Kritik

KRITIK

KLAVER

En~ ung debuterende Pianistinde Gerda Nebelong havde til sin Debutkoncert den ~ i Odd-Fellow Palæet valgt et ikke sas lidt fordrings-fuldt Progratn,men til Gengæld et Program, der pas bedste Maade egnede sig til atbelyse Pianistiandens Evner fra flere sider. Gerda Nebelong begyndte paaden traditionelle Maade med Bach, idet hun spillede Toccata og Fuga i d-Molli Tausigs Bearbejdelse, gik derefter over til Brahms Variationer og Fugaover et Thema af Hdndel far at afslutte med Mous-sorgakys Udstillingabilleder og Griegs Bal-lade i g-Moll. som Helhed betra~tet gjorde Koncerten, trods det pretentiese Program, og trods visse tekniske og foredragsmæssige Ufuldkommenheder, et meget gunstigt og sympatisk Indtryk. Gerda Nebelong ejervirkelig flere Betingelser for at blive en god Pianistinde. Foredraget erklart og anskueligt pas samme Tid som d Qt er præget af en vis kvindelig Ynde og sans for Poesi og Lyrik. Endnu kommer dog Pianistinden baade tekniskog foredragsmæssigt tilkurt overfor den store Linje. Bacha Toccatanagtede Gerda Nebalong asaledes ikke. Ejhel-ler de bredere anlagte Variationeraf Brahms og fremfor alt ikke Slutninganumret af Mous-sor~skus Udstillingsbilleder:Den store Port

i Kiew. I dette storladne Billede skildrer Moussorgaky i overdaadi g østerlandak Pragt det brogede Folkeliv ved K iews store Port, hvor reli-giese P,ocessioner bryder gennem Mængden, ,nedens alle Kiews Klokker kimer. Pianistinden evnede vistnok her at give et fyldestgerende Udtryk for det folkelige og dereligiøse Mo-menter, men hendes uldne' nuancefattige Forte niangler endnu den klanglige Bæreevne, der er nødvendig for i Toner atbygge den mægtige Port arkitektonisk op.

i',/,. Fra Kulturhistorien ved vi, at en Kunst-epokes Dekadence næsten altid indvarsles af en vis Hang hos Kunstnerne til at sege sine Virkemidler i det rutinerede og i det kolossale. Et spejlbillede af denne Kuittirhistorlens Lov i det store kan eii ellers be~avet Kunstne~-s Udvikling I det sn,aa fremvise,hvor denue. en-ten at en pludselig indtrædende Mangel pas

selvkritik, eller for at lette for et ukultiveret Publikums smag sviger sine Idealer for en ganske ukunatnerisk Trang til at ville impo-nere. Det serdesværre ud som severin Eisen-berger er naset til et asadant kritisk Punkt i sin Udvikling. siden man sidst hørte ham, har Severin Etsenberger,pas Bekostning af det fi-nere i sin Kunstopfattelse, potenseret sin Evnetil vældig Opbygning og lidenskabelig Kraft-udfoldelse i Retning afdet kolossale, det helt fantatisk gigantiske. I sit spil er han so,n en Flamme,et Lidenskabernes Krater, der i Ud-bruddet kritiklest slynger Aske, Ild ogkæmpe-mæssige Klippestykker himmeihejt til vejrs, medens et betagetundrende Publikum tiljubler ham sit Bifald. Med sammenbidte Tænderog vældige Armaving hamrede han Temaet ud i Beethovens 32 variationer,der alle med samt deres Lyrik forsvandt i Reg og Damp. I Ap-passionata, dennede mægtige Udbruds sonate, hvor det for Kunstneren hovedsagelig gælderom at bære og bæres af en stor lidenskabelig stemning, var derimod Pianistens Intentioner i Ydersatserne helt i værkets Aand; kun skade,at Severin Eisenberger har sat hele sin Inter-esse for de finere virkemidlerover styr, hvor-ved Andanten med sin visionagtige stemning i ingen Henseendeforniasede at vække Illusion. Ligessa gik det i Scizumanna Sonate,i hvis Sturm und Orang' Pianisten følte sig helt hjemme og illuderede,men hvis Lyrik og Poesi (,ein leiser Ton ), man forgæves lyttede efter,sprængt som den blev i Stumper og Stykker al et ukontrolleret Temperamenta Exaltationer. Om denne Frontforandring mod det udvendige er et forbigasende Stadium eller sidste Akt i denne begavede Klaverapillers Udvikling vil Fremtidenv Ise; foreløbig noterer vi kun Fak-tum og tilføjer, at dervar fuldt Hus og stor

Jubel.HJ.-ll.

