04.07.14
Foto: Hans Peter Kuhn

Lyset peger på lyden - Interview med Hans Peter Kuhn

På Møn, nærmere bestemt i Askeby, møder jeg lyd- og lyskunstneren Hans Peter Kuhn til et interview om hans udstilling Hausmusik: serial series. Det sker på Kunsthal 44 Møen, i den bygning, som skal huse fluxuskunstneren Henning Christiansens arkiv. Et lille fint bondehus, som åbner op til nogle dejlige hvide udstillingsrum med fire lyd- og lysinstallationer af Hans Peter Kuhn.

Kuhn viser mig rundt på udstillingen, og herefter ender vi med kaffe og småkager bag ved Kunsthallen, i en noget vindomsust udestue. Et minimalistisk rum uden endevæg. Her kan vi lige nå det sidste af interviewet inden udstillingen åbner med tale af Bjørn Nørgaard.

”Population 2” – materiale-clash på højt plan
Det ligner egentlig et minimalistisk ’sofastykke’. Men i stedet for brølende hjorte ved en skovsø, består den første lydinstallation Population 2 af 75 små sorte dørtelefonhøjtalere skåret ind i et meget fint stykke italiensk Carrara-marmor. Dørtelefonhøjtalerne afgiver hver især et lille elektrisk tænd/sluk-’klik’ i en serielt arrangeret orden, men som, grundet højtalernes elendige kvalitet, ender i et tilfældigt mønster. For Kuhn minder distributionen af de små klik-lyde henover marmorpladen om grupper af mennesker, der ytrer sig om alt muligt, midt i den fineste marmor.

Foto: Hans Peter Kuhn

Det med den fine marmor gentager Hans Peter Kuhn flere gange. Senere på dagen finder jeg ud af, hvad der ligger bag dette materialegreb; nærmere bestemt i åbningstalen, som Bjørn Nørgaard holder. Hvor Hans Peter Kuhns udlægning af Population 2 er et studie i menneskelig adfærd og gruppedynamik, fokuserer Bjørn Nørgaards på den fine italienske Carrara-marmors apoteose; de skrattende dørhøjtalere – et materiale-clash mellem den  klassiske skulpturkunsts uforgængelige marmor og de elektriske ’klik’, der er styret af et serielt system af luftige digitale 0’ere og 1’ere. Fortolkningsmulighederne i denne  materialekombination er svimlende.

Hausmusik
Udstillingen har fået titlen Hausmusik: serial series. ’Hausmusik’ refererer til 1800-tallets skik og brug i Tyskland, hvor det bedre borgerskab lod deres døtre imponere husets gæster med deres musiceren. 

I dag er der kun huset tilbage, men derfor kan man vel godt lave ’Hausmusik’ alligevel, forklarer Kuhn med et glimt i øjet. Han fortsætter: Undertitlen ’serial series’ kom til senere i og med, at alle fire værker i udstillingen er serielle.

I løbet af interviewet bliver det klart, at det serielle for Kuhn ikke er et mål i sig selv, men snarere en form, som lader naturens ’fejlbarligheder’ træde frem – og det på skarpeste vis. For som Kuhn siger: Det er naturens evne til at ’fejle’, som driver evolutionen frem. Og som er skyld i, at vi sidder her. At tro, at mennesket kan overgå naturen og skabe det perfekte og fejlfri er udtryk for arrogance.

I næste udstillingsrum hænger videoværket FLAGS på væggen – et værk som netop arbejder med et serielt udtryk, der lader naturen komme til syne.

FLAGS – det serielle lader naturens ’fejlbarlighed’ træde frem
På en væg hænger en stor fladskærm, som er delt op i 448 bitte små felter med hver sin lille videofilm af kvadratiske, stive flag. Flag, som Kuhn oprindeligt placerede i den irske smukke bugt The Giant’s Causeway i 2013, som et stedsspecifikt kunstværk bestilt i forbindelse med olympiaden. Kuhn forklarer: Når vinden blæser, vender flagene sig og afslører enten en rød side eller en modsat gul side. Alt efter vinden, skifter dette enorme landskab udtryk i rødt snart gult – viser det uviselige, nemlig vindens bevægelse i bugten, som normalt ellers kun mærkes på huden. Vinden bliver med andre ord synlig.

