Frem til d. 5. juli 2015 kan Katrine Dirckinck-Holmfelds udstilling Leap into Colour opleves i Kunsthal Charlottenborg. Som en del af udstillingen er der d. 24. juni en trekløver af en artist talk, performance og koncert med Maurice Sameh Louca, som er en af skaberne af soundtracket til videoværket Leap into Colour.
Den egyptiske musiker og komponist Maurice Sameh Louca er kendt for sin sammensatte lyd, der går på tværs af genrer, og sine hårdtslående og improviserende live performances. Maurice Louca har skrevet to albums og især det andet andet album ”Benhayyi Al-Baghbaghan” (hyldest til papegøjen, direkte oversat) illustrerer den udvikling, som egyptisk musik aktuelt set gennemgår. The Wire kalder beskriver albummet som ”…dense, driven and splashed with colour.” På den måde er der en parallel i Maurice Loucas arbejde og Katrine Dirckinck-Holmfelds udstilling Leap into Colour.
Maurice Sameh Louca leverer desuden musik til teaterforestillinger, film og nye visuelle kunstværker. Læs mere om musikeren på hans hjemmeside.
Koncerten d. 24.6. er som nævnt en del af Katrine Dirckinck-Holmfelds udstilling Leap into Colour. Udstillingen udgør en del af kunstnerens Ph.d. projekt: Rehearsing Reparative Critical Practices. Læs mere om udstillingen her.
Aftenens program
kl. 17.00 Talk ved Katrine Dirckinck-Holmfeld
kl.18.00 Performance med Felia Gram-Hanssen, udstiller på Afgang 2015
kl 19.00 Koncert med den anerkendte og eksperimenterende egyptiske musiker Maurice Sameh Louca.
I gården ved Kunsthal Charlottenborg vil der være grill og drikkevarer til gode priser.
Læs mere om arrangementet på deres Facebookside.
»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«
Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.
»Denne smerte er ikke kun din,« messer et kor, der står i en cirkel om den fødende kvinde. »Denne smerte er ikke kun din,« lyder det, som et omsluttende ekko, fra resten af koret, som har placeret sig langs festsalens vægge, og dermed danner en cirkel om publikum og indskriver os i det kvindelige fertilitetsarbejde.
Elegier over jorden bygger på Sofie Isager Ahls gendigtning af myten om Persefone, datter af landbrugets gudinde og dronning af dødsriget. Den græske myte er af den slags, der forklarer vinterens goldhed med Persefones bortgang til dødsriget, men i denne nyfortolkning vender hun tilbage til jorden for at føde. Vi følger hendes fødselsarbejde gennem ni måneder, mens medlemmer af koret arbejder i markerne og kæmper for de afgrøder, der er under pres af det aktuelle klimakollaps. Her er naturens regeneration ikke en sag for de højere magter, men en kamp, der starter i kroppen og i mulden – ganske som den fødende kvindes.
Den økofeministisk forbundethed mellem kvindekrop og natur har været et hot topic igennem flere år nu, og jeg er i tvivl om, hvad Elegier over jorden føjer til. Det er jeg primært, fordi den hårde akustik i Glyptotekets festsal i samspil med Marie Topps koreografi, der jævnligt lader sangerne stå med ryggen til dele af publikum, gør det svært at høre Ahls ord.
Når Elegier over jorden fungerer bedst, er det i dialogen og timingen mellem koret, sopran og komponist Katinka Fogh Vindelev i rollen som den fødende Persefone og det minimale orkester, bestående af to violiner og en cello. Når stemmerne fra Sankt Annæs Pigekor smyger sig op af celloens mørke klang, og når urkvinden Persefones klagesang får lov at stå stille i rummet et øjeblik, før koret tager fat igen, har forestillingen fat i noget. Alligevel sætter oplevelsen sig ikke i kroppen, og fødselens smertefulde kamp bliver – trods korets insisterende messen – aldrig rigtig min.
Forestillingen spiller 5., 7. og 8. marts
»For mig er musik... Jeg var lige ved at sige alt, men det er alligevel en overdrivelse. Jeg er et følsomt menneske, og derfor påvirker al kunst – men især musik – mig på forskellige måder. Musik har både en terapeutisk og en kunstnerisk betydning for mig. Musikken påvirker mit humør og giver mig energi. Den kan også sætte mig i en bestemt tilstand, hvor jeg ser tingene anderledes og reflekterer på en anden måde, end jeg ellers ville have gjort. Jeg har altid høretelefoner i, når jeg er alene, jeg sover til musik, jeg arbejder til musik. Det første, jeg gjorde som ny rådmand, var at sætte min svigerfars gamle B&O-anlæg op på rådmandskontoret. Det spiller hver dag, og jeg lukker meget sjældent døren.«
Jesper Kjeldsen er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus og medlem af byrådet for Socialdemokratiet. Han er uddannet fra Kaospiloterne og har en baggrund som iværksætter, blandt andet med virksomheden Postevand. Før sin politiske karriere har han arbejdet kreativt med kultur og musik – han har udgivet musik, været DJ og undervist som danselærer. Jesper Kjeldsen har gennem en længere periode boet og arbejdet i Grønland, hvilket har præget hans syn på fællesskab, kultur, klima og samfund.
