12.03.12

Instrumenter man skærer sig lidt på

Interview med Jeppe Just Christensen

Jeppe Just er komponist. Tidligere skrev han værker, som andre opførte. Men der manglede noget. Han savnede at være en del af musikken på en anden måde, at have kontrol over musikken og samtidig give plads til det ukontrollerbare. Endvidere fandt han det klassiske instrumentarium begrænsende i forhold til de lyde og den musik, han hørte og ikke mindst så for sig. 

Han kastede sig derfor over at bygge sine egne instrumenter, og for et års tid siden dannede han trioen Jeppe Just Instituttet sammen med Matthias Seibæk og David Hildebrandt. De spiller udelukkende musik af Jeppe og de hjemmebyggede instrumenter er udgangspunktet for musikken.

Seismograf mødte Jeppe Just en frostklar Februardag til en snak om kontrol og ukontrol, materialer og byggemarkeder, det visuelle i musikken, komponisten som udøver og hvordan man aldrig kan kontrollere, hvordan musikken bliver modtaget af publikum.

Tidligere skrev du værker, som skulle opføres af andre, men nu laver du dine egne instrumenter og opfører selv musikken på dem; hvorfor?

”Det er egentlig startet med min interesse for lyd – det med at få nye lyde ud af instrumenter, synes jeg, er sjovt. Jeg arbejdede bl.a. med det i et guitarstykke, som jeg skrev til Frederik Munk. Der skal han skal have sliden i højre hånd i stedet for i venstre, og han skal spille på begge sider af sliden. I det stykke bygger jeg ikke instrumentet om, men jeg gør noget andet ved det, end man plejer.”

Jeg har også skrevet et stykke for dobbelt-flexatone, hvor jeg tog to flexatoner og satte dem sammen. Jeg lavede et nyt instrument, som man kan spille nogle helt andre ting på, end man kan på en almindelig flexatone.” 

Disse to værker var afsæt for en ny måde at skrive for instrumenter på, og i dag arbejder Jeppe Just med instrumenter på tre forskellige måder; han skriver for instrumenter, som han ikke gør noget ved – dog kun kalimba, sav og mundharmonika – han skriver for instrumenter, han bygger om, og endelig for instrumenter som han bygger op fra bunden. 

”Da jeg skrev de to værker, skulle jeg også skrive et værk til SCENATET, hvor inspirationen var en lyd, jeg hørte i et fly på vej fra Island: En smæklyd blandet med en sinustone. Jeg spurgte stewarden, hvad det var, og han forsikrede mig om, at det ikke var farligt. Jeg rejste sammen med fire andre komponister, og vi synes alle sammen bare, at det var en meget interessant lyd – det kunne han ikke helt forstå.

Jeg fik aldrig at vide, hvad det var, men da jeg skrev stykket, ville jeg bruge lyden som inspiration. Jeg kunne dog ikke rigtigt få smæklyden frem med den rette pondus og alle de lyde, der var rundt omkring. Men så fandt jeg en klapstige, og begyndte at klappe den sammen, og den viste sig at have en indbygget rumklang, når man klappede den sammen. 

Man skærer sig også altid, når man spiller på mine instrumenter – man bløder altid lidt. Ufærdigheden er noget af charmen ved mine instrumenter, synes jeg. Hvis de blev bygget som rigtige instrumenter, ville bivirkningerne, det ukontrollerbare, som er meget vigtigt for musikken, forsvinde.

Senere tog jeg ud til Fredriksberg Fjedrefabrik i Rødovre og fik en masse fjedre for 25 kr. Når man går efter en helt bestemt lyd, er det meget vigtigt med det rette materiale og dermed også, hvor man køber materialet – disse fjedre havde jeg eksempelvis ikke kunnet finde i Silvan. Jeg satte fjedrene og nogle metalspartler på stigen foruden nogle metalskåle, som skulle kunne frembringe et løvebrøl. Det kom dog til at lyde som en hund i stedet for – VOV! siger det, når man klapper stigen sammen.” 

