12.06.14
Athelas Sinfonietta. Foto: Alexander Banck-Petersen

Klang 2014

Festivalreportage fra Klang 2014

Klang Festival bryster sig af at præsentere ny kompositionsmusik, hvor noderne på papiret knap er tørre. Nikolaj Strands skriver her om tre koncertaftener på festivalen, der med danske og internationale komponister bød på både det nyeste nye, det næsten nye og det lidt ældre inden for kompositionsmusikkens verden.

Man spørger (efterhånden vanen tro) sig selv, om det danske musikmiljø på nogen måde koordinerer deres aktiviteter, når man ser, at åbningskoncerten ved årets KLANG festival ligger samme aften, som Det Kongelige Kapel spiller Olivier Messiaens Turangalîla-symfoni, og at festivalen i øvrigt overlapper med både Sheridan/Kvists DieselHouse-projekt, Sun Ra Arkestra i Jazzhouse og Klassisk Distortion i Enghaveparken. Det er selvfølgelig ærgerligt for publikum at gå glip af unikke koncertoplevelser, men det må da også kunne mærkes på økonomien rundt omkring i de trængte institutioner, at folk kun kan være et sted ad gangen. Nuvel, det er et luksusproblem, og Seismografs udsendte nåede dog tre koncertaftener ved årets KLANG festival, der viste en god bredde i programlægningen. Festivalen, der også på nydansk kalder sig Copenhagen Avantgarde Music Festival, har som erklæret formål at spille det nyeste inden for kompositionsmusikken, og selvom der var flere helt nye værker på programmet disse tre dage, var der også blevet plads til den lidt ældre og sågar den klassiske avantgarde.

Den elektroniske del bidrog godt til menageriet, ikke mindst med et nærmest eurodance-agtigt stortromme-beat, der virkede lidt grotesk i sammenhængen.

Mandag kunne man opleve en koncert med det finske Defunensemble med en kosmopolitisk værkliste, der kredsede om sammenspillet mellem akustisk og elektronisk lyd. Det første værk, Pierre Jodlowskis Dialog – No Dialog (1997) for fløjte og elektronik, begyndte med en elektronisk introduktion, hvor en stemme opfordrede til lytning – écoute. Fløjtenisten dukkede frem af mørket på scenen og indgik i dialog med stemmen på lydsporet, som hun igen kontrollerede ved hjælp af en fodpedal. Et kontrasterende afsnit (titlens No dialog?) lod altfløjtens fløjlsbløde og varme klang stå i centrum. Samspillet fungerer rigtig fint, fløjtespillets fysiske gestus forlængede sig ud i det elektroniske lydspor, idet musikken til tider nærmest slyngedes ud fra instrumentet for at cirkulere rundt i de højttalere, der omgav publikum.

Hikari Kiyamas Death Metal Rock with Head Bang (2013) skulle angiveligt være inspireret af nordisk dødsmetal, og selvom jeg ikke er sikker på, at fans af denne genre ville føle genkendelsens glæde, var der dog en energi og et generelt lydniveau, der i hvert fald delvist synes at retfærdigøre sammenligningen. Værket må betegnes som en humoristisk kakofoni, hvor musikerne ikke alene pressede deres instrumenter til det yderste, men også supplerede med skralder, vandslange, andefløjte, swaneefløjte, sandpapir m.v. Den elektroniske del bidrog godt til menageriet, ikke mindst med et nærmest eurodance-agtigt stortromme-beat, der virkede lidt grotesk i sammenhængen. Man kunne måske tro, at det musikalske ville træde i baggrunden til fordel for det farceagtige, men Kiyama formåede at skabe en helhed og lade fragmenter af forskellige musikstilarter titte ud igennem vævet af støj og kaos på en musikalsk set interessant vis.

Tyske toner
På trods af festivalens navneskifte er Athelas Sinfonietta stadig husensemble, og tirsdag aften stod de på scenen i et koncertprogram med fokus på tyske komponister. Alle værkerne blev præsenteret af komponisterne selv på en kort Skype-optagelse, og selvom man måske kan mene, at det er lige lovligt pædagogisk at smaske komponistens intention i fjæset på publikum på den måde, var der dog interessante åbninger til værkerne iblandt.

