08.05.16

Fra Kardexkortkassen – et nedslag i AUT’s historie

Interview med tidligere forretningsfører i AUT Jens Bruno Hansen

I anledning af koncertforeningen AUT’s, Aarhus Unge Tonekunstneres, 50-års jubilæumssæson tager komponist og AUT-bestyrelsesmedlem Lasse D. Hansen en snak med tidligere forretningsfører Jens Bruno Hansen om en betydningsfuld periode i AUT’s historie, hvor den særdeles aktive forening inviterede punkere og strubesangere indenfor, hvor spirituelle selskaber fik øjnene op for den ny kompositionsmusik, og hvor musikken begyndte at stå på andre ben – og at køre på ethjulet cykel.

Jens Bruno Hansen blev optaget på musikvidenskab på Aarhus Universitet i 1979. Samtidig studerede søsteren Bolette på Det Jyske Musikkonservatorium, og hurtigt blev Jens Bruno kærester med en af Bolettes veninder, der var datter af sangprofessoren. De fik et barn, da han var 20 år gammel, og da nyheden skulle overrækkes professoren, spurgte han: »Hvad er det for en dyb talestemme, du har? Synger du med den?« Efter at have lært et par arier blev Jens Bruno ansat som bas i Den Jyske Operas kor, og samtidig med universitetetsstudierne begyndte han at komme i konservatoriets "ny musik"-miljø. Der var en stærk front af "ny musik"-folk, og med ansættelsen af Per Nørgård som professor fulgte en del af Nørgårds elever med til Aarhus fra København.

»Det var lidt "Tordenskjolds soldater", der var i AUT’s bestyrelse på det tidspunkt, så de syntes, at det var skønt, når der kom nogle nye, arbejdsomme unge mennesker, som ville noget. Karl Aage Rasmussen var formand, og hans daværende kone, Charlotte Schiøtz, var på vej ud af forretningsførerjobbet, som jeg så overtog. Numus Festivalen så dagens lys i 1978 på Karl Aage Rasmussens initiativ og blev nok flagskibet i AUT i de år. Vi havde selvfølgelig både en efterårs- og en forårssæson, men det var svært at få et publikumsantal, der matchede kvaliteten af koncerterne. Vi spillede tit for 12-15 personer i konservatoriets festsal. Numus Festivalerne var til gengæld altid trækplastre, hvor hele miljøet fra Skandinavien kom. Der var vel 300 publikummere, der havde partoutkort, og vi gik i hælene på hinanden til fire-seks koncerter om dagen. Det toppede, da Karl Aage Rasmussen blev kunstnerisk leder for ISCM Verdensmusikdagene, der kom til Aarhus i 1983, hvor hele verdenseliten pludselig var der. Hans mentor, Tage Nielsen, formåede, på samme måde som Karl Aage Rasmussen senere gjorde, at få nogle kapaciteter til Aarhus. Tage Nielsen var på det tidspunkt rektor for konservatoriet, medlem af AUT og altid til stede til AUT-koncerter. Han hjalp og tilbød sit netværk for Numus og AUT – også lidt i samarbejde med konservatoriet. F.eks. kom Mauricio Kagel og gæsteforelæste i 1982, og det blev til en event, hvor også AUT hægtede sig på. Jeg blev meget gode venner med slagtøjsspilleren Einar Nielsen og sangeren Bodil Gümoes, der var meget aktive omkring musikteater, f.eks. Kagels store værk Staatstheater, en samling af små musikteaterfragmenter af meget forskellig karakter. Det spillede en enorm rolle i de år, og det var vildt morsomt.«

Der var f.eks. en jonglør på ethjulet cykel, jeg læste digte op fra en talerstol og en strygekvartet sad og spillede inde i festsalen. Der foregik simpelthen alt!

Det kunne vel også trække nogle folk til?

»Ja, det kunne det, og det var meget egnet til konservatoriet, for man kunne relativt hurtigt sætte nye studerende ind i det. Noget af det har karakter af lyd-sketches, nærmest. Jeg kan huske, at der var en helt ny sanger på konservatoriet, der blev sat til at lave en sketch af Einar Nielsen, hvor hun skulle have en LP-plade, der var hæftet fast på en prop, i munden, og så skulle hun bare stå og kradse på pladen med et søm. Og sådan nogle ting var jo lette at sætte nye folk til og lade det blive deres vej ind i avantgarde-verdenen. I maj1984 lavede vi John Cages store værk Musicircus på konservatoriet, hvor 87 studerende m.v. afviklede 64 simultane og forskudte »numre« (bl.a. Cage) over 2 timer efter en »Det-sker-fra-minut-til-minut«-plan på 22 spillesteder i 13 lokaler. Det er nærmest en slags readymade, fordi man kan bruge hvad som helst. Konceptet er, at der foregår meget samtidig, og at tingene blander sig fra rum til rum. Vi lavede det i stort set alle rum på hele konservatoriet, gangene, trappeopgangene og sågar toiletterne! Der var f.eks. en jonglør på ethjulet cykel, jeg læste digte op fra en talerstol og en strygekvartet sad og spillede inde i festsalen. Der foregik simpelthen alt!«

Det lader til, at der har været et stort samarbejde mellem AUT og konservatoriet? På nogle punkter har det vel været to sider af samme sag?