SANG

~i/,. Den finske Sangerinde Signe Liljequist har et trofast, sikkert Publikum, der altid mø-der frem, naar hun lader sig høre i Koncert-salen - Og med rette! Denne Kunatnerinde ejer ved Siden Sf sin fyldige Stemmes merke Lød noget af Kong Midas's Evne til at forvandle alt, hvad hun rørerved, til det pure Guld- Det er nu nogen Tid siden, man sidst hørte Fru Signe Liljequist i Koncertsalen, men Sangerinden havde ikke sunget mange Takter, før man fik Lejlighed til at konstatere, at hun fremdelesvar helt paa Højde med sig selv. Det er beundringsværdigt, hvorledes Sangerinden stadig foratsar at behandle sin store, af Naturen lidt tunge,Stemme og gøre den føjelig ef-ter de forskellige Stilarters Udtryksmaader, de forskellige ~omancers Stemningsindhold. Hele Skalaen al Følelsesudtryk behersker hun. lige fra det dramatisk bevægedei Handels: Red-tativ og Arie og Umberto Giordanos: Crepus-colo triste, tildet yndefulde, skalkagtige og følelsesbetonede i Brahms Romancer.Intet Under derfor at Signe Liljeqist gjorde velfor-tjent Lykke og i Aftenensflere Gange maatte synge da capo.

Den 18. Januar gav Sangerinden Fru Kamma Jordan under Medvirken af Pianistinden Mor-grethe John-Hansen en Sangaften i Musikkonservatoriets Sal. Aftenen blev,trods det udmærkede Program: Schubcrt, Brahms, Hugo Wolif, Lange-M~llerog Heise noget af en Skuflelse. Da Kamma Jordan begyndte som Sangerinde,karakteriseredes hendes Stemme ved dens bløde Klang og smukke Timbre.Siden den Gang har Sangerinden lært en hel Del, baade foredragsmæssigtog teknisk, skønt Stem-men endnu ikke kan siges at være heltfri for at intonere, hvad der skete flere Oange i Afte-nens Løb, f.Eks. i Brahms: Meerfart. Men beklageligt er det, at Stemmen ved Egalise-ringensynes at have mistet noget af sin op-rindelige charnie og Egenart. Kamma Jordan formaar ikke rigtie, trods et forøvrigt klogt og intelligentanlagt Foredrag, at »farve Stemmen asaledes, at den i Følelsesafskygningernehelt dækker Itomanremes Indhol~ T~edsnnelsen er i øjeblikketikke klangligt bøjelig nok, gen-giver ligesom kun en Generalnævnerfor Vel-klang og ikke Tonens forskelligartede Karakter, Gg virker derfori det lange Løb udtryksløs og ensformig. Det var ikke fritfor, at hele Pro-grammet led herunder, men momentvis ydede Kamma Jordan dogudmærkede Ting, f. Eks i

Sauge som Brahms: Ueber der Haide og særlig i Lange-Mililer's: Bryd! Bryd! Bryd!

Som Akkompagnatrice medvirkede Margrethe John-Hansen dygtigt. paslideliga. nisaske lidt tungt. I Schuberts Sonate, hvis Andante blev spillet i et lidtfor langsomt Tempo. fik Pianistinden i Allegroen Lejlighed til at vise ensmuk perlende Teknik og et friskt Foredrag.

HJ.-ll.

