16.11.12
Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Mere folkefest end Fluxus

Hvordan anmelder man Fluxus i dag? Det er 50 år siden, at den livsbekræftende avantgardistiske og poetisk musikalske rørelse, vi kalder Fluxus, leverede en gennemgribende kritik af samtidens musik- og kunstinstitution. Er Fluxus’ projekt blevet fuldført, har det sejret sig selv ihjel, eller er det blevet overflødiggjort af andre mere aktuelle problematikker? For hvad kan Fluxus være i dag? Er der stadig behov for denne form for kritik? Er Fluxus blevet en stilart, en genre, en historisk reference – eller kan det være en holdning, der har en aktuel berettigelse? Disse og mange andre spørgsmål rejste sig efter to lange aftener på Byens Lys, Christiania til Wundergrund festival, hvor jeg var godt og professionelt underholdt gennem det meste – men samtidig savnede en aktuel genfortolkning af Fluxus’ projekt.

Hommage à Henning
Onsdagen var dedikeret til Henning Christiansen, der ville have fyldt 80 år. I programmet stod Bjørn Nørgaards berømte citat fra 1987 - ”Henning er ikke medlem af Fluxus. Han er Fluxus.” – som en hyldest, det kun var Nørgaard selv, der kunne leve op til at fejre denne aften. Programmet var en lille time forsinket pga. den lange kø til det folkekøkken, som også var en del arrangementet. Maden var ikke særligt grøn - til gengæld har jeg aldrig lyttet til Fluxorum Organums langsomt slæbende og dystre orgeltoner som dinnermusik – det var en fornøjelse.

Første performance var af Rasmus Zwicki og Kastellet, en uropførelse af værket Henning, bestilt til lejligheden af SNYK. Værket var et humørfyldt og muligvis kærligt forløb, der kaotisk, rytmisk og legende inddrog hele rummet som sin scene. Der blev løbet hen over publikumsrækkernes stolerygge, ind i mellem rækkerne (var det Hennings plæneklippere i Opus 20a fra 1963, hvor instruktionen lyder ”Drive with several lawn-mowers through the auduence through the town or through the world”?) og rundt om rækkerne, alt imens der blev råbt ”Henning er grøn” og andre korte punchlines. Symbolikken blev næsten for tyk, da nogen råbte: ”Henning bliver slukket nu”, hvorefter en performer kastede noget af det sand, der lå på gulvet i Byens Lys, ud over sig selv. Kort efter lød det: ”Henning er sand”. Nok var manden selv tilhænger af det simple og af den radikale reduktion, men han forfaldt aldrig til det banale. I det hele taget var det inspirationen fra de mere humoristiske sider af Henning Christiansens virke, der var tydelig, mens værket manglede den konceptuelle dybde og den strukturelle og formmæssige stramhed, som Christiansens værker altid havde – også i fluxusperioden.

