04.09.12

Som at fragte et krydstogstskib på en lille robåd

En kold og blæsende majaften kunne man på Institut for X i Århus opleve noget så spektakulært som Richard Wagners Nibelungens Ringopført som onemanshow! Manden bag værket, og som alene styrede alt lige fra dukker over scenografi, lys og orkester til høns og effekter, er komponisten Kaj Aune. Seismograf mødte ham efter forestillingen for at høre lidt nærmere om, hvad der har drevet ham til at lave operahistoriens største værk som et en-times onemanshow.

Allerførst; hvorfor give sig i kast med Ringen og hvorfor lave det som et onemanshow?

”Jeg arbejder ofte alene, hvor jeg kontrollerer alle dele i et værk, der består af musikalske, sceniske og teatralske forløb. Og det er egentlig en gammel idé at tage fat på Ringen. Den ekstreme kontrast mellem Wagners værk og min måde at arbejde på har helt klart været en drivkraft, for det er jo helt absurd at tænke sig at være en mand om det kæmpe værk. 

Det er måske det mest prætentiøse værk, der er skrevet, og med tanke på det materiale, jeg ofte bruger, som primært er skrammel, genbrug og ting, jeg har fundet, bliver kontrasten bare endnu større. 

Tematikken i Ringen kredser meget om ødelæggelse og undergang, som også fascinerer mig. Alle karaktererne har hver deres plot, og det er helt umuligt at få alt med, men det mødes alligevel et eller andet mystisk sted.’

Er du generelt interesseret i noget, der handler om undergang og ødelæggelse?

’Jeg kan godt lide at lave stykker, der rummer både det komiske og det tragiske, som er to stærke modpoler, så man ikke helt ved, hvor værket befinder sig. Det er interessant, når ting har flere perspektiver på en gang som f.eks. det komiske og det tragiske, fordi der så er et spektrum imellem, som man kan udforske. 

Typisk har jeg et dramatisk udgangspunkt med en stærk kontrast, og sådan er det også i høj grad med Ringen – konceptet i sig selv er jo komisk. Jeg vidste på forhånd, at det nok ikke ville lykkes, hvilket tilfører værket en slapstick-dimension, men samtidig er værket ret uhyggeligt, og for mig behøver det ikke at være det ene eller det andet.’

Hvad er det, der fascinerer dig i det at drive det hele selv?

’Jeg har også arbejdet med andre, bl.a. den tyske kunstner Wolfgang Genter, men der er mange fordele ved at arbejde alene. Jeg har altid været fascineret af at bevæge mig ud i noget, som jeg ikke helt har kontrol over. Hvis jeg pludselig både er lydmand, lysmand, scenetekniker, sminkør etc., så bliver det mere interessant at arbejde med, synes jeg, for det skaber et større rum. 

Endvidere har jeg også altid haft en forkærlighed for ting, som er gamle, skramlede og skrøbelige, og det bliver en naturlig del af det, at kaste sig ud i projekter og gabe over alt for meget. Jeg har også mange enkle stykker, der ikke er noget problem i at styre ene mand. Jeg vidste, at det ville gå galt med Ringen, men med mine forudsætninger prøvede jeg virkelig så godt, jeg kunne, at fortælle historien så godt som muligt. Det gik ikke helt, men det regnede jeg heller ikke med, at det ville.

Jeg kan bedst beskrive projektet med en billedet af at fragte et krydstogsskib på en lille robåd – jeg måtte tage alt det, jeg kunne, på den tid der var, for at få plads til alt.’ 

Er det så at sige kamikazeprojektet, der trækker?

’Jeg ser egentlig mere noget poetisk og komisk i projektet, som er det, jeg sætter pris på, men det var vældig hårdt. Det er også fordi, jeg går meget op i det jeg laver, og lægger en masse arbejdskraft i det – det voksede og voksede, trods det, at det færdige værk kun er en time, mens originalen varer næsten 20 timer.’ 

Hvad var det, der voksede?

’Det, jeg troede, var enkelt og kunne rummes i en enkelt scene, blev pludselig meget kompliceret, fordi det skulle kunne fungere rent teknisk, og jeg skulle kunne styre det alene. Derudover var der mange tekniske udfordringer for mig, og jeg måtte lære nogle nye, håndværksmæssige ting. 

Noget af det, som publikum ikke så, var, at der var en orkestergrav med en masse instrumenter, som var forstærket, og som jeg spillede på, og bare det at lave noget, som kan afvikles hurtigt, var lidt af en udfordring. Funktionaliteten er rigtig vigtig, og når en scene så var klar, kom den næste scene etc.’

Hvordan fandt du ud af at skære ind til benet i Wagners Ringen, så du kunne skabe en historie, der hang sammen?

’Jeg startede med at sætte mig ned og læse Ringen for at sætte mig godt ind i historien, bare lytte koncentreret til musikken og så ellers starte fra begyndelsen. Så begyndte det at tage form. 