”Dette eksempel er udtryk for, at jeg blot må følge den vej, der viser sig, mens jeg bygger instrumentet. Det er som om, det giver sig selv. Der var 23 ting i spil på stigen, men der manglede et eller andet – og det var så skålene, der kunne give en hundegøen. Det er det første instrument, jeg har bygget helt fra bunden, om end stigen jo var i forvejen.”

Det lyder lidt som om, du har oplevet en begrænsning i det klassiske instrumentarium i forhold til den musik, du gerne vil lave?

”Ja, det tror jeg, du har ret i. Jeg ville gerne have nogle specielle lyde, og i slagtøjsmusik kan man jo bruge hvad som helst. Begrænsningen kommer først ved eksempelvis violinen. Det fascinerende ved stigen er også, at jeg har alting samlet i ét instrument. Jeg behøver ikke at stille en masse forskellige ting op – jeg slår bare stigen ud, så er jeg klar til at frembringe alle mulige lyde.”

Da jeg var composer in residence hos Athelas Sinfonietta, skrev jeg bl.a et stykke for ti instrumenter, hvor slagtøj var et af dem. Der fik jeg den idé, at slagtøjet skulle være noget, der blev hejst op for så at falde ned – og så måtte jeg lave sådan et instrument. Hvordan skulle det se ud? Skulle jeg bruge eksisterende slagtøjsinstrumenter eller skulle jeg selv bygge det?” 

Tænker du dine instrumenter som slagtøjsinstrumenter?

”Ja, det gør jeg – ikke mindst fordi det er slagtøjsspillere, der spiller på dem. Men omvendt er jeg ikke selv slagtøjsspiller, og det, jeg laver, er ikke kun instrumenter. Det handler også om nogle andre ting. Det visuelle i værkerne spiller også en stor rolle. Når publikum ser mig stå og trække i en masse ting, giver det en række referencer. Men mine referencer er aldrig klare, de kan betyde alt muligt. ”

Dukker dine referencer op undervejs, eller har du på forhånd en idé, du vil vise enten visuelt eller auditivt?

”I starten var mine referencer auditive, men efterhånden er det visuelle kommet ind som et vigtigt element, og nu ser jeg ofte ting for mig samtidig med, at jeg hører dem. Når jeg f.eks. står i et byggemarked og opdager en ting, jeg kan bruge, så sætter den gang i alle mulige associationer som giver musikken en ekstra dimension. 

I virkeligheden skriver du dig ind i en performancetradition, hvor værket sker i nuet – det er her og nu, og det er der noget fascinerende ved.

”Ja, det er der, og overordnet er det meget vigtigt at se mine instrumenter og mine værker, fordi de har billeder og referencer indbygget i sig. Så mit forhold til og arbejde med lyd har ændret sig meget i forhold til, da jeg skrev værker til orkestre og ensembler.”

Der er selvfølgelig heller ikke noget nyt i at bygge instrumenter, det har andre også gjort, men det interessante for mig er, at det er mig, der bygger dem. Det er meget personligt, og jeg kan jo heller ikke få andre til at spille mine værker. […] når jeg dør, så er der ikke mere, og det er heller ikke vigtigt.”

Det giver dig nogle andre muligheder?

”Ja, det gør det, men der er også mange ting, som er enormt svære ved at bygge de her instrumenter. Der er altid noget, som ikke virker. Dermed ser jeg dem også som prototyper til et instrument, som kunne bygges rigtigt. Jeg har jo ikke håndelaget og er ikke så detaljefikseret omkring, at de skal se godt ud – de må gerne være lidt rå. Man skærer sig også altid, når man spiller på mine instrumenter – man bløder altid lidt. Ufærdigheden er noget af charmen ved mine instrumenter, synes jeg. Hvis de blev bygget som rigtige instrumenter, ville bivirkningerne, det ukontrollerbare, som er meget vigtigt for musikken, forsvinde.”