Foto: Hans Peter Kuhn

Kuhn er stærkt optaget af hvordan naturen gang på gang overrasker ved at bryde med den serielle orden, som Kuhn stiller op: Normalt ville man tro, at hvis vinden kom fra én side, så ville alle flagene dreje i den retning; men ikke i en klippebugt. Her har du nogle gange 15-20 røde og så i midten én gul. Altså totalt kaos: majoriteten tænker dét her, men én gør sådan her. Jeg kan virkelig godt lide naturens uforudsigelighed. Vi kan gøre alt hvad vi vil; naturen er altid et skridt foran, og gør NETOP ikke det, som vi vil.

Det lydlige, for ikke at tale om det musikalske, synes at være meget langt borte her. Videoinstallationen siger absolut ingenting. Så jeg kan ikke dy mig for at spørge noget retorisk, hvad det musikalske element i værket er. Det er åbenbart ikke første gang han har fået dette spørgsmål, og han svarer høfligt – og muligvis lige så retorisk tilbage: I det originale værk kunne man selvfølgelig høre vindlyde osv., men som sådan har det ikke nogen direkte kontakt med lyd eller musik. Man kan sige, at flagenes bevægelse tilsammen udgør et partitur, som de så at sige selv skaber og opfører i takt med, at vinden blæser.

Så hvad er der egentlig tilbage af den auditive oplevelse? Måske et stærkt ønske om at ’høre’ den vind, som drejer flagene? Vi er i grænseland mellem det visuelle og det auditive, hvor den serielle form tilbyder sig som synæstetisk bro mellem de to sanseoplevelser.

Sanseoplevelsens mange facetter
Jeg er meget interesseret i perception, forklarer Kuhn senere ude i baghaven. For mig fungerer perceptionen som et samlet hele. Vi opfatter med hele vores krop. hvis du går til en symfonikoncert, så hører du ikke bare musikken. Du ser også 80 sortklædte mennesker bevæge sig oppe på scenen, du dufter din nabos parfume, du mærker temperaturen, luftfugtigheden, om sædet er behageligt at sidde i. Alle disse ting forholder du dig til, når du går til en symfonikoncert. Sanseoplevelsen er altid multi-facetteret og dette interesserer mig meget. Det er derfor jeg arbejder med mange forskellige typer medier i mit arbejde.

Kuhns værker virker simpelthen som prismer, der alt efter kombination af materialer og medier, reflekterer sanseoplevelsen i forskellige retninger.

Han fortsætter: For mig er det altid interessant, når indholdet af de forskellige sanser peger i forskellige retninger. Så bliver oplevelsen gådefuld. Jeg vil forundre folk med mine lydinstallationer. De skal ikke kunne røre ved dem, for så forsvinder magien. De skal heller ikke forhekses tungt og villet. De skal bare undres. Jeg vil forundre dem.

Aus der Tiefe – lys tiltrækker opmærksomheden på lyd
For Kuhn begyndte det hele med lyd. Fascinationen af hvordan lyd påvirker os og den erfaring, at folk generelt ikke er særligt opmærksomme på alle de lyde, som vi omgiver os med til daglig. Kuhn vil med andre ord åbne vores ører. Han fortæller: I starten lavede jeg små stedsspecifikke lydinstallationer, men opdagede hurtigt, at folk gik forbi dem, fordi de simpelthen ikke kunne se dem. Så besluttede jeg mig for at sætte højtalerne op på små piedestaler og sætte et lysspot på, og dét virkede. Folk blev simpelthen stående og lyttede. Så det har jeg gjort lige siden. Med tiden er lys blevet lige så væsentlig et kunstnerisk udtryk som lyd. For mig er ’visuals’ virkelig dér, hvor jeg kan få folks opmærksomhed på lyden.

