Bent Lorentzen-opera opføres efter 17 år

29. Januar 2016

Den danske komponist Bent Lorentzen skrev i 1999 en opera baseret på den kendte roman “Der Steppenwolf” (Steppeulven) af Hermann Hesse. Den er dog aldrig blevet opført – før nu.

I anledning af komponistens 80 års fødselsdag sidste år har solister, orkester, kor, undervisere og studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium samt Det Kgl. Danske Musikkonservatorium slået sig sammen om at realisere en uropførelse af Lorentzens værk. Hovedrollerne synges imidlertid af tre professionelle sangere, Lars Thodberg Bertelsen (baryton), Helene Gjerris (mezzosopran) og Jan Lund (tenor).

Der er tale om en semi-scenisk opførelse, hvor solisterne optræder i kostumer og bevæger sig rundt mellem musikerne og forskellige tableauer på scenen. Over scenen lægger et stort lærred baggrund til projektioner samt de tekster, der synges undervejs.

Tid: Torsdag den 4. februar 2016 kl. 19:30
Sted: Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus, Thomas Jensens Allé, 8000 Aarhus

Der er gratis entré, men det er muligt at reservere plads via Det Jyske Musikkonservatoriums hjemmeside, hvor du også kan læse mere om operaen.