29.09.16
Foto: Morten Steen Jensen

»Vi bliver nogle sære starutter«

Interview med Martin Stauning

Martin Stauning debuterer den 5. oktober som komponist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse. Kollegaen Peter Bruun har mødt ham til en snak om, hvad der har ført ham dertil, og hvad der skal til at ske i hans musikalske liv.

Før du besluttede at vie dit liv til at komponere, var du balletdanser på Det Kongelige Teater. Hvordan gik det til, at du skiftede spor?

»Jeg har egentlig altid gerne villet skrive musik. Jeg havde skolekammerater, som kunne spille klaver og violin, men jeg tænkte altid som barn, at det måtte være sjovere at være den, der havde fundet på alt det, de kunne spille. På Det Kongelige Teaters Ballet- og Læseskole var der særdeles kompetente musiklærere, som kunne hjælpe med nodelære, sats- og formopbygning, og som kunne guide og vejlede. Jeg fandt også ud af, at jeg kunne vise mine ting til musikere og dirigenter og få kritik og vejledning. Det har betydet meget. Jeg fik en strygeoktet opført med musikere fra Det Kongelige Kapel.

Da jeg som voksen fandt ud af, at musikken virkelig trak mere end bare som hobby, kom der et naturligt valg mellem karrieren som danser og som komponist. På en måde vidste jeg nok også, at det ville gå sådan. Karrieren som balletdanser slutter jo typisk, når man er 40 år gammel. Jeg vidste i hvert fald, at der måtte komme et tidspunkt, hvor jeg skulle finde på noget andet end dans, og musikken lå ligefor. Så var der forskellige omstændigheder, som gjorde, at det måske skete, lidt før jeg i første omgang havde forestillet mig.«

Du søgte ind på konservatoriet for at studere komposition. Er det vejen til at blive komponist?

»Man behøver ikke gå på konservatoriet for at være komponist. Når det er sagt, så er tilværelsen som komponist ofte meget ensom, og bare det at komme hen et sted, hvor alle arbejder inden for samme felt, er utrolig vigtigt. Man oplever, hvordan medstuderende forholder sig til musik, tanker om musik og kunst generelt. Og mødet med både den ældre, lidt ældre, samme generation og yngre generation af komponister har for mig været noget af det allervigtigste.

Der er en masse muligheder på konservatoriet. Alene PULSAR Festivalen (konservatoriets årlige festival for ny musik, red.) er en virkelig vigtig læreplads. Det er også en ting som PULSAR, der gør, at mange udenlandske komponister søger til København. Samtidig får man en kæmpe rygsæk af værktøjer, der kan hjælpe til refleksion over egne og andres ideer.«

Det skal vi tale mere om. Men først: Hvordan opfatter du den verden, du træder ind i, nu du debuterer som komponist? Hvordan kan man orientere sig i dagens musikliv som komponist?

»Mit indtryk er, at komponister generelt orienterer sig meget bredt i musiklivet. Mulighederne for at arbejde i mange retninger samtidig lader til at være blevet flere og flere. Vi ser det bl.a. ved, at mange komponister helt naturligt både arbejder i de gængse formater og laver performances og installationer – ting, som foregår andre steder og på andre platforme, end musik traditionelt har gjort.«

Hvad mener du om den musik, der skrives nu? Er der nogen særlige strømninger i nutiden, du føler dig knyttet til?

»Jeg mener ikke, det giver mening at pege ét sted hen. Som nævnt laves der musik på alle tænkelige måder i dag, så det er svært at udskille enkelte eksempler. Når dét er sagt, så har man ofte i Danmark – og visse andre steder i Norden – forholdt sig sundt skeptisk til større strømninger i især centraleuropæisk og angloamerikansk musik, hvad enten man decideret afviser dem eller går i rette med dem. ’Når støvlerne begynder at marchere i takt, bliver jeg varsom’, som en nu afdød kollega udtrykte det.

»... hvortil han svarede, at han til gengæld ikke kunne udstå ’den påtagede sentimentalitet i dansk musik’.«

Jeg er f.eks. optaget af den såkaldte neo-konceptualisme, men ikke nødvendigvis som inspirationskilde til mine egne ting. Tværtimod frygter jeg, at det hurtigt kan blive en undskyldning for at gemme sig bag til lejligheden opfundet indpakning. Jeg fortalte en tysk kollega og eksponent for neo-konceptualismen, at jeg var blevet træt af ’den iskolde kalkulerende manipulation af publikum og stoffet’, hvortil han svarede, at han til gengæld ikke kunne udstå ’den påtagede sentimentalitet i dansk musik’ … vi er i øvrigt lige gode venner, trods heftige uenigheder.«

Den slår jo lidt hårdt ... følte du dig ramt af det?