Hvad er det ved det ukontrollerbare, som fascinerer dig?

”Det er ikke kun det ukontrollerbare, for jeg kan godt lide kontrol! Jeg er ikke interesseret i noget, som er fuldstædig tilfældigt, som jeg slet ikke kan kontrollere, men den ukontrol, der er inden for noget meget kontrolleret, den kan jeg godt lide. Der er ikke noget, der kan være forkert i min musik. Jeg opstiller nogle spilleregler, og inden for dem kan der ske en masse ting, som er lige gode alle sammen. Det afhænger selvfølgelig af, hvordan jeg bygger instrumenterne, og hvordan jeg skriver musikken. Og jeg ved, at det er lige så godt, at jeg rammer hér, som at jeg rammer dér”, forklarer Jeppe, mens han demonstrerer hvordan på et imaginært instrument. ”På den måde har jeg kontrol over det. Hvis der er ukontrol, bliver det mere levende. Hvis man har styr på det hele, bliver musikken død og livløs.”

Ukontrol er vel altid til stede, når der er levende musikere på scenen, men er forskellen måske, at man i klassisk musik ofte går efter perfektionen?

”Jo, og den får man ikke i min musik.”

Nej, der får alle tilfældighederne og det uforudsigelige en plads i værkerne frem for at blive betragtet som fejl.

”Ofte spiller musikerne jo alligevel ikke helt, som jeg gerne vil have det, så det er ikke blevet anderledes.” Jeppe griner. ”Men det er også fordi, jeg synes, at det perfekte er lidt kedeligt. Noget skal selvfølgelig være helt på plads, men andet får lov til at være frit, og det gør musikken mere levende.”

Jeppe Just instituttet – David Hildebrandt, Matias Seibæk og Jeppe Just Christensen

Hvordan skriver du musikken ned?

”Nogle af tingene er skrevet ned på noder, og andet er ikke. Mine partiturer er meget enkle, bl.a. fordi instrumenterne har så meget liv, at jeg ikke behøver at skrive så meget, før de siger meget. Som sagt kan jeg godt lide at lave noget, jeg kan styre delvist, men ikke helt, for så dukker der nogle ting op, som jeg ikke regnede med. Men samtidig er forløbet gennemtænkt, så jeg ved, at det tilfældige dukker op på den rigtige måde.”

”I et af mine værker indgår et stort rør, som jeg ruller hen ad gulvet med foden, og i hver ende af røret er der to gevindstænger. I første og anden sats bliver der sat nogle skiver og nogle VVS-ting på hver stang, og i tredje sats lægger jeg så røret ned på gulvet, så det siger uuhhhwissszzz. Samtidig står jeg med to låg, som røret rammer, når jeg slår ud med armene – det hele minder om en mekanisk legetøjsabe, der slår to bækkener mod hinanden. Den del er ikke skrevet ned, jeg ved bare, at det er det, jeg skal gøre, men de to andre i bandet spiller noget på samme tid, som er skrevet ned.”

Inddrager du nogensinde traditionelle, klassiske instrumenter i dine nye værker?

”Ja, men langt mindre end tidligere og på en anden måde. Lige nu er jeg f.eks. i gang med at bygge et klaver. Det er sjovt, men det tager tid, for jeg skal i byggemarked hele tiden. Jeg kan ikke se på en skrue, om det lige er den, jeg skal bruge, så jeg må tilbage igen og igen og igen for at finde den helt rigtige. Ofte kommer jeg hjem med en forkert, men så gemmer jeg den til andre ting.”

Er du byg-selv-typen på andre områder også?

