06.12.13
Hans Sydow. Foto: Byens Øjne

Lydkunsten er blevet voksen

Interview med komponist og lydkunstner Hans Sydow

Når Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum vælger de værker, vi går forbi hver dag på vej til skole eller arbejde, er det som regel en stum skulptur tiltænkt øjnene. Men lydkunstens bølger er tilsyneladende begyndt at sive ind gennem sprækker og revner, når Statens Kunstfonds midler skal fordeles. Et nyt lydværk på det nyligt renoverede Musiktorv på Amager er et spydspidsprojekt, der ifølge ophavsmanden sætter lydkunsten på linje med den mere traditionelle kunst i offentlige rum. Seismograf/DMT har talt med lydkunstner og komponist Hans Sydow om Lydkunst på Musiktorvet.

Foran Amagerbio på Øresundsvej kan det for tiden høres, at noget er forandret. Lyden af børn, der synger Ray Dee Ohhs Jeg vil lade lyset brænde, lyden af en dirrende rude forårsaget af en dyb bas, sagte bankospillere og en gammel stemme, der siger ’Jeg er rigtig Amar’kaner’ blander sig med virkelighedens lyde på Øresundsvej. Lyden af en kirkeklokke, der udvikler sig til en elektronisk minimalistisk komposition og mere radiolignende montager med gamle Amargensere, der fortæller historier om pladsen fra en svunden tid byder dig velkommen.

'Lyd lyder aldrig, som vi tror'

Det er ikke en drøm, men et virkeligt værk i det offentlige rum, der har Pierre Henrys berømte lydportrætter af Paris som referenceværk; La Ville (1996). Værket er i København og hedder Lydkunst på Musiktorvet, skabt af komponist og lydkunstner Hans Sydow i 2013. Tilsammen skaber det et ’usynligt felt af lyd’, der udgør et hørbart vartegn for den nye klingende arkitektur på Amager.

Komponist og lydkunstner Hans Sydow på Musiktorvet på Øresundsvej 6. Foto: Byens Øjne

Usynlige felter af lyd
”Jeg kan godt se det fjollede i formuleringen ’usynligt felt af lyd’”, fortæller Hans Sydow glad gennem Skype, der forbinder Seismograf i København med Sydow i Odder, og fortsætter:

'Ligesom man i drømme er i stand til at koble alverdens ting, så kan lyd gøre det samme og placere os to steder på én gang – nu og dengang.'

”Men jeg kalder det sådan, fordi man ikke behøver at forholde sig til højttaleren som i fx koncertsalen. Når man hører konkret musik i en koncertsal, er det en fremmedgørende situation, at man ikke kan se nogen fremføre musikken, men at man ser den kommer fra højtalerne. Når man træder ind på Musiktorvet, ser man nedløbsristene, hvor vandet løber ned; men pludselig giver den lyd fra sig! På den måde er det et usynligt felt af lyd, fordi man ikke forventer lyden. Derved får man en anden lydoplevelse, end man gør foran en højtaler. Det her er en lydverden bagved hverdagens verden. Punkter af lyd, der pludselig dukker frem og forsvinder igen.”

Musiktorvet samler flere musikalske institutioner; med 2 spillesteder, Amager Bio og BETA, øvelokalerne RUSK og pladestudiet Media Sound. Men torvet bebos også af børneteatret ZeBU, børnekulturhus Amager, ældrecentret Loftet, to børneinstitutioner og menige amar’kanere. Under asfalten har komponist Hans Sydow installeret 9 højtalere under dækslerne på pladsen; tre højtalere på hver af de tre områder; ’scenen’, ’dagligstuen’ og ’rampen’.