Leopold Hurts Fred Ott’s Sneeze (2013) viste sig interessant af flere grunde. I mindst fordi vi efter nogle minutter oplevede et regulært ”teknisk uheld”, hvor musikernes click track faldt ud. Efter megen gestikuleren og rådvildhed valgte musikerne at starte helt forfra. I disse digitale tider var det en reminder om, at heller ikke livemusikken går fri, når vi overlader mere og mere magt til teknologien. Fordelen var, at vi fik lov at høre begyndelsen at stykket igen og føle os en smule hjemme, og uheldet kunne ikke skygge for, at der var tale om et gedigent værk med fine variationer og gode overgange. Særligt den gennemgående lyd af rystede terninger såvel live som i det elektroniske spor var en tydelig rød tråd, ligesom også samspillet og krydsklipningen mellem elektronik og instrumenter fungerede godt.

Hvor Hurts værk krævede fem musikere, var Juliana Hodkinsons When the Wind Blows (2009) skrevet for klaver og legetøj – vel at mærke den slags med lyd, som forældre meget hurtigt bliver træt af, som komponisten også bemærkede! Hvis man kender Pelle Gudmundsen-Holmgreens Plateaux pour deux (1970), populært sagt for cello og båthorn, har man en idé om ”genren”, men Hodkinsons værk var alligevel noget ganske andet både hvad tonesprog og ”fremmedlyde” angår. Klaversatsen var egentlig rimelig tilforladelig i al sin schönbergske lyriskhed, men i kraft af afbrydelser fra pivedyr, rumpistoler, en talende og syngende bamse og legetøjsbiler på tangenterne blev den mere poetiske side gradvist invaderet af omgivelserne. Legetøjslydene trængte sig mere og mere ind på klaverlyden for til sidst nærmest at drukne den. Det blev, i tråd med komponistens egen beskrivelse, en fin, om end lidt tuttenuttet illustration af, hvordan en komponists arbejdsproces i et hus med små børn kan tage sig ud.

Den japanske pianist Rei Nakamura. Foto: Alexander Banck-Petersen

Samme aften gav den japanske pianist Rei Nakamura en solokoncert med mere klavermusik fra det tysktalende område. Johannes Kreidlers Study (2011) gav, i kraft af sin brug af en klaveroptagelse afspillet under flygelet, en sær oplevelse af firehændigt klaverspil for én person eller måske mere præcist af et selvspillende pianola, der går amok ved berøring! Kreidler, der også var på programmet ved aftenens første koncert, udvidede her pianistens sammenspil med sig selv til det visuelle område, men sammenlignet med hvad der foregik på scenen, rodede videodelen dog noget med dens inddragelse af uvejrsscener, andre pianister og den shutter-teknik, som Kreidler også har udforsket mere konsekvent i værket Shutter Piece (2013), som vi hørte ved aftenens første koncert.

Alt lige fra indgang og buk over klaverspil til rettelse af håret var koreograferet som et præcist sammenspil mellem Nakamura og hendes (på forhånd indspillede) dobbeltgænger

Bagefter var det Peter Ablingers Voices and Piano, en cyklus han har komponeret på siden 1998, hvorfra vi fik to satser. Henholdsvis Marina Abramovic og Setsuko Haras (tale)stemmer blev afspillet med et dertil komponeret klaverakkompagnement, der båder imiterede stemmen med toner som en form for akustisk vocoder, men samtidig også supplerede den. Denne teknik, som også kendes fra jazzpianisten Jason Moran, fremhævede musikken i stemmens bevægelse, og i denne sammenhæng de forskellige sprogs særegne rytmer og klange.

Michael Beils Mach Sieben (2007) gjorde brug af et stort bagbelyst lærred, der ved hjælp af en projektor skabte en slags todimensional parallel til det, der foregik på scenen. Alt lige fra indgang og buk over klaverspil til rettelse af håret var koreograferet som et præcist sammenspil mellem Nakamura og hendes (på forhånd indspillede) dobbeltgænger på lærredet. Om en latent fordom vedrørende japanske kvinder spiller ind, skal jeg ikke kunne sige, men der var noget ganske uhyggeligt men samtidigt fascinerende over hele setup'et, en sådan lidt Twin Peaks-agtigt stemning, hvor relationen mellem original og kopi ikke stod helt klart, men tværtimod konstant blev forstyrret og forvrænget igennem medieringen.