”Nej ikke rigtigt, men jeg har prøvet at bygge forskellige ting gennem årene. For ti år siden byggede jeg en xylofon, fordi jeg fandt et stykke træ oppe ved vores sommerhus, som havde en meget xylofonagtig lyd, når man bankede på det. Så fandt jeg nogle flere stykker træ, lavede et stativ til dem og fandt ud af, at jeg kunne stemme dem. Jeg ville have 13 toner – en oktav + den første tone i en ny oktav. Jeg brugte en uge på at bygge den og kunne bl.a. spille Tango Jalousie på den. Men siden den har stået udenfor, så nu er den rådden og duer ikke mere.” 

Jeppe griner igen og fortsætter: ”Så når jeg tænker over det, har jeg nok altid haft en glæde ved at bygge ting selv. Og ved at gøre det, kan jeg få mine helt egne lyde ind i instrumenterne og i musikken. Hvilke nye lyde kan jeg eksempelvis få ud af en violin, som andre ikke allerede har arbejdet med? Hvilke nye spilleteknikker kan jeg finde på, som vi ikke har hørt før? Der er selvfølgelig heller ikke noget nyt i at bygge instrumenter, det har andre også gjort, men det interessante for mig er, at det er mig, der bygger dem. Det er meget personligt, og jeg kan jo heller ikke få andre til at spille mine værker. Det er også derfor, at jeg har dannet Jeppe Just Instituttet, så vi kan spille musikken, og når jeg dør, så er der ikke mere, og det er heller ikke vigtigt.”

Det er vel også en måde, hvorpå du kan skabe et eget sprog og en egen plads i musikhistorien?

”Ja, og så har jeg nok også altid kedet mig lidt ved at skrive værker til andre, bl.a. fordi jeg gerne ville kontrollere tingene mere. I mange år skrev jeg værker, som blev spillet på en koncert ved siden af en masse andre komponisters værker, som mine værker slet ikke havde noget til fælles med. Der bliver stadigvæk tænkt alt for lidt over programlægningen ved koncerter. Selvom mange snakker om det og har gjort det i mange år, bliver der stadig lavet alt for mange lagkagekoncerter, som jeg mener, er meget ødelæggende for vores miljø. Jeg savner, at folk er mere ekstreme og tør gå efter noget bestemt. Det er så det, jeg selv prøver i forhold til mine instrumenter og min musik. Når jeg laver en koncert, er det kun min musik. Vi spiller 45-60 min, og så er det det, og jeg har kontrol over, at der ikke sker alt muligt andet.”

Hvilken oplevelse går du efter at skabe, når du laver en koncert?

”Jeg prøver at skabe et rum, hvor folk kan undre sig og få en oplevelse ud af at se tre personer stå og give den gas! Lidt mere skrammel, rock’n’roll og vildskab end jeg før har lavet – og poesi, sentimentalitet og nostalgi. Der er mange ting, der er på spil. Jeg er først kommet i gang med at skrive specifikke ting til Jeppe Just Instituttet for et år siden, og det udvikler sig hele tiden. Jeg er også begyndt at skrive sange – en af dem har referencer til en fuld mand, som bare synger ’jeg, jeg, jeg’ hele tiden. Ligesom folk, der taler om sig selv hele tiden, når de er meget fulde. Ofte bringer jeg helt almindelige ting ind, som jeg synes, der er noget poetisk eller vildt over.”

Går du efter at sætte nogle specifikke referencer i gang hos publikum?

”Ja, men det er ikke helt klart, hvad jeg vil have, de skal tænke på. Det er jo umuligt at bestemme, og som komponist er man så tæt på sit eget værk, at det er svært at være objektiv omkring det. Jeg skriver til publikum, men jeg ændrer mig ikke i forhold til, hvad de synes. Jeg prøver ikke at lefle for nogen.”

Det er skønt, hvis folk får en super oplevelse, og selve ordet show skræmmer mig ikke. Men der er alle mulige andre elementer på spil i mine koncerter end det morsomme.

Der er ret meget humor i din musik, ikke mindst i de meget store instrumenter – er humoren noget, du går bevidst efter?