”Der er 3 steder på pladsen, hvor man kan høre lydbillederne. Nogle gange arbejder jeg med, at det er det samme, der kommer ud af alle 9 højttalerne. Andre gange er lydbillederne mikset til 3 kanaler. Det er meget forskelligt at høre det samme 3-kanals lydbillede alt efter hvor man står,” fortæller Sydow, der har været i løbende dialog med brugerne af Musiktorvet om, hvilke lyde der kendetegnede stedet, hvor de har deres daglige gang:

”I lydbilledet ’Flyttekassen’ springer lyden af et gammelt cykelhjul, der bliver kastet mod gulvet, rundt mellem højttalerne. Det var én af drengene fra institutionen, der nu er Børnekulturhus Amager, der forelskede sig i et gammelt cykelhjul, og fik idéen til den her fantastiske lyd fra det gamle hjul fra en skrammelkasse, som blev til overs, da de flyttede til de nye lokaler her på torvet. Det, synes jeg desuden, var et meget fint billede på deres overgang til et nyt sted.”

11. oktober bredte Sydow for første gang det nye værks officielle lydbølger ud over den efterårsbetonede asfalt. Til åbningen i oktober blev hans 12 lydportrætter afspillet fra ristene som ét samlet kompositionsværk, mens man dagligt kan høre et nyt værk hver klokketime i 3 minutter.

Lydkunst på Musiktorvet åbnede 11. oktober 2013. Foto: Byens Øjne

Lydligt vartegn
Lydkunst på Musiktorvet
består blandt andet af lydbilledet ’Klokke’, som er en komponeret reallydoptagelse af Sundby Kirkes klokker. Først er den genkendelig og lokker ørerne til koncentration, og dernæst udvikler den sig til en nærmest minimalistisk elektronisk komposition:

'Det her er en lydverden bagved hverdagens verden. Punkter af lyd, der pludselig dukker frem og forsvinder igen.'

”Til at begynde med hører du en helt klar og nær optagelse af kirkeklokkerne i én enkelt højtaler. Det er meget genkendeligt og ’trygt’ til at starte med: Værket byder lytterne velkommen, så de forhåbentligt får lyst til at lytte med. Herefter vil jeg gerne udfordre folk, der lytter med, ved at gøre lydbilledet mere abstrakt,” fortæller Sydow, der mener, det er vigtigt, at man som komponist arbejder med at tilbyde publikum et sted, hvor de ’kan stige på lydrejsen’.

Lydbilledet med kirkeklokkerne er helt centralt for rækken af kompositioner, som Hans Sydow flere gange har beskrevet som et "lydligt vartegn for Musiktorvet":

'Værket byder lytterne velkommen, så de forhåbentligt får lyst til at lytte med. Herefter vil jeg gerne udfordre folk'

”Kirkeklokkerne er verdens ældste lyd ur. Helt tilbage fra middelalderen ringede de solen op for at minde om, at dagen gik i gang. Klokkerne er en reference, der blotlægger konceptet i værket: Hver time afspilles en lyd på torvet, ligesom klokken er alle portrætterne lydlige vartegn.”

Fra musikinstitutionernes indre
Musikken er i centrum for rigtig mange af pladsens aktiviteter, og det gjorde det oplagt at udsmykke det offentlige rum med ”et klingende værk”.

”Man kan kalde det en lydliggørelse og levendegørelse af musiktorvet. Jeg har valgt at optage og spille ting, som man ikke umiddelbart kan høre og opleve til hverdag. For ellers kunne man jo ligeså godt ’bare’ åbne dørene ind til hver enkelt institution og lytte med. I portrættet af Amager Bio har jeg været flue på væggen til en ”Get-In” med et band, tilfældigvis Graveyards. Her følger man dem fra de rykker ind til lige før de skal på. Det er en del af hverdagen på stedet, men noget man ellers aldrig oplever som publikum. Det har jeg prøvet at skildre i et flerstemmigt lydportræt”, fortæller Sydow.

To børn på opdagelse i Hans Sydows 'Lydkunst på Musiktorvet'. Foto: Byens Øjne

'Jeg har valgt at optage og spille ting, som man ikke umiddelbart kan høre og opleve til hverdag. For ellers kunne man jo ligeså godt ’bare’ åbne dørene ind til hver enkelt institution og lytte med.'

