24.02.14
Foto: Alida Kovacs

Dronen, serialismen, minimalismen, rocken og metallen forbundet sømløst af to af tidens mest konsekvente guitarister

Anmeldelse af koncert med Glenne Branca og Stephen O'Malley på Planeten, Huset i Magstræde.

Et vellykket og udsolgt artFREQ og Wundergrund On Tour arrangement på Planeten med to af rockens mest konsekvente fornyere af guitarens sprog. Guitarlegenderne Glenn Branca og Stephen O'Malley skabte en behagelig, sortklædt og fokuseret stemning på en no-bullshit-aften.

artFREQ har gennem en håndfuld år arrangeret højt profilerede shows med mestendels kultskikkelser fra 1980'erne eller blot skikkelser, der værdsattes i 80'erne. Ofte foregår koncerterne i store ærefrygtindgydende rum som Marmorkirken, Koncertsalen i det gamle Radiohus og sågar også i Tivolis koncertsal, som var tilfældet med efterårets koncert med God Speed You Black Emperor.

Det er der sikkert mange gode grunde til – økonomiske, så vel som æstetiske. Det kan give mening at snige sig forbi de traditionelle koncertsteders vaner og uvaner. Det skaber en særlig stemning blandt publikum, som bliver kastet ud af deres vante gænge. Der er dog også risiko for, at musikken bliver taget som gidsel i en soberhedens pseudoreligiøs imponerethed over gammel kultur og højt til loftet. Det er en modeuge-agtig tilnærmelse til kunstens eksklusivitet - københavnerfolkeligt via Politiken, Gaffa og DR's hjemmesider og gennem de velkendte neonskrigende posters.

Men uanset hvad, har artFREQ skabt en anden interesse for koncerter i København, og ikke mindst har de skabt nogle store og helt fremragende koncertøjeblikke, hvor rum og kunstner går i ét som aldrig før.

Men uanset hvad, har artFREQ skabt en anden interesse for koncerter i København, og ikke mindst har de skabt nogle store og helt fremragende koncertøjeblikke, hvor rum og kunstner går i ét som aldrig før - fra Diamanda Galas frygtindgydende stemme i Marmorkirkens hvælvinger, Throbbing Gristles perverst beskidte industrial på Statens Museum for Kunst og Swans mastodontiske dronerock i det gamle radiohus på Rosenørns allé – sidstnævnte band føles i øvrigt stærkt beslægtet med aftenens hovednavn.

No Frills
Med denne forhistorie in mente var det derfor overraskende, at guitarlegenden Glenn Branca skulle spille koncert på den noget mere ydmyge scene Planeten øverst i Huset i Magstræde. Et sted, der er notorisk (u-)kendt for ikke at kunne reklamere for sine shows, og samtidig har en lidt uklar musikalsk profil. Et hus som sikkert er præget af enkelte entusiasters kamp mod årtiers dårlige administrative vaner. Men der var udsolgt denne aften – og det skyldtes måske artFREQs velfungerende PR-maskineri – da først Stephen O'Malley og dernæst mr. Branca viste, hvorfor guitaren stadig er et interessant instrument, hvis den behandles konsekvent og uden nøkker. Men det skyldes nok også, at Glenn Branca er en stor og indflydelsesrig skikkelse i vestlig musik siden slut 70'erne.

Forventningerne til en koncert med Glenn Branca var derfor godt skruet i vejret. Dybt nedsunket i new yorker myterne, punken, no wave og Sonic Youth som han er. En sortklædt skikkelse med dramatisk hår og sorte Ray Bans på pladecovers og pressebilleder.

Hans værker er monotone, dramatisk imponerende som et loopet øjeblik i et primitivt rocknummer (tænk Velvet Underground), som bare vokser og vokser i toner, overtoner, klang og volumen... man rejser sig med det.  

Aftenen åbnede for de tidligt fremmødte med en fint underholdende og til tider ganske informativ talk, som Branca havde med kulturskribenten Torben Sangild. Her pointerede Branca, at han opfattede sin musik som en syntese mellem de to så betydningsfulde musikalske traditioner henholdsvist minimalisme eller serialisme (Terry Riley og Steve Reich) og dronen (La Monte Young, Cale, Conrad). Det er en ret præcis måde at forstå, hvad der foregår i hans musik. Brancas musik er en skævvridning af Eno's stanza  'repetition is a sort of change'.