Vi går ind i et rum, hvor der står 16 højtalere sammen, på hver sin piedestal med en kæmpe industrilampe over, som oplyser dem.Aus der Tiefe hedder lydinstallationen, som er et remake af et tidligere værk. Højtalerne spiller så lavfrekvente lyde, at det ikke er muligt for øret at høre dem. Men, det kan øjet så. Membranerne bevæger sig synligt, og narrer øjet til at tro, at øret hører noget. Øjet ’peger’ simpelthen på øret, som tror det hører.

Foto: Hans Peter Kuhn

Højtalermembranerne er ikke sorte og koniske, som de normalt er, men mat sølvfarvede og skålformede. En form som spejles perfekt af den enorme industrilampe i aluminium, som hænger ovenover dem.

Kuhn forklarer: ’Aus der Tiefe’ kan oversættes med ’Fra dybet’.  Den bagvedliggende idé var først og fremmest at lave et lydværk, som man ikke kunne høre. Kuhn ler ydmygt over det paradoks, han lige har kastet på bordet, men fortsætter straks efter: Den anden ting er, at det her ser meget teknisk ud. Jeg mener, højtalerne ser meget high-tech ud, lampen ser meget high-tech ud og hele setup’et ser meget high-tech og cool ud. Men når du så ser bevægelserne, så ser det ud som om der er noget levende, der bor nedenunder det hele. Som om det trækker vejret eller noget i den stil. Og jeg kan vældig godt lide denne modsætning mellem et meget high-tech materiale, som så alligevel giver plads for et meget naturligt udtryk.

På trods af alt hvad Kuhn lige har stået og fortalt mig, så bilder jeg mig arrogant ind, at jeg alligevel kan høre nogle dybe brummelyde. Jeg spørger til det. Kuhn smiler venligt overbærende og foreslår, at det meget muligt kan være resonansen fra de piedestaler, som højtalerne står ovenpå, som forstærker nogle af de mest hørbare toner.

Jeg er faldet i, og har legemliggjort Kuhns pointe med dette værk: mit øje har netop narret mit øre. Bigtime.

Vi går videre.

Klangfarben – ’fejlen’ som inspirationskilde
Inde i det bagerste rum er der temmelig mørkt. Her står otte diasfremvisere, som viser forskellige monokromer, som hele tiden skifter farve i sekvenser af forskellig hastighed. Som dominobrikker skifter de efter hinanden, fra højre til venstre og nogle gange omvendt. Nogle gange hurtigt, nogle gange langsomt. Nogle gange stærke farvekombinationer, nogle gange mildere. Og ind imellem bare sort, som en pause. Dias’ne er ikke så vigtige i sig selv, forklarer Kuhn. Det er bare farver; men de hjælper dig med at høre.

Foto: Hans Peter Kuhn

Lyden af de gamle diasfremvisere skaber nemlig en egen rytme og sound, som var de en lille gruppe tattoo-tambourmajorer, der udførte en trommeopvisning. Der er noget komisk over disse gamle mediekoryfæer af isenkram, som larmer på en analogt skramlet og gammeldags måde. Men samtidig indgyder de respekt fordi de stadig er der, fungerer og lever, og ikke er gået i stykker på grund af dårlige komponenter.

Kuhn har en svaghed for diasfremviserne: For den ældre del af publikum, vil disse KODAK-karrusel-diasfremvisere virke bekendte. I 70erne og 80erne var de standard projektorer til mediashows. Jeg kan huske alle de billeder de kunne køre samtidigt, og at man aldrig kunne høre musikken til, fordi de altid larmede så meget. Og så besluttede jeg mig for at tage konsekvensen og lave musik for diasfremvisere. Desuden kan jeg godt lide lyden af dem. Den er mekanisk, men alligevel varm, så den er ikke ubehagelig. Og så er det professionelle maskiner, så de holder meget lang tid, og er derfor gode at lave musik med.

I rummet ved siden af står et lille vindue åben på vid gab. Det har præcis de samme dimensioner som hvert farve-lysbillede på væggen. Her lukker vinduet bare ud til en levende verden i bevægelse – en have i grønt, med former og farver og mønstre, som diasbillederne kun kan imitere. Der er noget ydmygt over Hans Peter Kuhns verden. Som vil han hele tiden minde os om, at naturen er større end os. Vi kan ikke beherske den, kun vise den.