Et af de billeder, jeg så for mig, var, at man har hele Ringen foran sig, men at den er eksploderet. Jeg samler de små stumper op, der bliver tilbage, og prøver at få de ting med, som folk kan relatere til. 

Vældig mange steder i Ringen er der nogen, som fortæller om noget, der er sket. Typisk har jeg først og fremmest fokuseret på nutiden i værket – dværgene, dragen, valkyrier i luften – og så prøvet at vise det. Det er lidt sværere at vise ting, som er sket. Men det hele bliver selvfølgelig lidt fragmenteret. 

Jeg lavede også en del research, snakkede med en del mennesker, der har set Ringen, og langt de fleste sagde, at der var ting de ikke, og det skyldes, at det er så kompleks og så lang en historie. Men selvom jeg har dekomponeret historien, er den stadig med.

Nu var det jo en bestilling fra festivalen Borealis i Bergen, og jeg prøvede at realisere den inden for de rammer, der var. De ville gerne bestille et værk af mig, jeg foreslog så Ringen, og det syntes de var en god idé. Men det er et projekt, jeg kan beskæftige mig med resten af livet.’

En af de ting, man forbinder med Wagner er idéen om et Gesamtkunstwerk. Ringen i din version kan vel også siges at være et Gesamtkunstværk, men af en ret anden slags?

’Wagner er interessant at vælge som inspiration netop pga. af idéen om et Gesamtkunstwerk. Jeg arbejder med flere forskellige medier, som hænger tæt sammen og giver mening sammen, og deri er der en klar reference til Wagner om end på en anden måde. 

Men det er faktisk ikke første gang, jeg arbejder med Wagner. Jeg arbejder som sagt sammen med Wolfgang Ganter, med hvem jeg også har lavet Den Flyvende Hollænder, som er et installations- og performanceværk. 

Ringen er en gammel idé, som har ligget der længe, men der skulle lidt til for at gå i gang med det – både erfaring med at håndtere det tekniske, men også at lære at bruge de værktøjer der skulle til for at bygge scenografien.’

Tanken om at integrere flere kunstarter repræsenterer måske i virkeligheden din måde at være kunstner på?

’Det er ikke kun det, at et værk bliver større ved at man integrerer flere elementer, det er egentlig mere fordi, det repræsenterer de ting, som jeg er interesseret i.’

Der er masser af scenografi, ageren og historie i dit værk, og når man kender historien i Ringen, er den let at følge. Men musikken som genkendeligt element er væk og erstattet af noget, der opleves som lydeffekter – hvorfor det?

’Jeg forsøgte at bevare det dramatiske og de karakteristiske tegn i musikken, men jeg kan jo hverken spille violin, cello, trompet eller Wagnertuba, og da slet ikke på samme tid. Derfor har jeg lavet mine egne alternativer, som jeg har forsøgt at lære og kontrollere sådan nogenlunde. 

Orkestret er jo kun mig, og det er hjemmelavede instrumenter, jeg spiller på. Nogle af dem kan man nærmest ikke kalde instrumenter, som f.eks. et plastrør med en mikrofon tilkoblet, som jeg blæste i, eller en streng med en mikrofon. Begge er meget primitive instrumenter.

Idéen var at lade ledemotiverne være til stede i form af en karaktermæssig fortolkning af lyden, så kontrasterne mellem de forskellige karakterer blev reflekteret i lyden. F.eks. blev Valkyrieridtet repræsenteret af høns, da jeg synes, der er et link mellem temaet (Kaj demonstrerer eksemplet ved at gengive temaet) og lyden af høns. Det er selvfølgelig ikke altid lige let for publikum at gennemskue, men det har forhåbentlig en effekt alligevel.’

Der er flere berøringspunkter med visuel kunst og performance end med mere traditionelle kompositioner i dine værker – identificerer du dig som komponist mere i den retning?

’Jeg er jo uddannet komponist, men har også boet nogle år i Berlin, hvor jeg primært arbejdede på udstillingssteder og gallerier, så jeg føler egentlig, at jeg identificerer mig med begge dele. For mig er det en god ting ikke at passe ind i en bestemt kategori, for det bliver lidt mere uklart, hvad det enkelte værk egentlig er, og det kan jeg godt lide. Så kan man glæde flere.

Jeg tænker heller ikke min version af Ringen som primært rettet mod et musikpublikum. Værket kan også tiltrække folk, som har en anden baggrund end musik – der er jo bl.a. et stærkt visuelt element – så det hører ikke rigtigt hjemme nogen steder. 

Fra komponister har jeg ofte fået at vide, at mine værker er for korte, at de godt kunne have været strakt ud over længere tid. Andre siger bare, at de er fantastiske. Det er det samme med Ringen, hvor jeg også har fået at vide, at den var for kort, men ellers har jeg fået god respons. 

