23.11.17
Ekkozone i Tivolis Koncertsal. Foto: Dennis Lehmann

Boulez Savery tur-retur

Et stykke dansk modernistisk musikhistorie udfoldes, når ensemblet Ekkozone spiller Finn Saverys Afsnit I og II og Pierre Boulez-værket Le Marteau sans maître, som inspirerede dem.

Den toneangivende danske komponist Finn Savery deltog i 1960-61 sammen med en gruppe andre centrale komponister som Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm, Per Nørgård, Axel Borup-Jørgensen, Erik Jørgensen, Else Marie Pade og Henning Christiansen i den studiekreds, der med DR's Mogens Andersen som primus motor blev afholdt i Radiohuset, hvor Pierre Boulez’ Le Marteau sans maître blev analyseret, og herefter opført af PRISMA-ENSEMBLET.

Til selv samme ensemble komponerede Finn Savery efterfølgende Afsnit I og II for samme instrumentbesætning som Le Marteau sans maître, og nu spiller Ekkozone så de to værker side om side sammen med beslægtet dansk musik – en musikalsk rejse til en legendarisk tid i dansk modernistisk musik.

Hvad? Moderne Mandag: Ekkozone
Hvor? KoncertKirken, Blågårds Plads 6A, København N
Hvornår? 27. november kl. 19:30-21:30