De timelange optagelser fra Amager Bio er klippet ned til 9 små lydsekvenser, der afspilles i en slags kanon på pladsen. Alle højttalere spiller alle 9 lydsekvenser, men de starter hver sit sted, så ingen af højtalerne spiller samme sekvens på samme tid. På den måde kan man selv bestemme lytteformen – om man vil bevæge sig rundt og høre dem i ’shuffle mode’ eller blive beriget kronologisk med de 9 kompositioner fra én enkelt højtaler.

Kunstværk og formidlingsværk
Lydkunst på Musiktorvet
er opstået gennem grundig research af lydene og menneskene bag facaderne. Det er altså et æstetisk værk, med intentioner om at ville bringe stedets historie til live - blandt andet med fortællinger fra de, der var gamle nok til at huske den gang, det hed Øresundsvejen Skole, og da det nuværende børneteater ZeBU var gymnastiksal:

”Når man står i det offentlige rum, har bygningerne ofte en historie, der rækker langt tilbage i tid. Man kan begynde at fantasere om det liv, som er levet lige her. I lydbilledet ”Loftet” kan lytteren stå på pladsen en mandag eftermiddag, mens der er en stemme, der fortæller, hvordan det var at gå i skole for mange, mange år siden. Ligesom man i drømme er i stand til at koble alverdens ting, så kan lyd gøre det samme og placere os to steder på én gang – nu og dengang.”

Sydow har bevidst arbejdet med værkerne med udgangspunkt i abstrakte drømme:

”Min bestræbelse har været at ramme et sted mellem drøm og virkelighed. I drømme kan alt ske! Det har jeg gerne ville kunne gengive på pladsen. Værket ’Drøm’ kombinerer det helt konkrete med det abstrakte: Lyd fra dagligdagen i børneinstitutionen og poetiske hviskestemmer, der citerer gamle Amagerrim. Man kunne kalde det for en form for magisk realisme.”

 Samtidig har der været steder, hvor materialet har sat sig imod for meget redigering:

”Når jeg så sidder med lydmaterialet, så gør det noget ved mig. Da jeg hørte klippet med børnene, der er med i Media Sound lydportrættet, hvor de indspiller et nummer af Ray Dee Ohh, var jeg ikke i tvivl: Der er noget helt fantastisk over de børn, når de skal op og tage den høje tone, når de når til sætningen ’hvor regnbuen ender’. Jeg har forsøgt at finde den bedste balance mellem ready made og indgriben i materialet”, siger Sydow.

Lyd er aldrig, som vi tror
Den grundige research handlede naturligvis også om at afsøge stedets lydlige karakter, som bekræftede lydens altid flygtige natur:

”Lyd lyder aldrig, som vi tror. Vi kunne ikke optage lyden af døren, der åbnede og lukkede ind til spillestedet BETA, selvom det virkelig var en signifikant lyd af det sted i virkeligheden! Der var alt for mange andre lyde. Men vi fandt ud af, at på bagsiden af BETA kunne vi optage, at ruden dirrer sammen med musikken. Den lyd kom i stedet med i lydportrættet.”

BETA. Foto: Byens Øjne

Det offentlige rum skriver sig dagligt ind i kompositionen. Det betyder en lang række uforudsigelige lydmøder, som gør hver eneste lytteoplevelse på det lille torv unik:

'Jeg tror, at der er en bevægelse i tiden, der gør, at lydkunst efterhånden opfattes som et kunstnerisk udtryk på linje med de mere klassiske'

”Jeg var derude en dag, hvor portrættet ’Klokken’ gik i gang, og så pludselig begyndte én af de andre klokker at ringe fra en kirke lidt længere væk. Så kunne man både høre klokken tæt på og langt væk. Det var et spændende møde mellem virkelighed og værk, som man ikke lige tænker på, men som jo også er en del af konceptet.”

En sprogfyldt lyttekultur
Sydow er gammel radiomand, og enkelte af værkerne lyder, på trods af arbejdet med de drømmende abstraktioner, som ægte radioreportager, der bliver sendt fra asfalten:

”Lydbilleder som ’Loftet’ minder meget om en egentlig radioreportage, sammen med ’ZeBU’, hvor de unge fortæller om deres glæde med at spille teater, og så hører man nogle klip fra deres forestilling.”