»Ja, det er der ingen tvivl om! Konservatoriet lagde lokaler til stort set alle koncerterne. Men på et tidspunkt begyndte man at forstå, at det måske var et lidt lukket miljø, som var bundet til en enkelt bygning.«

Mauricio Kagel på besøg i 1982 arrangeret af AUT og Det Jydske Musikkonservatorium i fællesskab.

Repræsentanter fra virkeligheden
Man kunne vel frygte, at der kun kom konservatoriestuderende til koncerterne. Var der også, hvad jeg vil kalde "repræsentanter fra virkeligheden"?

»Ja, det var der! Og jeg vil sige næsten flere "repræsentanter fra virkeligheden" end studerende, selvom de ofte var involveret i koncerterne. Hvis jeg husker mit gamle medlemskartotek ret, som jo dengang stod i en sort papkasse med kardexkort, så var der et par hunderede medlemmer af AUT. Der var endda to overlæger i psykiatri! Den ene var en ret habil pianist, og fem-syv gange om året holdt han koncerter i sin dagligstue, hvor der var et vældig godt publikumsfremmøde. Det var dog ikke i AUT-regi. Han var vel nok en typisk "repræsentant fra virkeligheden" – den virkelighed, der bare var interesseret i "det nye". Og dem var der trods alt nogle af. Det er klart, at der var mange komponister og musikere blandt medlemmerne, men specielt under Numus Festivalerne kom hele segmentet fra København, Odense og hele Skandinavien. Da Musikhuset åbnede i 1982, rykkede Numus mere eller mindre ind i det, og Steen Pade og Hans Abrahamsen overtog den kunstneriske ledelse af festivalen i årene 1985-87.«

Hvordan foregik arbejdet? Sådan en festival er jo et enormt arbejde.

Alt det, som man ikke helt vidste, hvor man skulle placere oven på Darmstadt og de der trends, blev et slags modstykke til lytterudfordringen

»Ja, alle mand i bestyrelsen var involveret, også koner, kærester og elever fra konservatoriet, som påtog sig at sætte plakater op og lignende. Musikerne var en blanding af etablerede ensembler, studerende og lærere. Pianisten Herman van Tooren havde, ud over at være docent i klaver, rollen at administrere koncertsalene. Der var masser af lærer- og elevkoncerter, især i forbindelse med de der musikteaterting, som Einar og Bodil initierede.«

Alt det, som man ikke helt vidste, hvor man skulle placere oven på Darmstadt og de der trends, blev et slags modstykke til lytterudfordringen

I skumhedens tid
Jens Bruno Hansen skrev det teoretiske speciale Det nye i musikken og Den ny musik i 1989, der undersøger begrebet fra 1200-tallets Notre Dame-skole op til 1920, hvor tyskerne begyndte at tale om Neue Musik. Planen var at følge op med en ph.d., der skulle omhandle "ny musik"-miljøet i Aarhus, som på mange måder var "navlen" for "ny musik" i Danmark dengang. Men med ansættelser ved KODA – hvor han i år kan fejre 25-års jubilæum som retsmusikolog og musikfaglig rådgiver – og Danmark Radios Vokalensemble, samt en senere fastansættelse i Det Kongelige Teaters ensemble, blev overbygningen aldrig skrevet.

Fyldte AUT noget i tanken om den ph.d.-overbygning?

»Det har fyldt noget. Inspirationen fra Karl Aage Rasmussen om "det postmoderne" som et historisk "ekstra spor" blev jeg opmærksom på i AUT-sammenhæng, hvor "det postmoderne" begyndte at spille en større og større rolle.«

I har jo siddet lige midt i det, som mange i dag ville kalde "den postmoderne tid".

»Fuldstændig, lige midt i det! Og uden helt at vide, hvad det var, kun sådan: "Der er vist noget med, at nogen er begyndt at kalde det her postmodernitet, men hvad rummer det egentlig?" Årene optil denne tid havde budt på Pelle Gudmundsen-Holmgreen Symfoni, Antifon, som har nogle meget antimodernistiske elementer i sig, og Svend Nielsens orkesterværk Nuages, som er meget lyrisk, dvælende, udogmatisk, klangskønt osv. Alt det, som man ikke helt vidste, hvor man skulle placere oven på Darmstadt og de der trends, blev et slags modstykke til lytterudfordringen. Og der var vi i tvivl om, hvad det var for noget; var det kitsch, eller hvad fanden var det?«

Var denne teoretiske og nærmest filosofiske interesse sigende for AUT og komponisterne omkring Aarhus-miljøet og noget, man som komponist forholdt sig aktivt til?