En tung sandwich
Der var anderledes tyngde i aftenens anden performance – eller aktion, som det hedder, når Christiansens gamle makker Bjørn Nørgaard går på scenen. Allerede under sceneskiftet, hvor Nørgaard smøger ærmerne op og blander sin allestedsnærværende gips, fornemmes mandens ekstreme scenekarisma, der forblev helt central i den efterfølgende, nærmest rituelle hyldest til Christiansen. Inden aktionskunstneren går på arbejde, skal scenen afdækkes med plastic, og der skal bæres filtplade, gips, kobberplade, ler, plexiglasplade, mørtel, makreller, mel, salt, sten, spande, roser, æg, brød, sirup og en grøn violin ind. Nørgaard smider skjorten, hælder olie over sin store overkrop – og så er scenen sat. Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Aktionen hedder I am Number One, en titel taget fra Christiansens tællestykke, og det er dette, der strukturerer hele forløbet. ”… I am number two. I am number three. Jeg skulle hilse fra Henning. Jeg taler med ham dagligt. Det har jeg gjort siden 1965. I am number four”, indleder Nørgaard, mens filtpladen lægges på bordet. Det er hårdt arbejde, dét med de materialer. Han bliver forpustet mens han bygger en kæmpemæssig ’sandwich’ af de tunge materialer – det er tydeligt, for han har også en hel del, der skal siges: ”Freedom is around the corner”, ”Sproget er det, der gør at vi ikke forstår hinanden”, ”Al kunst er kedelig. Der findes god kedelig kunst og dårlig kedelig kunst”, og andre af Christiansens små præcise og poetiske fyndord blandes med pladetitler og henvisninger til de mange fælles oplevelser, han og Nørgaard har delt. Alt sammen leveres det veloplagt med et nærvær, en ro og en grundighed, der kun kan komme fra de mange års erfaring. Venskabet med og respekten for den gamle makker skinner igennem alt, hvad Nørgaard foretager sig på scenen i de 40 magiske minutter, inden han når til nummer nogen-og-hundrede. Kort før han gør det, kulminerer aktionen med, at han efter et øjebliks åndeløst suspense smadrer den grønne violin med en kampesten, hvorpå han planter et stearinlys i en klat ler og tænder det: ”I am number one-hundred”. På bordet, hvor han har bygget ’sandwichen’, står der Hommage à Henning. Det vakler nu faretruende, både under vægten af de tunge materialer, men især under vægten af den besjæling med Hennings ånd, som Nørgaard gennem aktionen har nedfældet i materialerne. Ritualet er til ende – Nørgaard kaster roser og brød ud til publikum. Bjørn Nørgaard har det der fascinerende, karismatiske og dragende i sin aktion, som er så svært at sætte ord på, men som er overbevisende og troværdigt. Nøglen er nok, at han selv tror på, hvad han gør. Aktionen bliver en holdning og ikke bare en performance.

Performernes stjerne for en aften
Sidst på aftenen blev det Henning’ske tema brudt af endnu et påhit fra Rasmus Zwicki. En slags ”stjerne for en aften for performere”, men hvor de optrædende skulle stemme dommerne hjem. Hver performer havde kun to minutter – og det var ærgerligt, for der var faktisk nogle gode imellem, især Andreas Führer og Molly Haslund viste fine takter. Men dem fik vi ikke at se. Det er selvfølgelig interessant at undersøge, hvad der sker, når en performance på den måde obstrueres, men det reflekterede game-showet ikke over. Det handlede mere om studieværtens platte vittigheder og falde-på-halen komik og derfor blev det ret hurtigt temmelig kedeligt. Netop kedsomheden tematiseres ofte i Fluxus, fx i LaMonte Youngs Composition 1960 #7, hvor en kvint skal spilles i meget lang tid. Den intensitet og indadvendte adspredthed, som et sådant værk kan skabe, var Zwickis gameshow imidlertid blottet for. Det manglede både substans og refleksion.

Tysk præcision og professionalisme
Lige så entydigt begejstret, som jeg var for onsdagens Nørgaard-aktion, ligeså ambivalent måtte det tyske ensemble Horst Posslings tour de force gennem 50 klassiske Fluxus events om torsdagen efterlade mig. Til aftenen havde de fået hjælp af SNYKs leder, Thorbjørn Tønder Hansen, der spillede rollen som ensemblets, publikums og nogle gange bare sin egen dirigent (i George Maciunas’ Solo for Conductor, 1965) ganske fint og overbevisende. Showet varede mere end tre timer ofte med mange simultane events forskellige steder på scenen og i salen. Alt var præcist tilrettelagt, mesterligt timet - lige fra George Brechts Drip Music, Fluxverion 1 (1959), udsat for glaskande og gradvist druknet tuba, til den afsluttende udendørs klaverafbrænding, der må have været en fortolkning af Yoko Onos Lighting Piece (1955), hvor instruktionen lyder, at man skal tænde en tændstik og betragte den, til den er brændt ned.