”Nej, ikke bevidst, jeg skriver bare det, jeg vil. Jeg tænker ikke på, om det er sjovt, snarere om der er noget subtilt i musikken eller noget spidsfindigt. Det gør ikke noget, at folk sidder og griner, det er bare festligt. Men i virkeligheden er der mange tragiske, meningsløse eller absurde elementer i min musik, og så griner publikum måske, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv.” 

”Jeg synes selv, at det interessante ved mine værker er, at man ender et andet sted, end man begynder. Bl.a. ved at mange af stykkerne starter højt gearede, men ender meget poetisk, sentimentalt eller nostalgisk. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor – det er nok bare et udtryk for min smag.” 

Er det en udfordring at bevare en eller anden form for seriøsitet i dine koncerter?

”Jeg oplever, at hvis jeg bliver ved længe nok, så holder folk op med at grine.”

Hvordan skaber du en balance, så det ikke ender som rent gøgl og underholdning?

”Det tænker jeg meget over. Der er jo show over det, og det er fedt at lave et show! Det er skønt, hvis folk får en super oplevelse, og selve ordet show skræmmer mig ikke. Men der er alle mulige andre elementer på spil i mine koncerter end det morsomme.

Har din opfattelse af det at være komponist ændret sig, efter du er begyndt at lave dine egne instrumenter?

”Jeg prøver så vidt muligt at få alt, hvad jeg laver, ind under Jeppe Just Instituttet. Jeg fik eksempelvis en bestilling fra Copenhagen Saxophone Quartet, hvilket var ret fedt, for så kunne jeg udvikle dette endnu mere. Jeg har brugt hele sommeren til at udvikle blæseinstrumenter, men det var lidt sværere at få dem til at gøre, som jeg gerne ville, end jeg havde troet. Værket handler også om noget, der falder fra hinanden, og den idé, jeg udvikler her, vil jeg prøve at bruge selv senere. Musikerne skal spille på forskellige rør og mundstykker, men hver gang de løfter en finger, falder der noget af, så man kan næsten ikke spille på dem.” 

”Det at have et instrument, som man næsten ikke kan spille på, fascinerer mig. Jeg hørte en udsendelse i radioen, hvor nogle prøvede at spille Brahms på vuvuzelaer. Det var meget inspirerende, for det lød helt vanvittigt. Det er det samme, når man til jul hører alle de her brassbands, der spiller julemelodier, og som stemmer ad H til. Det lyder forfærdeligt, men samtidig helt fantastisk for de gør alt, hvad de kan.”

”Jeg kan godt lide, når der er en glæde ved det at spille musik – det behøver ikke nødvendigvis at være professionelt, det skal bare have noget genuint over sig. Man kan aldrig få professionelle til at spille forkert, og det er jeg egentlig heller ikke interesseret i. I stedet bygger jeg instrumenter, som man næsten ikke kan spille på, for så er viljen til at prøve i hvert fald til stede, og den er vigtig. Og igen efterstræber jeg nogle elementer, som kun fungerer, når det visuelle er med.

Du skriver dig selv ind i værkerne – hvad fascinerer dig ved at spille dine egne stykker og være udøvende?

Det er noget, jeg har haft lyst til længe. Jeg havde lyst til at spille med og være på scenen, og det er der jo flere og flere komponister der er – f.eks. Dygong og Eblis Alvarez, som var nogle af dem, der inspirerede mig. Man har et større ansvar, når man spiller med, og det kan jeg godt lide. Jeg kan ikke skyde skylden på andre, hvis musikken bliver spillet dårligt. Nu er jeg selv herre over det og har selv det fulde ansvar.”

Tænker du stadig dig selv som komponist?

Ja, som udøvende komponist. Jeg har også spillet guitar før og spillet i band, så selvfølgelig er jeg også musiker. Men jeg er primært en komponist – som spiller. 

Jeppe Just solo