INSTRUMENTALMUSIK

Ved Musikforeningens 2den Koncert i denne Saison den 19 Januar bed Programmet, ved Siden af Mozarts Es-Dur Symfoni, pas to Ny-heder: Paul Scheinpfiug: Ouverturetil et Lystspil af Shakespeare (med Benyttelse af en gammelengelsk Melodifra det 1t~de Aar-hundrede) og Rudolph Bergh: Requiem ftir Werther, Digtaf Ricarda Huch, for Altsolo, Kor og Orkester. Ingen al disse ,,Nyheder~'

tilførte imidlertid vort Koncertpublikum noget ,,nyt"". noget Sfsærlig Interesse. og bunder begge, som typiske Epigonarbejder. i dengængse Klassikerefterligning. I Særdeleshed gælder dette Rudolph Berghs: Requiem, et vidtapundet, temmelig ensformigt Arbejde, stærktpræget at den tyske Efterklassicisme; og ikke, selv inden for sin Stilbegrænaning,særlig opfindsomt eller personligt i Udtrykket udover en vis akademisk Kræsenhed i Korsat-sen. Smukkest virkede Indlednings- og Slut-

ningskoret, hvor man imidlertid generedes al den lidt ejendommelige Tekstbehandling med de lange Ophold, udfyldt al Pauser eller Mel-lemapil, der delte Sætningerne, til Tider paa en højst upsykologisk Maade. Fru ~rsnzi Bergh, Komponistens Hustru, sang Altparliet lidt ner-vøst, lidt indelukket, asa Stemmen særlig pas Tutti-Stederne ikke formaaede at trænge igen-nem Korog Orkester. Den anden Nyhed, Ty-skeren Paul Scheinpfiugs Ouverture, vistesig at være et lethydende, elskværdigt Arbejde, der i en ikkealt for flatterende Udførelse gik ind ad det ene og ud al det andetøre. Koncertens Tyngdepunkt og tillige dens Lyspunkt blev Mozarts Symfoni i Es-Dur, hvor Carl Nielsen med sit sunde, sprudlende Humør og sin vit-tige Slagfærdighed, særlig i Allegroen, Andan-ten og Finalen, ydede det pragtfulde. Ada-gioen var derimod mindre inspireret, og Me-nuetten tog carl Nielsen for tungt psa til helt at kunne gengive den graziøse,noget omstæn-delige Elegance, der særpræger denne Danse-

form.Hj.-ll.

Antagelig som Afslutning pas Festlighederne for denne Gang fik hver af voreto store Kom-ponister i Januar deres Hyldesikoncert. Carl Nielsen ved detlidt helerogene Orkester »Euphrosyne under Poul Schierbecks energiske Ledelse med Sylvia Schierbeck som den ud-mærkede Solist, og P. E. Lange-M~llerved Dansk Koncert-Forening. Hér hørtes med sær-lig Interesse Violinkoncerten, som var i de bedste Hænder hos Frk. Breuning-Storm Me-dens de to første Satser med deres lidt udhydende Lyrik efterlodet noget monotont Ind-tryk, havde man virkelig ~ornøjelse al sidste Del, hvis markante Rytmik at morsomme Vekseispil med Orkestret ogasa frembeden langt taknemmeligere Opgave for violinen. Af-tenens anden Solist, densasre stemmebegavede Ebba Wilton, lod desværrc ikke den stærke Kolorit i Lange-Mullers dejlige Sange veder-fares synderlig Retfærdighed;alligevel afgav disse, sasvel som Alhanibra-Suiten. et overordentlig fintog varigt Indtryk. - Peder Gram var Aftenens paslidelige Dirigent.

En Begivenhed al ikke ringe Betydning var det franske Musikbesøg; ikke just fordi den ydre Succes var sas overvældende, men fordi man har Lov at hasbe, at den mere personlige Kontakt ogsas i Fremtiden mas virketil at fjerne noget al den kølige og reserverede Hold-ning, som vort Musikpublikum længe har ind-taget overfor nyere fransk Musik Dettevar i hvert Fald i nogen Grad Tilfældet efter Rous-sel-Besøget for nogle Aar siden. Mon det sas-ledes ikke nu skulde falde det kgl. Teater ind at framdrsge den lille. fornøjelige Opera » L' heure espagnole - eller masake »L'enfant et les sortileges""? - Nsar Besøget som nævnt ikke blev nogen Publikumsucces, nisa Asrssgen hertil søges i flere ydre Omstændigheder. - De franske Solister var sasledes ikke absolut første Rangs, og Programvalget lod ogsas noget til-bage atønske. I Stedet for Stryge.'cvsrtetten og Sonstinen havde man sikkerthellere hørt Klsvertrioen og »Gaspard de Is Nuit« eller»N~iroire Valget al Mozart's 0-moll Symfoni nisatte, den ikke umteressante Fortoikning til trods, nærmest betegnes som et Fejlgreb. Kon-certernesmusikalske Klimax las i Fremferelsen al »Mére l'Oye og Sheherszsde-Sangene;M. Ravel virkede desuden her særdeles over-bevisende. bsade som Dirigentog som Ltd-sager til Sangene, hvor han næsten erstattede Orkestret.Ved at høre disse Sange fik man ess Forestilling om, hvilken fortræffelig Aladdin-Musik Ravel maatte kunne skrive, vore egne udmærkede Komponisteriøvrigt ufortalt. - La Valse virkede, trods Tilløb af forbausende Ge-nislitet, ikke ganske stilfuldt - Johann Strauss tog sig ikke helt udi det franske Mtlieu.