Imellem disse to yderpunkter var det tydeligt, at Horst Possling var på arbejde. Tyskerne gik grundigt til værks i deres rekonstruktion og flere gange tænkte jeg, at det næsten var som om, de havde spolet tiden 50 år tilbage og jeg selv sad i Nikolaj Kirke. Det eneste der manglede var, at publikum blev forargede – det gjorde vi ikke. Det var med andre ord meget fint og meget overbevisende - som en slags historisk dokumentarisme. Men den institutionelle kontekst, som historien udspillede sig i, har ændret sig meget siden 1962 og derfor var der lidt langt mellem snapsene rent indholdsmæssigt. Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Stærkest var helt afgjort opførelsen af Ben Pattersons Licking Piece (1964), hvor en smuk kvinde (i partituret: a shapely female) sidder nøgen på en stol, mens hun langsomt og grundigt får kroppen dækket af flødeskum og forskellige toppings, hvorefter publikum kan slikke det af hende. Denne event virkede netop i kraft af performerens intensive blik, der afslørede følelser af nydelse, afsky, frygt, værdighed og usikkerhed alt imens handlingerne skred frem. Præstationen leveredes af den unge performancekunstner Marie-Louise Nielsen, der ikke normalt er en del af Horst Possling og desværre kun medvirkede i aftenenens program i denne ene event.

Det var betegnende for Horst Posslings gennemkoreograferede show, at jeg var underholdt, jeg blev informeret, og jeg så mange klassiske events, som jeg tidligere kun har læst om. Rollerne blev spillet godt men jeg var sjældent rørt, og jeg blev aldrig bragt ud af balance. Det tætteste jeg kom på dét, var Yoko Onos meget store tændstik, som blev tændt uden for bygningen sidst på aftenen. Ilden og bålet har naturligvis sin helt egen dragende effekt, men i de tre kvarter vi stirrede ind i flammerne fra det brændende klaver, blev der netop tid og plads til både kedsomhed og refleksion – refleksion over aftenens begivenheder, over den provokation, som det vakte for de tilfældigt forbipasserende; og over Fluxus’ berettigelse som kritik i det 21. århundrede. Tydeligt var det i hvert fald, at vi, der var indenfor i varmen, ikke kunne rystes af begivenhederne – mens de forbipasserende, der ikke var en del af ’det fine fluxus selskab’ mest bare syntes, at det var synd for klaveret og at det var mærkeligt, at vi stod og gloede på dét.

New media og de 4 verdenshjørner
Et af de steder, hvor Fluxus’ kritiske impuls måske er kanaliseret hen i dag, er den støjende, improviserede og kaotiske scene, som aftenens sidste indslag var et eksempel på: Performancen New Media og de 4 verdenshjørner.På et gulv fyldt med effektpedaler kastede et hold bestående af blandt andre multimusikeren Andreas Führer og forfatteren Rasmus Graff sig ud i at improvisere på keyboard, guitar, trommer og iPad til oplæsningen af tekster af blandt andre Hölderlin, Spinoza, Højholt og Graff. De havde assistance fra fire virtuelle medspillere, men internetforbindelsen var desværre så dårlig, at jeg ikke helt forstod, hvad dét gik ud på. Hvad der tidligere på aftenen manglede af vitalitet, nærvær, indlevelse og kritik kom til denne performance derimod klart ud over scenekanten. I et kaotisk støjinferno hvor ord, forvrængede lyde, rødvinsdrikkeri og visuel digitalstøj kæmpede om pladsen med dårligt spillede trommer og skinger guitar, var det nemlig tydeligt, at de tekniske perfektionsbegreber som disse musikere besad, udfordrede og eksperimenterede med vores almindelige opfattelser af musik og spilleteknik. Men på dette tidspunkt var ’det fine fluxus selskab’ allerede gået hjem.

 

Wundergrund Festival, Byens Lys, Christiania

Onsdag den 31.10: Rasmus Zwicki og Kastellet, Bjørn Nørgaard, m.fl

Torsdag den 1.11: Horst Possling og gæster. Andreas Führer, Rasmus Graff, Simon Latz, Asger Hartvig og virtuelle venner