»På en måde, men det tager jeg også på mig. I mine værker er lyden central. Jeg laver faktisk performances, hvor jeg selv er på scenen, og hvor det visuelle aspekt spiller ind. Men også her er lyden utrolig vigtig. Også selvom det ‘bare’ er lyden af kontaktmikrofoner, der stryger hen over en skjorte, eller åndedræt og feedback. På en måde tror jeg faktisk, at jeg gerne vil trække noget af sentimentaliteten fra mine mere traditionelle musikværker over i mine performances. Det er vigtigt for mig, at man bliver rørt. Musik er ikke kun noget, man skal reflektere over, musik skal også bevæge.«

Som du ser det, er der altså plads til den ny musik i musiklivet?

»Den ny musik har en plads i musiklivet. Jeg forstår ikke, hvis nogen er bekymret for ikke at nå et publikum. Publikum er der, og der bliver flere og flere. Samtidig vil publikum gerne udfordres – især de yngre føler ikke nødvendigvis, at de skal ’forstå’ alt ved første møde. Jeg er snarere bekymret for, at man forsøger at lokke yngre mennesker til koncerter ved at pakke musikken ind i al mulig staffage. Derved nærer man faktisk fordommene, og det lugter publikum øjeblikkeligt.

»Hvis vi forsøger at pakke al musik ind som et Happy Meal, forråder vi både os selv og publikum.«

Hvis man ved, at man har et produkt af højeste kvalitet, og selv tror på det, så er jeg ikke i tvivl om, at publikum overgiver sig. Den (nye) klassiske musik skal ikke, som man tit hører, konkurrere med YouTube og sociale medier. Den er et alternativ, som det yngre publikum hilser velkomment. De kan spise på McDonald’s den ene aften og Noma den næste. Hvis vi forsøger at pakke al musik ind som et Happy Meal, forråder vi både os selv og publikum.«

Nu får du en officiel debut fra konservatoriet. Hvad har man ud af det som komponist?

»Ud over at en debutkoncert markerer afslutningen på en lang uddannelse og der generelt er stort fokus på debutkoncerter fra konservatoriet, så håber jeg, at det også er en mulighed for mig selv for at trække en streg i sandet. Koncerten vil bestå af værker fra 2010 frem til i dag, og ved at blive konfronteret med dem på én gang håber jeg at kunne sige: ’Godt. Hvad så nu?’«

Så burde jeg måske først spørge efter debutkoncerten, men alligevel: Hvilke forventninger har du til dit kommende liv som komponist – livet efter debuten?

»Det er svært at sige. Man skal kunne holde sit eget selskab ud ... Vi bliver nogle sære starutter. Jeg er faktisk lidt bekymret for det, nu jeg går ud af konservatoriet. Men solistklassen har været en glidende overgang, for der har man ikke så meget undervisning.«

 Denne visne karrusel vil pryde programhæftet til debutkoncerten. Foto: Martin Stauning

Ja, det kan også være ensomt arbejde, som du var inde på. Når du også laver performances, hvor du selv går på scenen, er det så også for indimellem at bryde ud af den ensomhed?

»Man skal kunne holde sit eget selskab ud ... Vi bliver nogle sære starutter.«

»Ikke rigtigt, for jeg laver kun solo-performances. Men det er selvfølgelig også en måde at gå på scenen på igen. Der er en tråd tilbage til mit liv som danser. Som performer er jeg i direkte kontakt med publikum. Når jeg som komponist har skrevet et stykke til nogle musikere og selv sidder blandt publikum, har jeg svært ved at mærke stemningen i salen. Men er man på scenen, kan man mærke på et splitsekund, om folk i salen er med én.«

Jeg har selv aldrig fundet ud af, hvordan jeg skal forholde mig til at sidde blandt publikum og lytte til musik, jeg har komponeret. Der er noget lidt mærkeligt ved det …

»Ja, det er og bliver mærkeligt. Man bliver til en meget vigtig person, der samtidig i situationen er totalt uden betydning. Man er der, men er der ikke rigtigt alligevel. Det bliver en form for skuespil, når man så skal på scenen bagefter. Men det hænger sammen med den rolle, man har som komponist. Jeg tror, mange af os er i gang med at bearbejde den rolle ... på forskellige måder.«

Jeg tror, du har ret i, at mange af os leder efter en rolle som komponist. På et kunstnerisk og menneskeligt plan. Tror du også, det hænger sammen med, hvordan man skaber sig en karriere og former et arbejdsliv som komponist?