Dog er Sydow sikker på, at andre af hans lydportrætter ”aldrig kunne blive sendt i radioen”. Musiktorvet som ramme berettiger til at spille abstrakte lydbilleder:

”Man ville aldrig sende sådan noget som kompositionen ’Drøm’ i radioen. Ikke rent. Der ville man begynde at gå ind og tale ind over: Hvad oplever vi her? Det er et spørgsmål om den lyttekultur, man skaber – og ikke skaber. Hvis man skabte en lyttekultur i radioen for det rene lydbillede, så ville det måske ikke virke så underligt med flere – også meget abstrakte – lydbilleder, som dem på Musiktorvet.”

Det er et spørgsmål om den lyttekultur, man skaber – og ikke skaber

Lydkunsten er officielt blevet offentlig
For 5 år siden besluttede Københavns Kommune at udskrive en arkitektkonkurrence, der gik ud på at skabe en samlet plads: ’Musiktorvet’, som centrum og omdrejningspunkt for torvets institutioner. Tegnestuen WITRAZ vandt med et forslag, der bl.a. indebar Hans Sydows idéer til auditiv udsmykning af pladsen.

”Det var meget progressivt, at de valgte, det skulle være et lydkunstværk. Musiktorvet huser i høj grad musik- og kulturinstitutioner, og derfor mente de, at det var oplagt, at der skulle være et klingende værk på pladsen. WITRAZ vandt konkurrencen, og Amager Kulturpunkt, som ejer pladsen, forpligtede sig til at lave mit værk,” fortæller Sydow.

I første omgang var der dog ikke penge til Lydkunst på Musiktorvet. Men så kom Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg, der anså den klingende plads for at være et ”spydspidsprojekt”, til undsætning:

”Som regel går en del af byggesummen til offentlige rum  til kunstnerisk udsmykning. Det er første gang Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum, som jo er ét af udvalgene under Statens Kunstfond, har igangsat et lydkunstprojekt. Tonekunstudvalget blev endda også hørt, for det var noget helt nyt, at et offentligt værk kunne være lydkunst. Der er jo en stærk tradition for at det er skulpturer, der bliver opført i offentlige rum.”

Mere lydkunst på vej
Hans Sydow anskuer den statslige anerkendelse som et tegn på, at lydkunstværker i dag i langt højere grad anses for at være "værdifulde nok" til at få en del af midlerne, når offentlige midler til udsmykning af offentlige rum skal fordeles:

'... det var noget helt nyt, at et offentligt værk kunne være lydkunst. Der er jo en stærk tradition for at det er skulpturer, der bliver opført i offentlige rum.

”Lydkunsten er en scene i vækst. For 20 år siden var der stort set ikke andre end Museet for Samtidskunst i Roskilde, der som institution beskæftigede sig med lydkunst. Hvis man ser på væksten de sidste 10 år, er lydkunsten blevet en naturlig del på mange flere museer,” fortæller Sydow og fortsætter:

”Det er blevet mere almindeligt, at man også arbejder med lyd i det offentlige rum. Senest var der et fantastisk værk af Janet Cardiff i forbindelse med Sculptures by the Sea i Århus. Ét af de stærkeste værker på den udstilling. Jeg tror, at der er en bevægelse i tiden, der gør, at lydkunst efterhånden opfattes som et kunstnerisk udtryk på linje med de mere klassiske kunstneriske udtryk.”

Amager Bio. Foto: Byens Øjne

 

LYDKUNST PÅ MUSIKTORVET
Lydkunst på Musiktorvet, Øresundsvej 6, 2300 København S.
Lydkunst på Musiktorvet er åben hele året døgnet rundt.

Læs mere om Lydkunst på Musiktorvet
Lyt til alle lydportrætterne på Soundcloud
Hør også udsendelsen: ’Hverdagen som lydbilleder’ i Stedsans på P1, 24. oktober 2013 kl. 10:03