Den 10. SPOR festival er klar med et imponerende program

3. Maj 2015

Festivalen foregår d. 7-10. maj 2015 i Aarhus og er dette år gæstekurateret af den prisvindende komponist Simon Steen-Andersen.

Festivalens tema er i år ”Staging the Sound!” Det har resulteret i et program, hvor kunstnere gentænker og nyfortolker opera, musikteater, lieder og musikhistorie.  

Åbningen
Verdenspremieren på Simon Løfflers værk Marionette Piece skal skyde denne 10. SPOR festival i gang. Værket opføres af SCENATET ensemble i et helt særligt setup, der i overensstemmelse med værkets titel, ligner et dukkeunivers. Musikerne vil være bundet sammen af strenge. På den måde agerer de dukker og dukkefører under værkets fremførsel.
- Marionette Piece opføres på Granhøj Dans d. 7. maj, kl. 20.00  

Herudover vil festivalens gæster kunne opleve verdenspremieren på Ephemère enchainé af franskmanden François Sarhan. Dette værk er udviklet til SPOR og til SCENATET, som opfører værket d. 9. maj kl. 21.00 på Godsbanen, Åbne Scene. Værket strækker sig tidsmæssigt over 12 timer – fra lørdag aften til søndag morgen – og omfatter en bl.a. scenografi af papirklip, lyd, fortællinger og effekter. Publikum er velkomne til at medbringe sovepose og lignende, så de kan opleve den lange natkoncert på den mest behagelige måde.
- Ephemère enchainé opføres på Godsbanen, Åbne Scene den 9.maj, kl. 21.00

Simon Steen-Andersen lukker ballet
Endnu en verdenspremiere afslutter årets SPOR. Simon Steen-Andersens værk Staged Night / Inszenierte Nacht opføres d. 10. maj kl. 19.00 på Bora Bora. Her arbejder Steen-Andersen under betegnelsen "indre-musikalsk iscenesættelse" med at forstærke, understrege og opdatere ideer og referencer, som allerede er tilstede i historiske stykker af Bach, Mozart, Schumann og Ravel. Han samler værker af de 4 komponister, der alle relaterer til temaet "nat”.
- Staged Night / Inszenierte Nacht opføres på Bora Bora, søndag den 10. maj, kl. 19.00

Få mere information om festivalen på SPORs egen hjemmeside.