. Under denne festival er både swimmingpools, akvarier, haver, museer, kirker og historiske bygninger siden 2011 blevet omdannet til midlertidige koncertrum.

Med stedet som medspiller
Hvor det traditionelle koncertrum er med til at opretholde de mønstre og ritualer, som musikere og publikum agerer efter, kan et brud med de arkitektoniske rammer være med til at forventninger og rammer udvides eller ændres: Publikums eller musikernes rammer, men også komponistens, såfremt der er tale om musik, der komponeres med et bestemt rum for øje.

Endnu et eksempel, som står klart i min hukommelse – måske fordi det for mig var første møde med koncerter på alternative scener – og ikke kun lydkunst på alternative scener –  kan være koncerterne på den dengang nye musikfestival Maerz Musik i Berlin i 2002. Festivalens koncerter var spredt over hele Berlin, hvor en stor del blev afholdt i alternative koncertrum, der i nogle tilfælde forstærkede oplevelsen af det enkelte arrangement og i andre tilfælde kontrasterede det.

En nedlagt bank i et rigmandskvarter blev brugt som koncertsal for klaverspil fremført i lilla belysning og publikum liggende på bløde tæpper på gulvet. Rummet, der engang husede en dynamisk forretningsverden, var nu forsøgt forvandlet til en sfære af meditativ tilstand. Èn af festivalens helt store koncertbegivenheder var en 12-timers event i et nedlagt radiohus i det tidligere DDR. Huset havde siden Tysklands genforening ligget stille hen og åbnede i dagens anledning dørene til de forladte lydstudier og optagesale for musikere og publikum. Heldags-eventen blev kaldt for si-mul-ta-ne-ous si-lense. Titlen var både en hyldest til John Cage, men tematiserede samtidigt også det forladte hus og den stilhed, der til daglig herskede i de forladte lydstudier. Derudover kunne titlen også lede tankerne hen på stilhed eller tavshed i mere overført betydning – en stilhed, som måske herskede på en radiostation i det tidligere DDR – om alt det, der ikke kunne siges og det, der blev sagt, som man helst ønskede at tie om. Den historie, som stedet var bærer af, var med til at skabe helt nye forståelser af musikken og af koncerternes overordnede tema.

Det utraditionelle koncertsted var medvirkende til at få arrangører, musikere og publikum til at bryde traditionelle rammer og koder. Publikum blev ikke nødvendigvis siddende en hel koncert igennem – nogle stod i indgangen til koncertsalen eller satte sig midlertidigt på en trappe. Arrangørerne instruerede desuden publikum i, hvor det var bedst at sætte sig ved de forskellige koncerter: ved nogle koncerter var det midt i salen, så man kunne få fuldt udbytte af de mange højtaleres surround-effekt, ved andre blev man opfordret til at bevæge sig rundt i salen, således at man selv bestemte hvorfra, man ville opleve eventen

Når musikken løftes ud af sine vanlige omgivelser og placeres i ukonventionelle rum, sættes den samtidigt ind i en ny sammenhæng. Den traditionelle koncertsal er med til at bekræfte både publikums ageren og musikkens konventionelle tolkningsmuligheder, mens både musikere og publikum oftest har friere bevægelsesrammer, når musikken iscenesættes på nye måder af det utraditionelle rum.

De utraditionelle rums koncerter udfylder i dag en vigtig rolle i kunstmusikkens forsøg på at finde frem til et nyt publikumssegment. Når konventionerne løsnes, kan det være med til at give plads til et bredere publikum – eller måske blot et andet publikum. Et publikum, der er nysgerrige på at undersøge ikke kun musikken, men også rummets akustik, de arkitektoniske omgivelser, kroppen i rummet og den historiske kontekst. Alt sammen i samklang med den musik, der dog stadig er centrum for oplevelsen.Foto: Alexandra Buhl

Hugget i sten er en del af Nordiske Musikdage 2015.
Tid: Torsdag den 24/9 kl 19-23
Sted: Kongernes Lapidarium, Frederiksholms Kanal 29, København. 
Entre: 150 / studerende 75 

Arrangør: Dansk Komponistforening.

Artiklen er udgivet med støtte fra Dansk Komponistforening.