»Der er mange måder at skabe sig en komponistkarriere på i dag. Jeg tror, enhver komponist finder sin egen måde. Men jeg mener, det er meget vigtigt, at vi tager del i musiklivet. Går til hinandens koncerter, går til de andres koncerter, mødes i musiklivet, lader os bombardere af indtryk, holdninger og tanker for derigennem at finde vores egne ståsteder og positioner.

Desuden ved man aldrig, hvem man falder i snak med i pausen. Det er ofte i de tilfældige møder, at f.eks. ideer om nye projekter og koncerter opstår mellem musikere, arrangører og komponister. Hvis ikke man tager del i musiklivet, så har man i hvert fald selv bidraget til, at man bliver den der mærkelige ikke-person, der kommer op og bukker efter uropførelsen. Man må deltage, ellers bliver man et spøgelse.«

Min fornemmelse er, at det er helt anderledes nu, end da jeg bevægede mig ud i musiklivet for godt 25 år siden. Der var ligesom mere plads dengang. Radioen optog alle koncerter med ny musik, og man kunne tjene mange flere penge fra KODA osv. Man skal ikke jamre, men det var altså – helt kontant – bedre tider for komponister. Om det var det for musikken, er et andet spørgsmål ... Hvordan ser du en vej frem – for dig selv?

»Held og tilfældighed spiller nok – desværre – en stor rolle. Måske sad der, den aften musikerne spillede rigtig godt, en koncertarrangør, der havde fået afbud og blev betaget af noget nyt, vedkommende hørte. I sidste ende tror jeg ikke, man kan gøre så meget andet end at lave den musik, man gør, stå inde for den, tro på den og så håbe på det bedste for den.

»Man kan da godt nogle gange tænke ’hvem andre i verden tager en syvårig uddannelse for derefter at arbejde for 12 kroner i timen’.«

Jeg synes ikke selv, jeg er særlig god til at markedsføre mig selv, men jeg har heldigvis fået et godt samarbejde med forlaget Edition·S, som kan gøre mange ting for mig. Og så er jeg, hvad det helt jordnære angår, meget praktisk og nøjsom. Jeg har brug for tag over hovedet og penge til at købe rugbrød. Jeg har sorteret post, og det kan jeg gerne gøre igen, hvis det bliver nødvendigt. Vi vil alle sammen gerne kunne leve af vores musik, men vi ved også, at det ikke er sikkert, det kan lade sig gøre. Man kan da godt nogle gange tænke ’hvem andre i verden tager en syvårig uddannelse for derefter at arbejde for 12 kroner i timen’, men sådan kan man jo ikke gøre det op.«

Musikalsk set, har du så nogle ting, som du gerne vil udvikle, nogle særlige inspirationskilder, du gerne vil opsøge? Er der helt konkrete planer i støbeskeen?

»Efter debutkoncerten har jeg en plan om at bruge et par måneder på at finde ud af netop det: Er det muligt at udvikle nogle af de tanker og ideer, jeg har arbejdet med de sidste år? Skal der helt nye boller på suppen, og i så fald hvilke boller? Er det muligt at sprænge tankerne? Er jeg allerede blevet for sat i min tilgang til mine stykker?

Helt konkret ligger der nogle spændende projekter og venter. Bl.a. et par kammerværker, et orkesterstykke til opførelse i foråret 2018 og et musikdramatisk projekt, som er under ide- og konceptudvikling i tæt samarbejde med Scenatet, som jo også spiller til debutkoncerten.«

Martin Stauning (f. 1982) har debutkoncert fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium onsdag den 5. oktober kl. 19.30 i konservatoriets koncertsal.

Medvirkende er: Nordic String Quartet, akkordeonisten Yngvild Ruud, Signe Asmussen, sopran, og Jakob Bloch Jespersen, bas, samt SCENATET dirigeret af Rei Munakata.

Der er gratis adgang, og der findes såmænd også en Facebook-begivenhed, du kan tilmelde dig.