Orkesterkoncerlen var en ejendommelig Kon-trast til Stravinsky-Koncerten fornylig Sam-menligning er saa at sige umulig. Man kan dog notere som et Tidens Tegn, at Stravinsky hjemførte langt de fleste Laurbær, takketvære hans blændende Impulsivitet og Humor, uanset at en nærmere Betragtning for de fleste sikkert vil give som Resultat, at det musikæstetiske Indhold er langt magrere end hos Ravel. - Som et værdifuldt Supplementtil Koncerterne holdt Musikhistorikeren Jean Aubry to Forelæsningerpas Universitetet, hvor han pas en veltalende og fængslende Msade gjorde Rede for en Række nyere franske Komponister. Forelæsningerneledsagedes at Musikdemonstrationer, hvor for-øvrigt Mme Alvar omsidergjorde sig fordelag-tig bemærket ved sit intelligente Foredrag af Saugeat Chabrier og Debussy.

I Omtalen af Stravinskykoncerten i forrige Numer stod instruktiv, skal væreintuitiv.

GRAMMOPHON

Nordisk Polyphon.

Tschaikowsky's Pathetique-Symphonie, der i sas mange Asr har udøvet en rent ud fantastisk Magt over sas mange titusinde Sjæle, og som eralle Tivolis og Palækoncerters usvigelig sikre Trækplaster, erudkommen psa Polyphonplader i en smuk Gengivelse. Orkestrets Klang er gennemgaaendevelsfpasset og dynamisk afbalanceret og sealedes særdeles værdifuldfor de Musikstuderende, der med Partiturel i Haand

vil granske Instrumentationens vanskelige Kunst eller i Stilhed vil opøve et Direktions-Talent. Om den musikalske Udtryksform kan man vel indvende etog andet, asaledes en noget forjaget Finale at den berømte March (3Satz) samt de lidt for vegt optrukne crescen-doer, i I. Satz.

Overfor nogle Sangoptagelser af Maria Ivoglin maa man overgive sig pas Naadeog Unaade, de er simpelthen asa dejlige, at man vægrer sig ved at tro.at det »kun er en mekanisk Gengivelse, man stasr verfor. Selve Stemtuens Klang er vidunderskøn, farvet efter hver enkelt lille Sætnings Betydning (som et lille Kurio-sum mas jeg psapege. at hendes sidste Frasefør en Modulalion soni Regel er farvet af den pasfølgende Toneart).Hendes Staccati, Kolers-lurer, ja alt er udført og gengivet med svim-lende Virtuositet, de mægtige og meget svære Løb i »Die Entfilhrung sus dem Serail tager simpelthen Vejret fra Tilhørerneved deres eminente Sikkerhed o~ mættede Klangfylde, ja hør Arterneaf »zauberfløte i Sasledes skal Mozarts Recitativer og Anersynges. Var jeg Sangerinde, vilde jeg have »Ivogu~n~' pas alle disse Plader og gennemstudere dem Gang psa Gang, inden jeg vovede at bestige Podiet.-og sas burde man prøveindsynge sig selv psa Plade, jeg er aldelessikker pas, at mangfoldige »Koncert og Operasangerinder indsas, atdet var bedre for dem selv og os andre, om vi var blevet den eller den Debutmindre.

Til Slut maa jeg nævne nogle - selvfølgelig ogsas - dejlig Optagelserfra »Fledermaus samt »Geschichten sus dem Wiener Wald~, ligeledesat Ivoglin

H.B.