Trio con Brio på scenen. Foto: Alexander Banck-Petersen

Klassisk trio på visit
Torsdag aften var den danske klavertrio, Trio con Brio, på scenen med et rent dansk program. Bent Sørensens Phantasmagoria (2007) i fem satser var i al sin afdæmpede impressionisme et intenst stykke musik, der med sine mange flotte klanglige virkninger og stærke idéer blev fremført med stor perfektion af trioen, som værket også er tilegnet. Hvad enten det var flagrende tremoli, glissandi, figurer der lød som svingninger, som blev sat i gang for gradvist at dø ud eller toner der gled umærkeligt over i nynnen, var der hele vejen igennem en stemning af det anelsesfulde – ja måske sågar fantasmagoriske. At Trio con Brio, der nok mest er kendt for at spille det klassiske triorepertoire, var inviteret til at spille på KLANG, markerer en tilnærmelse mellem den ”klassisk musik”- og ”ny musik”-scenerne, som kun kan bifaldes. Trioen er en af Danmarks bedste og mest sammenspillede, men derudover mærker man også en anden tilgang til musikken end hos mange ny musik-ensembler. Når der er nye og ukendte værker på programmet hele tiden, kan man godt i iveren efter at spille de korrekte noder glemme, at musikken også handler om alt det, der er ikke står på papiret. For det ”klassiske” ensemble ligger nyskabelsen i forhold til de gamle værker selvsagt netop her, og det giver en sensibilitet over for artikulation og frasering, som man af og til kan savne, når noderne på papiret knap er tørre.

Da koncertens fjerde værk, Salvatore Sciarranos Omaggie a burri (1995), sine steder nærmest blev overdøvet af såvel en helikopter i den fjerne og leende børn på gaden, blev det altså for meget for mig

Denne søgen efter det nye i den ældre musik kan dog også foregå i selve kompositionsprocessen, som Pelle Gudmundsen-Holmgreen har gjort i sine Moments Musiceaux (2006), som Trio con Brio også spillede denne aften. Her danner Schuberts musik forlæg for en opklipning og transformation, hvorpå man kan koble et moderne tone- og formsprog. Man kunne mærke, at trioen følte sig lige godt hjemme i Schuberts og Gudmundsen-Holmgreens klangverden, og det blev sågar til et ekstranummer fra sidstnævntes skuffe.

Næste koncert var med det græske ensemble DissonArt, der spillede et program med værker af europæiske komponister. Ensemblet er ifølge programmet “på jagt efter lyttere, der forstår musik som en eventyrlysten søgen og ikke som en passiv følelsesmæssig reaktion”, og jeg tror ikke, jeg var den eneste, der ikke helt følte, jeg kunne leve op til dette forhold igennem koncertens første fire værker. Alle var de skåret helt ind til benet hvad angik dynamik, gestik, udvikling m.v., og selvom det gav anledning til nogle fængende passager, havde jeg håbet på en smule mere at rette min eventyrlystne søgen mod. Da koncertens fjerde værk, Salvatore Sciarranos Omaggie a burri (1995), sine steder nærmest blev overdøvet af såvel en helikopter i den fjerne og leende børn på gaden, blev det altså for meget for mig.

Desto større var overraskelsen over Niels Rønsholdts Fear and loath in g minor (2013) for seks instrumenter, som var bestilt af KLANG, og blev uropført som sidste nummer. Kontrasten var slående, for Rønsholdt værk var nærmest frembrusende i sin dynamik og grovkornet i karakteren sammenlignet med de fint ciselerede og til tider knap hørbare forudgående værker. Formmæssigt var der en meget utvetydig opdeling mellem mere afdæmpede og varierede passager og så et hymneagtigt omkvæd, hvor strygerne sang med i vilden sky, mens træblæserne spillede overstyret og hvad man, hvis man ikke vidste det stod i noderne, ville kalde falsk. Rønsholdt værk var meget forfriskende oven på de foregående værker, og publikum livede synligt op.

Maciej Swinoga fremfører Iannis Xenakis’ værk Rebonds (1988) for slagtøj. Foto: Alexander Banck-Petersen

Old School Avantgarde
KLANG havde i år i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium indført en ny koncertserie, ”Old School” avantgarde, hvor studerende spillede kortere soloværker af avantgardemusikkens koryfæer under mere uformelle former på Caféscenen. Mandag aften spillede Babett Hartmann György Ligetis to værker for cembalo, Continuum (1968) og Hungarian Rock (1978). Caféen er i sig selv et ret tørt og lavloftet rum, hvor folk bevægede sig rundt undervejs, så man kan spørge til, om rammerne ydede retfærdighed til musikken og musikerne. Mandag fungerede det egentlig okay, selvom den spinkle cembaloklang havde sine begrænsninger, ligesom også Hartmanns udførelse gjorde god fyldest i forhold til Ligetis mikropolyfoni og skæve ostinater. Torsdag aften spillede Maciej Swinoga Iannis Xenakis’ værk Rebonds (1988) for slagtøj. Selvom trommerne nu næsten var lidt for kraftige til rummet fungerede det stadig som en god fyndig afslutning på aftenens koncertprogram, og som en opfordring til hyggesnak og en enkelt øl.