Naturen kopierer ikke sig selv
De fine sprøde klik-lyde fra Kuhns lydinstallationer står i stærk kontrast til vindens susen i trækronerne uden for udstillingsbygningen. Gruset på gårdspladsen knaser under vores sko, da vi går over i udestuen bag ved kunsthallen for at fortsætte interviewet.

Da vi har sat os, spørger jeg Kuhn hvorfor han kun bruger naturlige lyde i disse værker.

For det første kan jeg godt lide tilfældighedsprocesser, sandsynligheder og uforudsigeligheder, og naturlige lyde er ikke gentagelige. Selvom du smækker en dør 1000 gange eller 10.000 gange, så vil det aldrig lyde ens. Ikke totalt forskellig, men alle de små detaljer vil aldrig være de samme, og vil aldrig blive det fordi, der ikke findes nogen proces i naturen, som gentager sig selv på præcis samme måde. Med digital teknologi kan du kopiere 1:1, og du vil ikke kunne sige hvad forskellen er. Men i enhver analog eller naturlig proces, vil der altid være ’fejl’. Hver kopi vil altid have en ’fejl’. Det er sådan evolutionen fungerer. Det er ’fejl’ der gør, at vi er her, og det synes jeg er interessant.

Igen får jeg fornemmelsen af, at alting i Kuhns værker er levende: de små højtalere i Population 2 taler uforståeligt i munden på hinanden, flagene i FLAGS vifter som små signalfrøer i vinden, de lavfrekvente-højtalere Aus der Tiefe bevæger sig som mystiske krybdyr, og diasfermviserne i Klangfarben bjæffer deres sekvens, som små lydige hunde.

Naturen kan ikke tæmmes, og ligegyldigt hvor meget vi prøver at kontrollere den gennem vores viden og teknologi, vil den altid ’lave rod i det’. Føre os ud, der, hvor vi ikke synes vi skulle hen. Og netop denne omfavnelse af naturens tilfældighed, ”som vi kalder evolution” glæder og morer Kuhn, og er måske i bund og grund det, som Kuhn hylder i sin kunst.

Og netop ved at arbejde utroligt minimalistisk og stringent får Kuhn det tilfældige – livet – til at skinne igennem, helt af sig selv. Minimalismen bliver for Kuhn den klare form, som paradoksalt nok viser livets og naturens tilfældighed – eller måske nærmere, mangel på kontrol.

Kunst til folket
Efter interviewet med Hans Peter Kuhn, går jeg lidt rundt. På gårdspladsen inde i en krog sidder fire mennesker, som viser sig at være selve cremen af fluxusbevægelsen: Bjørn Nørgaard – Danmarks ’grand old man’ inden for avantgarde- og performancekunst; René Block – fluxusbevægelsens absolutte frontløber som galerist, kunstforlægger, kunstsamler og kurator; Ursula Block – gallerist og ejer af den legendariske nu hedengangne lydkunst-boghandel og pladebutik Gelbe Musik i Berlin; og så Hans Peter Kuhn – lyd- og lyskunstner i en klasse for sig.

Foto: Ingeborg Okkels

Alle sidder de lige her på en gårdsplads i Askeby på Møn. De sidder her fordi de synes det er vigtigt, at almindelige mennesker kan komme og se kunst i verdensklasse. Som Kuhn siger: Folk herfra kommer og besøger stedet, og det gør det sjovt og spændende at være en del af. I Berlin er der 600 kunstgallerier og faktisk ikke nok folk til at gå ind og se alle disse udstillinger. Det er meget rarere sådan et sted som det her. For når folk kommer, så ved du, at de virkelig gerne vil komme.

Hans Peter Kuhn (født 1952) er lyd- og lyskunstner og komponist bosat i Berlin. Han har lavet lyd- og lysinstallationer verden over, og har som komponist arbejdet tæt sammen med Robert Wilson omkring teater- og opera-produktioner i en 20-årig periode.

Udstilling:
Hans Peter Kuhn
Hausmusik: serial series
22.6-14.9 2014
Åbent: Ons-Søn, 11-17
Kunsthal 44 Møen
Fanefjordgade 44, 4792 Askeby
23 92 71 19