Jeg hører Brancas musik som musik solidt plantet i rocken og beslægtet med Swans og postpunkens sorte destruktive nysgerrighed. Herhjemme er hans indflydelse at se i eksempelvis nogle af de yoyooyoy-relaterede rockbands Slutspurt og Kirsten Ketsjer, og allertydeligst i det store all-star orkester 21st Guitars som Per Buhl Acs og Jørgen Teller kørte med i et stykke tid for 10-15 år siden. Samme Teller udgav i øvrigt en overset plade for sin specialbyggede bastardguitar betitlet Signals in Development, som også bærer mange træk fra Brancas dronerockende repetitive guitarmusik og den tradition som kommer her fra. Kristian Poulsen fra bands som Spost og Easy Rider kan nævnes i samme åndedrag – en uortodoks guitarist, der bruger lignende tranceskabende midler ofte i improsammenhænge. Guitarister som har en meget fysisk og kompromisløs tilgang til instrumentet.

Brancas koncert var dog helt anderledes end i hvert fald undertegnede havde forventet – og frygtet. Der var ingen bodydoubles – i form af loopende guitarpedaler – der skulle gøre det ud for de 99 andre guitarer, som hans klassiske værker ofte fremføres for. Ingen tordenskjolds soldater som skulle sørge for, at Branca levede op til sit musikalsk monstrøse renommé. Han trådte i stedet frem først med en specialstemt, stålstrenget akustisk guitar blot miket op med en sangmikrofon og siden med sin specialbyggede electric double-body harmonics guitar aka magic guitar, som var hovedperson for aftenens mest interessante stund.

Droning as usual
Men først stod Stephen O'Malley dog ydmygt der i mørket og dronede. Hans koncert var ret meget som man kunne forvente fra grundlæggeren af det metaldronende kutteklædte band SunnO))). Et band der lyder som Black Sabbath spillet ekstremt langsomt. Guitar- og basforstærkere dannede scenebagvæg, hvilket lovede ordentligt tryk på lydbølgerne. Det lød godt, men lidt skaldet og lidt mere skarpt, når man nu er vant til at høre den særligt fuldfede og helt usædvanlige lyd som SunnO))) kan fremmane ved koncerter. O'Malley (og et roligt publikum) ventede tålmodigt på at lyden udfoldede sig. Det tog også et stykke tid, før han fandt ind til den hårde soniske kerne, som høj volumen kan frembringe i mødet mellem en forstærker og en guitar.
En mørk koncentreret sal oplevede  45 minutters metallydskulptur uden overraskelser, men med enkelte tilfredsstillende stød i brystet som lavfrekvente lydbølger frembringer ved tilstrækkelig høj volumen.

Stephen O'Malley foran en mørk koncentreret sal. FOTO: Alida Kovacs

En udmærket optakt uden så mange dikkedarer gjorde rummet koncentreret og en smule ordløst højtideligt. Alt dette brød hovednavnet dog stille og roligt med. Han var midt i hvad der lignede en behagelig, småsnakkende whiskeybrandert, og havde ikke travlt med at leve op til myter og legender. Han virkede en anelse tung og sløret, men var fokuseret nok til at gå i infight med den stålstrengede akustiske guitar. Den type guitar som han skrev de store elektriske værker på, fortalte han til fleres overraskelse på den forudgående artisttalk. Det var således ikke et unplugged 90'er moment, vi skulle være vidne til, men dog nok et kig ind bag værket i dets nøgne udgave. Branca måtte inden han startede lige nævne, at denne solotour var den første af sin slags nogensinde og at det måtte briste eller bære. Og denne indstilling gjorde faktisk aftenen ganske interessant.
 
Uden at være fagmand vil jeg påstå, at Branca virkede som en særdeles klodset guitarist. Hårde anslag og ofte i den samme huggende rytme som vi kender det fra hans store værker. Jeg kunne ikke vurdere, hvor meget det var punk, fuldskab eller generel sloppyness, der kom til udtryk, når han ikke ramte strengene hver gang. Men det betød ikke så meget, for der var en insisterende og tilstedeværende I-don't-give-a-fuck attitude, som skar klart igennem og bar det hjem.

