Carl Nielsen-prisoverrækkelse markeres med koncert

26. november 2015

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat uddeles i morgen fredag til en musiker og to komponister. Det sker i forbindelse med en koncert i Dronningesalen i Den Sorte Diamant, hvor der bl.a. bydes på en uropførelse af prismodtager Juliana Hodkinsons nye guitarkoncert.

Foruden cellisten Andreas Brantelid og komponisten John Frandsen, går Carl Nielsen-prisen i år til den Berlin-baserede, britiske komponist Juliana Hodkinson, der tidligere har boet en årrække i Danmark.

I begrundelsen peges der på en ”særlig skrøbelig følsomhed og sensivitet over for den konkrete verden”, som henviser til Hodkinsons arbejde med at komponere musik for eksempelvis forstærkede tændstikker, fjer, æggeskaller og bordtennisbolde.

Prisoverrækkelsen markeres med en koncert, hvor også Danmarks Underholdningsorkester medvirker. På programmet er Haydns Cellokoncert i C-dur med Andreas Brantelid som solist, John Frandsens cyklus "Seven Silly Songs" med kontratenor Morten Grove Frandsen som solist, og endelig har Hodkinson skrevet en ny guitarkoncert til lejligheden, hvor den hollandske guitarist Aart Strootman er solist.

Tid: Fredag 27. november 2015 kl. 19:30
Sted: Dronningesalen, Den Sorte Diamant, Søren Kierkegaards Plads 1, København

Billetter koster 165 kr. (90 kr. for studerende) og kan købes på Billetlugen.