’3 korte’ fra komponist Nicklas Schmidt

15. Marts 2016

Så er der igen ’3 korte’ – Seismografs mini-interviewformat. Denne gang har vi bedt komponist Nicklas Schmidt komme med en anbefaling til et værk. Se her hvad han svarede:

1) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?
   
Jeg vil gerne anbefale den amerikanske komponist John Adams' orkesterværk "Harmonielehre", skrevet i 1985. 

2) Hvorfor er dette værk særligt?
Den amerikanske minimalisme får i Adams' værk et særligt kraftfuldt og farvestrålende udtryk. Åbningens ikoniske kaskader af messing-akkorder rammer én med fuld styrke og er svære at ryste af sig, hvis man først bliver smittet af energiudladningen fra den fremadskridende puls. Adams skrev værket inspireret af flere drømme han havde, bl.a. en drøm hvor han så en olietanker sejlende nær San Francisco pludselig stige mod himlen i en abrupt bevægelse, som var den en rumraket. Drømmen og værket blev enden på en 18 måneders skriveblokade, som han havde lidt under. Og netop denne fornemmelse af lang tids opsparet energi, der pludselig finder udladning, finder jeg enormt fascinerende. 

3) Hvad arbejder du selv med lige nu?
Jeg har netop færdiggjort underlægningsmusikken til filmen "Flaskepost fra P" - filmatiseringen af Jussi Adler Olsens roman af samme navn, som er instrueret af norske Hans Petter Moland. Derudover er der 3. april uropførelse af værket "Tie up my Love's Tongue", som jeg har skrevet over et uddrag af Shakespeares "En skærsommernatsdrøm". Værket er bestilt af Kammerkoret Hymnia og eksperimenterer med grænselandet mellem kormusik og musikdramatik.  

Filmen Flaskepost fra P kan ses i biografer landet over.

Læs mere om den klassisk uddannede komponist Nicklas Schmidt her