Han spillede en kort udgave af kompositionen Structure fra Ascension (1981), samt et ukendt betitlet Diabolique fra samme tidlige periode og et længere work-in-progress. Og så var der det, som jeg ikke helt kunne greje hvad det var, men som vistnok hed Velvets and Pearls. Dele af dette lød som Derek Baileys opklippede improvisationer, andre lidt hen ad det som Thurston Moore gør med den akustiske guitar, men i en hård og dirty version og helt uden popsensibilitet. Det var en fornøjelse i al sin vaklende maskuline beduggethed. Branca tømte sågar sit whiskyglas, mens højrehånden anslog strengene i en klingende drone.

Et tilsyneladende uhåndterbart, årelignende strengeinstrument bestående af to guitarkroppe i hver sin ende af en hals.

Den magiske guitar
Derefter greb Branca sin kæmpe Magic Guitar. Et tilsyneladende uhåndterbart, årelignende strengeinstrument bestående af to guitarkroppe i hver sin ende af en hals. Der er således pickupper i hver ende, så de åbne strenge klinger og skaber uforudsigelige overtoner sammen med teknikken. Pludselig forstår man, hvordan hans fuldemandsguitarspil kommer ud af en tradition – gemt i det skødesløse. Lyden er en eksplosion af højfrekvente metalliske sammenstød, som splintres i guitarforstærkerens egen forvrængede lyd. Ustyrlige lyde som fra et utæmmet forhistorisk rytmeinstrument. Et møde mellem et besynderligt javanesisk slagtøjsinstrument, en pedal steel guitar og et kryptisk klanginstrument fra en kinesisk opera. Branca stiller sig bag den enlige forstærker – de høje frekvenser har ikke brug for O'Malleys lydtryk for at omfavne rummet – for ikke at skabe for meget feedback går jeg ud fra. Han anslår ikke strengene, men berører og gnider dem med et sliderør. Det er det, der skaber et virvar af toner, lyde og frekvenser.

Branca bevæger sig gennem koncerten langsomt frem foran for at forstærke den splintrede lyd. Jeg er ikke klar over, hvor længe det varer. Det var muligvis for langt, men som jeg sad der i mørket var jeg i perioder tryllebundet over at blive beskudt og omfavnet af alle disse besynderligt bøjede metalklange, som tilsyneladende ikke havde ret megen kompositorisk retning. Det skete bare. Og det lød godt.

Det kunne dog have været mere fysisk og intenst. Hvis rummet havde været mere interessant rent akustisk, ville det have været fantastisk. Men Planeten er et klassisk dæmpet multifunktionelt rum, der undgår overraskende akustiske fænomener. Det lider musikkens klangliv en smule under. Et forhold man ser på mange venues. Den fysisk betonede ekstase udebliver og den vanvittige soniske oplevelse, som man netop ikke kan få derhjemme på stuehøjttalerne, bliver domesticeret.

Intet lod dog til at genere Branca, som bare vadede ind i det og åbnede rummet op på sin helt egen måde. En afvæbnende koncert med en sand punk. Ingen piedestaler eller phony rammer, men en god og direkte no-bullshit aften med to umiddelbart meget forskellige guitarister, som dog alligevel forbinder dronen, minimalismen, serialismen, rocken og metalmusikken helt sømløst.  

Det var et af de meget vellykkede artFREQ arrangementer, fordi kunstneren brændte så rent igennem. Branca følte sig tydeligvis i gode hænder og foran et lydhørt publikum. Der var en behagelig, sortklædt og fokuseret stemning her på kvisten i det gamle kulturhus.

En afvæbnende koncert med en sand punk. Ingen piedestaler eller phony rammer, men en god og direkte no-bullshit aften

Læs også Seismografs interview med koncertarrangøren bag artFREQ Lars Top-Galia.

artFREQs og Wundergrund on Tours kommende koncerter tæller bl.a. to koncerter med Blixa Bargeld og Teho Teardo henholdsvis d. 1+2 marts på Planeten  og Michael Gira og Okkyung Lee i Hofteatret d. 14 marts. Læs mere på artFREQ eller Wundegrund Festivals hjemmeside.