»I virkeligheden var der nok to retninger: De meget filosofi- og teoretisk bevidste og de spirituelt optagede. Der var en del af miljøet, der blev grebet af det spirituelle, dybdepsykologiske, Jungianske univers. Per Nørgård opsøgte i begyndelsen af 1980'erne Vækstcenteret i Nørre Snede, som greb tidens spiritualitet og meditation. Han var også søgende i de retninger, og han trak de, der var omkring ham, med derned, f.eks. Bodil Gümoes og Einar Nielsen. Nørgård selv kom og gik lidt, men jeg tror nok, at han boede der mere eller mindre fast i perioder. Der var mange dengang, der købte villaer omkring Vækstcenteret og blev en del af det. Og så var der nogle andre, som f.eks. Karl Aage Rasmussen, der var meget saglige og filosofisk orienterede. Og Pelle Gudmundsen-Holmgreen har været en tredje bevægelse med sin optagethed af surrealisme, Ionesco og "det absurde". "Det absurde", "det saglige" og "det spirituelle" tror jeg er tre lejre, der var ret stærke på det tidspunkt.«

Når jeg kigger på komponisterne omkring AUT og konservatoriet i dag, virker det ikke til, at dén måde at forholde sig til musikken på er særlig stor. Tilgangen er mere: ”Jeg laver min egen musik, og den er ikke nødvendigvis en del af en større bevægelse, men afspejler, hvad jeg selv synes er interessant i øjeblikket.” Det kan være, jeg tager fejl, men det er mit indtryk.

»Det tror jeg, at du har ret i. Det er en tendens, der har eksisteret i nogle år efterhånden. Jeg skrev for ti år siden et essay med titlen "I skumhedens tid" til KODA’s tidsskrift. Begrebet er født af Sandro Veronesis og handler om, at tingene ikke går i en retning, men popper op oven på hinanden som bobler, der bliver en større og større, retningsløs skumklat.«

 

UNM Festival anno 1986.

I sikkerhed hos altersølvet
»Midt i 1980’erne var vi efterhånden klar over, at vi ikke kunne holde den gående på Darmstadt-traditionen og lidt musikteater som det nye. Både fordi der kom for få mennesker til sæsonkoncerterne, og fordi vi også begyndte at blive lidt trætte af det selv. Vi fandt ud af, at vi var nødt til at blande genrer og stilarter og invitere den rytmiske og til dels også den spirituelle verden ind. Der var en sæson, hvor temaet hed In between, og hvor man prøvede det genremiks. Ved festivalen i 1985 havde vi David Hykes & The Harmonic Choir, der bl.a. sang tostemmigt med sig selv ved at hyperekseponere overtoner. Det var et ensemble, som appellerede helt vildt meget til den spirituelle verden, fordi det lød som meditationsmusik. Der var et spirituelt samfund i Odense, Rosenhaven, der tilbød at betale alle 1.200 billetter, hvis de måtte overtage koncerten! Det måtte de selvfølgelig ikke. For os var det jo netop et forsøg på at blande noget andet ind i en ellers ret stringent Darmstadt-tradition. Koncerten var i Domkirken, og det var første gang i Numus' og AUT’s historie, at der var 1.200 mennesker til en koncert. Kirken var stoppet! Jeg kan huske, at Steen Pade og jeg stod ved kassen i våbenhuset og skovlede penge ind. Vi havde simpelthen aldrig haft tusindkronesedler i AUT-kassen, så vi fik lov at sætte den derind, hvor Domkirken havde altersølvet, så vi kunne komme og hente den næste dag. Pludselig var der publikum, fordi vi turde tage skridtet og blande genrer sammen. Og der var faktisk nogle publikummere, der hængte ved resten af festivalen og blev interesserede i ”hvad er de for nogle, de der avantgarde-folk?”. Vi blev meget bevidste om, at vi var nødt til at nedbryde murene mellem genrerne for at trække publikum ind til det, som vi syntes om.«

Vi fandt ud af, at vi var nødt til at blande genrer og stilarter og invitere den rytmiske og til dels også den spirituelle verden ind

»I AUT sæsonen samme år var der den 2. og 3. november indlagt en minifestival, der netop hed IN BETWEEN MUSIC. Jeg husker kun én af koncerterne, som var et musikalsk møde mellem Per Nørgård og Pierre Dørge på Århus Kunstmuseum. De spillede hver i sær værker af sig selv for hinanden og publikum naturligvis. «

I har virkelig lagt grundstenen til mange efterfølgende ting som f.eks. G((on))g Tomorrow (tidl. Wundergrund Festival). I nutidig AUT-sammenhæng har vi netop samarbejdet med SPOT Festivalen og Aarhus Symfoniorkester om premieren på BEINTA, en symfonisk sangcyklus skabt af komponisterne Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð og Allan Gravgaard Madsen, der musikalsk er en kombination af en indiepop-lyd og ny kompositionsmusik.

