"3 korte" fra komponist og lydkunstner Sandra Boss

2. april 2015

I en serie af mini-interviews spørger Seismograf/DMT forskellige aktører på musik- og lydkunstscenen til aktuelle anbefalinger af værker eller events. Se her komponist og lydkunstner Sandra Boss  spændende anbefaling.

1a) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?

Jeg vil anbefale at tage op og kigge på Compenius-orglet, der står oppe i Frederiksborg Slotskirke. Hver torsdag kl. 13.30 bliver orglet demonstreret, og det er en performance i sig selv: Det der ligner et stort, ornamentet træskab forvandles langsomt til et orgel ved at låger åbnes, der afslører 1001 piber, og skuffer med tastatur og pedaler trækkes ud. Herefter sættes kalikanten igang med at pumpe luft ind i bælgene, der herfra spreder sig ud i piberne. Det er en højst bemærkelsesværdi klang, instrument genererer, hvilket først og fremmest skyldes, at piberne alle er lavet i ædle træsorter, og dernæst at orglet spiller i sin originale middeltonestemning. 

2) Hvorfor er dette værk/denne event særlig?

Det er en mulighed for at opleve et af verdens ældste orgler, der står i sin originale stand. Og en mulighed for at opleve en klang, som hører fortiden til, men som lyder som noget fra fremtiden. 

3) Hvad arbejder du selv med lige nu? 

Sjovt nok arbejder jeg med orgelmusik! Jeg har tidligere arbejdet med at skabe lydkunstværker for orgler, (senest i samarbejde med Jonas Olesen, hvor vi lavede en koncert for syv orgler i Sct. Andreas Kirken i København.) Nu har jeg imidlertid fået fingrene i et transportabelt midi-styret pipeorgel, der har 61 piper. Og det er det instrument, som jeg arbejder med for tiden, og som fik sin ilddåb med en performance forleden på Kunsthal Aarhus.

Derudover går jeg og venter på at min nye plade med titlen Perfekt Termisk snart kommer. Det er en plade bestående af udelukkende elektronisk musik, genereret via de mest opslidende gammeldags metoder, der har inkluderet brug af spolebåndoptagere, tonegeneratorer og gamle filterbokse. Man kan sige, at pladen afspejler en slags nørdet, mediearkæologisk udredning. 

Læs mere om Sandra Boss’ projekter her.