Jeg tror, at folk har kunnet relatere til værket. Det er selvfølgelig naturligt, at mange ser på det som et kryptisk og ret absurd værk, og det tager også tid at forstå historien, som ikke er let at hitte rede i. Men det er Wagners skyld, ikke min, selvom det selvfølgelig er nemt at gemme sig bag.’

Hvad fascinerer dig ved at lave den her slags koncertinstallationer – det med at bygge det hele selv etc.?

’Det giver mig muligheden for at skabe min helt egen verden, og jeg får på et eller andet plan fuldstædig kunstnerisk kontrol over værket. Jeg prøver hele tiden at få kontrol over ting, som er uden for mit område. 

Jeg synes helt klart, at det er spændende at eksperimentere mig frem til at bygge ting selv. Der sker utrolig mange ting spontant hele vejen igennem, og der opstår en række biprodukter, som bidrager til denne spontanitet. 

Jeg prøver en ting, som mislykkes, men så kommer der noget andet ud af det i stedet for – et instrument eller andet – og det er en proces, som er spændende at være i, for det skaber en afveksling mellem at lave noget fysisk, bruge hænderne, at tænke og at skrive noder. Der er noget frigørende og meditativt ved det, fordi det er så bredt.’

Hvad er det for en oplevelse, du gerne vil give publikum?

Intensiteten er vigtig, publikum skal ikke kede sig, som de måske ville gøre hos Wagner. Det skal hellere være for kort end for langt, og så skal det være en overraskelse, hvilket jo er et grundlæggende dramatisk princip. På den måde er der jo ikke noget nyt i mine værker. Endvidere lægger jeg vægt på kontrasten mellem det tragikomiske og det dramatiske, at der er flere lag, at der et rum til publikum at tænke i, og at jeg ikke har et facit på, hvad værket vil.

Det er vigtigt at udnytte hele rummet – der er ting over publikum, ting der går ind i publikum etc., og på den måde bliver det meget konkret, for jeg får kontakt med publikum – bogstavelig talt.’ 

Og nu har du så fået det tre-årige arbejdslegat – hvilke projekter har du på tegnebrættet for de næste tre år?

Jeg vil gerne prøve at sætte Ringen op i København, og der er et galleri, som er interesseret. Men det næste store projekt skal jeg lave i samarbejde med Wolfgang Ganter og Scenatet til Ultima festivalen i 2013. Vi skal skabe et værk med udgangspunkt i dukketeater og marionetprincippet, idet musikerne bliver marionetdukker med strenge på kroppen, som vi kan styre og manipulere ovenfra ud fra en konstruktion. Det hele laves i sort-hvid, så det får en slags stumfilmskarakter. 

Vi er ikke startet endnu, så vi ved ikke helt hvordan, men det bliver et større værk, og det bliver første gang i lang tid, at jeg skal arbejde med musikere. Jeg tror, at Scenatet er de helt rigtige til det værk, for sådan et projekt er afhængigt af, at man er en enhed, når man starter, at man har en fælles interesse for det, og at man har lyst til at bruge sig selv på den måde. 

Vi skal have en solist fra Tyskland, som har en baggrund som både skater og violinist, og han vil blive løftet op og ned, hvilket man ikke kan gøre med hvem som helst. Det skal være en adrenalintype, som ikke er bange for at løbe en fysisk risiko.’ 

FAKTA
Kaj Aune (f.1978) skaber musik ud fra en helt egen verden. Han er komponist, og det er musikken, der er hans udgangspunkt; men der er altid mere end én kunstart igang! Det er musik flettet sammen med performance, videokunst, installationskunst og snart sagt alle tænkelige og utænkelige visuelle elementer. Kaj Aunes værker befinder sig lige godt inden for samtidsmusik som inden for visuel kunst. Ved at kombinere visuelle og teatralske elementer med lyd og musik skaber han sit eget sprog og sin egen metode for historiefortælling. Hans værker er ofte absurde, tragiske og komiske med referencer til historiske men også mere hverdagsagtige scenarier. Genbrug af allerede eksisterende materiale er også et vigtigt element i hans produktion.
www.kajaune.net

Ringen
er et one-man show, hvor Kaj Aune selv fremfører alle de fire operaer som Wagners cyklus oprindeligt består af. 

Helt alene erstatter Kaj Aune et operahus med dets enorme maskineri. Det er dømt til at mislykkes, som han selv siger. Som en hyldest og en protest mod modernismens  evige stræben mod (umulige?) mål, har han med fragmenterede materialer, flygtige billeder og ustabile udtryk udviklet sit eget kunstmusik-performance-format, som han kalder Objekt Opera. 

Her erstatter han operaens klassiske historiefortælling, teater, sang og tekst med affald og skrot, bearbejdet til en sammenblanding af skulpturer, instrumenter og karakterer som producerer lyd. Forestillingen blev uropført på Borealis Festival, Bergen 2012, og vist på SPOR festival 2012 i Århus. 

Resultatet er et musikalsk drama, hvor historien bliver fortalt med billeder, bevægelse, effekter og lyd.

Hør introduktion til Ringen