»Ja, det vokser. John Frandsens Requiem med Teitur som menighedssanger er også lidt i den genre. Ligesom DJ-duoen Den Sorte Skoles symfonier med Karsten Fundal.«

Senere i år opfører vi, også med Aarhus Symfoniorkester, Rasmus Zwickis Sidste Symfoni, der også ganske uproblematisk forener en bred vifte af musikalske indtryk.

»Jeg hørte Rasmus Zwickis Første symfoni på Wundergrund Festivalen på Charlottenborg. Den var fandeme sjov! Nu vi snakker om Musicircus og flere samtidige koncerter: Det, der ikke foregik i den symfoni! Der var en tyrkisk popsanger, oplæsninger, rock, folk og Darmstadt-modernisme, og det hele sluttede af med et fyrværkeri. Jeg kan huske, at formanden for festivalen gik rundt og fejede konfetti op i flere timer efter koncerten – hele Charlottenborg var syltet ind i serpentiner og konfetti!«

Ligeti på Jacob's BarBQ
De musikere, der spillede en betydelig rolle i AUT-sammenhæng, var typisk konservatorielærere, og mange også orkestermusikere: Pianisterne Frode Stengaard og Erik Kaltoft samt violinisten Hans Stengaard og oboisten Merete Hoffmann – begge fra Aarhus Symfoniorkester – var hvert år repræsenteret i AUT-programmerne og under Numus Festivalen.

Vi fandt ud af, at vi var nødt til at blande genrer og stilarter og invitere den rytmiske og til dels også den spirituelle verden ind

»Hele det der miljø er et meget godt eksempel på, hvad synergi betyder, for man kunne se, hvis elever der kom til at spille en rolle; det var netop Bodil Gümoes, Einar Nielsens, Frode Stengaards og Tutter Givskovs. Og så blev der også hyret nogle af de faste ensembler, f.eks. Kontra Kvartetten.«

Oplevede I, at ensembler henvendte sig til AUT med programmer, de gerne ville spille?

»Ja, og vi oplevede også, at komponister indsendte partiturer, som de gerne ville have spillet – det var nok specielt til Numus Festivalen. Jeg husker, at der i de forretningsførerarkivalier, jeg overtog, lå masser af indsendte partiturer.«

Programsatte I noget af det?

»Ja, det gjorde vi nok. Men det var også noget, der foregik i Karl Aage Rasmussens hoved i høj grad – i mine år, i hvert fald. Men han var ikke lukket omkring sine egne idéer – han strålede jo og inspirerede helt vildt! Jeg vil tro, at de musikere, som AUT havde særlig relation til, nok også kunne komme op med forslag til repertoire. Det kan nok have gået begge veje. Idéerne opstod relativt centraliseret, ikke mindst fordi hele Numus-konceptet var udtænkt af Karl Aage Rasmussen. Selvfølgelig kunne bestyrelsen sparke idéer ind, men både temaer, musikere, værker osv. var helt klart sammensat af ham i de år. Jeg tror nok, at de ordinære bestyrelsesmedlemmer var mest praktiske. Men selvfølgelig kunne man komme med idéer, og selvfølgelig blev der snakket meget, og der var masser af samvær, også uden for bestyrelsessammenhæng. Restauranten Jacob's BarBQ var sådan et bestyrelseslokale og fungerede som nachtspiel-sted. Ligeti har været med på Jacob’s, og Iannis Xenakis under Numus Festivalen i 1983. De koryfæer, som på en eller anden måde blev trukket til som gæsteforelæsere eller var hovednavn på festivalen, kom med på Jacob’s.«

Så I har i dine tidlige AUT-år potentielt kunnet sidde og diskutere et eller andet AUT-relateret i baglokalerne, mens Linie 3 har afprøvet materiale ude i forlokalerne?

»Ja, hvem skulle have troet det!«

AUT-jubilæumskoncerten på årets SPOR Festival foregår søndag den 15. maj på Granhøj Dans. Britiske Another Contemporary Music Ensemble (ACM) og østrigske Black Page Orchestra opfører værker af Mirela Ivicevic, Matthias Kranebitter, Vitalija Glovackyte, Michael Cutting og Jennifer Walshe.