Dansk triangel-messe på islandsk festival

27. Januar 2017

Som en del af den islandske festival Dark Music Days eller Myrkir Músíkdagar har den danske komponist Niels Lyhne Løkkegaard premiere på et nyt værk for mere end 50 triangler.

Værket hedder Triangular Mass og uropføres i den af Ólafur Elíasson og Henning Larsen Architects designede prisme-agtige koncertsal Harpa i Reykjavik.

Et ensemble bestående af over 50 frivillige (ikke)musikere vil omkranse publikum, der således omsluttes af de krystallinske klange fra de mange triangler, der lægger sig oven i hinanden og skaber en mur af lyd, med en skarp og blank overflade meget lig den glasbygning, der huser koncerten.

Det er ikke første gang Løkkegaard undersøger de klanglige muligheder i at mangedoble instrumenter og overskride deres almindelige rolle som kilde til musikalsk lyd. Hans værkserie Sound x Sound arbejder med netop dette greb på tværs af en række instrumenter. Se og hør evt. Løkkegaards værk Music for 16 Triangles, der blev opført i København på sidste års Gong Tomorrow-festival.

Læs mere om koncerten på Myrkir Músíkdagar her.